Ellen Trane Nørby

Archive for august, 2007

Skat, er der råd til velfærd?

Blog i Urban den 28. august 2007 

Skat er der mere mælk til kaffen? Nej, for du må kun vælge en af delene! Utænkeligt valg for en kaffe latte drikker som mig, men meget symptomatisk for den debat om skat og velfærd, der har kørt den seneste uge.

På trods af at regeringen har fremlagt en velfærds-investeringsplan på 50 milliarder (det svarer til mere end en Storebæltsbro) som skal bruges til renovering og nybyggeri af skoler, børnehaver, sygehuse og plejehjem, har Socialdemokraterne og DF den seneste uge kæmpet for at bilde os ind, at det er et enten eller, og at regeringens velfærdsforslag kun vil gavne de rige. Magen til sludder skal man lede længe efter.

Skat, der er råd til velfærd i Danmark får jeg lyst til at råbe højt. Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde, så vi kan sikre, at der er flere, som gider gøre en ekstra indsats og dermed skabe forudsætningen for at vi har et stærkt velfærdssamfund i Danmark og råd til de nødvendige investeringer.  Det er ikke et enten-eller, men et balanceret både og, der skal sikre et Danmark med Drive!

DF og Socialdemokraterne burde lytte til Formanden for Dansk Metal og de andre fagforbund, der i fredags kaldte på mere af samme skuffe fordi det netop er deres medlemmer – normal og mellemindkomsterne, der belønnes med regeringens skatteomlægning ikke millionæren.

Share on Facebook No comments

Valgkampen sejler!

Mens mange danskere vågnede trygt op i deres seng tirsdag morgen, måtte vi kæmpe hele natten med regnen. På en time omkring midnat blev 142 mm regn sendt ned over Sønderjylland, der blev arbejdet hele natten i mudderfyldt vand for at redde 3000 valgplakater. Bestemt ikke et opmuntrende syn, der mødte os. Men det var på med arbejdshandskerne, reddes hvad der reddes kunne. Men bedst kan det hele nok beskrives med at “Valgkampen sejler”. Statsministeren må godt vente med at trykke på knappen og opfordres til at tage højde for vejrudsigten også.
Alle der skulle have lyst til at give en hånd med i redningsarbejdet er hjertelig velkommen!


Share on Facebook No comments

Web 2,0 i valgkampen…

Som kultur og mediepolitisk ordfører beskæftiger jeg mig med alt fra dans til det digitalt sendenet.

Det er for mig et af de mest interessante områder, fordi det handler om at skabe rum for spændende kulturtilbud i hele Danmark, mulighed for alle grene inden for kulturlivet kan udfolde sig, og sikre, at vi på medieområdet har den nødvendige konkurrence og lovgivning, som sikrer et pluralistisk mediebillede.

Jeg har længe interesseret mig for de mange nye muligheder som nettet giver os som individer. Har selv blogget siden 2003 og har i DRs program kaffeklubben været med til at hive det univers der findes i det virtuelle rum med ind i de traditionelle medier.

Og integrere de nye medier i de gamle, lade brugerne – dig – være med og udvikle valgkampe i retning af web 2,0 er netop hvad jeg ønsker at kaste mig ud i denne kommende folketingsvalgkamp.

Internettet har i høj grad været med til at demokratisere kommunikation og skabe en mangfoldighed, som kun kan inspirere. Tidligere var man begrænset af at aviserne skulle trykke ens læserbreve, radioerne spille ens musik osv. I dag er alle muligheder åbne på nettet. Vi kan med en blog selv være redaktører og vi kan på facbook, my space, linked-in, you tube, second life og alle de andre steder skabe netværk med vores venner og bekendte og sikre, at vi hver især kommer til orde.

En hjemmeside som YouTube er for mig en positiv ting, da det er et udstillingsvindue for dem som har lyst til at fremvise, dele og kommunikere med andre om deres interesser.

Derfor har jeg valgt at bruge YouTube, Facebook og Flickr til at fremvise mine budskaber og give dig mulighed for at følge min genvalgskampagne på nærmeste hold.

Jeg håber, at du har lyst til at lege med.

Share on Facebook No comments

Politikere klar til kamp!

Pressemeddelelse 20. august 2007

Rygterne fyger gennem luften og alt tyder på et efterårsvalg. Derfor er en  håndfuld kendte politikere gået sammen og stiller med et stærkt hold på tværs af partier op til debatter på uddannelsesinstitutioner over hele det Sydjyske.

Breve om initiativet er allerede blevet sendt til samtlige uddannelsesinstitutioner i Sydjylland og folketingspolitikerne er klar til kamp på ord og holdninger, inden de unge vælgere skal tage stilling til hvor krydset skal sættes, når de går i stemmeboksen.

Debatholdet består af Elsebeth Gerner Nielsen (MF, Radikale), Kim Mortensen (MF, Socialdemokraterne), Ellen Trane Nørby (MF, Venstre), Jesper Petersen (Kandidat, SF) og Jørn Dohrmann (MF, DF).

De 5 politikere stiller op til kampen om stemmer, og som på et stærkt fodboldhold er banen spækket med aktører på alle pladser, lige fra højre til venstre fløj. Med skarpe replikker, hurtige skud, samt ung og frisk tilgang til de unge vælgere, vil de 5 politikere debattere  med de unge, der skal træffe deres valg når mange af dem skal til stemmeurnerne for første gang.

Alle 5 politikere ser det, at deltage aktivt i demokratiet og stemme, som en forudsætning af at vi i Danmark kan fortsætte vores stærke demokratiske traditioner.

Derfor håber de alle, at de sammen når ud til så mange unge som muligt og får så mange til at stemme som muligt, når Anders Fogh vælger at fløjte kampen om krydserne i gang.

For yderligere information: Elsebeth Gerner Nielsen (MF, Radikale): Tlf.: 3337 4708, Kim Mortensen (MF, Socialdemokraterne): Tlf.: 3337 4059, Jesper Petersen (Kandidat, SF): Tlf.: 2225 0535, Jørn Dohrmann (MF, DF): Tlf.: 3337 5109, Ellen Trane Nørby (MF, Venstre): Tlf.: 3337 4561

Share on Facebook No comments

Opdateret hjemmeside

Velkommen til den relancerede version af min hjemmeside www.ElleniFolketinget.dk. Siden vil også fungere som valgkampshjemmeside, hvis statsministeren skulle finde på at trykke på valgknappen inden alt for længe.

På hjemmesiden finder du mange nye elementer – blandt andet en integrering af you tube, hvor vi løbende vil lægge små filmstreams op, facebook, hvor du kan læse alt de du ikke nødvendigvis vidste…, flickr, hvor du kan se fotografier og andre elementer, der løbende vil sikre, at www.ElleniFolketinget er helt opdateret på, hvad der rør sig på den digitale scene.

Kommenter endelig, hvis du har ideer eller input.

Share on Facebook No comments

Den Ny Opera reddet!

Fredag var en smilets dag. Med en ekstraordinær bevillig på 4,5 millioner er den Ny Opera i Esbjerg sikret. Gennem møder, tæt dialog og hårdt politisk pres er det hen over sommeren lykkes os at sikre flere penge til egnsteaterområdet i Danmark. Et godt samarbejde mellem Venstre lokalt og i Folketinget har båret frugt.

Egnsteatrene – herunder den Ny Opera i Esbjerg – spiller en helt særlig rolle for at løfte teaterscenen i Danmark og sikre gode regionale kulturtilbud. I vores sind, er der ingen tvivl om at de kulturpolitiske bevillinger skal komme hele landet til gode. Kultur-Danmark er meget mere og andet end København og det Kongelige Teater.

Selv om det burde være naturligt, at hele landet får del i de kulturpolitiske investeringer viser erfaringen, at der hele tiden skal presses på.
Vi under København en særstatus, for København er vore alles hovedstad, men kulturbevillinger i København må ikke ske på bekostning af resten af det kulturelle Danmarkskort.

Med ekstrabevillingen til Egnsteatrene, herunder den Ny Opera, har vi sikret, at der også fremover er økonomi til såvel nye teaterprojekter som til at sikre, at allerede veletablerede teatre ikke får problemer fordi der pludselig er flere til at deles om den økonomiske kage.

Regeringens støtte til egnsteatrene bakker op om vores ønske. Siden 2000 er de statslige bevillinger til egnsteatrene steget fra 38 millioner til knap 70 millioner. Nu lykkedes det efter pres også at sikre den Ny Opera.

Indlægget er skrevet sammen med Jakob Lose, Næstformand i kulturudvalget, byrådsmedlem Esbjerg kommune (V)

Share on Facebook No comments

Valgjunglen – NO RETURN!

Blog bragt i Urban 16. august

Når valgtrommerne lægger en dyb baggrundsrytme og valgrygterne bliver massive, så koger politikere og medierne over. 
Det er som lemminger, der pludselig sætter i en massepsykotisk bevægelse og koldsveden springer frem på pande hos os der stadig har 1000 løse ender og en masse bolde i vejret. Egentligt ret tåbeligt, når man tænker på, at det er og bliver op til EN MAND at trykke på knappen. Trods massive rygter kan valget lige såvel være om et halvt eller helt år.

Stressniveauet stiger i takt med at man ringer rundt og gejler hinanden op og tak skæbne hvis man farer vild i valgjunglen og træffer tåbelige vupti og hovsaløsninger fordi man lige tror man ved hvornår AFR trykker på knappen. Må være træls at stå med 120.000 pjecer med stavefejl. Lidt lige som at møde op ved den forkerte kirke på en bryllupsdag.
Is i maven er ikke kun en sommerforlystelse, men klart en evne man skal have når valgtrytmen er sat, for ellers bliver det hurtigt fanget i vildnisset – Valgjunglen NO RETURN!

Ja, irrationelt er politik til tider også og valgrygter er på sin vis også med til at sætte gang i den stemning som gør det sjovt at være med i politiske valgkampe. Det er som optakten til en fodboldlandskamp. Der skabes stemning og jeg kan da kun anbefale at man kaster sig med ind i valgkampen – hvad end den spilles nu eller senere. Politik er ikke som mange påstår kedeligt. Men det er som sex, nu en gang sjovest når man selv deltager.

Share on Facebook No comments

 
Better Tag Cloud