Liberale reformer skal løfte de svage

Læserbrev i JyllandsPosten

Ellen Trane Nørby, MF og socialordfører (V)

Vi er mange, der har kæmpet for liberale reformer i Danmark i årevis. For os er kampen for liberale løsninger hverdag – ikke en desperat nødløsning som for Naser Khader og Anders Samuelsen og andre tilbageblevne i Ny Alliance. Vi skal ikke sælge det tredje partiprogram på halvandet år for at kunne kalde os liberale. Og vi fortsætter i det kommende folketingsår den stribe af liberale reformer af blandt andet skat og arbejdsmarked, som har præget de seneste syv år. Det er blandt andet disse liberale reformer, der har skabt det den økonomiske overvismand forleden kaldte for en ”mirakuløs” udvikling på det danske arbejdsmarked. Deter lidt svært at tage Naser Khaders nonchalante belæring til os 25.8. helt alvorligt. Selv om demografien de senere år har trukket masser af mennesker ud af arbejdsmarkedet, er det alligevel lykkedes at øge beskæftigelsen til historiske højder.  Ikke mindst fordi det er lykkedes at løfte titusinder af marginaliserede, som har levet på kanten  af samfundet i årevis, til et bedre liv, hvor de tjener deres  egne penge og kan vælge en livsbane for sig selv og familien. Det er den liberale vej . En vej  vi skal videre udad i de kommende år, hvor demografien stiller nye store krav til reformer af skat og arbejdsmarked. Og det er lige præcis, hvad Venstre og regeringen har timet og tilrettelagt. Ikke mindst af hensyn til de svageste, som ellers er de første,  som kommer i klemme, når det går dårligt i dansk økonomi.  Ønsket er såmænd også – som Ny Alliance i valgkampen for bare nogle få måneder siden i høj grad efterlyste – at reformerne landes med brede flertal. Nøjagtig som med velfærdsreformen og globaliseringsaftalen i 2006 – der med 40 milliarder kroner udgør den største investering i uddannelse, forskning og innovation nogensinde.

Skrevet i samarbejde med Kristian Andersen,Folketingskandidat (V) i Nordjylland, Opstillet af Aalborg valgkreds øst, Tranevej 61, Farsø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *