Ellen Trane Nørby

Information, debat og test-dine-holdninger om de danske EU-undtagelser

Den Danske Europabevægelse lancerer i dag en ny hjemmeside om de danske EU-undtagelser. Hjemmesiden rummer information, debat, meningsmålinger, links mm., og har til formål at sætte gang i debatten forud for de kommende folkeafstemninger. Derudover rummer hjemmesiden en test-dig-selv del, hvor brugerne ved at besvare en række spørgsmål kan måle deres holdning til de enkelte undtagelser.

Landsformand for Den Danske Europabevægelse, Erik Boel, siger:

”Alt tyder på, at danskerne skal stemme om to eller flere EU-undtagelser i løbet af i år. Det fremgår af såvel regeringsgrundlaget som af Statsministerens nytårstale. Derfor er det på tide at få sat gang i debatten om undtagelserne, så afstemningerne sker på det bedst mulige grundlag.”

Debat, konkurrence og test-dig-selv

På EUforbehold.dk har de fire undtagelser – forsvarssamarbejde, euro, retligt samarbejde og unionsborgerskab – hver deres underside med information, debat, meningsmålinger og tests. Alle har mulighed for at kommentere de daglige indlæg og stille spørgsmål til et ekspertpanel. Endelig rummer hjemmesiden en konkurrence-del, hvor man ved at svare rigtig på en række spørgsmål har mulighed for at vinde flotte præmier.

Europabevægelsens holdning er klar

Europabevægelsen håber med hjemmesiden på at fremme en bred debat med flest mulige aktører, men lægger ikke skjul på sine egne holdninger.

Næstformand for Den Danske Europabevægelse, Ellen Trane Nørby (MF, V) siger:

”De danske undtagelser bliver stadig mere problematiske for en aktiv dansk Europa-politik. I takt med, at euro-zonen udvides, og retligt og militært samarbejde kommer højere på den europæiske dagsorden, kobles Danmark i stigende grad af. Derfor er det Europabevægelsens klare holdning, at alle fire undtagelser bør sættes til afstemning og afskaffes hurtigst muligt.”

Hjemmesiden blev lanceret i forbindelse med Europabevægelsens hovedbestyrelsesmøde, der fandt sted i Nyborg lørdag den 23. februar.

For yderlige information, kontakt Europabevægelsens sekretariat på 33 141 141. Desuden kan Erik Boel kan træffes på 40975146 og Ellen Trane Nørby på  22289140.

Se hjemmesiden på www.euforbehold.dk

Den seneste uge har stået i SATSpuljeforhandlingernes tegn. SATS puljen er de midler, der hvert år anvendes til projekter målrettet samfundets svageste og mest udsatte grupper. ca 800 mio hvert år de næste 4 år blev forhandlet på plads med en bred aftale, hvor alle Folketingets partier på nær Enhedslisten er med.

Problemet med SATSpuljen er dog, at det har udartet sig til et Bingo, hvor vi som politikere sidder og detailbehandler mere end 150 private ansøgninger, der alle er gode og nødvendige projekter, men hvor der maksimalt er ressourcer til 20-30 af projekterne.

En ting er, at det er tilfældigheder, personlige kontakter, de organisationer, der råber højest og de gode lobbyister, der får mest ud af forhandlingerne. Noget helt andet er, at der sidder rigtigt mange frivillige social organisationer og bruger tid på at søge og bruger menneskelige ressourcer, der kunne være brugt anderledes.

Derfor skal systemet laves om. Og det er der heldigvis bred enighed om.

En anden stor begivenhed i ugen, der gik var indgåelsen af en ny bred energiaftale, hvor Danmarks førerposition på energiområdet cementeres og udbygningen af den vedvarende energi styrkes. Alt i alt en rigtig god aftale, selv om der er elementer jeg gerne havde set var med. Bla afbrænding af tørfraktioner, som vil sikre en bedre energiudnyttelse af bl.a. gylle, men det var oppositionen imod.

Ugen der kommer bliver igen en relativ hektisk af slagsen. Mandag har jeg interview med Radio Als, Fyraftensmøde om politireformen med Politiforeningen i Sønderborg. Der er massive implementeringsproblemer ved reformen og jeg ser frem til at snakke med vores gode politifolk og forhåbentligt få input, kritik og ideer jeg kan tage med til Borgen. Mandag aften skal jeg til generalforsamling i Nordborg venstre.

Tirsdag morgen går turen til Christiansborg med 7 flyet og en dag med møder, udvalgsmøder, såvel som et besøg fra Dybbelskolen. Tirsdag aften skal jeg til generalforsamling i Venstre Sydals, så der går turen med fly tilbage igen.

Onsdag står på Richard Florida i Vejle. Her skal jeg holde introoplægget til professorens indlæg og jeg er både vildt spændt men skal også indrømme en smule nervøs. Det er jo ikke en hr hvem som helst jeg skal forsøge at relatere til den danske kreative økonomi og vores fremtidige vækst muligheder. Skal omkring Fredericia efterfølgende til en snak om Muscicalakademiets fremtid og derefter til møder i Århus.

Torsdag er jeg clearet fra Folketingssalen, da Kommunernes Landsforening holder der store BørneTopmøde i Århus. Her deltager alle kommunale folk på socialområdet, såvel som Folketingets socialudvalg til en drøftelse af de sociale udfordringer. Om eftermiddagen skal jeg sidde i panel med Marianne Jelved m.fl til en debat om børns forhold i Danmark.

Fredag står på møder i Esbjerg med bl.a. Politidirektøren i Sydjylland. Og så gik ugen vist også….

Af Ellen Trane Nørby, MF (V) og Næstformand i Europabevægelsen og Erik Boel, Formand for Europabevægelsen. Bragt i Børsen d. 20.02.2008.

Det er glædeligt, at det af regeringsgrundlaget fra november fremgår, at danskerne får mulighed for at tage stilling til forbeholdene. Det er på høje tid.

Men der er en reel risiko for, at JA-partierne vil ryste på hånden, når det gælder dansk deltagelse i euro’en og alene vil lade befolkningen stemme om det retlige og forsvarsforbeholdet. Officielt vil begrundelsen være, at vi så sent som i 2000 har stemt om euro’en. Uofficielt, at partierne frygter, at danskerne vil stemme nej til deltagelse i den fælles valuta.

I så fald vil det være dybt beklageligt. Hvis vi – som statsministeren var inde på i nytårstalen – ønsker at sende et signal til omverdenen om, at Danmark er på vej ud af hængekøjen og parat til at tage medansvar for Europas fremtid, er dansk deltagelse i euro’en det stærkeste signal, vi kan sende. Set ud fra et økonomisk synspunkt er det slet og ret euro forbeholdet, der er interessant at få afskaffet.

Vi har ikke forsømt nogen lejlighed til at understrege EU-samarbejdets politiske aspekter. Men det ændrer ikke ved, at toldunionen, den fælles handelspolitik, landbrugspolitikkeHvis H  

n og det indre marked er grundelementer i samarbejdet og den fælles valuta er nødvendig for at fuldende billedet af denne økonomiske integration i Europa. Samtidig indebærer den økonomiske integration et vigtigt spill-over til den politiske integration, jf. at den oprindelige Kul- og Stålunion også var tænkt som et fredsskabende projekt mellem Frankrig og Tyskland.

EU-modstanderne peger ofte på, at det ikke er nødvendigt, at vi tilslutter os euro’en. For det går jo meget godt med dansk økonomi. Hertil er at bemærke, at det netop skyldes eksistensen af euro’en, at det går godt med vores økonomi, fordi den fælles valuta giver stabilitet, herunder prisstabilitet, og forudsigelighed i de økonomiske kalkuler. Resultatet er flere investeringer, øget beskæftigelse og mere velfærd. Selvfølgelig kan Danmark vælge fortsat at køre friløb. Men det er usolidarisk ikke at tage aktivt del i og medansvar for et samarbejde, som Danmark har så store fordele af.

Det er glædeligt, at vi med euro’en har sagt farvel til de dyre og ineffektive devalueringer, som tidligere hærgede dansk økonomi. Ofte blev de helt kynisk brugt til at øge efterspørgslen lige op til et valg – altså ikke for at løse makroøkonomiske problemer, men for at score stemmer. Euro’en giver tillige lavere rente, udgifterne til forsikringer mod udsving i valutakursen reduceres – og både virksomheder og borgere undgår vekselomkostninger.

Det er en populær opfattelse, at overgangen til euro’en i mange lande har givet anledning til prishop. Det er rigtigt, når vi ser på de meget synlige poster, som fx restaurantbesøg,  men samlet set har prisstigningerne ikke været over det forventede, hvis man ser på en families samlede budget.

Det hører med i billedet, at Danmark som duksedrengen i klassen lever op til euro-kravene om orden i økonomien – vi har blot sagt nej til indflydelsen i den europæiske Centralbank og i euro-gruppen, der samarbejder om den økonomiske politik. Det giver ganske enkelt ikke mening.

Fordelene ved at være med i euro’en er klare og overbevisende. Slovenien kom med i januar 2007 og Malta og Cypern i januar i år. Og en række af de andre nye medlemslande i Østeuropa står nu for tur. Det er på høje tid, at også danskerne får lejlighed til at tage stilling til vores deltagelse i dette samarbejde, som er af historisk betydning.

Af Ellen Trane Nørby, MF (V) og Næstformand i Europabevægelsen og Erik Boel, Formand for Europabevægelsen. Bragt i Kristelig Dagblad d. 20.02.2008 

Der tænkes intenst i statsministeriet i disse uger og måneder over opgøret med de danske EU-forbehold. I regeringens handlingsprogram fra november sidste år – bekræftet i statsministerens nytårstale – er det annonceret, at befolkningen nu får mulighed for at tage stilling til EU-forbeholdene. Men hvornår det vil ske og hvilke forbehold, der skal stemmes om, det står fortsat åbent.

Forsvarsforbeholdet bør oplagt stå på stemmesedlen. I modsætning til euro’en har der ikke været stemt om forbeholdet i de 15 år, det har været i kraft. Med andre ord har befolkningen ikke haft lejlighed til at tage stilling til den generelle marginalisering af Danmark i EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som forbeholdet har ført til. Således har vi fra dansk side ikke deltaget i EU’s fire militære operationer i Makedonien og Congo i 2003, i Bosnien i 2004 og i Tchad i år. I Bosnien og Makedonien måtte vi endog lide den tort, at vi måtte trække vore tropper hjem ene og alene fordi, aktionerne overgik fra NATO- til EU-regi. De opgaver tropperne skulle løse var praktisk taget identiske. Tilsvarende har Danmark ikke kunnet deltage i oprettelsen af fx et EU-satellitcenter i 2001 eller det europæiske forsvarsagentur i 2004. En række meningsmålinger viser samstemmende, at et klart flertal i befolkningen ønsker, at Danmark får mulighed for fuldt og helt at deltage i det udenrigs- og forsvarspolitiske samarbejde i EU.

Det er mindre kendt, at forbeholdet også svækker Danmark i NATO, OSCE og FN. En stærkere EU-forsvarsdimension med tætte forbindelser til disse organisationer, fører til en marginalisering af Danmark, fordi vi er nødt til at stå af på grund af forbeholdet. Selv i det højtbesungne nordiske samarbejde er vi blevet svækkede og kan ikke deltage i de nordiske kampgrupper, idet disse skal rapportere til EU.

Det svækker også dansk indflydelse, at de militære områder i EU i stigende grad sammenvæves med de civile. I virkelighedens verden giver det god mening, men det risikerer at sætte Danmark uden for døren, fordi vi har taget et forbehold på forsvaret. Vi deltager heller ikke i drøftelserne på det militære område i EU, og vi har i det hele taget svært ved at få danskere placeret centralt ikke bare i EU-systemet, men også i NATO som følge af forbeholdet.

Hertil kommer en aktuel faktor: Det er positivt, at den franske præsident Nicolas Sarkozy har lagt op til, at Frankrig fuldt ud genindtræder i NATO-samarbejdet. Men prisen bliver, at amerikanerne anerkender en autonom europæisk militær kapacitet. Det vil sætte udviklingen af det militære samarbejde i EU op i et højere gear med yderligere dansk marginalisering som konsekvens. Derfor bør befolkningen snarest have mulighed for at tage stilling til en afvikling forsvarsforbeholdet.

Sidste søndags DR dokumentar fra plejecenteret Ringbo – eller skal vi kalde den doku-soap? Har genstartet debatten om legitimt og nødvendigt brug af skjult kamera. Og det er en debat jeg hilser med velkommen med glæde.
Jeg synes det er en uskik, at skjult kamera har vundet indpas overalt i samfundet og jeg synes ikke det højner det journalistiske niveau at skjult kamera nærmere er blevet reglen end undtagelsen.

Helliger målet midlet? Og er målet egentligt nået, hvis processen hen mod det samtidig har trukket dybe spor efter sig. Jo, det kan være nødvendigt en sjælden gang, men efterhånden bygger alle dokumentarprogrammer på hvem der mest snedig kan sy et kamera ind i tøjet og afsløre den næste ”skandale”. De berømt 15 minuttes of fame får man nu ikke længere ved blot at stille op og lade sig ydmyge eller det modsatte i et af de utallige varm på is, vild med dans, x faktor, stjerne for en aften, scenen er din – you name it. Næ, nu kan man få sine 15 minuttes of fame og komme i primetime dansk tv – dokumentarprogrammerne ved blot at tage på arbejde eller være beboer på en danske arbejdsplads og plejested.
I den konkrete sag fra Ringbo, har brugen af skjult kamera trukket dybe spor med sig. Sagen minder i grove træk meget om de sager, der sidste sommer fik Pressenævnet til at udtale en meget skarp kritik af brugen af skjult kamera.

Psykologer, der er tilknyttet Ringbo skrev i en kronik i Politiken, at beboernes psykiske tilstand var blevet forværret og at deres tillid til andre mennekser, herunder de ansatte, der skal hjælpe dem, var blevet brudt og var uoprettelig.
Seneste skud på stammen er så en underskriftindsamling blandt beboerne, der protesterer mod den måde de er blevet filmet med skjult kamera og udstillet som nærmest maskinelle pillemisbrugere, der zombiagtigt trasker rundt i jagten på det næste fix.
Medarbejderne synes jeg med rette kan kritisere brugen af skjult kamera og ikke mindst, at DR på ikke ønskede at videregive hele den udtalelse som medarbejderne havde givet. Det bliver nok ikke lettere at skabe engagerede medarbejdere, hvis de skal frygte at en kollega nærmest er en spion in spe efter bedste stasimetode. Og tak skæbne, de kommende medarbejdere på Ringbo, der nok vil blive modtaget med en vis form for distance og forbehold. For hvem ved, hvem den næste journalistpraktikant forklædt som plejehjælper er….
DRs lytternes og seernes redaktør Jacob Mollerup har også kritiseret programmets etik og det kan man så håbe bliver taget til efterretning og ikke bare henglemt og ignoreret.
Vi har gennem hele december måned set afsløringer fra plejesteder som bl.a. Berlingske Tidende har lavet. De har været nødvendige, barske, hårde kendsgerninger, der skreg på handling og ændringer. Og ja, sådanne forhold skal frem i lyset, historierne skal skrives og den grimme virkelighed skal eksponeres med fuld styrke.

Men fælles for alle avis historierne har været, at de har bygget på nuværende og tidligere medarbejderes udsagn og historier og på samtaler med pårørende og myndigheder. Jeg ved godt hvilket journalistisk håndværk jeg tror skaber det bedste forhold mellem presse, samfund og politikere.

Forårsdag i Helvede hedder Jørgen Leths legendariske film om de stædige cykelrytteres kamp mod de toppede brosten. Der bliver bare ved med at være sten på vejen mod målet. Nogenlunde samme følelse havde jeg den dag regeringen fremlagde sit nye forslag til finanslovsforslag. En forårsdag i asfalthelvede, hvor der ikke er andet end sten på vejen. Vel og mærke sten på motorvejen.

Nuvel foden skulle løftes lidt fra speederen så supertanker Danmark ikke røg og sporet, men at det også skulle betyde massive forsinkelser af allerede aftalte og længe ventede infrastrukturinvesteringer må jeg betegne som et forsøg på at skifte til bakgear med 80km/t. Det er dumt og i værste fald direkte skadeligt.

Erling Duus efterlyser i JV den 16/2 min holdning til Motorvejsforsinkelsen. Den er meget klar. Forsinkelsen er uacceptabel, og det er et forslag som transportministeren selv må stå til ansvar for. Kliplev-Sønderborg Projekter er ikke fordyret, hvilket er begrundelsen for de øvrige forsinkelser. Næ figenbladet er en teknisk udenomssnak om skatteberegninger af OPP-delen. Det synes jeg ikke er en værdig begrundelse for at forsinke et meget ventet og nødvendigt vejprojekt, der for længst er aftalt og hvor mange er afhængige af projektet og har planlagt efter en ibrugtagen i 2012.

Veje til Velfærd hedder det trafikpolitiske program som Venstres Folketingsgruppe vedtog sidste sommer. Det er et oplæg, der understreger, at en veludbygget infrastruktur er forudsætningen for velfærden i Danmark, fordi erhvervslivet er afhængige af en god infrastruktur for at få deres varer frem og tilbage. Veje til velfærd fordi en veludbygget infrastruktur er forudsætningen for at vi kan komme til og fra arbejde, nå frem til møder og hente og bringe børn i børnehave og skoler. Men mest af alt veje til velfærd fordi en veludbygget infrastruktur er forudsætningen for at vores land ikke knækker midt over.

Den vision er jeg enig i og jeg synes, at Venstres Folketingsgruppe fremlagde et visionært oplæg sidste sommer. Det er vejen frem og sten på den vej bør vi stå sammen om at fjerne, herunder den sten der nu er placeret på Kliplev-Sønderborg motorvejen.

Dagens gode nyhed er helt klart, at Malou Aamund har forladt Ny Alliance for at slutte sig til Venstres Folketingsgruppe.

Jeg synes det er rigtigt glædeligt og jeg ser frem til at skulle arbejde sammen med Malou i gruppen. Hun har fremført nogle fornuftige forslag på erhvervs, kultur, uddannelses og velfærdspolitikken og jeg tror hun vil kunne bidrage positivt. At det desuden betyder, at vi igen kan tælle til de magiske 90 mandater VK og støtteparti gør bestemt heller ikke noget.

Men for Ny Alliance må det vel siges at være endnu et dødsstød. Gitte Seebergs farvel i sidste uge og nu Malou Aamunds betyder, at Ny Alliance ikke længere er berettiget til økonomisk gruppestøtte i Folketinget. Trist at se, hvor hurtigt det er gået fra en begejstrende nyskabelse i dansk politik til en dødssejler. På mange måder kan jeg godt beklage udviklingen for det levner nok ikke megen lyst til fremtidige nyskabelser blandt danske partier. Og man må tilskrive NA at der blev rusket op i dansk politik på godt og ondt.

Sidste uge blev endnu end i føljetonen: Folketinget er på den anden ende. Hver dag ændrer stemningen sig og “V” ordet er dukket op på fleres læber, presse, medlemmer og kommentatorer. Truslen om et valg er nu ikke længere ren teori, men hele tiden en mulig udgang på konflikter og tilspidsede sager. Gitte Seebergs exit fra NA gjorde bage sagen endnu mere absurd. En kurve om NA vælgertilslutning er vist en hældning der ikke kan betegnes som andet end en dødskurve.

Og tilspidsede sager bød sidste uge på mange af. Asylsagen hang stadig i de tykke mure og aftalen er endnu ikke på plads. En diskussion om øremærket barsel bragte igen tvivl om flertallet nu også er tilstede eller om Pia Christmas Møller og NA vil gennemtvinge 12 ugers øremærket barsel til mænd.

Det er et emne, der rækker ind over mit ligestillingsordførerskab og det var egentligt aftalen, at emnet skulle indgå i en ligestillingskommissions arbejde og at debatten så skulle tages på den baggrund. Men beslutningsforslag i salen kan man aldrig holde for. Jeg mener nu fortsat – hvad end flertallet i salen så ender med – at det bør være op til den enkelte famile at tilrettelægge barsel. Vi taler voksne mennesker. Hvorfor i alverden skal staten bestemme alt?

Ugen bød også på Europamøder blandt Ja partierne og et FU møde i Europabevægelsen, så egentligt rart at hæve overlæggeren lidt fra det hjemlige kaos på Borgen. Men se bare på prodi i Italien der har måttet gå af eller Belgien, der på 6. måned kører med en midlertidig regering. Næ i det perspektiv er situationen i Folketinget ganske stabil.

Den kommende uge byder på en række forhandlinger om den nye jobplan, der skal sikre mere arbejdskraft og på forhandlinger om SATS puljen, der er en pulje til sociale initiativer rettet mod samfundets allersvageste. SÅ jeg forudser, at jeg i den kommende uge kommer til at tilbringe mere tid i Karen Jespersens forhandlingslokaler og på hendes kontor end jeg gør på mit eget.