Ellen Trane Nørby

Archive for februar, 2007

Tomme tog buldrer mest!

Jeg har lige læst Benny Engelbrechts blog. Jeg bruger sjældent ordet løgn. Men det er hvad det er, det Benny skriver. Løgn!

Det er Socialdemokraterne som den seneste tid har bragt tvivl om motorvejen til Sønderborg ved i Folketinget at kalde det en udemokratisk beslutning at staten har overtaget amtets projekt og kræve en ny VVM undersøgelse og diskussion af projektet. Det er Slingrekurs fra Socialdemokraternes side. Og det er dybt beklageligt fordi det hvivler støv op omkring hele motorvejsprojektet til Sønderborg. Jeg kan til beroligelse sige, at vi i Venstre står fast. Motorvejen til Sønderborg gennemføres som planlagt.Timesdriften til Sønderborg er en anden diskussion.

Staten har en kontrakt med DSB frem til 2014, som jvf udbuddet af strækningen kun indeholder to-timesdrift til Sønderborg. Den kontrakt skal først fornyes efter et nyt EU udbud af strækningerne i Danmark og derfor er det meget tåbeligt at stirre sig blindt på togtimesdriften istedet for at kigge på alternative løsninger.

Tomme toge buldrer mest!

Desuden viser beregningerne at der pt ikke er grundlag for timesdrift, da det vil give mellem 5-8 ekstra passagerer pr afgang. Jeg nævnte i går, at vi fra Venstres side skal være de første til at følge situationen tæt hvis aktiviteterne omkring Alsion skaber et nyt grundlag. Allerede i dag er der næsten tomme afgange/ankomster i Sønderborg og gennemsnitligt er der 35-40 passagerer pr afgang på strækningen Sønderborg-Tinglev. Det er miljømæssigt gak at køre rundt med tomme tog!

Sammenligneligt bruger cimberair kun 6 liter brændstof pr passager når de flyver med fulde fly til København. Regeringens beslutning om at afskaffe passagerafgiften betyder desuden, at der nu er eventyrbilletter fra Søndeborg til KBH for 350 kr. Det er marginalt mere end en togbillet og turen tager 35 minutter i modsætning til knap 4 timer.

Derfor har jeg påpeget at når vi taler kollektiv transport så synes jeg vi skal kigge på regionale behov og sørge for at lufthavnen styrkes og priserne gøres konkurrencedygtige med toget, så flere frit har mulighed for at vælge mellem mulighederne. Det er hurtigere transport og det er som det ser ud langt mere miljøbevidst.

Jeg fremførte i går adskellige ideer til at vi arbejder målrettet på at der kommer en ordentlig forbindelse mellem Sønderborg og bl.a. Århus, så den tur kan gøres kortere og foregår uden de skift der er tilfældet i dag. Vi har behov for en langt bedre togforbindelse mod Århus.

Jeg foreslog, at Alsions mange kulturelle aktiviter samtænkes med koncerttog, og andre nævnte kombi-billetter.

Og så er der S-busserne. Vi har behov for en ordentlig forbindelse X-Bus Sønderborg-Flensborg, Sønderborg-Tønder og også gerne en X-bus Sønderborg-Odense, men stop på SDU odense. Det sidste kombineret med at vi fra Venstre længe har arbejdet for en udbygning af Fynshav-Bøjden overfarten. Det vil være meget hurtigere end togforbindelsen. og det vil være en dør til dør løsning mellem SDUs afdelinger. Man kunne også arbejder for at X-bussen Esbjerg-Sønderborg og Kolding-Sønderborg stopper ved SDU afdelingerne. Så ville alle SDUs campusser være bundet sammen fra dør til dør og det vil for såvel undervisere som studerende være en kæmpe fordel.

Tog timesdriften (som jeg sådan set også ønsker på sigt, men hvor jeg modsat Benny Engelbrecht kan jeg forstå! forholder mig til aktuelle forhold!) S ønsker at toget skal være den hurtige forbindelse til KBH. For det første er det ikke den hurtigste jvf. hvad jeg har skrevet ovenfor og desuden hænger ønsket ikke sammen med ønsket om åbningen af flere af de mindre stationer i Sønderjylland. Der er altså behov for en vurdering af om timesdriften skal være regional/lokalt forkuseret så mange flere kan hoppe af/på i retning mod Alsion, eller om det er en forbindelse til KBH. I dag tager det ca halvanden time fra Søndebrorg til Kolding. Det skyldes de mange stop og det sænker attraktionen ved toget som hurtig transportform.

Så derfor har jeg problematiseret nogle elementer omkring timesdriften og istedet peget på gode løsninger, der kan implementeres hurtigere og mere fleksibelt og som økonomisk og miljømæssigt for nuværende giver langt mere mening.

Share on Facebook No comments

Armslængde til mæcenen?

Debat i Diamanten: Vær med når skarpe meningsdannere mødes i en debat, der sætter fokus på dansk kulturlivs aktuelle rolle i en ’grænseløs verden’.
Onsdag 28. februar 2007 kl. 17:00
Det Kongelige Bibliotek, Dronningesalen, gratis

Kunst har til alle tider været støttet af mæcener. I teatrets verden blev Shakespeare støttet af den engelske konge og Molière af den franske. I dag har den danske stat rollen som mæcen for dansk kulturliv.
Kritiske røster mener, at armslængden mellem mæcen og kunstnere er truet, mens andre mener, den fungerer efter alle demokratiets spilleregler. Hvad mener du? Deltag i debatten og hør en række kulturpersoner give deres bud på ’armslængden’ netop nu samt diskutere betydningen i dansk og internationalt kulturliv.
Martin Lyngbo, Mungo Park • Jørn Langsted, professor, Århus Universitet • Ellen Trane Nørby, kulturpolitisk ordfører Venstre • Steen Bille DR’s P2.

Share on Facebook No comments

På spejderære!

Jeg har en bekendelse: Jeg har været spejder. Ikke sådan en sort en som Anders og Anders, som kaster med ord og prutter i studiet. Nej, jeg har været rigtig spejder. Sådan en grøn en af slagsen med dolk og det hele. Og ved i hvad. Det var en fed tid med tømmerflådeture, flødeskumskamp, gode grin om bålet, girlpower og værdifulde oplevelser sammen med andre seje piger.

De sorte spejdere er kult. Siger man derimod de grønne pigespejdere, så er assocciationerne helt anderledes for de flestes vedkommende. Og det er ærgeligt, for mange af os der har været spejdere forbinder spejdertiden med gode oplevelser.

I morgen den 22. er det spejdernes 100 års jubilæum, og det er jeg blevet spurgt, om jeg vil være med til at markere. Jeg har svaret ja, fordi det er en vigtig social organisation, som gennem aktiviteter skaber sammenhold mellem børn og unge, giver dem nogle gode oplevelser og selvtillid og erfaringer, der også kan bruges senere i livet. Jeg kan stadig grine med gode venner om fælles spejderoplevelser. Jeg ved, at også Connie Hedegaard har været grøn pigespejder, der må farven så være smittet af på såvel hendes miljøengagement og konservative partifarve.

Det at spejderne er omgæret af et dårligt image, har jeg tidligere oplevet ved at en journalist i en klumme i BT har svinet mig til for at være så plisé nederdelsagtig og kedelig, at det ville få de grønne pigespejdere til at fremstå som autonome. Uha en cadoux! Nu jeg jeg nok mere jeanstypen og jeg kender en del særdeles anarkistiske grønne spejdere. Men det siger vel også mere om journalistens snæversyn end om spejderne i virkeligheden.

De fleste kender de sorte spejdere, men hvor ville jeg ønske, at der var flere som kendte de rigtige grønne pigespejdere, for de er seje! Og det er sagt på spejderære!

Share on Facebook 1 comment

En sund sygehusfremtid

JyskeVestkysten 15/2-2007

Sygehusdebatten i Sønderjylland kører igen på højeste niveau. Nok engang bringes der tvivl om holdbarheden og perspektivet i de tidligere beslutninger. Med den nye regionsstruktur er det på tide, at der bliver sat punktum og truffet beslutninger, der er langtidsholdbare for alle. Beslutningerne skal skabe ro og tryghed omkring det syddanske sundhedsvæsen. Patienter, medarbejdere og borgere i området har alt for længe befundet sig i en uvished, der har skabt unødvendige frustrationer.

Da lukningen af skadestuen i Sønderborg blev besluttet, blev der samtidigt indikeret, at der ikke var tale om første skive i salamimetodens vej mod lukning. Nu står det klart, at kampen om at være akutsygehus ikke blot handler om en døgnåben skadestue, men om fødeafdeling, børneafdeling, intensivafdelinger og andre specialer.

Kort sagt handler debatten nu om at have et Sundt Sygehus i Sønderborg på sigt. Sygehusdebatten handler overordnet om at sikre det bedst mulige fremtidige sundhedsvæsen i Region Syddanmark. Her er der ingen tvivl om, at store og stærke sygehuse vil være garant for, at patienterne får den bedste behandling.

Alle undersøgelser viser også, at hvor de fleste ønsker et hospital på hvert gadehjørne, så ønsker patienterne den bedste behandling. Derfor er debatten om et sundt sygehusvæsen en debat om kvalitet, og derfor bliver debatten også nødt til at handle om størrelsen af sygehusene.

Her er der ingen tvivl om, at de hospitaler, der i dag ligger i de fire universitetsbyer; Esbjerg, Odense, Kolding og Sønderborg, allerede på forhånd er bedst kvalificerede. Hvis sygehusene skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft er det også nødvendigt, at akutsygehusene er omgivet af stærke vidensmiljøer, der på såvel sundheds-, ledelses-, økonomi- og forskningsområdet kan indgå i et aktivt samarbejde med Akutsygehusene.

Derfor er der ingen tvivl i vores sind, når vi appellerer til, at de fire universitetsbyer bliver hjemsted for de fremtidige akutsygehuse. For bare at nævne et par af udviklingsmulighederne: Nye studier i sundhedsledelse på SDU. En »super-sygeplejerske« uddannelse i samarbejde med sygeplejerskeskolerne og mange andre samarbejder, som vil kunne sikre et sundt sundhedsvæsen i Region Syddanmark.

Indlægget er skrevet sammen med Tage Petersen, Gruppeformand for Venstres Byrådsgruppe i Sønderborg

Share on Facebook No comments

Ordet skandale er ikke dækkende!

700 millioner ekstra. Endnu en gang har DR-Byen overskredet budgettet. Sidste gang var i september 2006. Dengang brugte jeg ord som uacceptabelt og grotesk. Jeg ved slet ikke, hvilke ord der er dækkende nu. Det er en skandale! Byggeriet er nu næsten dobbelt så dyrt som oprindeligt planlagt, og meldingen er, at det kommer til at gå ud over den kvalitet, vi som lyttere og seere ellers betaler en høj licens for.

Det fremgår, at det er koncertsalen, der er den store synder i DR-Byen. Sagt med stor galgenhumor, må vi da håbe, at akustikken til sin tid bliver god! Venstre stod i 99 udenfor aftalen om DRs udflytning til Ørestaden. Det gjorde vi, fordi vi mente, der var tale om et politisk prestigeprojekt, der skulle være med til at udvikle Ørestaden, som den gang var ØDEstaden.

Vi mente, at projektet var underbudgetteret, fordi det så lettere kunne glide ned i den politiske godkendelsesproces. I dag har været en af de dage, hvor det ikke har været fedt at sige: Hvad sagde vi! For det løser ingen problemer at være bagklog.

At projektet har været et fejlskud fra begyndelsen, forklarer dog den kædereaktion, som vi er vidne til. Det er, som når man vælter den første dominobrik. Man kan kun vanskeligt sige, at første briks fald har hele ansvaret for sidste brik.

Projektstyringen har været uacceptabel, og det er fuldstændig uholdbart, hvis DR nu ikke kan leve op til sin public service kontrakt, som er den, der sikrer det indhold, vi som lyttere, seere, webbrugere og licensbetalere må forvente. Jeg forventer, at DR fremlægger en plan om, hvordan de vil håndtere situationen!

Share on Facebook No comments

 
Better Tag Cloud