Archive for juni, 2008
PRESSEMEDDELELSE: Danske premierefilm i sydslesvigske biografer
FLENSBORG/KØBENHAVN. På foranledning af Ellen Trane Nørby (V) MF har Kulturministeriet i samarbejde med Danske Biografer, Foreningen af Filmdistributører i Danmark og Det Danske Filminstitut udarbejdet en model, der muliggør forevisningen af danske premierefilm på dansk i sydslesvigske biografer.
Modellen bygger på en ikke-kommerciel distribution til mindretallets foreninger, der ønsker at arrangere forevisninger af premierefilm for deres medlemmer, f.eks. Sydslesvigsk Forening.
Generalsekretær Jens A. Christiansen, Sydslesvigsk Forening, siger: »Denne model er intet mindre end en landevinding til styrkelse af den kulturelle livline mellem Danmark og Sydslesvig. I en tid, hvor film – og ikke mindst danske film – atter er et interessant medium for publikum, kan Ellen Trane Nørbys initiativ og Kulturministeriets samt filmeksperternes model ikke roses nok. I Sydslesvig er vi glade for endelig at have fået et instrument, der på dette område ligestiller os med danskerne i Danmark. Det har jo vist sig, at danske sydslesvigere kun i begrænset omfang tager til sønderjyske biografer for at se danske premierefilm. I SSF går man nu igang med – sammen med Filminstituttet – at afstikke de praktiske rammer for en realisering af modellen.«
Ellen Trane Nørby siger: »Jeg er glad for at have kunnet hjælpe de danske sydslesvigere med at kunne se danske premierefilm på lige fod med danskerne i Danmark. Jeg er i regelmæssig kontakt med repræsentanter for det danske mindretal, så jeg ved, at man i Sydslesvig længe har været interesseret i at kunne opleve danske filmpremierer dér. Og det kan de glædeligvis altså fra nu af. En ny udfordring ligger i at sikre de danske sydslesvigeres muligheder for fortsat modtagelse af dansk tv, når de analoge tv-signaler lukkes ned næste år.«
Sydslesvig-modellen for simultan forevisning af danske premierefilm – på dansk – bygger på Filminstituttets ret til at forevise film i ind- og udland for et begrænset publikum i forbindelse med særlige kulturbegivenheder. Forevisningerne i Sydslesvig skal derfor finde sted efter aftale med Filminstituttet og gennemføres som enkeltstående begivenheder med et deltagergebyr, der svarer til områdets billetprisniveau.
Kulturministeriets model åbner desuden op for enkeltvise premierevisninger f.eks. simultant med den danske premiere. Men der vil også være mulighed for at samle flere af årets premierer til f.eks. en dansk premiereuge i Sydslesvig 2-4 gange årligt.
Ministeriet vil med den beskrevne model tilgodese det danske mindretals behov for at kunne se danske premierefilm, uden at det påvirker konkurrencesituationen for de mindre biografer i Sønderjylland.
Share on Facebook No commentsDanmark skal bidrage til demokrati i Zimbabwe
Af Ellen Trane Nørby, MF (V), Gitte Lillelund Bech, MF (V), og Karsten Lauritzen, MF (V).
Mandag kom menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch med en meget skarp kritik af situationen i Zimbabwe, og dagen efter blev kritikken fuldt op og skærpet af lederen af Sydafrikas regerende Afrikanske Nationalkongres (ANC), Jacob Zuma. Situationen i Zimbabwe er ulykkelig. Ved første runde af valget ville Robert Mugabe ikke frigive stemmetallene fra præsidentvalget, men meget tyder på, at oppositionslederen Morgan Tsvangirai ikke opnåede det nødvendige absolutte flertal for at kunne overtage præsidentposten ved første valgrunde. At Mugabe havde tabt var dog klart for alle og det passede ham bestemt ikke. Siden har præsident Mugabes tilhængere iværksat en meget brutal kampagne mod oppositionens tilhængere. Human Rights Watch har dokumenteret mindst 36 politisk motiverede drab, og det anslås, at omkring 2000 mennesker er blevet dræbt, tævet, bortført eller udsat for tortur af Mugabes tilhængere de seneste to måneder. De sidste rapporter fra landet tyder på, at sultne vælgere afkræves deres stemmekort for at få del i de fødevarerationer, der uddeles til den sultende befolkning.
Historisk mulighed
Til trods for den ulykkelige situation, så er der muligheder for Zimbabwe. Væltes Mugabe, står Zimbabwe over for en historisk mulighed, der kan betyde et opgør med et af vor tids værste despoter. Men et demokratisk Zimbabwe skabes ikke automatisk; Tsvangirai har de rette intentioner og folkelig opbakning, men han kan ikke løfte opgaven alene. Det er derfor glædeligt, at Jacob Zuma i Sydafrika har skærpet tonen. For selvom zimbabwerne selv må være modige og trodse omstændighederne og dermed løfte håbet om forandring, spiller nabolandene og resten af det internationale samfund en afgørende rolle, hvis Zimbabwe skal bevæge sig i en mere stabil og demokratisk retning.
I denne proces kan og bør Danmark gå forrest. I første omgang ved at kræve, at valget den 27. juni rent faktisk bliver gennemført på en ordentlig måde. Vi skal stille krav om uafhængige observatører fra SADC landene og stemmesedlerne skal ikke køres ind til hovedstaden Harare og tælles op af Mugabes folk. De skal tælles op og annonceres lokalt og offentliggørelsen af resultatet skal ske umiddelbart efter valghandlingen.
Derfor opfordrer vi til at fokus igen rettes skarpt mod Zimbabwe og Mugabes overtrædelser af menneskerettighederne igen kommer øverst på den europæiske og internationale dagsorden. Det er nu, der skal handles, hvis valget skal afvikles under tålelige forhold og Mugabes overgreb skal stoppes.
Valget er kun første skridt mod et mere stabilt og demokratisk Zimbabwe. Derfor bør Danmark allerede nu have en plan klar for hvordan vi kan bidrage og spille en rolle i forhold til en kommende demokratisk udvikling i Zimbabwe. Vi skal være klar til dag 1.
Share on Facebook No commentsVenstre: Kvinderne stormer frem
Pressemeddelelse:
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at langt flere kvinder end mænd de seneste år har indtaget chefstolen, når den har skullet besættes af en ny.
- Det er enormt glædeligt at se, at ligestillingen på chefgangene nu tager store skridt fremad. Det viser, at danske kvinder har de nødvendige kompetencer, og forhåbentligt må det blive kvindekvotedebattens endeligt, udtaler Venstres ligestillingsordfører Ellen Trane Nørby.
De nye tal viser, at der sidste år kom mere end dobbelt så mange kvinder end mænd til som topchefer i danske virksomheder og det offentlige.
- Fra Venstres side har vi længe sat fokus på kvinders kompetencer og lanceret et ligestillingscharter, der forpligter virksomhederne til at tage et medansvar for ligestillingen modsat oppositionen, der kun ser kvoter som vejen frem. Det glæder mig at se, at ligestillingen nu for alvor går fremad. Men der er lang vej endnu, og den positive udvikling skal ikke få nogen til at tro, at man nu kan hvile på laurbærrene. Der er stadig alt for få kvinder i de danske bestyrelser og i på de øverste chefposter.
Share on Facebook No commentsPressemeddelelse: Ellen Trane Nørbys Grundlovstale
Grundlovsdag er demokratiets festdag og det vil Ellen Trane Nørby bruge sin grundlovstale til at understrege.
Om efterdønningerne på Muhammedsagen og den jordanske retssag mod danske chefredaktører siger Ellen Trane Nørby:- §77 blev ikke indføjet i Grundloven for siden at blive bøjet og aviserne underlagt politisk censur. I mange mellemøstlige lande gælder forsamlings og foreningsfriheden normalt ikke. Her opløses demonstrationer mod styret med brutal vold og de som råber højt kastes i fængsel, hvor de hurtigt glemmes og overlades til råddenskaben og fugten som render ned af væggene og suger livet og værdigheden ud af de som ytrer sig mod styret.Her ville en demokratikanon være en revolution!
Om tørklæder efter debatten om dommeres påklædning:
- Vi ved godt, at Dansk Folkeparti havde ønsket et totalt tørklæde forbud. Jeg kunne ikke være mere uenig. Der er hver dag mange kvinder, der gør en kæmpe indsats på det danske arbejdsmarked iført tørklæde. Ja, nu er der selv kommet en tørklædeklædt pige på det danske ungdomsfodboldhold. Her må det være op til de lokale arbejdsgivere at træffe beslutninger om dresscode, uniformering osv. Fordi vi som liberale ikke skal diktere folks påklædning.
Om de danske EU undtagelser:
I 1992 sagde Uffe Ellemann Jensen: If you cant join them, beat them. Det er nu tid til at joine.
Klokken 14.00 Ellen taler ved Venstres grundlovsarrangement i Sønderborg kl. 14.00 på Rønhave, Kær
Klokken 19.30 Ellen taler ved Grundlovsarrangement på Højskolen Østersøen i Aabenraa.
At skynde sig langsomt
Kronik bragt i Information, 5. juni 2008
At ligge på badeværelsesgulvet var lykken. Vestenvinden tung og genstridig. Altid imod mig, når grusvejene hjem fra skole skulle tilbagelægges i slud, regn og rusk. Men så var lykken at ligge der på badeværelsesgulvet med en bog, at mærke gulvvarmen trænge gennem kroppen og varme knogler og kød op. Først var det de fem, jan bøgerne og meget andet, der blev slugt på det blå badeværelse, der aldrig var ledigt når jeg var kommet hjem fra skole. Siden blev det de unge danske forfattere, som Helle Helle, Merete Pryds Helle, Naja Marie Aidt, Mads Brenøe, hvad skete der egentligt med ham efter sex med en brødrister. Siden blev det Hesses Steppeulv, Kunderas Identiten, Jonas Bengtsons Submarino og Aminas breve og en liste lang, der ligger forude.
Det var med Kundera, at jeg mødte en forfatter, der satte livet i perspektiv. Det var her jeg fandt den stemning jeg synes er vigtig, at bære med sig ud i verden. Bevidstheden om at livet er en perlerække af valg, hvor man selv er herre over at træffe valg, såvel som ikke træffe valg. Som Sartes lukkede døre, vælger vi selv hvilke, vi vil åbne. Nuvel, livet er også en lang række af fristelser og djævlen hiver I os fra alle sider.
Kunderas forfatterskab bliver også et vidnesbyrd om hvem vi er som mennesker. Om det at blive vidende efter at have levet i uvidenhed som Josef, der vender hjem i Uvidenheden. Om at ændre os, fordi andres syn på os påvirker vores selvbillede, som det er tilfældet for Chantal i Identiteten.
Men Kundera har også den større historiske dimension. Den iboende fortælling om det delte Europa, som var min barndoms største vidnesbyrd. Den Tjekkiske videnskabsmand i Langsomheden bliver rørt over alle de ting, han aldrig har oplevet. Rørt over igen at kunne gøre det han interesserer sig for, nu hvor ufrihedens åg har løftet sig og kommunismens tankekontrollerende bånd ikke længere snærer. Pludselig er han igen herre over sit eget liv.
Mange af mine barndomsferier var bilture ned gennem Europa. De opkogte slagsmål med min lillebror, når temperaturen bag i den lille Corolla steg som grænserne blev passeret. Til Italien, hvor tolderne råbte Laudrup, Laudrup ved synet af vores Danish Dynamite shorts og trøjer, til Sydfrankrig og til det Balkan, der siden stod i flammer.
Siden gik turene til Østeuropa; Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Til det nu åbnede Europa, som Kundera kom fra, og hvor mange af hans personer havde rod. Her fulgte jeg gennem ferier den udvikling, der nu tog fart. Den vækst, der kom mange til gavn, men også efterlod mange med bristede drømme fordi det pludselig var evner, der betød noget. Det satte livet i perspektiv.
Det er klart, at min Lithauiske veninde Milda eller min Mozambiquiske veninde Selcia har en helt anden livsbagage med sig end jeg har. Jeg tænker ofte på det, netop når vi taler frihed. At friheden til at vælge mister sin betydning, hvis friheden kun består i at kunne vælge den bro man vil sove under natten efter. Derfor er det selvfølgelig klart, at forudsætningerne er forskellige, men hvor end vi befinder os, hvor end vi er som mennesker, så ændrer intet ved det absolutte faktum, at valget starter hos os selv.
Nej, livet er ikke et andet sted, som Kundera kaldte en af sine bøger. Livet er her. Og det er os der lever det. Vi bestemmer selv hvordan, og vi træffer selv valgene. Hastigheden bestemmer vi også selv. Skøjter vi af sted i livets ulidelige lethed, eller fordyber os. Vi kan skynde os langsom eller som Vincent i Langsomheden. Sætte os op på motorcyklen og glemme verden som hastigheden øges. Hurtigheden, vor tids åg, bliver hos Kundera at stikke af fra den virkelighed man befinder sig i. For når hastigheden øges forsvinder bekymringerne og den der er frigjort for fremtiden har intet at frygte. Alt i alt handler mange af Kunderas fortællinger om tid. Og dette ultimative udsagn om at vi selv bestemmer hvordan vi bruger vores tid,
TID.
Tid der flyver af sted. Tid som går og aldrig kommer tilbage. Tid som bruges og tid som kunne bruges anderledes. Tid til at stoppe op, trække vejret og tænke sig om. Mange undgår det i dagligdagen for tænk nu hvis man pludselig kunne mærke følelsen af at man måske burde bruge sin tid på noget andet. Tid til at gøre det vi ikke har nået, tid til gøre det vi gerne vil noget mere.
Tid til at møde andre mennesker. Tid til at være noget for andre mennesker.
Tid til at stoppe op og lytte. Tid til at være sammen med dem som man elsker. Vi har en tendens til hele tiden at vente og hige efter noget andet end nutiden og dagligdagen, – i ugens løb venter vi på weekenden, – og i årets løb venter vi på ferierne, – eller på hvornår vi ved at knokle røven ud af bukserne har tjent penge nok til et eller andet materielt, som reelt alligevel ingen værdi har i forhold til egentlige livsværdier.
Glemmer vi helt at sætte pris på nutiden og glæde os over de små ting i dagligdagen, – et godt og spændende arbejde, – dejlige børn og familiemedlemmer, – gode venner, – en god bolig og en smuk natur omkring os, – men måske allermest et godt helbred, for hvis ikke helbredet er i orden kan det være lige meget med det andet.
Netop fordi mange af os glemmer alle de små ting, der gør livet værd at leve, når vi raser gennem en stresset hverdag, så er der grund til at hive det frem og huske det.
Det får Kundera mig til. Til at stoppe op og tænke over det jeg har og hvor jeg gerne vil hen. For tilværelsen er ikke ”En spøg”. Det er en række af latterlige lidenskaber, om latter og glemsler, om vores tro på udødeligheden og sidst en afskedsvals med livet og et blik tilbage på de valg vi har truffet, eller netop ikke truffet.
Også Kunderas lette sætninger, der løfter sig fra papiret som var de fjer. De korte kapitler, den resolutte handlen tiltaler mig og det er vel også denne form, der gør, at Naja Marie Aidt bliver en af mine danske yndlige, hvor livets ubønhørligheder drager og hvor kærligheden smerter. Hvor myggestik bagatelliseres og englene flyver højt. Jo, jeg elsker at læse fordi det perspektiverer det liv vi lever. For verden bliver sylet fast og mennesket egen betydning udpenslet.
Share on Facebook No commentsEllen Trane Nørbys Grundlovstaler
Venstres sønderjyske folketingsmedlem, Ellen Trane Nørby, holder både Grundlovstale ved Venstres grundlovsarrangement i Sønderborg kl. 14.00 på Rønhave, Kær og senere kl. 19.30 på Højskolen Østersøen i Aabenraa.
- Jeg glæder mig til Grundlovsdag. Grundlovsdag er en dag, hvor vi tager temperaturen på demokratiet, gør status over jobbet som folkevalgt og sætter nye visioner og pejlemærker for fremtiden. Udtaler Ellen Trane Nørby, MF (V)
kl. 14.00 Ellen taler ved Venstres grundlovsarrangement i Sønderborg kl. 14.00 på Rønhave, Kær
kl. 19.30 Ellen taler ved Grundlovsarrangement på Højskolen Østersøen i Aabenraa.
Share on Facebook No commentsNår enden er nær…
Det er den mest stressende tid i Folketingsåret. Alt skal på plads inden Tinget kan gå på sommerferie. Det betyder lange dage i salen med debatter og afstemninger og mange forhandlinger i ministerierne. I den forgangne uge blev det til en kæmpe forespørgselsdebat om ulighed, forslag om serviceloven, implementering af satspuljen og ikke mindst et beslutningforslag fra SF om at indføre kvoter for antallet af kvinder i bestyrelser. Noget vi afviste klart fra Venstres side. Vi er sådan set enige i målet. Flere kvinder i toppen af det danske erhvervsliv og i det hele taget en styrkelse af ligestillingen. Fordi vi ønsker et samfund, hvor alle kompetencer udnyttes og fordi vi ved, at en mangfoldig ledelse skaber de bedste resultater på bundlinjen, såvel som de bedste ledelsesforhold. Så vi afviste forslaget om de tvungne kvoter og har i stedet indført et ligestillingscharter i samarbejde med en lang række danske virksomheder som SAS, Grundfos, Post Danmark m.fl, der har forpligtiget sig til at arbejde strategisk med ligestilling.
Den kommende uge byder på høring mandag om prostitution og kvindehandel efterfulgt af forretningsudvalgsmøde i den danske Europabevægelse og sommerkoncert med pigekoret, hvor Kulturudvalget er inviteret til at bakke op. Tirsdag, onsdag er der debatter i Folketingssalen og forhandlinger i ministerierne. Grundlovsdag torsdag er en festdag for demokratiet og jeg er allerede i fuld gang med at skrive min tale. To af de ting jeg vil tage med er den frihed vi tager for givet og den anden dimension vil være grænser for politik. For et demokrati bygger nemlig også på tillid og tro. Og hvis samfundet skal være frit og ansvarligt nytter det ikke noget, at vi tror, at der kan findes lovgivning for alt. Detajlregulering tager netop ansvaret for den enkelte, svækker initiativet og dermed demokratiets grundpille.
Fredag forventer jeg står på politiske forhandlinger i ministeriet og i weekenden er der De danske Årsmøder syd for grænsen og så går vi ellers ind i den sidste uge, hvor Folketinget er bænket til debatter i salen fra morgen til aften og man misundeligt kan kaste blikke ud på solen, der skinner veloplagt. Ser efterhånden rigtigt meget frem til at møderne i salen er ovre og kalenderen levner lidt mere plads til sommeren.
Social og ansvarlig finanslov
Indlæg bragt i Venstre i Sønderborgs medlemsblad “Sønderborg set fra Venstre”
Ellen Trane Nørby, MF for Sønderborg kredsen, Social, ligestillings og mediepolitisk ordfører
Hvornår er det blevet odiøst at overholde et budget? Svaret burde give sig selv, men det er ikke tilfældet, når vi taler om de danske kommuner. Her har den aftale mellem regeringen og KL, der blev indgået sidste år pludselig udviklet sig fra at være “historisk god” til istedet at være en “økonomisk spændetrøje for kommunerne”, hvor det første udtryk var den socialdemokratiske Århus borgmester Nikolaj Wammens da aftalen blev indgået og det sidste KL formands Erik Fabrins på nuværende tidspunkt selv om kommunerne allerede har overskredet rammen med et milliardbeløb.
Derfor blev vedtagelsen af finansloven i slutningen af april også et studie i ansvarsfralæggelse. Finansloven var et halvt år forsinket pga valget på et halvt år kan der løbe mange frustrationer til hos en opposition, der ellers vejrede morgenluft i januar, da Pia Christmas Møller forlod de Konservative.
En ansvarlig finanslov var Venstres vigtigste prioritet. Både økonomisk og socialt set. I en tid med højkonjunktur er det vigtigt at holde dansk økonomi på sporet. Vi må ikke ende med en maveplasker, hvor dansk økonomi taber pusten. Staten har holdt for på egne budgetter og tilbageholdt udgifte, så kommunerne har kunnet forburge mere end den oprindelige aftale.
At samme økonomiske ansvarlighed forventes af kommunerne og regeringen derfor forlanger, at kommunerne holder deres budgetter i 2008 er vel egentligt et meget rimeligt krav, når man ved, at budgetterne netop er lagt af de selvsamme kommuner. Her i Sønderborg har vi også oplevet klagesangen fra Jan Prokopek.
Med økonomisk ansvarlighed, følger også social ansvarlighed. Derfor er ældre- handicap og plejeboliger undtaget af den stramme aftale om anlægsstop. Kommunerne skal til hver en tid kunne bygge nye og moderne ældreboliger. Udgifterne til opførelse af ældreboliger pilles derfor ud, når kommunerne i starten af 2009, opgør hvilke udgifter man har haft til bebyggelse og andre anlægsudgifter. Samme princip gælder ved force majoure udgifter. Det er logik for burhøns, at ingen kunne forudse branden på Dybbølskolen. Derfor har kommunen mulighed for at genopbygge, uden at det vil blive set som en budgetoverskridelse.
Venstre står for en økonomisk og social ansvarlig økonomisk politik. Vi er garanten for at vi kan fortsætte den positive udvikling Danmark er i, hvor væksten er høj og arbejdsløsheden historisk lav. Vi ved at de første, der bliver ramt, hvis der gambles med dansk økonomi er de svage grupper i samfundet. Derfor er Venstre også garanten for den mest sociale og ansvarlige finanslov.
Share on Facebook 1 commentKlima Ungdoms Topmøde på Als
Indlæg i Venstre i Sønderborgs medlemsbald “Sønderborg set fra Venstre”
Ellen Trane Nørby, MF for Sønderborgkredsen, Social, ligestillings og mediepolitisk ordfører
At klimatopmødet i 2009, kommer til at ligge i København, er der ingen tvivl om. Men hvorfor ikke ligge et ungdomsklimatopmøde i Sønderborg?
”Vi arver ikke jorden fra vores forældre, men har lånt den af vores børn”, sådan lyder et indiansk ordsprog. Derfor er også meget relevant at ungdommens stemme bliver hørt, når der diskuteres nye klimamålsætninger i 2009. Men hvorfor ikke tage ungdomsdelen ud og placere den langt fra Københavns mange konferencelokaler, ud til skov, strand og fjord. Herude, hvor vi andre har vores daglige gang og nyder godt af den høje himmels plads til visioner og nytænkning. Der er ikke noget som en strid blæst fra vest, der kan rense hovedet for tanker og saltsmag på læberne. Herude er der plads til at tænke længere end pragmatismens politik og realismens spændetrøje.
Derfor skal vi i Sønderborg lægge billet ind på at være vært for det officielle Ungdoms Klima Topmøde, hvor unge fra hele verden samles og giver deres bud på fremtidens energi og klimapolitik. Vi har projekt Zero, Danfoss Universe, kræfterne og ideerne til at være værtsby, hvis vi vil og sammen satser på det.
I 2002 op til EU udvidelsestopmødet i København blev der også afholdt et ungdomstopmøde. Det var en kæmpe succes og sommerens store optaktsarrangement Youth 2002, hvor 1000 unge mødtes på de danske folkehøjskoler for at diskutere EU og siden sendte et par håndfulde udvalgte til Rønshoved for at lægge sidste hånd på ungdommens bud på en EU forfatningstraktat.
Den gang som nu gælder det, at skal vi engagere unge i klimadebatten, så kræver det også, at vi lytter til dem. At give unge aktive fra hele verden, deres eget kimatopmøde vil være en invitation til at også ungdommen tager et medansvar for de klima og energi udfordringer som kloden står overfor.
Lad os i fællesskab kæmpe for Sønderborg som en vigtig brik på klimalandkortet i 2009.
Share on Facebook No comments


