Ellen Trane Nørby

Archive for januar, 2008

Den politiske hverdag

Parlamentarisk roderi, er om noget det udtryk der bedst betegner dansk politik, i den forgangne uge. Diskussionen om regeringens asylforlig, der allerede på nuværende tidspunkt betyder markante forbedringer for familierne i asylcentrene, satte gang i valgrygter. De blev dog hurtigt aflivet og nu skal der være nye forhandlinger i integrationsministeriet. Sidste uge bød også på medie forhandlinger om det fremtidige medielandskab i Danmark. FM replanlægningen vil betyde både flere landsdækkende og regionale radiokanaler, der sikre flere endnu større mangfoldighed og flere valgmuligheder. Min uge startede dog i energiens tegn, da jeg i Løgumkloster holdt oplæg i Danmarks Vindmølleforening. Samtidig forhandler vi stadig om en bred energiaftale Christiansborg. Desværre er det svært at blive klog på, om Socialdemokraterne vil være med til at tage ansvar for en aftale, der sikrer at Danmark reducerer vores CO2 udslip endnu mere.

Den kommende uge, ser ud til at bliver en typisk Christiansborg, selvom man som politiker aldrig er sikker på hvad man går ind til. Tirsdag aften skal jeg til møde i Europabevægelsen, hvor de danske forbehold er på dagsordenen. Jeg kan slet ikke vente til at komme i gang, med kampen mod de 14 år gamle forbehold, som syntes at være mere outdated end nogensinde før. Onsdag skal jeg til kulturmøde i Tønder. Det er altid en fornøjelse at komme ud og se kulturen blomstre rundt i landet. Derudover vil der som altid være en række udvalgsmøder, gruppemøder og møder med forskellige organisationer. Der bliver i hvert fald rigeligt at se til. Men med EM sejren til de danske drenge, der har spillet en fremragende turnering, starter ugen med et stort smil på læberne. Stort tillykke til Boldsen, Hvidt, Wilbek og alle de andre seje danske drenge.

Share on Facebook No comments

Sidste del af Duellen i JydskeVestkysten

Vil Kim tage ansvar for finansieringen?

Kære Kim,

Man skulle tro du var medlem af en politisk ungdomsorganisation med den tomme retorik og ufinansierede teorier, du fremfører. På Christiansborg laver vi aftaler. Politiske aftaler, hvor de som er med, tager ansvar for finansieringen og helheden. Du kaster om dig med løfter uden du på nogen måde ønsker at tage et medansvar.

At du beskylder mig for emneskift ser jeg som et udtryk for at du åbenbart ikke kan mulititaske. Vi havde aftalt 3 emner: energi, trafik og uddannelse og vi er nu på vej til det andet. Trafik.

Her har vi en kæmpe fælles opgave. Infrastrukturen i Syd og Sønderjylland halter og hvis vi vil sikre, at alle trafikinvesteringen ikke tilfalder trafikmagneterne København og Århus som infrastrukturkommissionen har talt for, så må vi stå sammen på tværs af partier i det Syddanske og kæmpe for en balanceret udvikling.

Landet knækker simpelthen over, hvis vi ikke får skabt en moderne udbygning af såvel den kollektive som den private infrastruktur i området. Det betyder bl.a. udbygning af den Sønderjyske motorvej, en asfaltstump så Esbjerg motorvejen når helt ned til havnen, Hovedvej 11 og 8, Vejen til Billund og Dobbeltsporet så togtrafikken kan glide bedre.

I Venstre har vi sikret, at dobbeltsporet er med på listen over trafikinvesteringen som partiet kæmper for. Og derfor ville det da være dejligt, hvis du ville bringe socialdemokraterne med ind i det trafikforlig som i dag består af De Radikale, DF, V og K. Så kunne vi i fællesskab kæmpe for at der blev afsat midler til projektet. Men socialdemokraterne ønsker heller ikke her at tage medansvar for finansieringen og det er brandærgerligt.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

 

Vil Ellen Trane Nørby stemme for dobbeltspor i Sønderjylland

Jeg synes det er ærgerligt når vi nu har muligheden for, oven i købet en hel uge i træk , at have en åben debat her i JydskeVestkystens, at det så skal drukne i sædvanlige bortforklaringer der, som jeg nævnte i mit første indlæg i mandags, jo er et levn fra valgkampen.

Uanset Ellen Trane Nørbys mange ord, så er fakta, at denne regering har formået at sætte dansk energipolitik i stå. Udbygningen af vedvarende energi er stoppet og CO2 udslippet stiger. Det har naturligvis fået alarmklokkerne til at ringe, ikke mindst for Statsministeren. Men åbenbart ikke for Ellen Trane Nørby, der sammen med sit parti har været imod samtlige forslag om at genetablere en udbygning af vedvarende energi.

Derfor forstår jeg fint Ellen Trane Nørbys behov for et emne skifte til – f.eks. at tale om infrastruktur i Syd Jylland. Og her har vi klart en fælles opgave. Efter at regeringen i 6 år har udsultet de nødvendige trafikinvesteringer, er der nu lagt op til at der kan træffes politiske beslutninger. Jeg har derfor 2 spørgsmål til Ellen Trane Nørby: 1) Vil Ellen Trane Nørby stemme for det beslutningsforslag vi har fremsat om at etablere dobbeltspor i Sønderjylland fra Kolding til grænsen og 2) I socialdemokratiets forslag til finanslov er indeholdt 65 mill. Kr. til færdiggørelsen af motorvejen til Esbjerg havn. Vil Ellen Trane Nørby stemme for det?

Med venlig hilsen
Kim Mortensen

Share on Facebook 1 comment

Flotte ord uden handling, det kan du gøre bedre Kim!

Kære Kim,
Din flomme retorik og massive angreb på regeringen bekræfter mig blot i, at du og socialdemokraterne ikke ønsker at være med til at tage ansvar for energipolitikken i Danmark.

Jeres klimabekymring handler mere om jeres mulighed for at pudse glorien og gå med næsen i sky, end det handler om at skabe reelle resultater og være med til at sikre at Danmark også fremover har en ambitiøs energipolitik hvor vi i 2020 har mindst 30% vedvarende energi.

En politik, der både skaber vækstmuligheder, er grøn og tager massive skridt i retning af at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer og styrker vores position som eksportør af energi og miljøteknologi.

Det ville være befriende, hvis Socialdemokraterne kom i arbejdstøjet i stedet for at fortsætte jeres ordstrømme uden vilje til handling. Vi har givet jer en åben invitation. Vær med til at tage et bredt ansvar. Spørgsmålet er stadig om i tør?

Vær med til at sikre en bred energiaftale, hvor vi styrker solenergi, vindenergi, brintenergi, bioethanol, biodiesel, bølgeenergi og muliggør afbrænding af tørfraktionerne fra landbruget, så energien i biomassen kan udnyttes optimalt. Vi ønsker et friere brændselsvalg på de centrale og decentrale værker så halm ikke transporteres kilometervis på forurenede lastvogne fordi Auken planøkonomisk ville regulere alt. 

Vis dog at I ønsker at tage et medansvar. Ord og angreb på os er ikke nok. Men apropos ord, så skulle vi måske bruge plads på at diskutere andet end energi fx. Infrastrukturen i vores område, der skriger på at vi står sammen på tværs af partiskel.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

 

Selv lånte fjer pynter på en nøgen krop

Netop hjemvendt – fra Nicaragua forstår jeg, genoptager Ellen Trane Nørby regeringens udgave af kejserens nye klæ’r. “Vi har ambitionerne”, siger Ellen Trane Nørby om regeringens energipolitik, samtidig med at vi kan konstatere, at for første gang nogen sinde falder vindmølle kapaciteten i Danmark, ligesom energiforbruget og CO2 udslippet er stigende.

Når Ellen Trane Nørby kan smykke sig med lånte fjer i form af stigende andele af vedvarende energi – så skyldes det kun den udbygning af vindkraft, der blev sikret af SR-regeringen, og som den nuværende regering ikke kunne nå at stoppe. Med andre ord er udbygningen af vedvarende energi fra 11 % – 16 % i denne regerings periode, sikret bl.a. af vindmølleudbygningen i 2002 – 2004 – inden VK-regeringen nåede at stoppe vindmølleudbygningen.

Tilbage bag de lånte fjer, er Ellen Trane Nørbys omsorg overfor de fattige lande, som regeringen nu vil komme til undsætning ved at fjerne 100 millioner fra ulandshjælpen og anvende til klimaprojekter. Det vil sige, at Venstre vil hjælpe ulandende til et bedre klima, ved at tage penge fra ulandende selv!

Kære Ellen Trane Nørby: Løsninger kommer ikke med ord alene. Socialdemokratiet er tilhængere af at bruge CO2 kvotesystemet, lave fælles energipolitik i EU, lægge pres på USA og sikre udviklingslandene adgang til vækst gennem energiforsyning. Men vi er også tilhængere af, at Danmark selv skal yde en indsats – og der adskiller vi os tilsyneladende fra regeringen.
Med venlig hilsen
Kim Mortensen

Share on Facebook No comments

Duellen i JydskeVestkysten

Kære Kim,

Vi lever i en global verden! Og derfor nytter det ikke noget, at Socialdemokraterne kun har fokus på millimeterpolitik her i landet, når den store energi og klimaudfordring skal håndteres på globalt plan.

Isen, der smelter, oversvømmelser og orkanerne, der raser med større voldsomhed end tidligere og smadrer fattige mennesker hjem og liv i nogle af verdens fattigste egne, er ikke et problem, der kan løses isoleret i Danmark. Det kræver international holdning og sammenhold.
Netop derfor er det så trist, at socialdemokraterne ikke anerkender et globalt kvotesystem, hvor vi kan bruge penge på miljø og energiinvesteringer, der hvor de gør den største forskel.

Jeg er lige kommet hjem efter en uge i Nicaragua. Landet er det næstfattigste i Centralamerika og i dag dybt afhængig af olie fra Venezuela. Der er ingen tvivl om, at her ville en dansk indsats på energiområdet kunne skabe vækst og udvikling.

Også herhjemme skal vi have ambitiøse mål. Siden regeringen trådte til er andelen af vedvarende energi i Danmark vokset fra 11 til knap 16%. Vi har sat det ambitiøse mål at fordoble andelen inden 2025, så VE udgør mindst 30%. Det skal ske gennem vind, sol, biomasse, bølge, biobrændstoffer og andre VE teknologier.

Danmark er allerede i dag førende i EU, når det kommer til andelen af VE og til at have en ambitiøs energipolitik. Netop derfor blev det også naturligt, at Danmark i 2009 skal være vært for FNs Klimatopmøde. Danmark har vist vejen og det skal vi også fremover. Spørgsmålet er om I vil være med til at tage et ansvar?
 

Kære Ellen – Hvor bliver energipolitikken af?

Mens den ene undersøgelse efter den anden konstatere, at klimaproblemerne i verden bliver større og større, isen i Grønland og på sydpolen smelter hurtigere og hurtigere og millioner af mennesker risikere at blive fordrevet på flugt på grund af enten oversvømmelser eller mangel på drikkevand – ja så fortsætter regeringen sin tilbagelænede energi strategi med mange flotte ord og absolut ingen handling.

Naturligvis kan vi ikke i Danmark løse klimaproblemet selv – men vi kan kan være med til at bringe EU i front på klimaområdet. Vi har i Danmark en række virksomheder med stor ekspertise i at udvikle og ikke mindst eksportere energi teknologi. En industri der for ikke mindst det syd og sønderjyske område betyder tusindvis af arbejdspladser. Danmark har opbygget blomstrende vindmølle industri – der ligeledes eksportere energiudstyr for milliarder og beskæftiger tusindvis af ansatte. Vi har i Esbjerg en olie- og gas sektor der udover hvert år at sikre Danmark et overskud i statskassen, også rummer række virksomheder med stort speciale i olie og gas samt viden om offshore teknologi der kan skabe grundlag for udviklingen af kommende hav vindmølle parker.

For Danmarks skyld og for klimaets skyld bør regeringen snart komme over sin stædige modstand mod vedvarende energi og få lavet en bred politisk aftale der indeholder udbygning af Vedvarende energi, investering i uddannelse og forskning samt klare og ambitiøse mål for energibesparelser.

Med venlig hilsen

Kim Mortensen 

Share on Facebook No comments

Baggage fra verden…

Som det jo så ofte sker, så nåede min baggage ikke med hjem gennem de 4 skift hjem fra Nicaragua, men det gjorde den mentale baggage.

Helt overvældet her søndag aften, sidder jeg og  kigger foto, skriver rapport til udenrigsudvalgt og sorterer indtryk. Det har været 6 hektiske dag. et døgn hver vej og 4 dage i Nicaragua med 16-18 timers program dagligt. Svært at holde dagene adskilt.

Jeg har jo rejst meget i Afrika og verdens fattigste lande, men jeg havde ingen fornemmelse af hvor fattigt Nicaragua var i forhold til det sydlige afrika. Landet som sådan er jo rigere, men efter besøg ude i landområderne stod det lysende klart, at en del af befolkningen i Nicaragua lever i lige så stor fattigdom som mange afrikanere. Derfor giver det fortsat mening, at Danmark er tilstede i Centralamerika og ikke bare fokuserer sin indsats på Afrika som jeg ellers selv kunne være fortaler for.

Torsdag aften havde vi møde med Nicaraguas præsident Daniel Ortega, den gamle Sandinistleder, der blev genvalgt i januar 2007 og nu styrer landet på gammelkommunistisk maner! Man skulle tro, at det ikke er gået op for Ortega, at muren er faldet og verden en anden.

Egentligt ret trist at oplede en regeringsleder, der stadig sætter sit land i en offerroller og siger at alle problemer er EU, USA og IMF (Verdensbanken) s skyld. Vi er “the world dictatorship” og derpå starter historiens med at vi tog deres sprog under kolonitiden og dermed var Nicaragua dømt til fattigdom.

Mødet var en 2½ times seance, hvor Ortega talte det meste af tiden – og nok mest til de 4 TV kameraere, der sendte live, end til os. Men mødet gav desværre et indtryk af en regeringsleder, der ikke har det der skal til for at skabe vækst selv om jeg skal være den første til at tale positivt om deres initiativer på uddannelsesområdet.

Ortegas sandinistparti har kun 38% af stemmerne og har derfor været nødt til at indgå i en koalition (den store pagt) med de konservative, der samtidigt er meget kirketro. Det er en ganske uheldig alliance, der har fået kriminaliseret abort også i de tilfælde, hvor mor og barn er i fare. I et land hvor seksualoplysningen er lille og gennemsnitsalderene for førstegangsfødende vel ca. følger valgretsalderen på 16 har det betydet en fordobling af antallet af selvmord blandt unge (gravide piger).

Men selv om mødet med Ortega var nedslående – FNs ambassadør i Nicaragua var dog positiv for som han sagde, så var det det mest konkrete møde han havde været til med Ortega…. Så har det været MEGET slemt tidligere! så mener jeg fortsat, at det er vigtigt, at Danmark er tilstede i landet og hjælper med at skabe vækst og udvikling og hele tiden udfordrer regeringens politiker.

Tjo, i et negativt øjeblik kan jeg godt forstå hvorfor Sverige pr 1 januar har trukket sig ud af landet, men er nu overbevidst om at vi gør mere gavn ved at blive end ved at skride.

Turen var jo en FN tur og derfor var størstedelen af de projekter vi så FN projekter. Jeg har tidligere været relativt kritisk overfor FNs manglende koordinering og store bureaukrati, men Nicaragua som et forsøgsland, hvor FN har sat sig for at “deliver as one” altså koordinere indsatsen virker og det giver håb for at også andre dele af FN systemet kan reformeres og effektiviseres.

På vej til lufthavnen havde vi 35 minutter på et marked, kaffe, rom og en hængekøje fik jeg investeret i. Måske nok urealistisk at tro, at der er tid til at dase i hængekøjen, men tanken smagte af sommer og sol. Kaffen er fantastisk og jeg er sikker på at den vil bringe lykke på lange aftener på Borgen.

I den kommende uge bliver der behov for kaffe. Jeg har en del medieforhandlinger og forhandlinger om pengene i SATSpuljen på det socialeområde og så en række møder med organisationer på det sociale område.
Tirsdag er der desuden møde i Statens Kunstfond, hvor en række livsvarige ydelser skal uddeles og det bør være genstand for en hel særskilt blog her i ugen for Lagerforvalter Rinddals fødselsdag!
På torsdag skal jeg have godkendt det idræts og fritidsoplæg jeg skrev inden valget og som skal være partiets fremtidige politik på idrætsområdet. Bliver spændende at se hvordan gruppen modtager det og om der er forslag, der bliver pillet ud undervejs.

Share on Facebook No comments

Men sådan kan man jo se så forskelligt på tingene!

Den kommende uge bliver markant anderledes, da jeg sidder i et fly mellem Houston og Managua, Nicaragua, mens dette skrives. Snart et døgn efter afgang fra København, er min socialdemokratiske kollega Mogens Jensen og jeg ved at nærme os målet for den Nordiske FN delegationstur, med 2 repræsentanter fra hvert af de nordiske parlamenter. 

I Nicaragua skal vi de næste 5 dage besøge FN projekter, nordiske bistandsprojekter og mødes med politiske repræsentanter, herunder præsident Ortega og udenrigsminister Santos.

Nicaragua er et Mellemamerikansk land, der kæmper med en væsentlig fattigdom og som Danmark hvert år støtter med bistandsmidler.

Formålet med rejsen er at monitorere projekter og se om god regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse betyder, at bidragene også kommer de fattigste til gavn eller om vi som land kan bruge vores ressourcer bedre. Jeg er ikke i tvivl om at der er folk, der ikke ser formålet med at danske folketingsmedlemmer også bruger tid på den slags arbejde, men jeg synes det er væsentligt, at Danmark spiller en aktiv rolle i verden.

Det er med kasketten som medlem af udenrigsudvalget, at jeg er af sted. Og jeg nærer ingen håb om at antallet af løbende arbejdsopgaver og mails er færre end normalt fordi jeg befinder mig på den anden side af jorden. Bunkerne vokser med sikkerhed også hjemme på kontoret. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det er vigtigt at vi som Folketingsmedlemmer ved, hvad vi taler om og ser tingene med selvsyn, hvad end det gælder skoler i Esbjerg, energiprojekter i Tønder eller bistandsprojekter rundt i verdenen.

En udelukkende teoretisk og ideologisk tilgang til arbejdet på borgen skaber ikke politiske resultater, der gør en forskel.

Share on Facebook No comments

Kommunalt selvstyre og politisk ansvar!

Ugen der gik, var præget af sager om vanrøgt af beboerne på flere københavnske bosteder. Helt uacceptabel magtanvendelse og en bekymrende dårlig opfølgning og indsats fra Københavns Kommune. Socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) har i den grad sovet i timen og hans beklagelser var en ringe trøst for de mange medarbejdere, der for halve og hele år siden har gjort opmærksom på problemerne.

Man siger ofte, at man kan bedømme et samfund på hvordan det behandler dets svageste medborgere. Københavns Kommune, der nu på 3 uger har haft 3 sager om dårlig behandling af udviklingshæmmede, må i den sammenhæng få dumpekarakterer! Det er bare ikke godt nok og Mikkel Warmings forsikring om at nu skal alle skeletter ud af skabet, tyder på at det ikke er sidste gang jeg som socialordfører skal foreholde mig til københavnske sager om dårlig behandling af medborgere.

Socialdemokraternes Mette Frederiksen krævede – forventeligt – at ministeren greb ind og strammede reglerne. Selv om Mikkel Warming og Københavns Kommunes socialforvaltning har påtaget sig det fulde politiske ansvar.

Men Mette Frederiksens reaktion siger meget om socialdemokraternes manglende respekt, for at kommunalt selvstyre også betyder ansvar. Jeg ønsker ikke at samtlige kommuner i dette land skal have strammet reglerne og straffes fordi Københavns Kommune har massivt rod i deres indsats.

Share on Facebook No comments

Kom nu DR!

‘Kom nu DR!’ Sådan skrev Mette Bock i en klumme i Metroexpress den 4. oktober 2007. I sit indlæg skrev hun blandt andet ”DR kryber langs panelerne, og det er slemt at se på. Det eneste, man hører i disse visnetider, er endeløse diskussioner omkring økonomien” og senere ”Hvis DR havde klare og selvstændige ambitioner kunne det jo være, at der også blev større politisk vilje til at finansiere foretagenet.” Jeg var og er enig.

Siden er Mette Bock blevet ansat i DR og spørgsmålet er nu, om hun stadig har den samme holdning. I dag, da jeg læste Politikens interview med DRs dramachef Ingolf Gabol og artikler om DR Dramas nedtur fandt jeg Mette Bocks indlæg frem igen for Gabols klynk og det hele er trist er da netop sådan noget, der taler DR endnu længere ned.

Når DRs dramachef – dagen efter lanceringen af ’Sommer’ – over 3 sider i Politiken fortæller om hvor dårlig DRs drama serier bliver fremover, så er det næppe noget, der vil styrke familien Danmarks iver for bare at måtte slå over på DR og følge med i de mange spændende ting DR producerer…. Jeg spørger bare. Hvad skal grunden være til at betale sin licens med en god følelse, når man hver anden dag kan læse i avisen hvor dårlig DR selv synes det er?

Hvis DR var et politisk parti, så ville vælgerne nu være flygtet…. Og nej, jeg sagde ikke Ny Alliance. Men nogle udfordringer og problemer har bedst af at blive håndteret og tacklet indefra.

Det ville være skønt, hvis DR stoppede op med et nytårsfortsæt om i 2008 at rejse sig og i stedet vise sig med det mod, den vilje og det intelligente indhold, der har gjort kanalen til et kulturimperium gennem tiden.

Fremlæg en ambitiøs plan sagde Mette Bock i sit indlæg den 4. oktober 2007. Jeg er enig. Vis dog, at I har ambitioner, at I vil, at I er de bedste og den bedste mediearbejdsplads at være på i stedet for at agere areoflot og i hvert fald ikke positivt tiltrække.

Ingolf Gabol siger i Politiken, at sparerunden (der dog betyder en stigning i DRs dramaproduktion i fhold til gennemsnittet over de sidste par år) betyder, at alt det vovede og nye bliver sparet væk til fordel for det sikre. Ærgeligt for det er som at pisse i bukserne i frostvejr. Dejlig varmt til en begyndelse, men…

Enhver virksomhed i krise kigger på muligheder og trusler. En markant trussel vil til enhver tid være at spare på Forskning og Udvikling. R&D er simpelthen en investering, og den afgørende forskel mellem de virksomheder, der går under og den, der får vendt udviklingen gennem nytænkning og kreative ideer.

Ingolf Gabol giver byggeriet i Ørestaden skylden for at DR Dramas ulykker, men mon ikke DRs største trussel på sigt er en vigende opbakning fra den danske befolkning. Allerede i dag er der årligt for mere end 500 millioner kroner sortseere i dette land. Det er næsten det dobbelte af de årlige besparelser pga. byggeriet…

Jeg tror DRs trussel er en helt anden slags negativ spiral, der truer med at trække det store kultur og medieimperium ned med sig selv som det skete for det store svenske skib Vasa, da det sank i havneløbet et par hundrede meter fra dets kaj. Hvis familien Danmark skal elske DR og betale licens med en positiv mine, så skal DR nok starte med at elske sig selv.

Share on Facebook 15 comments

 
Better Tag Cloud