Lad os stemme om alle fire forbehold

Kronik af Ellen Trane Nørby, næstformand den danske Europabevægelse, Erik Boel, formand den danske Europabevægelse, bragt d. 1. april i Berlingske Tidende.

Regeringen har bebudet, at danskerne inden for en overskuelig fremtid får lejlighed til at tage stilling til de danske EU undtagelser. Det er glædeligt – og på høje tid. Det er nu 15 år siden, de danske undtagelser blev forhandlet hjem i en tid og verden, som så meget anderledes ud, end den globale virkelighed vi som danskere vågner op til i 2008.

Afstemningsform og hvilket spørgsmål, befolkningen konkret skal tage stilling til, er endnu uafklaret. Efter vor opfattelse bør befolkningen få mulighed for at tage stilling til alle fire  undtagelser – med fire krydser. Det vil være det mest demokratiske, og også det mest reelle, fordi den enkelte borger måske gerne ser, Danmark kommer med i den fælles valuta , men ikke ønsker dansk deltagelse i fx forsvarssamarbejdet.

Desværre er der en reel risiko for, at JA-partierne i Folketinget med Statsministeren i spidsen vil ryste på hånden, når det gælder dansk deltagelse i euro’en, og alene vil lade befolkningen stemme om det retlige og forsvarsforbeholdet. Officielt vil begrundelsen være, at vi så sent som i 2000 har stemt om euro’en. Uofficielt, at partierne frygter, at danskerne vil stemme nej til deltagelse i den fælles valuta.

I så fald vil det være dybt beklageligt. Hvis vi – som statsministeren var inde på i nytårstalen – ønsker at sende et signal til omverdenen om, at Danmark er på vej ud af hængekøjen og parat til at tage medansvar for Europas fremtid, er dansk deltagelse i euro’en det stærkeste signal, vi kan sende. Set ud fra et økonomisk synspunkt er det slet og ret euro forbeholdet, der er interessant at få afskaffet.

Vi er begge stærke tilhængere af EU-samarbejdets politiske aspekter. Det ændrer ikke ved, at toldunionen, den fælles handelspolitik, landbrugspolitikken og det indre marked er grundelementer i samarbejdet, og den fælles valuta er nødvendig for at fuldende billedet af denne økonomiske integration i Europa. Samtidig indebærer den økonomiske integration et vigtigt spill-over til den politiske integration, jf. at den oprindelige Kul- og Stålunion også var tænkt som et fredsskabende projekt mellem Frankrig og Tyskland.

EU-modstanderne peger ofte på, at det ikke er nødvendigt, at vi tilslutter os euro’en. For det går jo meget godt med dansk økonomi. Hertil er at bemærke, at det netop skyldes eksistensen af euro’en, at det går godt med vores økonomi. Den fælles valuta giver stabilitet, herunder prisstabilitet, og forudsigelighed i de økonomiske kalkuler. Resultatet er flere investeringer, øget beskæftigelse og mere velfærd. Selvfølgelig kan Danmark vælge fortsat at køre friløb. Men det er usolidarisk ikke at tage aktivt del i og medansvar for et samarbejde, som Danmark har så store fordele af. Det er jo også spørgsmålet om vi til tid og evighed blot vil forholde os til, hvad de andre bliver enige om på det økonomiske område og så tilslutte os det bagefter.

Det hører nemlig med til billedet, at Danmark som duksedrengen i klassen lever op til euro-kravene om orden i økonomien – vi har blot sagt nej til indflydelsen i den europæiske Centralbank og i euro-gruppen, der samarbejder om den økonomiske politik. Det giver ganske enkelt ikke mening.

Fordelene ved at være med i euro’en er klare og overbevisende. Slovenien kom med i januar 2007 og Malta og Cypern i januar i år. Og en række af de andre nye medlemslande i Østeuropa står nu for tur. Det er på høje tid, at også danskerne får lejlighed til at tage stilling til vores deltagelse i dette samarbejde, som er af historisk betydning.

Det er oplagt, at befolkningen også bør have lejlighed til at tage stilling til den generelle marginalisering af Danmark i EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som forbeholdet på forsvarsområdet har ført til. 

Mest markant har det været, at vi fra dansk side ikke har deltaget i EU’s fire militære operationer i Makedonien og Congo i 2003, i Bosnien i 2004 og i Tchad i år. I Bosnien og Makedonien måtte vi endog lide den tort, at vi måtte trække vore tropper hjem ene og alene fordi aktionerne overgik fra at være under den lyseblå NATO baret til den mørkere blå  EU. De opgaver tropperne skulle løse var praktisk taget identiske. Tilsvarende har Danmark ikke kunnet deltage i oprettelsen af fx et EU-satellitcenter i 2001 eller det europæiske forsvarsagentur i 2004. En række meningsmålinger viser samstemmende, at et klart flertal i befolkningen ønsker, at Danmark får mulighed for fuldt og helt at deltage i det udenrigs- og forsvarspolitiske samarbejde i EU.

Det er mindre kendt, at forbeholdet også svækker Danmark i NATO, OSCE og FN. En stærkere EU-forsvarsdimension med tætte forbindelser til disse organisationer, fører til en marginalisering af Danmark, fordi vi er nødt til at stå af på grund af forbeholdet. Selv i det højtbesungne nordiske samarbejde er vi blevet svækkede og kan ikke deltage i de nordiske kampgrupper, idet disse skal rapportere til EU. Ved nytårsskiftet blev det understreget nok engang, da vores nordiske broderland Norge, der ikke er medlem af EU, kunne deltage i fredsbevarende og skabende kampgrupper, som Danmark ikke kan være en del af. De danske soldater er ellers vidt og bredt anerkendt for deres fornemme arbejde og flair for at arbejde i konfliktfyldte områder, fx i Afghanistan. Hvor er det ærgerligt, at en dansk EU undtagelse gang på gang sætter en stopper for dansk engagement i Verden.

Det svækker også dansk indflydelse, at de militære områder i EU i stigende grad sammenvæves med de civile. I virkelighedens verden giver det god mening, men det risikerer at sætte Danmark uden for døren, fordi vi har taget et forbehold på forsvaret. Vi deltager heller ikke i drøftelserne på det militære område i EU, og vi har i det hele taget svært ved at få danskere placeret centralt ikke bare i EU-systemet, men også i NATO som følge af forbeholdet.

Hertil kommer en aktuel faktor: Det er positivt, at den franske præsident Nicolas Sarkozy har lagt op til, at Frankrig fuldt ud genindtræder i NATO-samarbejdet. Men franskmændene vil til gengæld lægge vægt på, at amerikanerne anerkender en autonom europæisk militær kapacitet. Det vil sætte udviklingen af det militære samarbejde i EU op i et højere gear med yderligere dansk marginalisering som konsekvens.

Det retlige forbehold er det forbehold, der mest markant bliver berørt af Lissabon-traktaten, som antagelig træder i kraft i løbet af et års tid. Traktaten betyder, at det retlige samarbejde bliver almindelig fællesskabspolitik – og dermed omfattet af den danske undtagelse på retsområdet. 

Konsekvenserne for Danmark bliver mildt sagt temmelig omfattende. Den danske undtagelse vil eksempelvis brede sig til det samarbejde, der i dag finder sted mellem politimyndighederne i EU-landene (Europol), samt det tilsvarende arbejde mellem landenes anklagemyndigheder (Eurojust). Derudover vil Danmark blive isoleret i den proces, der skal sikre anerkendelsen af retlige dokumenter på tværs af landegrænser (bevismateriale, tidligere domme osv.) Endelig er der hele asyl- og indvandringsområdet, hvor Danmark opretholdet en strengere politik end EU, og hvor der ikke er blevet indgået parallelaftaler. I takt med at EU tager stadig flere fælles initiativer i erkendelsen af problemets bogstaveligt talt grænseoverskridende karakter, udstilles denne forskel mellem det EU og danske standarder stadig tydeligere. 

I en verden hvor næsten alle former for kriminalitet får en international karakter – narkokriminalitet, menneskesmugling, terrorisme, børneporno og prostitution for bare at nævne et par stykker, er det paradoksalt, at Danmark måske helt tvinges ud af det fælles europæiske politisamarbejde, Europol, på grund af vores undtagelser.

Under forhandlingerne om Lissabon-traktaten fik Danmark tilføjet en protokol om et ændret retligt forbehold. Den indebærer, at et flertal i folketinget fra sag til sag kan tilslutte sig EU-tiltag på RIA-området. Det er det, man forstår ved “opt-in”, og som også gælder for Storbritannien og Irland, mens det nuværende danske forbehold er en “opt-out”, hvor det er nødvendigt, at Danmark indgår såkaldte parallelaftaler, hvis vi vil være med. Hvis den nuværende undtagelse skal ændres til en “opt in-undtagelse”, vil det forudsætte en godkendelse ved en folkeafstemning.

Efter vor opfattelse vil det rigtige være helt at afskaffe den retlige undtagelse, men vi anerkender, at der er områder, hvor udviklingen i Danmark er anderledes end i resten af EU efter 15 år udenfor samarbejdet. Så hvis det ikke er politisk muligt vil vi klart anbefale det næstbedste, “opt in” modellen som et første skridt mod en fuldstændig afskaffelse af forbeholdet.

Unionsborgerskabet dækker over en række rettigheder, man har som EU-borger, uanset hvor i Unionen man befinder sig, fx retten til at stemme til lokal- og Europa-Parlamentsvalg i det EU-land, hvor borgeren har bopæl. Med Amsterdam-traktaten blev det fastslået, at Unionsborgerskabet ikke træder i stedet for det nationale borgerskab, og undtagelsen mistede sin berettigelse. Derved blev den danske undtagelse så at sige skrevet ind i EU’s traktat. Men for at ophæve den formelt er det dog fortsat nødvendigt med en folkeafstemning. Og hvad i alverden er problemet? Vi er jo ikke endimensionelle mennesker. Vi har mange lag i vores identitet, der netop skaber det puslespil, som udgør os. Der er intet til hinder for at man kan være jyde, dansker, europæer og verdensborger samtidigt.  Derfor er undtagelsen en gang volapyk, der er skrevet i en tid, hvor vi endnu ikke var fortrolige med den globale verden.

Vi lever en spændende tid med nybrud i det europæiske samarbejde og Danmarks rolle i EU. Endelig får vi mulighed for at gå fra at være rollemodel i Europa, til selv at spille en rolle. Fra at være fodbolden andre kan sparke til efter forgodtbefindende, kan vi blive en medspiller på den europæiske bane – lad os gribe den chance

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *