Ellen Trane Nørby

Ovenpå en weekend med hovedbestyrelsesmøde i Venstre og Landsmøde i Europabevægelsen er det såmænd ganske rart, at den kommende uge er en tre-dags af slagsen. Og selv om de tre dage er pakket til bristepunktet med møder med ngoere på socialområdet og samråd i Folketinget, så kan jeg ikke andet end være glad med der fantastiske forårsvejr vi hver morgen står op til.

Danmark er fantastisk om foråret og jeg er ikke i tvivl om at de lyse morgener og en løbetur med morgentrætteben inden dagens stabasser også er med til at give den energi, der skal til for at nå resultater, tænke positivt om se løsninger fremfor konflikter. 

I torsdags vedtog vi finansloven og dermed årets budget med blot 4 mdr. forsinkelse. Underligt at der nu er organisationer mm der er 4 mdr bagud i fht at bruge projektmidler og sætte initiativer i gang. Det er som regel det modsatte, der gør sig gældende.

Men sidste uge og denne er også præget af strejkerne på det sociale området. Trods en lønstigning på 12,8 %, 13,9% for SOSUerne er der strejker over hele landet fordi målet om de 15% er blevet et så firkantet ønske, at FOA formand Dennis Kristensens tr oværdighed nærmest synes at stå eller falde med det krav.

Jeg håber, de tænker på de mange ældre, der uforskyldt er kommet i klemme i konflikten og modsat os andre ikke kommer ud på gåtur i det skønne forårsvejr, i bad, eller får den hjælp, der gør livet lettere og mere værdigt. Eller patienter, der går rundt i smertehelvede fordi operationer aflyses. Hvem end af parterne man har mest sympati for er det helt åbenlyst, at den lovlige strejke og lønkonflikten går særligt hårdt ud over netop den gruppe i vores samfund, der har allermest behov for hjælp og pleje.

Forhåbentligt får det familiemedlemmer, pårørende og venner til at overveje om de ikke kan finde en ekstra time i kalenderen, hvor de kan besøg gamle hr Jensen eller vaske for Fru Hansen for vi bør alle påtage os et medansvar for de ældre naboer eller pårørende der bliver ramt af konflikten. Foråret mobiliserer energi og den kunne vi passende bruge på hinanden.

Læserbrev bragt i JV Sønderborg d. 24. april

Ellen Trane Nørby, MF (V), Socialordfører, Kastanie Alle 46, 6400 Sønderborg

Borgmester Jan Prokopek beklager sig på forsiden af JV Sønderborg, d. 21. april, over at Sønderborg kommune, har mange penge, men ikke må bruge dem. Jan Prokopek vil nemlig gerne bygge flere pleje og ældreboliger udtaler han. Jeg vil bare sige: byg bare løs Jan. I finansloven har vi nemlig indført, at når kommunernes anlægsudgifter opgøres ved udgangen af 2008, tæller pleje, handicap og ældre boliger ikke med.

Du og resten af byrådet kan bygge alle de ældreboliger i vil. Det er ingen andre end flertallet i kommunen, der er ansvarlig, hvis der ikke er nok ordentlige bo og plejetilbud i Sønderborg kommune. Jeg finder det dybt problematisk, at byens borgmester på forsiden af avisen forsøger at manipulere med fakta og bilder læserne ind, at det er alle andre end hans egen skyld, at Sønderborgs økonomi er som den er.

Det er ikke første gang, og næppe sidste, at Jan Prokopek klager sin nød over regeringen. Men det grænser op til det pinlige, når Jan Prokopek tilsyneladende ikke ved han frit kan bygge ældreboliger. Alternativet til uvidenheden er, at Jan Prokopek direkte misindformerer borgerne om den aftale der er mellem kommunerne og staten. Det er selvfølgelig også lettere end selv at tage et ansvar.

Siden Jan Prokopek sidste fyldt JV Sønderborgs forside, er hans økonomiske ansvarlighed ikke blev bedre. For at sikre der ikke bruges flere penge end samfundsøkonomien kan klare, indgår regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) hvert år en økonomisk aftale. Sidste års aftale blev af Ritt Bjerregaard og Århus’ Borgmester Nicolai Wammen kaldt ”Den bedste nogensinde”. Men den aftale er åbenbart ikke god nok, til at Jan Prokopek kan overholde den. Vi er lige nu på toppen af en højkonjunktur, for at økonomien ikke overophedes, er en økonomisk ansvarlighed vigtig. Regeringen er selv gået forrest, med besparelser på statsbudgettet. At regeringen forventer af Sønderborg kommune, er at den holder sit eget service og anlægsbudget for 2008, det burde da være til at klare.

Pressemeddelelse: Europabevægelsen sætter kampagnen om undtagelserne i gang

23. april 2008

- Uddelings-aktion ved Middelfart station den 26. april kl. 9.30

Forud for Europabevægelsens landsmøde i Middelfart på lørdag den 26. april, går medlemmerne på gaden med budskabet om at afskaffe de danske EU-undtagelser. Dermed sætter Europabevægelsen gang i informationsindsatsen forud for de kommende afstemninger.

Landsformand for Den Danske Europabevægelse, Erik Boel, siger:

”Vi vil gerne sende et tydeligt signal om, at vi er klar til at kæmpe for at få undtagelserne afskaffet. I alt for lang tid, har Danmark ført en halvhjertet og fodslæbende EU-politik, uden mulighed for at præge en udvikling, som også har indvirkning på os. Der sker meget på det retlige og forsvarsmæssige område i EU i disse år, og vi har ingen interesse i at stå uden for de fælles tiltag.” 

Vigtigt med information og debat

Afstemningerne om de danske EU-undtagelser har afgørende betydning for Danmarks fremtidige placering i det europæiske samarbejde. Derfor er det er vigtigt, at alle grupper i befolkningen inddrages i den kommende debat, og at alle får adgang til klar information. Det er det Europabevægelsens vil synliggøre, ved at gå på gaden i Middelfart.

Næstformand i Den Danske Europabevægelse, Ellen Trane Nørby, siger:

”Det er ikke nok med små debatmøder i lukkede kredse, når folk skal tage stemme om de danske EU-undtagelser. Man må også ud til de folk, der ikke normalt deltager i politiske arrangementer. Derfor tager vi initiativer som dette. Derudover har vi planer om mange andre arrangementer, af meget forskellig karakter, for at nå ud til flest mulige. Det omfatter alt fra vores interaktive hjemmeside www.EUforbehold.dk, der allerede bliver brugt flittigt, til besøg på virksomheder og workshops i gymnasieklasser. 

Olympisk forhindringsløb synes at være en kategori for årets OL i Beijing, Kina. Hvor end den olympiske fakkel kommer hen i verden er det et forhindringsløb af dimensioner bare at holde faklen tændt. De mange kategorier spænder fra hækkeløb over demonstrater til slalom mellem politiske faldgrupper og sidst men ikke mindst katapult udmeldinger om boykot, der synes at ramme afsenderne som en boomerang.

Tag bare vores eget lille land og Kulturminister Brian Mikkelsens offentlige tanker og overvejelser om boykot… 

Den kommende uge drager faklen videre til nye destinationer og jeg vil æde min gamle hat på at også her vil faklen blive mødt med massive demonstrationer. For det at Kina er arrangør af OL i år bringer mange følelser i kog og mødes med en massiv skepsis.

Og det er mere end forståligt. Kina er på mange steder en autoritær stat, hvor censur, undertrykkelse af egen befolkning og overtrædelse af menneskerettighederne er dagligdag. Kina er nok en økonomiske kæmpe på vej frem, men det er også et land, hvor den mindste opposition og modstand mod styret mødes med brutalitet. Også Kinas fremfærd i nabolande som Tibet er utilstedelig. Siden Kina invaderede det lille bjergland har verdens øjne været rettet mod Tibet. Det er de også i disse uger, hvor Kina trods lovning om det modsatte, har lukket for pressens adgang til Tibet og hvor demonstrationer mod det kinesiske styres magtanvendelser og overgreb mødes med tæsk og brutalitet. 

Taiwan er endnu et eksempel på Kinas tyrani. Øens kamp for selvstændighed bliver mødt med hårdhed og boykot og den indgroede “et-Kina-politik”, der praktiseres i hovedparten af verdens lande betyder, at Taiwanesiske repræsentanter ofte nægtes visa og udelukkes fra vigtige møder.

Hvis Kina ville vise en forandring og fremskridt skulle landet ændre på sin politik mod Tibet og Taiwan. Det ville klæde Kina og helt klart gøre det lettere at se OL i Beijing som en festlig begivenhed fremfor et manipulatorisk skalkeskjul.

For mange er det uforståligt, at Kina overhovedet fik værtsskabet af OL og det er da også der kurven for alvor knækkede i mit hovedet. Jeg begriber ikke, at IOC medlemmerne bakkede op om kinesisk værtsskab fordi de økonomiske interesser i landet var for store. Men det er nok den samme uforståethed jeg har når jeg med mistro ser, at Frankring argumenterer for ophævelsen af våbenembargoen mod Kina. Der er penge i skidtet og det er åbenbart det som kommer først.

Men nuvel. IOC har forlængst valgt Kina som OL vært og derfor er det for mig nu en anden diskussion. Sport og politik skal holdes adskildt. Vi skal som nation bakke op om vores idrætsudøvere og ikke skubbe dem som et skjold foran os men vi selv bliver væk. Danmark skal deltage i OL fordi alt andet ikke giver mening. Hvis man vil boycotte skulle man nemlig starte et helt andet sted, der hvor pengene er, alt andet ville være symbolpolitik.

Og skal man boykotte, så skal de som minumum være en fælles EU beslutning og ikke enkelt landes sololøb. Og så bør det ske på baggrund af en meget klar overvejelse om en boykot vil hjælpe demokratiets kamp i Kina og styrke tibetanernes sag. Dalai Lama siger nej, Amnesty International siger nej. Et boykot af Kina vil kun styrke styret i Beijing og blive opfattet som en hån af den kinesiske befolkning.

Situationen i Tibet er uacceptabel, men hvis vi ikke gavner dem med en OL Boykot, for hvis skyld gør vi det så…?

Indlæg bragt i Politiken d. 20. april 2008 

Ellen Trane Nørby, MF (V), Ligestillingsordfører, Kastanie Alle 46, 6400 Sønderborg 

I dag, den 20. april er en festdag. Vi kan fejre det er 100 år siden kvinderne fik stemmeret til kommunal- og menighedsrådsvalg. Det var gennembruddet inden Danmark 7 år senere indførte lige og almen stemmeret til folketingsvalg i 1915. 9 år senere fik Danmark sin første kvindelige minister. Selvom der er kæmpet og vundet mange kampe for ligestilling i Danmark, er der mange, der skal kæmpes endnu. Selv i dag udgør kvinder kun 27% af kommunalbestyrelsesmedlemmerne og ud af 98 mulige har vi kun 7 kvindelige borgmestre i Danmark.

På topposterne i både det private erhvervsliv og på de offentlige topposter, ser vi få kvinder og det er trist, for kvinders kompetencer og uddannelsesniveau er mindst på niveau med mændende og derfor er den manglende ligestillig et udtryk for at vi som samfund ikke udnytter alle de menneskelige ressourcer og kompetencer vi har. For mig handler ligestilling ikke om millimeterdemokrati og kvoter. Nej, ligestilling handler om at vi som samfund skal drage nytte af alle kompetencer og sikre, at ethvert individ uafhængigt af køn har de samme chancer for at nå til tops.

Skal vi så som nogen taler for tage den lette vej og lovgive os til ligestilling. Tvinge samfundet til at kvotere og dermed risikere, at mange kvinder stemples som “valgt fordi du er kvinde” istedet for på baggrund af deres kompetencer.

Nej, er mit klare svar. Jeg tror man gør ligestillingen en bjørnetjeneste, hvis man tror, at man opnår respekt mellem mennesker ved at skubbe ansvaret over til statens lovgivere istedet for at ændre holdningen i samfundet og vise, at de manglende kvinder på topposter og direktionsgangene ganske enkelt er udtryk for at samfund, der ikke udnytter de menneskelige ressourcer og kompetencer det har. Alle skal anerkendes som de individer de er, ikke stemples på grund af deres køn.

Jeg tror ikke på den norske model med tvang. Jeg tror ikke påbud er vejen frem. ingen kvinder ønsker at sidde i en bestyrelse og føle, de udelukkende sidder der, fordi den eneste kvalifikation de har, er deres køn. Mange har fremhævet Norge som en succes, men er det nu også det? Mange norske virksomheder har omdannet sig fra A/S til et ASA. Så er de nemlig ikke omfattet af den lovgivning, der tvinger dem til kønskvotering.

Problemet er ikke modstand mod kvinder i bestyrelser, det er at staten skal bestemme, hvor mange der skal være. Den reelle udfordring er, at man ansætter dem der ligner en selv. Derfor er der mange mænd, der sætter andre mænd på bestyrelsesposter. Derfor skal der mere fokus på de kvalifikationer, som kvinder har og på den undersøgelse, der viste, at bestyrelser med ligestilling og mangfoldighed gav mere overskud på bundlinjen. Virksomheder burde have en motivation til at indsætte kvinder på bestyrelsesposter, i stedet for flere mænd.

Moderne kvinder er veluddannede, globalt orienterede og stiller krav. Det er de kvalifikationer virksomheder har brug for. Jeg tror ikke på kvoter, jeg tror på kompetente og seje kvinder og jeg er sikker på at kvinderne vil indtage flere stole i bestyrelseslokalerne, hvis vi massivt sætter fokus på kvinders kvalifikationer. Men i dag skal vi fejre 100 år med sejre.

Indlæg bragt i Jyllandsposten d. 20. april 2008 

Ellen Trane Nørby, MF (V), Ligestillingsordfører, Kastanie Alle 46, 6400 Sønderborg

I dag fejrer vi 100 året for kvinders valgret til kommunal- og menighedsrådsvalg i Danmark. Valgretten var et stort gennembrud i kvindekampen, der siden har ført mange andre sejre med sig. Men der er lang vej endnu og stadig kampe, der skal kæmpes. Der er feks kun 27% af medlemmerne af kommunalbestyrelserne, der er kvinder og kun 7 kvindlige borgmestre ud af 98 mulige.

På topposterne i både det private erhvervsliv og på de offentlige topposter, ser vi få kvinder og det er trist for kvinders kompetencer og uddannelsesniveau er mindst på niveau med mændende og derfor er den manglende ligestillig et udtryk for at vi som samfund ikke udnytter alle de menneskelige ressourcer og kompetencer vi har. For mig handler ligestilling ikke om milimeter demokrati og kvoter. Nej, ligestilling handler om at vi som samfund skal drage nytte af alle kompetencer og sikre, at ethvert individ uafhængigt af køn har de samme chancer for at nå til tops.

Børsen offentliggjort tidligere på foråret en liste over de 20 danske erhvervsledere, der var mest citerede i internationale blade og magasiner. Der var kun en kvinde.

I sidste uge udnævnte den spanske statsminister Zapartero sin nye regering. Den har et flertal af kvinder, og kvinderne sidder på mange af de tunge poster, som udenrigsminister, økonomiminister og vicepremierminister. Er konklusionen så, at de spanske kvinder, bare er dygtigere end de danske? mit svar er et klart nej. Danske kvinder er lige så dygtige som spanske kvinder. Men Spanien har de sidste par år sat massivt fokus på kvinders kvalifikationer og villet reel ligestilling. Skal vi have reel ligestilling i Danmark, kræver det at flere kvinder ikke holder sig tilbage, men tager ambitionsfrakken på og at jakkesættene på direktionsgangene ikke udelukkende besætter bestyrelsesposter med nogen der ligner dem selv.

Vi har alle et personligt ansvar for at skabe ligestilling, der hvor vi har vores dagligdag og vi har som smafund behov for at sætte fokus på, at der er brug for både de kompetencer som kvinder besidder og de kompetencer mænd besidder, for kun på den måde kan vi sikre, at Danmark fortsat er et samfund i vækst. Men lad os i dag glædes over 100 års fremskridt og fejre 100 året for kvinders valgret til kommunalvalg.

Pressemeddelelse

Søndag 20. april 2008

Venstre: 100 års kvindekamp fortsættes

I dag er en festdag, men fokus er på de udfordringer kvindekampen fortsat har. Sådan siger Venstres ligestillingsordfører Ellen Trane Nørby på denne dag, hvor det er 100 år siden at kvinderne fik stemmeret til kommunal – og menighedsrådsvalg. 

- Udfordringen i dag er at få flere kvinder ind i bestyrelser og på ledelsesposter i samfundet. Kvinder har kompetencerne, men der mangler fokus på deres kvalifikationer. Vi løser ikke problemet med kvoter, de skaber kun mistillid til kvinders kompetencer.

- Selvom de sidste 100 år har budt på store fremskridt, er der i dag fortsat kampe, der skal kæmpes for ligestilling. Når vi ser på kønsfordelingen på uddannelsesinstitutionerne i dag, er der ingen tvivl om, at kvinderne er på vej frem, som fremtidens ledere. Allerede i dag tjener kvinderne mere end manden i en tredjedel af alle parforhold. Den udvikling vil fortsætte. Men når vi taler lønninger, halter kvinderne fortsat bagefter og desværre er der kun 27% kvinder i de danske kommunalbestyrelser og syv kvindelige borgmestre ud af 98. Så der er stadig steder at tage fat.

Læserbrev bragt i JydskeVestkysten

Ellen Trane Nørby, MF Sociallordfører (V), Kastanie Alle 46, 6400 Sønderborg

Venstre har siden vi fik regeringsansvaret i 2001 gjort meget for unge, ældre og socialt udsatte grupper. Så meget at Socialdemokraternes Lise von Seelen må ty til nødløgne om hvad regeringen gør, nu når Socialdemokraterne ikke selv kan gøre det bedre.

Helt konkret siger Lise von Seelen i JV d. 31.03.08, at kommunernes økonomi køres fra finansministeriet og kommunerne straffes hvis de bygger for meget, hvilket går ud over plejeboligbyggeriet. Men det er lodret forkert. For byggeri og drift af plejeboliger tæller ikke med, når finansministeriet opgør om kommunerne har overskredet service- og anlægsbudgetterne i 2008. Det var en del af finanslovsaftalen for 2008.

Situationen er faktisk blevet langt bedre for kommunerne, regeringen har nemlig halveret den grundkapital kommunerne skal levere, så den nu er nede på kun 7 %. Og i de kommuner hvor det er dyrest at bygge plejeboliger, er loftet for udgifterne hævet. Lise Von Seelen burde sætte sig ind i tingene inden hun udtaler sig, men det er selvfølgelig lettere at bøje sandheden, så den passer til de beskyldninger man ønsker at fremture med.

Kommunerne har aldrig før haft så mange penge mellem hænderne, som under den nuværende regering. Alt i alt gør Venstre langt mere for de mennesker der har brug for plejeboliger, end socialdemokraterne gjorde da de havde regeringsmagten.

Artikel til Venstres medlemsblad Liberalt overblik. foråret 2008 (dato 15. april)

De danske EU-undtagelser er blevet en klods om benet. Danmark har allerede mistet betydelig indflydelse i EU, og forbeholdene hindrer os i at deltage i fredsbevarende missioner. Tiden er løbet fra de 15 år gamle undtagelser

Af Ellen Trane Nørby, MF og fmd. for Venstres Europaudvalg

”Vi lytter altid gerne til, hvad Danmark har at sige. Men på bundlinjen er det jo sådan, at når et EU-kompromis skal forhandles på plads, så er der ingen grund til at tage hensyn til danske ønsker, der hvor Danmark har sine forbehold”.

Sådan lyder ordene fra en erfaren udenlandsk EU-diplomat til Ugebrevet Mandag Morgen.

Ingen grund, til at tage hensyn til Danmark. Sådan er realiteten i dag. Og det er såmænd vores egen skyld. Danmark er ellers i front, når det gælder alt fra arbejdsmarked og økonomisk vækst til at tage ansvar ude i verden. Men i de kommende år vil vi langsomt men sikkert blive hægtet af i Europa. På stadig flere områder vil vi ikke kunne sætte aftryk på de andre landes beslutninger – der ellers berører både Danmark, dig og mig.

Danmark har i dag fire EU-undtagelser: Euro’en, forsvarssamarbejdet, det retlige samarbejde og unionsborgerskabet. Undtagelsen over for unionsborgerskabet har i dag ingen praktisk betydning, da Amsterdam-traktaten fra 1998 fastslår, at unionsborgerskabet ikke træder i stedet for – men udelukkende supplerer – det nationale statsborgerskab. De andre undtagelser har derimod stor og stigende betydning.

Udelukket fra vigtige missioner

Undtagelsen fra forsvarssamarbejdet betyder, at Danmark ikke kan deltage i planlægning eller udførelse af EU-ledede militære operationer. Dette har hindret os i at deltage i vigtige missioner. I 2004 måtte danske soldater i Bosnien-Hercegovina pakke sammen og rejse hjem, da EU overtog den militære opgave fra NATO. I år opstår situationen i Tchad, hvor EU skal sikre nødhjælpen i Darfur-regionen.

Danmark har siden 1993 aktiveret forsvarsundtagelsen hele 17 gange. EU spiller en stadigt større rolle på den verdenspolitiske scene, og derfor stiger betydningen af undtagelsen. Danmark burde kunne deltage på lige fod med andre EU-lande, for vi har alle en interesse i at sikre fred og stabilitet i verden omkring os.

Terror og kriminalitet

Den globale virkelighed har ændret sig dramatisk siden 1993. Med terrorangrebet i New York i 2001 og bombeattentaterne i Madrid og London i henholdsvis 2004 og 2005 er samarbejdet mellem EU-landene markant styrket i forhold til terrorbekæmpelse og international kriminalitet. Danmark er i dag undtaget fra det overstatslige samarbejde, som f.eks. rummer asyl- og indvandringspolitik og det civilretlige område.

Når den nye Lissabon-traktat træder i kraft, bliver områder som terrorbekæmpelse, grænseoverskridende kriminalitet, bekæmpelse af børneporno og menneskesmugling gjort overstatsligt. Her har Danmark hidtil siddet med ved bordet, når der skulle træffes beslutninger, men fremover vil vi blive sat uden for døren.

Lissabon-traktaten giver Danmark mulighed for at omdanne den retlige undtagelse, så vi selv vil kunne bestemme fra sag til sag i dele af det overstatslige samarbejde. Det vil betyde, at Danmark kan fastholde sin nuværende udlændingepolitik – men alligevel deltage fuldt ud i kampen mod terror og kriminalitet. En omdannelse af undtagelsen på denne måde, skal dog ske ved folkeafstemning.

Fra krone til euro

Hvorfor skifte kronen ud med euro’en? Jo, fordi vi i snart 15 år ikke har haft indflydelse på vores egen pengepolitik. Danmark fører allerede pengepolitik som om, vi var med i euro’en. F.eks. ændrer Nationalbanken renten kun få timer efter Den Europæiske Centralbank (ECB). Euro-landene har de senere år i stigende grad koordineret deres økonomiske politik, men på grund af undtagelsen er Danmark ikke repræsenteret i hverken ECB eller Euro-gruppen. Med Lissabon-traktaten får Euro-gruppen større indflydelse, og det vil påvirke Danmark. Hvis undtagelsen stadig består, får vi ingen indflydelse.

Dertil kommer det mere praktiske aspekt med vekselgebyrer og kurser, når danskerne – og særligt de danske virksomheder – rejser til eller handler med et euro-land. Tilslutter vi os euroen, vil vi opleve mere konkurrence og få nemmere ved at sammenligne priser på tværs af landegrænserne.

Tiden er for længst løbet fra undtagelserne, og den danske befolkning bør have mulighed for at tage stilling til undtagelserne ved folkeafstemning.

Monsteret Mugabe
Den sidste uge har jeg tilbragt i det sydlige afrika, Zambia og Sydafrika hvor stemningen er tung ovenpå valget i Zimbabwe, men samtidig med et spirende tro på fremtidens komme. Alle holder vejret hernede og ingen tør spå om udviklingen. Jeg har haft lejlighed til at mødes med oppositionskræfter fra Zimbabwe og analytikere, der har fulgt situationen tæt.
 
Har stadig helt gåsehud ovenpå møderne med oppositionskræfterne. Mugabe skyr ingen midler og hans veteraner og ungdoms milits, der nu er blevet sendt ud i landet for at gennembanke fornuften ind i vælgerne inden 2. valgrunde trækker at spor af blod efter sig. 90% af befolkningen sulter og Mugabe selv sidder på et bjerg af rigdomme han har stjålet fra sin befolkning. Den velbjergde klasse, der sidder på rigdommen sammen med ham har så mange lig på samvittigheden og alt at tabe, så de klynger sig fast til despoten, der engang blev hyldet verden over som den, der sikrede uafhængighed og Ian Schmidt brutale styres fald i Rohdesia. Der er mange, der indtil dette valg har stemt på Mugabe trods alle hans fejl netop fordi han var den, der gave Zimbabwe uafhængighed. Men ved dette valg har folk fået nok. Alle sulter og infaltionen er dagligt 100000%. Samfundet er kolapset og et velfungerende og rigt land er erstattet af en sortbørs økonomi og sult.
 
Sydafrikas præsident Thabo Mbeki og andre regeringsledere i regionen holder hånden over Mugabe og har i flere år forsømt at sætte en stopper for Mugabes terror mod Zimbabwes befolkning. Det har været en ynk at være vidne til og ynkelighederne fortsætter desværre. Det er på tide, at der fra Afrikansk side siges stop. Mugabe er en skamplet på kontinentet og det ville klæde Mbeki og andre, hvis de trådte i karakter og stillede krav om demokratiske principper i Zimbabwe. Der er nemlig ingen tvivl om at Mugabe denne gang har tabt såvel parlamentsvalget som præsidentvalget. Mugabe vil igen brug vold og brutalitet til at svindle sig til magten.
 
Mange er bange for at gå imod Mugabe fordi han er en af de sidste ledere fra den gamle skole, der sikrede uafhængigheden. men det var jo netop ikke Mugabe, der sikrede uafhængigheden fra britterne. Det var befolkningen i Rhodesia (Zimbabwe) Mugabe blev bare den første præsident. Nu er det på tide, at befolkingen i Zimbabwe igen befries og det burde Danmark og resten af den vestlige verden støtte op omkring. VI bør massivt støtte oppositionen og befolkningen i Zimbabwe og sikre, at de selv kan få lov til at vælge deres fremtidige leder. Og så bør vi stå klar ved dag 1 og genåbne vores ambassade i landet og hjælpe massivt med genopbygningen af landet. For dette valg ahr Mugabe tabt og han skal ikke have lov til at svindle sig til magten igen. Zimbabwes befolkning har krav på vores hjælp.
 
Optimisterne tror på at Mugabe vil vise sig som en demokrat og acceptere det tilbud som han eftersigende har fået stillet under hånden af MDCs leder Morgan Tsvangirai. Tilbuddet er det samme som Mugabe i sin tid gav Ian Schmidt. En bil med chaufffør, et hus og et fredeligt liv i udkanten af Harare. Der boede diktatoren Ian Schmidt næsten 20 år i ro og fred. Har Mugabe bare en smule pli gør han det samme. Desværre tror jeg han er udenfor den form for pædagogisk rækkevidde og fornuft.
 
 
 
Finanslovsuge
Den kommende uge bliver en hektisk Christiansborg uge. Finansloven skal på plads onsdag og torsdag og jeg her 4 lovforslag i salen på socialområdet. Finansloven er pga valget blevet forsinket indtil nu. Normalt ville denne tid på året være mere rolig og forhandlingerne ville gå deres gang. I år er alting blevet rykket og det har skabt en noget anden arbejdssituation. For mange organisationer betyder forsinkelsen, at de siden januar har overlevet på midlertidige bevillinger og mange projekter, der har fået bevilliget penge venter fortsat på udbetalingen. Set i det lys er det heldigt, at det er en sjælenhed, at et valg i Danmark forsinker finansloven så meget. Tænk på Italien, der i går og idag går til valgurnerene (IGEN) og hvor det politiske arbejde igen er gået i stå. Alt tyder på at Berlussconi er på vej tilbage til magten og det var da heller ikke de mest optimiske liberale kollegaer jeg mødte til ELDRs council møde i fredags i Taillin, Estland.
 
Men tilbage til det hjemlige, så bliver det også ugen, hvor vi genoptager forhandlinger på medieområdet for at sikre en replanlægning af FM båndet (radiokanalerne i Danmark) Vi har et klart ønske om at skabe mere mangfoldighed og flere valgmuligheder for lytterne på radiosiden. Derfor ønsker vi en replanlægning af FM båndet, der vil sikre mellem 3 og 5 nye landsdækkende radiokanaler i Danmark samtidig med at de stærke lokalradioer bevares og DR også fortsat har en fremskudt plads. Men reelt må vi i dag sige, at vi ikke har fået skabt et monopol brud på landsdækkende radio. Det er fortsat sådan, at det kun er DRs kanaler, der dækker hele landet. Det ønsker vi ændret, så der bliver mere mangfoldighed og flere kanaler at vælge mellem. Danmark lander sammen med Kina og Cuba, når det drejer sig om de statsejede kanalers dominans.
 
Det bliver ikke lette forhandlinger. Socialdemokraterne har allerede i sidste uge meddelt i pressen, at de ønsker at bevare status quo – DVS total DR dominans og de kan ikke forstå, at der skulle være behov for flere valgmulgiheder. jeg kan kun erklære mig uenig. Vi har både behov for at stærkt DR men også andre kanaler at vælge mellem, vel og mærke frie kanaler. Socialdemokraterne mener at TV2 radio nedtur er et eksempel på at der ikke er behov for ændringer. Men TV2 Radio er jo netop en lektie, der bør læres. TV2 radio er IKKE landsdækkende og der stilles flere program og indholdsmæssige krav til TV2 radio end der gør til p3. Set i lyset af at TV2 radio skal overleve på et kommercielt marked, mens P3 pumbes med licensmidler er det helt hul i hovedet. TV2 radio eller en hvilken som helst anden aktør har ikke en kinamandschance for at konkurrere mod DRs radiokanaler, der svømmer i licensmidler, når staten også stiller krav til indholdet. Det hænger ikke sammen.
 
Så det bliver en uge, hvor ideologierne blusser op DR monopol vs fri konkurrence og hvor jeg vil kæmpe for radiolytternes ret til at kunne vælge frit mellem flere kanaler og hvor en bonusgevinst desuden bliver, at frekvenserne på kanalerne bliver de samme over hele landet.