Ellen Trane Nørby

Ud over at vi sidder i Folketinget sammen og er medlem af samme parti, så har Statsministeren og jeg en ting mere til fælles. Vi kan begge lide at løbe. Jeg løber meget gerne, uanset om det er som slutningen på en travl arbejdsdag i København, eller en løbetur langs stierne ud til havet i Sønderborgområdet. Og hvad er det nu lige det har med politik at gøre? spørger  du nok dig selv ?
 
Jo, hvis bare vi fik en endnu større del af danskerne til at motionere en halv time om dagen, så ville vi være endnu sundere, sygefraværet ville være lavere, det ville gavne både det offentlige og private virksomheder. 
 
Det er en af effekterne på en sundere livsstil. Men jeg kan sagtens forstå at ikke alle har tid til at dyrke en halv times motion om dagen. Medmindre man gør som i byer som Odense, hvor man har haft særligt fokus på at det skulle være nemt og sikkert at cykle i byen . Det har medført at markant flere tager cyklen i stedet for bilen eller bussen, det gør at man kan få motion, uden at skulle bruge den halve time om eftermiddagen eller aften, som man hellere vil bruge på familien, lave god mad eller andre fornøjelige ting. 
 
Som politikere skal vi hele tiden tænke i nye baner og tænke over hvordan vi kan udnytte hverdagens rum mest effektivt, at bevidst tænke i helheder, som man har gjort det i Odense, så kan alle danskere nemlig komme til at motionere en halv time om dagen, til glæde for os alle.

I mange år har kulturen været skævt fordelt i Danmark, som Københavner har man haft det hele i baghaven – fodbold og idrætsbegivenheder, store navne til koncerter, internationale events med flere. Men det er en tendens der i de seneste år har ændret sig. Eksempelvis har Horsens kunne trække et utal af store navne, lokalt i Sønderjylland kan der nævnes en lang række hovednavne der har optrådt på Als, i Gråsten og mon ikke det nye Alsion kommer til præsentere verdensnavne. Når det kommer til fodbold, og det danske fodbold landshold, så er Parken ikke nødvendigvis førstevalg som nationalarena – således har DBU endnu ikke forlænget en ny ti-årig kontrakt med Parken.

Sagt på en anden måde, kulturen kommer ud til folket – og det er selvom man bor i nok så forblæste egne. Som kulturordfører er det noget jeg glæder mig over, og specielt når jeg netop selv bor i Sønderborg. Hvad skaber så ligevægten i fordelingen af kultur, som politiker kan vi være med til at gøre en forskel. Men der hvor den store forskel ligger er de lokale kræfter, som trækker i trådene. Det er utroligt at se den entusiasme som blomstrer lokalt, specielt når projekter lykkedes for nogen et sted – giver det blod på tanden for andre et andet sted.

Men hvor vil jeg hen med det. Jo, som sagt kan vi politikere gøre en forskel – men det er i sidste ende ikke os der skal indtage scenen og dirigere kunst og kultur i forskellige retninger. Men i stedet kan vi politikere bidrage med rammerne, så lysterne kan blive sluppet løs. Vi skal støtte, rådgive og give løse tøjler – så kunst og kultur uhæmmet kan blomstre. Men der skal mere af kultur til folket fra folket.

Historisk mange er i tvivl om hvor de skal sætte deres kryds, jeg kan godt forstå dem. Den politiske debat er mere mudret, end set tidligere, og medierne koncentrerer sig ikke synderligt meget om indholdet og substansen, men nærmere om alt omkring selve valget. 
 
Så hvad er det der gør at en tvivler sætter sit kryds et bestemt sted. Jeg tror disse vælgere kigger i meget høj grad på værdier og ikke særlig meget på alt det, som de bliver lovet. De vil i stedet have politikere der af hele hjertet arbejder for nogle værdier og holdninger de kan spejle sig i. Og vi skal ikke længere tilbage til sidste valg, hvor vi så det radikale venstre, der med en stor værdibaseret valgkamp næsten blev fordoblet, siden er der sket mange ting, men ved dette valg, hvor man bl.a. har droppet at holde fast på 24 års reglen. Nu ser vi det radikale er på vej tilbage mod hvad de havde før. 

Derfor bruger jeg heller ikke hele min taletid til debatter, og skrivetid på blogs, til at love en masse, men også til at snakke værdier. Den vigtigste værdi for mig er frihed, friheden til at realisere  sig selv og gå efter de mål man sætter sig. Men også friheden til selv at kunne vælge skole, hvilket firma der skal stå for ens hjemmepleje og friheden til altid at kunne vælge til og fra. Frihed er ganske enkelt omdrejningspunktet for min politik.

Rigtig mange studerende har fritidsjob ved siden af deres studier. Det giver ud over løn også værdifulde erfaringer, kontakter og føling med arbejdsmarkedet, den dag studierne afsluttes og det første job skal søges. Og de studerende gir en hånd på til et arbejdsmarked, der skriger på hænder.

Derfor er det grotesk at høre studerende, der går og regner på hvor meget eller hvor lidt de må tjene resten af året, uden at risikere at skulle betale statens uddannelsesstøtte (SU) tilbage.

Som reglerne er i dag, må en studerende maksimalt tjene 6.172 kr. om måneden eller godt 74.000 kr. om året, det såkaldte fribeløb, for at være berettiget til SU. Tjenes der mere, skal der tilbagebetales SU, og marginalskatten for studerende bliver på den måde rasende høj. 

Venstre vil øge fribeløbet, så studerende får frihed til at tjene mere ved siden af studierne. Det vil dels give de studerende mere erhvervserfaring og flere penge mellem hænderne og dels bidrage til at skaffe flere hoveder og hænder på arbejdsmarkedet. 
Vi vil ændre reglerne for tilbagebetaling af SU, så studerende ikke kommer i klemme, hvis de får et job umiddelbart efter, at de har afsluttet studierne.

Alt sammen og mange flere initiativer fordi vi tror på rammer, der tilskynner til at alle gør en indsats og giver et nap med på arbejdsmarkedet og ikke det modsatte. Kreativitet skal bruges til at skabe nye iværksættervirksomheder ikke til at snørre SU systemet.