Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. maj 2008
Af Ellen Trane Nørby, MF, socialordfører (V), Kastanie Alle 46, Sønderborg, og
Kristan Andersen, Folketingskandidat (V), Tranevej 61, Farsø.
Danmark har gennem de seneste fire år oplevet den længste periode med højkonjunktur i nyere tid. Titusider af mennesker har fået plads på arbejdsmarkedet og flere muligheder. De tjener de deres egne penge og kan vælge en livsbane for sig selv og familien. Selv mennesker, der i årevis har levet på kanten af samfundet, har fået adgang til et nyt og bedre liv, hvor de selv er herre. Det gælder også indvandrere, handicappede, langtidsledige, kontanthjælpsmodtagere. De svageste er også med på beskæftigelseshesten.
Ledigheden er nu nede på 1,9 procent – under en tredjedel af det niveau, som tidl. finansminister Mogens Lykketoft (S) i sin tid påstod ville være fuld beskæftigelse.
Det er en fantastisk positiv udvikling for hele det danske samfund, som vi er fantastisk stolte af at præstere efter syv år med en Venstre-ledet regering.
Men den virkelighed er ikke, hvad alle bryder sig om at se. Der er nogen, der har travlt med at opfinde deres egen ”virkelighed” ved hjælp af diverse teoretiske modeller, der kan fortælle alverden, at den fantastisk positive sociale udvikling, vi har oplevet, i virkeligheden er en dårlig historie.
Det er præcis, hvad vi vil se i dag (torsdag 29.5.), hvor Folketinget på oppositionens foranledning mødes i en forespørgselsdebat om ulighed.
Socialdemokratiet, SF og Radikale forsøger desperat med hjælp fra vennerne i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at tegne billede af Danmark som et opsplittet samfund, hvor de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere – på trods af, at Danmark fortsat er det land i verden, hvor indkomstforskellene og antallet af personer i lavindkomstgruppen er lavest.
Til det anvender man blandt andet den såkaldte median-model, som måler et samfunds fattigdom på, om man har en indkomst på halvdelen af median-indkomsten. På den måde kommer man frem til, at der bliver flere og flere fattige, når man lever i et vækst-samfund, hvor median-indkomsten hele tiden stiger.
Men det er jo ikke det rigtige billede af Danmark. Det rigtige billede er, at vi netop nu er tæt på at have fjernet ledigheden – vores største sociale problem i årtier. Samtidig med at vi har betalt hele udlandsgælden og i dag mest er pressede af løn- og prisstigninger som følge af den fantastiske økonomiske vækst.
Vi har altså effektivt gjort op med den gamle socialistiske remse om, at ”liberale gør de rige rigere og de fattige fattigere”. Venstre gør alle rigere.
Vi er ikke færdige med den sociale indsats. Men vi kunne ikke drømme om at følge oppositionens forslag om at gøre de sociale ordninger så åbne og attraktive, at folk blev fanget i dem og spildte deres liv i passivitet frem for at blive en del af samfundet. Kunsten er netop at sikre, at hele Danmark kommer med – at alle får mulighed for at træffe valg og vælge deres egen livsbane.
Tilbage står nu at fuldføre det opgør med den negative sociale arv, som Socialdemokraterne og venstrefløjen ikke havde held med i 90erne, men som Venstre og denne regering har taget en stribe initiativer for at komme til livs.
Det er blandt andet på grund af den negative sociale arv, at vi har skærpet kravene til fagligheden i folkeskolen, introduceret leg og læring i dagsinstitutionerne og senest lægger op til en systematisk indsats i forhold til universiteter og videregående uddannelser. Akkurat som vi har introduceret nye initiativer i ungdomsuddannelserne. Og netop nu tager initiativ til at sikre en mere systematisk indsats for at bringe familier med problemer på ret køl – og at sikre at alle børn får et trygt liv med frihed og muligheder.
Det er ambitiøse målsætninger, som vi aldrig vil give op over for. De svageste sejrer med Venstre. Venstre gør alle rigere, og giver alle flere muligheder. Vi er ovre den tid, hvor socialisterne med troværdighed kan kunne hævde, at de var mere sociale end de liberale og borgerlige.
