Kronik: Danskhed – det er også os!

Kronik bragt i Politiken d. 28.07.2007 

Ingen kan tage patent på, hvad der er dansk kultur – så her er en protest mod patentpatriotisme.

Ellen Trane Nørby er MF og kultur- og medieordfører for Venstre. Merete Riisager er folketingskandidat i Odense for Det Radikale Venstre.

Vi skriver denne Kronik, fordi vi føler os danske. Men også fordi vi gerne vil dele danskheden med andre. Vi ønsker, at danskheden skal være en åben fortælling, hvor det sidste kapitel aldrig er skrevet, og den sidste forfatter aldrig er fundet.

Danskhed. Allerede når man skriver ordet, er betydningen undsluppet, og associationerne er mangfoldige. Og alligevel er der noget, der er mere dansk end andet. Vi er ikke i tvivl, når vi oplever noget, der er fransk, italiensk eller kinesisk. Den kultur, der er sværest at se, er den, man selv er en del af. Det betyder dog ikke, at den ikke er der.

National kultur er som en galakse. Hvis man er langt borte, kan man se den. Er man tæt på, ved man næppe, hvor den ender, og hvor den begynder. National kultur kan ikke forklares i sin totale og endegyldige udstrækning, lige så lidt som alle andre former for kultur kan det. Vi kan ikke finde en formel for det danske, men vi kan afdække og pege på elementer af det danske uden dog at nå til en altfavnende og udtømmende beskrivelse.

Det at danskheden ikke kan beskrives udtømmende, betyder også, at ingen kan tage patent på den. Ingen har ret til at give en endegyldig definition og dermed sætte sig på betydningen af ordet. Danskheden tilhører alle danskere, og den inkluderer alle, som føler sig danske. At hævde, at man har fundet den endelige formel, er en ekskluderende strategi. At skrive fortællinger om danskheden er at holde en kultur i live og give den luft til at udvikle sig. At alle deltager i historiefortællingen, er bidende nødvendigt, hvis den ikke skal ende som et snævert folkeeventyr, der hører krønikernes tid til. Danskheden skal også favne fremtidige generationer og moderne danskere.

Der er mange, der i disse år hører ordet ’danskhed’ og straks tænker på Dansk Folkepartis udlægning. I denne fortolkning er det nationale en romantiserende og til tider gammelromantisk forestilling om kulturen, som den var eller måske aldrig har været. Det er, som om denne tolkning har vundet hævd og dermed har frataget andre retten til at føle sig danske og tale om det danske.

Et eksempel på dette var, da Grænseforeningen for nylig skulle udvikle et nyt slogan. Kommunikationsbureauerne frarådede foreningen at bruge ordet ’danskhed’. Ordet gav angiveligt nogle uheldige associationer. Heldigvis lod Grænseforeningen advarselslamperne fra kommunikationsrådgiverne blinke upåagtet og valgte at holde fast i sloganet ’for en åben danskhed’.

Situationen er ikke enestående. Der er ord i det danske sprog og nationale symboler, som i de senere år har fået tillagt en negativ betydning, som gør det vanskeligt at identificere sig med symbolerne og begreberne. Det er blevet ufint og lidt uartigt at føle sig dansk. Det antages, at hvis man har et klart nationalt tilhørsforhold og åbent taler om kulturarven, må det være, fordi man er gået i stå eller er fjendtligt indstillet over for fremmede kulturer. Tragisk, for det kunne ikke være mere forkert. Uden en historiebevidsthed og en viden om den danske kultur, hvordan skal vi så kunne navigere i en globaliseret verden?

Politiken.dk bad op til grundlovsdag læserne om at skrive, hvad de forbandt med det at være dansk. Det var interessant, tankevækkende, men også ofte trist læsning. Vi har tilladt os at låne et par indlæg.

Det første er fra Johnny Hansen fra Varde: »Det at være dansk er at blive forarget over svinetransporter den ene aften og næste formiddag hænge ind over køledisken og se efter billig flæskefars. Dobbeltmoral og middelmådighed. Det er desværre dansk ikke at ville betale for gode råvarer«. (30. maj 16:57).

Et andet er fra Christina i Valby: »Selvhøjtidelighed, næstekærlighed, hvis det ikke er i konflikt med privat økonomi, selskabelighed, lugt, flæskesteg med rødkål, øl i arbejdstiden, øl i fritiden, øllebrød«. (30. maj 16:54).

Og så et fra A.P: »Dansk – er jantelov, selvoptagethed af bedrevidende grødbønder, som tror, vi er verdens bedste, og at verden intenst lytter til vores altid rigtige svar på verdens problemer. Dansk hygge er fadøl, klaphat og platte vittigheder …«. (30. maj 16:39).

Citaterne viser en afstandtagen fra det danske. Vi er blevet fremmede over for vores egen kultur. Vi kan ikke vide det, men vi forestiller os, at bidragyderne ikke ville mønstre samme arrogance, uforsonlighed og bitre kritik, hvis de efter et ophold i en lille spansk landsby blev bedt om at beskrive det spanske eller efter at have oplevet Taj Mahal blev bedt om at give eksempler på indisk kultur. Måske ville de i deres beskrivelser af de fremmede kulturer også nævne Spaniens arv efter Franco og det indiske kastesystem, men de ville formentlig ikke beskrive kulturerne som en affaldsskakt af opløste idealer og falmede symboler.

Det er vores helt klare holdning, at man kan glæde sig over at se Dannebrog vaje mod en sommerblå himmel, synge fædrelandssange og bekende sig til danskheden, som fundamentet for vores kultur, uden at være nationalist i den begrænsede og selvophøjede betydning. Vi er ikke tilhængere af en nationalisme, der fordummer og indskrænker ved kun at fremhæve det gode og glemme det svære og forsøger at placere sig selv som altings midte. Men vi mener, at det i høj grad er muligt at dyrke sin egen kultur uden at underkende andres.

Vi er danskere, og flaget, danskheden, kulturen og historien er vores ballast og fundament . Som H.C. Andersen: »I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, derfra min Verden går«. Uden en stærk bevidsthed om ens ophav og kultur bliver mødet med andre kulturer et forvirret morads.

Eller som Paul Dieter Küssner, formand for det danske mindretal i Sydslesvig, sagde 3. juli til Jyllands-Posten: »Vi tror, vi taber dansk identitet i mødet med andre, men tværtimod styrkes vores danske bevidsthed af det«.

Vi må gerne føle os danske. Gør vi ikke det, skaber det kun grobund for identitetskonflikter og mindreværdskomplekser. I stedet for at glæde os over det, der er vores, som er godt, og kunne træde et skridt væk og se det, der ikke er så godt, flyder vi ud og forsvinder. Når der ikke er noget, der er vores, er det hele ligegyldigt, lige fint og lige meget.

Men danskheden skal ikke forveksles med en stivnakket holden fast i det, som var. Danskheden er en bevægelig størrelse, der for at eksistere også er nødt til at udvikle sig.

I forbindelse med debatten om værdier og tørklædeklædte politikere hæftede vi os ved et læserbrev i Ekstra Bladet 22. maj 2007. Her skrev læseren, at der »er udbrudt en kulturel borgerkrig i Danmark med tre grupperinger på fronterne. Den nationale (anført af Søren Krarup), den kulturradikale (anført af Jelved) og så den muslimske med imamerne i spidsen«.

Læseren har ret i, at fronterne er blevet trukket op. Det er vores holdning, at en løsning hverken ligger i det nationalromantiske, det kulturfornægtende eller det kulturkonfrontative. Vi ønsker i stedet en åben danskhed, hvor vi med stolthed kan tale om den kulturelle arv og samtidig byde forandringer velkomne. Vi mener, at det danske kan være en rummelig størrelse, uden at det nedbryder det fælles.

Når vi taler så meget om denne danskhed, skylder vi også at nævne nogle brikker i det puslespil, vi taler om. Som eksempler kan vi nævne:

– Højskolebevægelsen, der har givet os dialogen med det lærende, en legende og lystig læring, men dog med alvorstoner i form af debatter om de vigtige ting i livet og den nødvendige læring for livet.

– Andelsbevægelsen har givet os troen på, at vi kan starte noget og nå en masse, blot vi er en håndfuld mennesker, der deler samme interesse og vil kaste vores kræfter ind.

– Landets lidenhed har givet os en følelse af samhørighed. Møder vi nye mennesker, føles det, som om vi kan finde fælles bekendte, blot vi bliver ved at tale en tid.

– Vores sprog er en skatkiste af sange, digte og prosa og et særegent værktøj, der tales af så få mennesker, at det får os til at rette blikket udad og lære andre sprog. Sproget og den rigdom, der ligger i det, vedbliver at udvikle sig. På den måde får B.S. Ingemann og Benny Andersen selskab af Outlandish og den nyligt afdøde rapper Natasja. Det danske sprog er en kodeknækker. Det er en forudsætning for, at man kan åbne døren til kulturen og træde indenfor. Uden sproget kan man vanskeligt forstå det danske og tage del i samfundet og den danske fortælling.

Det danske er mangfoldigt, men stadig genkendeligt og samlende.

Tvetydigt, som L. Bramming har skrevet på Politikens hjemmeside: »At sidde så langt som muligt fra hinanden i toget. At stå tæt sammen til en landskamp«. (30. maj 06:24).

Sport har en særlig evne til at samle nationen.

I Tyskland var det først i forbindelse med VM i fodbold sidste sommer, at mange tyskere igen følte en glæde ved det tyske flag og dermed tog livtag med det greb, som Anden Verdenskrigs historie har haft om landet. Den tyske filmkultur er blomstret op, og fortiden genfortælles i et nyt lys. Tyskland er et markant eksempel på, at man er nødt til at forstå, håndtere og forlige sig med sin historie og kultur, hvis man vil bygge en stærk identitet op.

Vi skal som danskere bruge kulturen til at hjælpe os med at navigere i den komplekse verden, vi lever i. Vores kulturelle ballast fungerer som pejlemærker, når vi bevæger os ud i det ukendte. Hver gang vi bevæger os ud, tager vi noget med tilbage. Men det fantastiske er, at på trods af, at vi lever i globaliseringens tidsalder, er kultur stadig vidt forskellig på vores lille klode.

For 20 år siden troede vi, at det var et spørgsmål om tid, før Europa ville have overtaget en kopi af den amerikanske kultur. I dag kan vi se, at europæiske film giver amerikanske film hård konkurrence, og selv om fastfood-kulturen har ramt os, oplever vi modkulturer i form af interesse for økologisk mad og lokale råvarer. Små bryggerier og mejerier skyder op og genfortolker vores kulinariske kulturarv.

Dansk kultur er en bog, hvor det sidste afsnit aldrig er skrevet. Den vedbliver at udvikle sig og forandre sig. At forsøge at stoppe denne udvikling er som at ville forsøge at stoppe tiden. Men i hvilken retning vores kultur udvikler sig, afgøres ikke kun af tilfældigheder. Vi har et fælles ansvar for, hvordan dansk kultur ser ud om 1, 10 og 100 år.

Vi skal kende vores kultur og dyrke den, så vores børn lærer alle dens rigdomme at kende. Men vi skal også påvirke den, så det ikke bliver en lukket og ængstelig kultur, der er bange for sin egen skygge. En kultur, der lukker sig omkring sig selv og ikke vil forandre sig, er en fattig kultur. Hver generation skal sætte sit mærke – for de vil adskille sig fra den forrige og have deres egne drømme og dagsordener. Nuværende og kommende generationer af danskere er sammensat af mennesker, hvis slægt går generationer tilbage i den danske muld, og folk, der er kommet hertil, eller hvis forældre er kommet hertil på grund af krig og forfølgelse eller af glædelige årsager som job eller kærlighed.

Integration af efterkommere af flygtninge og indvandrere er en kæmpe opgave og vil vedblive at være det de næste mange år. Hvor godt vi kommer til at klare denne opgave, afhænger i høj grad af, hvilken kultur vi ønsker at leve i, og hvilke vækstbetingelser vi giver kulturen.

Hvis vi skaber en lukket kultur, med indviklede regler for, hvornår man kan siges at være dansk, skaber vi et opdelt samfund, hvor konflikterne ligger lige under overfladen. Mennesker, der oplever, at deres værd fastsættes af svarprocenten i en integrationstest eller af, hvorvidt de bekender sig til kristendommen, vil føle sig afviste og derved miste lysten til at bidrage positivt til den danske fortælling.

Men hvis vi vælger den modsatte strategi, hvor vi benægter, at der findes en dansk kultur, vil integrationen også slå fejl. Hvis vi udlever den selvudslettende strategi, vil det være det samme som at sige til den håbefulde aspirant, der står uden for en attraktiv klub og vil ind, at der ikke er nogen klub. Ikke at klubben er lukket, eller at han ikke kan få adgang, men at hans øjne og ører bedrager ham; der er ingen klub. Det menneske, der kan øjne målet, men får at vide, at det er en illusion, vil ligeledes føle sig frustreret og afvist.

Vi mener, at en åben danskhed er et nødvendigt redskab både for nye og gamle danskere. Vi skal kende vores egen baghave for at kunne forbedre den, og vi skal forstå vore egne vilkår for at kunne forklare dem til andre – for at kunne byde dem indenfor. Hvis man ved, hvad man sætter pris på, kan man også bevare det. Og ved man, hvor man kommer fra, er man ikke så ængstelig for at imødese forandringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *