…og gamle Danmark skal bestå… så længe der er flæskesteg

Kronik bragt i Flensborg Ugeavis d. 16.07.2007 

Danskheden er at sidde så langt som muligt fra hinanden i toget og at stå tæt sammen til en landskamp. Sådan lyder en af de definitioner, som kronikøren har fundet på Politikens hjemmeside. 

Det at være dansk er ikke noget, man blot bør tage for givet, men samtidig skal ingen have lov til at tage patent på det at være dansk. Danskheden tilhører os alle – og den inkluderer alle, som føler sig danske.

Jeg hæftede mig den 22. maj 2007 ved et læserbrev i Ekstra Bladet. Her skrev læseren, at der “er udbrudt en kulturel borgerkrig i Danmark med tre grupperinger på fronterne. Den nationale (anført af Søren Krarup), den kulturradikale (anført af Jelved) og så den muslimske med imamerne i spidsen”.

Nogle dage kan man føle, at læserbrevsskribenten har ret, men hverken den ene, anden eller tredje gruppering har mere eller mindre ret til at være danske, for vi er alle danske, og vi har alle ret til at være stolte og glade for at være danske, uden at det handler om nationalromantisk flirt med det nationale. Nej, ingen har ret til at tage patent på danskheden Politiken har på avisens hjemmeside lavet en side, hvor man kan skrive, hvad man forbinder med det at være dansk.

Det kan godt anbefales, at man går ind på hjemmesiden, for der er en række sjove, tænksomme og interessante indlæg.

Jeg citerer et par stykker. Det første er fra Johnny Hansen, Varde:

“Det er dansk at blive forarget over svinetransport den ene aften og næste formiddag hænge ind over køledisken og se efter billig flæskefars. Dobbeltmoral og middelmådighed. Det er desværre dansk ikke at ville betale for gode råvarer”.

 

Øl og øllebrød

Et andet er fra Christina i Valby:

“Selvhøjtidelighed og næstekærlighed – hvis det ikke er i konflikt med: Privatøkonomi, selvskabelighed, lugt, flæskesteg med rødkål, øl i arbejdstiden, øl i fritiden, øllebrød”.

 

Og et andet er fra A.P.:

“Dansk – er Jantelov, selvoptagenhed af bedre vidende grødbønder, som tror vi er verdens bedste og verden intenst lytter til vores altid rigtige svar på verdens problemer. Dansk hygge er fadøl, klaphat og platte vittigheder… ” Hygge, cykelstier, bøgeskov, de lyse natter om sommeren, en kold øl i en robåd på Furesøen og, som P.Quist siger, at kunne købe frugt og grønt ved vejsiden og lægge pengene i en cigarkasse. En nationalsang som slutter med: “og gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejer sin top i bølgen blå”.

Og netop den danske sommer, duften af nyslået græs, hylden som favner os i denne tid. Thøger Larsens midsommersange, Johannes Larsens skønne billeder fra den danske fynske natur, Jens Søndergårds monumentale mennesker, som kæmper mod Vesterhavet og naturens vold. Dannebrog mod en blå himmel og de gule rapsmarker, hvor biernes summen løfter sig som et vokalkor.

Det danske er mangfoldigt, individuelt, men stadig genkendeligt og samlende.

 

Tvetydigt, som L. fra Bramming har skrevet:

“At sidde så langt som muligt fra hinanden i toget. At stå tæt sammen til en landskamp”.

 

Skiller og samler

Vi har som danskere mere tilfælles end det som skiller os og det samme gælder os som europæere. Og netop i et grænseområde som dette bliver forskelle og ligheder tydelige.

Jeg føler mig hjemme her i grænselandet, og jeg nyder, at jeg som bosiddende i Sønderborg i et grænseområde har den fantastiske fordel at kunne nyde godt af to kulturer, sprog og landes mangfoldigheder og de fordele, der følger med at kunne bevæge sig hen over grænserne.

Og det er netop fordelene hen over grænserne, som jeg synes, vi alle har en forpligtigelse til at synliggøre og bedre, for kun derved sikrer vi en god integration og et tæt samarbejde i grænseområdet.

I Øresundsregionen har det været nødvendigt at bygge en bro for at fremme integrationen. Det behøver vi ikke her i det dansk-tyske grænseområde. Her er grænsebomme for længst blevet afløst af veje, der bare fortsætter, og hvor et lille skilt i siden er det eneste, som fortæller historien om den kontrol, der engang var.

Mentalt er der dog stadig langt inden alle opfatter stregen på kortet som en port ind til hinanden og ikke en afgrænsning. Og den mentale integration er netop den svære, for her kommer initiativer og lovgivning til kort. Men vi kan fremme samarbejdet politisk – og det skal vi!

 

En forpligtelse

Som kultur og medieordfører for Venstre har jeg netop krævet, at TV Syd i stationens public service-kontrakt forpligtiges til også at dække det danske i Sydslesvig. For når man bor og lever i et grænseområde, skal der for de offentligt finansierede medier være en forpligtigelse til at fremme integrationen og ikke stoppe sendevognen, hvor grænsen tidligere gik. TV Lorry har længe haft en forpligtigelse i forhold til hele Øresundsregionen. Den samme forpligtigelse skal TV Syd have. Og politisk synes jeg, der er stor forskel på at sende de klare signal, at det er noget vi politisk forventer og kræver af TV Syd, og ikke blot noget de kan gøre, hvis tv-stationen skulle få lyst!

Hele arbejdet med pendlerudvalget som en udløber af fejringen af 50 årsdagen for København-Bonn erklæringen har for mig været et vigtigt politisk signal, såvel som en praktisk løsning på en lang række pendlerproblemer i grænseområdet.

Den mentale integration er netop den svære, og politik og løsninger gør det ikke alene. Det ser vi også, når det gælder det europæiske samarbejde Igennem 50 år har der nu været fred og stabilitet i EU-landene, det havde der næppe været uden et europæisk samarbejde. Den tidligere amerikanske præsident Woodrow Wilson har sagt, at “venskab er den eneste cement, der holder verden sammen”. Det har vist sig at være fuldstændig rigtigt. EU er bare der hvor Europas lande mødes og dyrker venskabet…

Mange danskere tager det danske for givet, så har jeg samme opfattelse af mange europæeres opfattelse af EU. Det er ligesom at vi som danskere og europæere generelt tager for givet, at vi har et godt og positivt samarbejde hen over de europæiske grænser. At vi på god dansk vis brokker os og finder håret i suppen og glemmer det store billede

Letter dagligdagen

Europa er simpelthen lykkedes med at bygge broer over de forskelle der adskiller os. Broer i form af konkrete resultater, der gør livet lidt nemmere for os borgere i Europa. Det har naturligvis ikke altid været lige nemt at nå frem til løsninger, som man kunne enes om, når nu man er så forskellige i udgangspunktet.

Og fascinerende er det, at Europa er blevet forenet i samarbejde uden at det har kostet mangfoldigheden livet. Nogle har naturligvis undervejs været bange for at miste den dimension. Men det er heldigvis ikke sket. Og nu er der vel efter 50 år snart ført bevis for, at Europas lande ikke er blevet ensrettet, men i høj grad stadig har hver deres kulturer og traditioner. Tyskere er stadig tyskere, franskmænd er i den grad stadig franskmænd, osv.

Men den store fortælling om det at være europæer er aldrig rigtigt blevet fortalt.

 

Den store fortælling

Når man rejser rundt i USA, oplever man en fantastisk stolthed omkring det at være amerikaner, flaget, nationalhymnen, Mayflower og hele fortællingen om den amerikanske drøm, selvbyggerne på prærien.

I am Amercian. Og deres øjne bliver blanke og stolte.

Jeg er dansk – og jeg er europæer. I er danske, og I er europæere.

Fortællingerne har variationer, vi forbinder forskellige ting med det at være dansk, men egentlig kunne der fortælles en samlende og stolt historie, hvis vi ønskede det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *