Archive for september, 2007
Venstre: S lover breddeidrætten milliarder – uden finansiering
Socialdemokraterne lover breddeidrætten milliarder. De fortæller som sædvanlig bare ikke, hvor pengene skal komme fra. I stedet mener S, at det er regeringen, der skal finanserie forslaget. Det er grotesk, siger Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby.
- I det socialdemokratiske forslag til finanslov for 2008 har S ikke sat ekstra penge af til breddeidrætten. Tværtimod har S alene afsat 1 milliard kroner på sit forslag til finanslov som skal dække stort set samtlige politiske udspil S er kommet med det seneste år. Men enhver kan se, at alle de forslag ikke kun koster én, men mange milliarder. Tingene hænger slet ikke sammen for S. Det er jo at binde folk noget på ærmet, når man lover alverden, men aldrig har tænkt sig at finde pengene til det.
- I modsætning til sin partiledelse, så er socialdemokraternes idrætsordfører Troels Ravn da i det mindste ærlig, når han i dagens udgave af Jyllands Posten giver udtryk for, at S ikke opfatter det som sin rolle som oppositionens største parti at finde finansiering for sine forslag. Det overlader Troels Ravn trygt til regeringen.
- Det er jo fuldstændig grotesk. Regeringen finansierer alt, hvad vi lover krone for krone, og vi gennemfører det. Men vi kan ikke påtage os at skaffe finansiering, for alt, hvad S render og lover. Det er da vist ingen, der kan.
Share on Facebook No commentsIdrættens ulige stilling
Det er som at løbe hækkeløb med blysko at være kvinde i DIF – Dansk Idræts Forbund. En ting er, at idrættens organisationer i høj grad lider af mangel på kvinder, noget andet er direkte at diskriminere de få der reelt er.
” Vi gik efter topfolk og kvalifikationerne frem for ligestillingen.” Det var formanden for DIF – Dansk Idræts Forbund – Niels Nygaards kommentarer til at DIF med udpegningen til en række udvalg på idrætsområdet havde ignoreret den lov om ligestilling der gælder for alle udpegninger til råd og nævn herhjemme og valgt at indstille mænd, mænd og atter mænd.
Mændenes rygklapperi i DIF nåede i weekenden nye højder og alle de gode intentioner som Formand Nygaard havde fremlagt ugen forinden fes ud som luften af en utæt ballon. Her havde han sat sig selv i spidsen for DIFs ligestillingsudvalg og proklameret at nu skulle ligestilling i DIF og de øvrige specialforbund i idrættens verden have langt højere prioritet.
Ligestillingen i dansk idræt blev sat i et rigtigt dårligt lys og stakkels den kompetente og velkvalificerede kvinde, der næste gang bliver indstillet. For hvem vil ikke mistænke DIF for at tale med to tunger. Ikke vanvittigt motiverede for de seje kvinder der heldigvis findes i dansk idræt om end de er i undertal.
Spørgsmålet er også hvor meget erfaring man skal have for at være erfaren. Og hvordan i alverden får man denne erfaring, når man aldrig har erfaring nok til at få en given post. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at ingen opnår erfaring uden de får chancen for at bevise deres værd. Og derfor nytter det absolut intet, at DIF arvler videre på indavlen istedet for at skabe karriere muligheder for næste generation af kvinder, såvel som mænd.
Jeg synes du skal genlæse din skåltale Niels Nygaard og så se om du ikke kan gøre det lidt bedre, når det drejer sig om at lade handling følge ord.
Blog indlæg bragt i Urban
Share on Facebook 1 commentVenstre: Ingen hjælpende hånd til DR fra Socialdemokraterne
Pressemeddelelse 15. september 2007
Med Socialdemokraternes finanslovsforslag er masken blev hevet af, så alle kan se partiets sande ansigt. Det seneste års DR-venlighed og gode intentioner om at ville hjælpe mediestationen økonomisk er afsløret som den rene hykleri.
- Der må være mange, der føler sig snydt og vildledt – ikke mindst i DR, hvor Socialdemokraternes foreslåede redningskranse i dag viser sig at være punkteret, siger Venstres kultur- og medieordfører Ellen Trane Nørby.
- Nu har vi det seneste år hørt Socialdemokraterne råbe højt om alt det, de ville gøre for at hjælpe DR ud af de økonomiske vanskeligheder, som byggeriet af DR Byen har skabt og så præsenterer de et finanslovsforslag uden så meget som en krone til DR. Det store nul viser, at det har været rent hykleri, når Socialdemokraterne har beskyldt regeringen for ikke at hjælpe DR tilstrækkeligt.
Så sent som 12. september gentog Socialdemokraterne deres forslag om, at staten skulle købe DR-koncertsalen og leje den ud til DR til en fordelagtig pris. Socialdemokraterne har også tidligere foreslået, at staten skulle købe sendenettet fra DR for dermed at sikre DR ekstra økonomi. Ingen af forslagene til en samlet pris på adskillige milliarder kroner er med i Socialdemokraternes ellers udgiftspumpede forslag til finanslov.
- Vi må konkludere, at Socialdemokraterne endnu engang har lovet guld og grønne skove og skabt falske forventninger hos mange, der nu må konstatere, at Socialdemokraternes skåltaler var varm luft, siger Ellen Trane Nørby.
Share on Facebook 1 commentVenstre: DR’s økonomiske vanskeligheder kan nemt løses
Pressemeddelelse Onsdag 12. september 2007
- Der er for 600 millioner kroner sortseere i Danmark. Hvert år. Hvis danskerne ville, så var DR’s økonomiske problemer løst med et greb i lommen, siger Venstres medie- og kulturordfører Ellen Trane Nørby.
DR’s byggerod og en dårlig økonomistyring betyder, at DR hvert år skal spare 287 millioner. Det svarer til omkring 7 procent af DR’s årlige budget og har allerede flere gange i foråret medført arbejdsnedlæggelser og en generel skepsis omkring DR’s virksomhed.
- Den største klagesang kommer dog fra oppositionen. Reaktionen fra SF og Socialdemokraterne har som altid været en automatreaktion: Det er regeringens skyld. Regeringen vil slå DR ihjel. Børnehaveretorik og beskyldninger, der intet har på sig, men som desværre kendetegner SF og S.
- Når oppositionen, DR og mange andre gang på gang påpeger, at danskerne bredt set bakker op om DR, så ville det jo være oplagt at rette skytset mod de mange, der hvert år undlader at betale licens og dermed netop skaber DR’s økonomiske problemer.
- I Venstre har vi modsat partier i oppositionen klart sagt fra over for en licensstigning. Danskerne betaler i forvejen verdens højeste licens. Vi ønsker heller ikke, at de danske skatteydere skal betale. Men det er væsentligt at påpege, at vi på ingen måde bifalder, at der hvert år er for 600 millioner kroner sortseere i Danmark, for de er alle med til at skade DR’s økonomi, siger Ellen Trane Nørby.
Share on Facebook 1 commentSygehusløsning skal være økonomisk ansvarlig
Refleks i JyskeVestkysten skrevet sammen med Benny Engelbrecht, folketingskandidat (S)
De nye store regioner fik som deres absolut vigtigste opgave i opdrag at skabe fremtidens sygehusstruktur. Formålet er at sikre kvalitet og fornuftige samfundsmæssige investeringer, der skal give den bedste behandling for borgerne og sikre, at vi har et dansk sundhedsvæsen i topklasse.
Med de løsningsmodeller, som Region Syddanmark har sendt i høring, er der i Sønderjylland helt naturligt fokus på om et kommende akutsygehus skal placeres i Sønderborg eller Aabenraa. Midt i den naturlige modsætning, savner vi dog, at der er politikere der kan holde hovedet klart og se på løsningerne i et overordnet samfundsmæssigt perspektiv og som tør tænke 10 år frem.
Det er regionspolitikernes ansvar at sikre god kvalitet og tryghed. Uanset hvor akutsygehusene placeres, vil der være mange mennesker, der får længere til et sygehus i fremtiden. Derfor skal der lægges langt mere vægt på det man med et fagudtryk kalder den præ-hospitale indsats, dvs tiden inden den akut syge overhovedet ankommer til hospitalet. Det handler om lægeambulancer, akutbiler og lægehelikoptere og kompetent personale i disse hospitale forposter.
Det er med andre ord vigtigere, at en person med hjerteproblemer får omgående hjælp på stedet, hvor vedkommende er faldet om, end om hospitalet ligger 10 eller 30 minutter væk. Men skal vi tale køretid til hospitalet, så viser høringsrapporten, at der er minimal forskel mellem Sønderborg og Aabenraa, da befolkningstætheden i Sønderborgområdet er væsentligt større.
Selv om regeringen netop har afsat 50 milliarder til en investeringspulje til at renovere børnehaver, skoler, plejehjem og sygehuse, så vil vi advare vores regionspolitikere om at vedtage løsninger, der ikke er økonomisk bæredygtige. For pengene kan kun bruges en gang.
Når vi ser på de mange løsninger der er i høring, er det derfor oplagt at skele til den eksisterende bygningsmasse. Hvor kan man benytte mest uden at skulle bygge nyt og hvordan kan en fremtidig løsning hurtigst være i funktion. Der er en markant forskel mellem den billigste og den dyreste løsning i høringsoplægget. Omkostninger der alene skal gå til om- og nybygninger, hvis man vælger Aabenraa frem for Sønderborg.
Vi må minde om at man for 800 millioner kroner kan få rigtig mange lægeambulancer, helikoptere og akutbiler, for ikke at tale om hofteoperationer, efteruddannelse af personale og nye former for kræftbehandling.
Hvis man vælger at benytte mest mulig af den eksisterende bygningsmasse betyder det samtidig at der er færre medarbejdere der skal flyttes og der vil være færre områder der rammes af egentlige nedskæringer. Når man ved, at rekruttering og fastholdelse af personalet i sundhedssektoren er udlagt som den største fremtidige udfordring, bør det vægte tungt når Regionsrådet skal træffe sine valg.
Vælger man den dyreste løsning, skal der bygges mange nye kvadratmeter i Aabenraa og mange stillinger vil blive nedlagt i Sønderborg (og Augustenborg). Vælger man imidlertid den billigste løsning vil der skulle foretages investeringer i både Aabenraa og Sønderborg – og i sidste ende vil både Aabenraa og Sønderborg ende med flere arbejdspladser end i dag.
Vi har stor forståelse for de mange følelser der spiller med, når der skal træffes beslutninger på sygehusområdet. Men vi må appellere til at politikerne i Region Syddanmark tænker i helheder og ikke holder fast i løsninger fra amternes tid, hvis disse ikke giver mening.
Share on Facebook 2 commentsJa til mere skat!
Læserbrev bragt i Jyllandsposten. Indlægget er skrevet sammen med Jakob Lignell, Cand.Oecon.
Lad os give danskerne det de gerne vil have. Muligheden for at betale mere i skat. I de seneste dage har der igen været en debat omkring danskernes villighed til at betale skat. Det siges, at danskerne gerne vil betale mere i skat, hvis pengene går til øget velfærd. Det er en tilbagevendende debat.
Ofte bliver der sat spørgsmålstegn ved gyldigheden af den form for undersøgelse, måske med rette, men alt andet lige, er der åbenbart en del danskere som efterspørger mere skat, uden umiddelbart at kunne få lov til at betale det. Det er en synd og skam, for det er jo dem med de bredeste skuldre, der skal bære det tungeste læs, og disse bredskuldrede danskere der beredvilligt stiller sig til rådighed, skulle jo nødigt udvandre i frustration over at velfærds-Danmark ikke imødeser deres offervilligehed.
Derfor vil vi gerne foreslå, at der oprettes et felt på danskernes selvangivelser til frivilling indbetaling af ekstra skat til velfærdsDanmark. Efter afkrydsningsfeltet oprettes et beløbsfelt, hvor man kan angive hvor meget ekstra skat man vil betale. Det er en nem tilpasning af selvangivelserne, der åbenbart er et stærkt behov for.
Du kan her på min hjemmeside tilkendegive din holdning til mere skat ved at deltage i afstemningen.
Share on Facebook 2 commentsKyllinger..
Denne blog handler ikke om fødevarer, selv om titlen kunne indikere det. Nej, den handler om kyllinger i en helt anden forstand. Den forstand, hvor kyllinger er i familie med strudse, der stikker hovedet i busken og politiske får, der taler med uld i mund og politiske kyllinger, der ikke har mod til at fortælle, hvad de vil.
Vi står i en situation, hvor det største oppositionsparti går til finanslovsdebat uden selv at have fremlagt deres eget finanslovsforslag. Men det var måske en for stor regneopgave for Socialdemokraterne. Der er også blevet skrevet så mange blanko checks ud fra socialdemokraterne, at det efterhånden må være svært at få en kugleramme, der er stor nok. Det er i hvertfald – for nu at blive i dyrekategorien – logik for perlehøns, at det ikke hænger sammen. Der er simpelthen ikke balance i Socialdemokraternes julegaver og den økonomiske virkelighed.
Kyllinger er det bedste ord jeg kan komme i tanke om, når jeg skal beskrive Socialdemokaterne. De har de seneste uger lovet, lovet og lovet og fremlagt det ene udgiftskrævende forslag efter det andet. Men de vil på ingen måder lægge dokumentation frem om hvordan de vil finansiere dette overflødighedshorn af minimumsrettigerheder, krav og regler, som de vil binde kommunerne på hænder og fødder for at dokumentere og levere.
Det er da tankevækkende, at Socialdemokraterne er så meget kyllinger at de i det mindste ikke tør fortælle danskerne at de med deres gavebod gambler med den danske økonomi.
Share on Facebook No commentsJeg har det godt!
Tak til alle de mange, der har ringet og skrevet på baggrund af Forbrugerrådets blad TÆNK artikel “Det store identitetstyveri”.
Artikelen er falsk. Jeg har det godt og det er ikke sket i virkeligheden. Det fremgår allersidste af artiklen, men jeg kan forstå, at mange aldrig er nået om til den oplysning. Forbrugerrådet spurgte bl.a. Kurt Strand, DR journalist og jeg, om vi ville stille op som personer i tænkte historier, som reelt kunne ske i virkeligheden for at sætte rigtige ansigter på de ting som for mange måske lyder allermest som science fiction.
Det er en opdigtet historie, der beskriver hvor galt det kan gå i den virkelige verden, hvor hackere er de moderne forbrydere og hvor overvågning pludselig kan betyde, at hele ens liv kortlægges og ens identitet overtages via nettet og dermed også hos myndighederne, PET etc. der ligeledes arbejder digtitalt.
Nogen kan måske huske den amerikanske film The Net med Sandra Bullock i hovedrollen som Ruth Marx, der får stjålet sin identitet. Det var bare en film, men det kunne reelt godt ske i virkeligheden. Denne sommer har vist os flere eksempler.
Cykelrytteren Michael Rasmussens mail blev hacket. Lisbeth Knudsen, chefredaktør på berlingske Tidende fik hacket sin mail og fra hendes mail blev der sendt adskellige mails af belastende karater ud til folk i hendes adressekartotek.
Men som sagt artiklen i TÆNK er falsk – “det store identitetstyveri” har heldigvis ikke fundet sted. Læs hele Maria Stove og Erik Valeurs kriminalhistorie i septembernummeret af forbrugerrådets blad TÆNK.
Share on Facebook No commentsKvalitetsreformen er for kvalitet
Læserbrev bragt i JyskeVestkysten den 5. september 2007
Vores partifælle Poul Thomsen fra Aabenraa Byråd argumenterer her i avisen for at placere akutsygehuset i Aabenraa – bl.a. begrundet i Regeringens forslag til kvalitetsreform.
Venstre er et bredt parti med højt til loftet, og vi anerkender selvfølgelig Poul Thomsens ret at argumentere for sin hjemby, men at angive regeringens kvalitetsreform som løftestangen for Aabenraa, har ikke gang på jorden.
Kvalitetsreformen og den investeringsplan på 50 milliarder som regeringen er spillet ud med skal sikre kvalitet i den offentlige sektor fremover. Planen skal sikre, at vi har moderne Sygehuse med gode faciliteter og patientforhold. Det er målet med kvalitetsreformen og nej, der står ikke Aabenraa nogen steder. Der står kvalitet for patienterne.
Så selv om Regeringen lover flere penge til sygehusene, så kan pengene kun bruges en gang.
Merprisen på 700-800 millioner for at bygge nyt i Aabenraa kunne bruges meget bedre andre steder i sundhedsvæsenet. Må vi minde om hvor mange lægehelikoptere, akutte kræftbehandlinger, knæoperationer, ambulancer, ny medicin og bedre løn til sygeplejerskerne, man kan få for 800 millioner. Desuden har offentlige byggerier det jo med at blive betydeligt dyrere end anslået – tænk bare på DR-byen.
Der er mange ting, der klart taler for Sønderborg Sygehus som fremtidens akutsygehus. Sønderborg Sygehus er et af Regionens største sygehuse, og har i dag langt de fleste af de specialer, der skal til for at blive akutsygehus. En flytning af disse specialer til Aabenraa vil uden tvivl gå ud over kvaliteten i en lang periode fremover, såvel som svække rekrutteringen og fastholdelsen af medarbejdere. Noget som høringsgrundlaget fremhæver som den overhovedet største udfordring for sundhedsvæsenet i Syddanmark.
Desuden ligger der i Augustenborg et af regionens største psykiatriske hospitaler, hvor der er opbygget en stor kompetence og et stærkt personale. Den rolige beliggenhed tæt på et stort sygehus er fundamentet for at kvaliteten i behandlingstilbudene til de psykiatriske patienter er i top.
Vi kan allerede i dag se, at rekruttering af læger og andet sygehuspersonale bliver en af de helt store udfordringer fremover. Her har Sønderborg Sygehus en fordel med et spirende samarbejde med Universitetet, Forskerparken, Alsion, Sygeplejeskolen og et væld af kulturelle tilbud og gode muligheder for ægtefællearbejdspladser.
Sundhedsstyrelsen vægter kvalitet højere end nærhed, og i øvrigt har indbyggerne i Sønderjylland i gennemsnit kun få minutter kortere til Aabenraa end Sønderborg, og det bliver måske helt udlignet, hvis Sønderborgområdet fortsætter den positive befolkningsvækst vi har i øjeblikket. Derfor mener vi ikke, at geografien er et argument for at foretrække Aabenraa.
Der er mange argumenter for Sønderborg som akutsygehus med Augustenborg som det nærtliggende psykiatriske tilbud, hvis kvaliteten skal sikres. Vi håber Regionsrådet tænker sig godt om, og vælger den bedste, billigste og mest fremtidssikrede løsning for borgerne i Sønderjylland.
Dette indlæg er skrevet sammen med Tage Petersen, Gruppeformand (V), Sønderborg Byråd
Share on Facebook No commentsLige hvad for noget…..
Bidrag til Dannerbladets potpuri om ligestilling
Ligestillingsdebatten anno2007 er en, hvor mændene hænger stadig i bremsen i stedet for at tage del i den kamp, som også burde handle om deres ret til barselsorlov og til at være hjemmegående husfar. Kom ud af buskene og deltag i svage mandslinger!
Det går på mange måder godt for ligestilling i Danmark, men fokus bør holdes på at det kan blive endnu bedre.
- Kvinder med anden etnisk baggrund står langt dårligere når det drejer sig om ligestilling i Danmark. Her skal søstersolidariteten tilbage.
- Særligt på ledelsesposter er kvinder underrepræsenteret, om end en række alfahunner de senere år har stukket hovedet frem og skabt forbilleder og nedbrudt fordomme.
Ligesom vi benchmarker på alle andre områder i samfundet, så bør vi sætte mål for ligestilling. Målet kunne være 30% kvinder på bestyrelsesposter i 2015 og 25% kvindelige ledere og forskere. Ambitiøst. både ja og nej, men i hvert fald en vej fremad, når kvoter er for fisk og mænd glemmer at tage deres del af ansvaret og slæbet.
Share on Facebook No comments


