Kategori: Alle
Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. maj 2008
Af Ellen Trane Nørby, MF, socialordfører (V), Kastanie Alle 46, Sønderborg, og
Kristan Andersen, Folketingskandidat (V), Tranevej 61, Farsø.
Danmark har gennem de seneste fire år oplevet den længste periode med højkonjunktur i nyere tid. Titusider af mennesker har fået plads på arbejdsmarkedet og flere muligheder. De tjener de deres egne penge og kan vælge en livsbane for sig selv og familien. Selv mennesker, der i årevis har levet på kanten af samfundet, har fået adgang til et nyt og bedre liv, hvor de selv er herre. Det gælder også indvandrere, handicappede, langtidsledige, kontanthjælpsmodtagere. De svageste er også med på beskæftigelseshesten.
Ledigheden er nu nede på 1,9 procent – under en tredjedel af det niveau, som tidl. finansminister Mogens Lykketoft (S) i sin tid påstod ville være fuld beskæftigelse.
Det er en fantastisk positiv udvikling for hele det danske samfund, som vi er fantastisk stolte af at præstere efter syv år med en Venstre-ledet regering.
Men den virkelighed er ikke, hvad alle bryder sig om at se. Der er nogen, der har travlt med at opfinde deres egen ”virkelighed” ved hjælp af diverse teoretiske modeller, der kan fortælle alverden, at den fantastisk positive sociale udvikling, vi har oplevet, i virkeligheden er en dårlig historie.
Det er præcis, hvad vi vil se i dag (torsdag 29.5.), hvor Folketinget på oppositionens foranledning mødes i en forespørgselsdebat om ulighed.
Socialdemokratiet, SF og Radikale forsøger desperat med hjælp fra vennerne i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at tegne billede af Danmark som et opsplittet samfund, hvor de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere – på trods af, at Danmark fortsat er det land i verden, hvor indkomstforskellene og antallet af personer i lavindkomstgruppen er lavest.
Til det anvender man blandt andet den såkaldte median-model, som måler et samfunds fattigdom på, om man har en indkomst på halvdelen af median-indkomsten. På den måde kommer man frem til, at der bliver flere og flere fattige, når man lever i et vækst-samfund, hvor median-indkomsten hele tiden stiger.
Men det er jo ikke det rigtige billede af Danmark. Det rigtige billede er, at vi netop nu er tæt på at have fjernet ledigheden – vores største sociale problem i årtier. Samtidig med at vi har betalt hele udlandsgælden og i dag mest er pressede af løn- og prisstigninger som følge af den fantastiske økonomiske vækst.
Vi har altså effektivt gjort op med den gamle socialistiske remse om, at ”liberale gør de rige rigere og de fattige fattigere”. Venstre gør alle rigere.
Vi er ikke færdige med den sociale indsats. Men vi kunne ikke drømme om at følge oppositionens forslag om at gøre de sociale ordninger så åbne og attraktive, at folk blev fanget i dem og spildte deres liv i passivitet frem for at blive en del af samfundet. Kunsten er netop at sikre, at hele Danmark kommer med – at alle får mulighed for at træffe valg og vælge deres egen livsbane.
Tilbage står nu at fuldføre det opgør med den negative sociale arv, som Socialdemokraterne og venstrefløjen ikke havde held med i 90erne, men som Venstre og denne regering har taget en stribe initiativer for at komme til livs.
Det er blandt andet på grund af den negative sociale arv, at vi har skærpet kravene til fagligheden i folkeskolen, introduceret leg og læring i dagsinstitutionerne og senest lægger op til en systematisk indsats i forhold til universiteter og videregående uddannelser. Akkurat som vi har introduceret nye initiativer i ungdomsuddannelserne. Og netop nu tager initiativ til at sikre en mere systematisk indsats for at bringe familier med problemer på ret køl – og at sikre at alle børn får et trygt liv med frihed og muligheder.
Det er ambitiøse målsætninger, som vi aldrig vil give op over for. De svageste sejrer med Venstre. Venstre gør alle rigere, og giver alle flere muligheder. Vi er ovre den tid, hvor socialisterne med troværdighed kan kunne hævde, at de var mere sociale end de liberale og borgerlige.
Kategori: Alle, Medier og kultur
Den kommende uge bliver en med udsigt til store dele af den danske geografi. Mandag står på mediemøde med TV Syd i Kolding, Klimamøde med projekt Zero og møde med erhvervsklubben om aftenen. Tirsdag slutter af med at jeg skal holde et oplæg på Venstres EU opstillingsmøde på Fyn og fredag går turen til Aalborg, hvor KL holder deres store sociale topmøde med 2000 socialpolitikere fra hele landet. Jeg er sikker på, at det bliver en fredag med store debatter og blod på tanden for mit udgangspunkt er, at kommunerne er nødt til at påtage sig et større ansvar på det sociale område, hvis det kommunale selvstyre skal give mening.
Ellers står ugen på udvalgsmøder, gruppemøder, lidt forhandlinger og en konference om sprog i DR. Efter massiv kritik har DR sat sproget til debat. Snøvler skuespillerne i dramaserierne, taler speakere uklart og er det en glidebane, at Deadline hedder deadline, public service, public service og alle de andre engelske udtryk, der har sneget sig ind i ikke bare vores daglige sprogforbrug, men også hos DR, der ellers burde være den sproglige fanebærer og holde den kulturelle fane højt. Jo, det skal nok blive en interessant debat, hvor jeg vil forudse, at der er partier, der lander i henholdsvis den ene grøft; Alle engelske udtryk skal forbydes og den anden grøft, at dansk er på vej ud og engelsk alligevel tager over, så hvorfor kæmpe imod.
Hvis det står til mig er balancen et sted midt i mellem. Dansk er ikke bare et sprog, der er vores modersmål og en stor del af vores identitet som danskere. Dansk er kulturbærende og det er her vi finder de mange nuancer og de sproglige perler og udtryk som kendetegner netop os. Hvor gode vi end bliver til engelsk – og andre sprog, for det skal vi for at kunne klare os i en globaliseret verden, så er dansk vigtigt at holde fast i og udvikle. I debatten om sproget er et andet perspektiv også den gruppe i samfundet, der ikke mestrer andet end dansk, eller de knap 15% af en ungdomsårgang, der hvert år forlader folkeskolen som det man kalder funktionelle analfabeter med et fagudtryk. Altså hverken mestrer sproget eller forståelsen af det. Denne gruppe har det svært nok ved at begå sig på dansk og derfor er udfordringen også at sikre, at vi ikke få et endnu mere spaltet samfund sprogligt. Altså et AogB hold, hvor A holdet ridder på en global optur og B holdet end ikke kan følge samfundsdebatten. Der er som sådan intet i vejen med at vores uddannelser bliver mere og mere internationale, men der kan opstå seriøse problemer, når dyrelæger for fremtiden hedder VETs og hele uddannelsen foregår med engelske fagudtryk. For hvad hedder det så på dansk, når man står med en ko med tarmproblemer og en bondemand, der ikke helt er med?!
Det bliver en spændende debat, som følger op på det sprogudvalg, som kom med deres anbefalinger til en ny dansk sprogpolitik tidligere på året.
- ‘Den 9.maj er en festdag. Det er datoen for EF’s og senere EU’s skabelse, der har ført fred, frihed og fremgang i EU og Europa med sig. Det er da værd at fejre’, udtaler Ellen Trane Nørby, MF og Næstformand for den danske Europabevægelse
Ellen Trane Nørby, er med på Gråsten torv, når Europabevægelsen idag den 9. maj kl. 12.00, fejrer Europadagen med uddeling af kage eller flødeboller, taler og andre spændende aktiviteter.
I år vil 41 ud af Danmarks 98 kommuner lade EU flaget gå til tops, over rådhuset, netop denne dag. Lige som busselskabet Moriva vil benytte EU flaget denne dag.
- ‘ Det er dejligt at se, at Europadagen i år fejres med endnu flere EU flag end sidste år. Mit fokus i år vil være på afskaffelsen af Danmarks 4 undtagelser. Jeg glæder mig til at kæmpe for, at vi danskere kan komme med i Europas hjerte.’ slutter Ellen Trane Nørby
Kategori: Alle
Læserbrev bragt i JydskeVestkysten Sønderborg d. 3. maj
Ellen Trane Nørby, MF (V), Socialordfører, Kastanie Allé 46, 6400 Sønderborg
Børn og unge af alkoholiserede forældre, er en gruppe, der ofte bliver overset, når vi taler om samfundsgrupper med behov for hjælp og støtte. Netop derfor var det også vigtigt for Venstre og jeg selv, at vi fik Blå Kors’ projekt Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af alkoholmisbrugere (TUBA) med på SATS puljebevillingen. TUBA projektet starter nu også op i Sønderborg og Aabenraa, og det er godt nyt, for de børn og unge, der har det svært i skolen og dagligdagen, fordi deres forældre har problemer med alkohol. Gennem TUBA kan unge få hjælp, så de nemmere kan klare hverdagens udfordringer og problemer.
Som socialordfører er det dejligt at se en frivillig forening som Blå Kors og en kommune som Sønderborg, går ind i et samarbejde. Sammenkoblingen af det kommunale Danmarks styrker og det frivillige Danmarks styrker, er hidtil ikke blevet udnyttet godt nok. Forhåbentligt bliver samarbejdet i Sønderborg et forgangseksempel for andre områder.
Fra TABU til TUBA er en af Blå Kors slogans. Og det er netop det, projektet forhåbentligt kan. Signalere overfor børn og unge, at det ikke er pinligt at søge hjælp og man ikke er alene om at være barn i en alkoholramt familie. Etableringen af TUBA i Sønderborg, kan ikke med det samme hjælpe alle problemerne. Vi skal fortsat have fokus på udsatte børn og unge, så vi forbedre deres chancer mest muligt, for at få en uddannelse og et liv uden alkohol og andre problemer. Men jeg glæder mig over at vi nu har tager endnu et skridt på vejen.