Ellen Trane Nørby

Læserbrev Morsø Folkeblad 

Frits Egon Andersen spørger under overskriften ”Kirkerummets værdighed” (18/1), om det virkeligt at nødvendigt at ændre i kirkeforholdene. Han refererer til mit forslag om at lade den enkelte menighedsråd være herre i eget hus, så at sige.

Jacob Holm taler på lederspalterne ”Bal i kirken” (16/1) imod mit forslag om, at kirkerummets brug bør reguleres af det enkelte menighedsråd alene, ikke i folketingssalen på Christiansborg. Holm gør sig skyldig i en særlig Frands Kafka logik. Jeg skal ikke blande mig i kirkens indre anliggende ved at forslå, at kirken skal have et større ansvar for kirkens indre anliggende. ”Ved at kræve alle restriktioner ophævet blander man sig jo også”, forsøger Holm sig.

Stadig restriktioner

Jeg må først sige, at det er misvisende at sige, at jeg ønsker alle restriktioner ophævet. Jeg ønsker bare ikke, det er Folketinget, der skal sætte restriktionerne. Restriktioner ganske givet nødvendige, men der kan være særlige behov og interesser i de enkelte menigheder, som Folketinget ikke kan have et udtømt indblik i. Jeg tror ikke på Sovjet-logikken, hvor vi i Folketinget skal sætte restriktionerne for folks religiøse følelser.

Folke-Kirke

Jacob Holm spørger mig, ”om kirkerne for alt i verden skal have genskabt den tiltrækningskraft [i det omgivende samfund]?” Jeg mener, det er Folkekirkens opgave at samle folk om det kristne budskab, men der er altså to opgaver i dette. Samle og forkynde. Det er både-og, ikke enten-eller. Det ligger simpelthen i at være en folke-kirke. Samle og forkynde.

Fasthold forkyndelse

”Hvis prisen er at droppe eller bare nedtone kirkens kristne forkyndelse, så kan man teologisk og kirkeligt sige, at prisen er alt for høj”, skriver Jacob Holm. Det er en falliterklæring, fordi argumentet tager udgangspunkt i, at Folkekirken er nødt til at droppe forkyndelsen. Det er stadig ikke enten-eller, men både-og. Jeg er langt mere optimistisk. Jeg tror på, at det kristne budskab stadig er relevant for alle danskere, men Folkekirken har også et behov for at vise, at der er plads til andre i Folkekirken end dogmatikeren Jacob Holm. Hvis Jacob Holm ikke mener, at Folkekirken har det behov, når han medgiver, at kirken har ondt i den folkelige forankring, så må han tage et opgør med sammenblanding af politik og religion i selve konstruktionen af Folkekirken.

Tænk visionært, Jacob Holm

Jeg mener ikke personligt, der går noget som helst af Folkekirken ved at skabe rammer, som måske er anderledes for Jacob Holm, men som netop kan skabe en bredere folkelig identifikation og relevans. Jacob Holms ortodokse rygmarvsreaktion er lige så forudsigelig, som den er kedelig. Det er netop her, roden til Folkekirkens vigende folkelighed skal findes.

Regeringen har lavet en kulturaftale med Kulturregion Vadehavet, som omfatter de fire vadehavskommuner Tønder, Esbjerg, Fanø og Varde. Det er en historisk aftale på flere måder, hvor Kulturministeriet overdrager en række statslige opgaver til regionen. Det sker for at give større frihed lokalt og øge det kulturpolitiske engagement og samarbejde lokalt. Det skal støtte en endnu mere sammenhængende kulturpolitisk indsats på tværs af kommunegrænser. Aftalen løber frem til udgangen af 2010, hvor der samlet overdrages 51 mio. kr.

Kulturinvesteringer

Kulturpolitik er ikke bare røde tal på et kommunalt budget, men investeringer i fremtiden. Vadehavsområdet er et fantastisk naturområde, men det kræver en strategisk kulturpolitik at fastholde og tiltrække fremtidens borgere. Kulturpolitikken er noget af det mest identitetsbærende for en region.

Kulturaftalen indeholder derfor ikke kun bevaring og formidling af vadehavsregionens kulturhistorie, men sigter også mod at styrke det rige kulturliv, der allerede findes. Det brede udbud af musik, teater og festivaler, der allerede findes, bliver styrket. Man vil satse på såvel bredden som de exceptionelle kulturfyrtårne, der findes i regionen.

Talentudvikling

Personligt ligger talentudviklingen mig særligt nær. Kulturskolen i Esbjerg gør allerede et fantastisk arbejde med sin billedkunstneriske grunduddannelse, musikskole og undervisning i ballet og drama. Vestervangsskolen i Esbjerg tilbyder samtidig særlige klasser for unge idrætstalenter. Med kulturaftalen bliver det muligt for hele kulturregionen, at dets unge kunstnere og idrætsudøvere for optimale betingelser. og derfor er det godt at talentudviklingen er skrevet ind i aftale, for det viser, at talenterne er forudsætningen for fremtidens højdespringere på alle kultur og idrætsområder.

Aftalen er også en balance mellem det bredde og fyrtårnen og dermed forankres samarbejdet i det lokale. Mange andre steder i vores del af landet sker der meget på den kulturområdet og det er glædeligt. Jeg håber, at mange flere kommuner vil benytte sig af muligheden for at indforpligtenekulturaftaler med Staten. For på den måde kan vi løfte i flok og med statslige midler understøtte det lokale initiativ og engagement.

En undersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening viser, at kommunerne i 2007 reducerer biblioteksbudgetterne med 4 til 8 procent og nedlægger op imod 100 filialer. Det har udløst en debat om, hvorvidt de mange bibliotekslukninger går ud over den danske kultur og velfærd, og med Mogens Jensen (S) i spidsen har flere forsøgt at tegne et skræmmebillede af situationen og skarpt kritiseret kulturministeren. 

Men først og fremmest er og bliver bibliotekerne en kommunal opgave. Vi har en ganske fornuftig rammelov, der udstikker de overordnede linier for bibliotekerne. Og det er så op til kommunerne selv at udføre opgaven inden for de rammer. Hvis borgerne i den enkelte kommune således ikke er tilfredse, er det deres lokale politikere, de må protestere til, og ikke os på Christiansborg. Det kaldes det kommunale selvstyre.

Dermed ikke være sagt, at vi på Christiansborg ikke følger og interesserer os for udviklingen. For det gør vi! Og fakta er, at der er mange gode historier om, at besparelserne ikke nødvendigvis fører til forringet service. Tværtimod. En undersøgelse fra Århus viser, at det ikke betyder noget for an-tallet af lånere, hvorvidt der er et bibliotek i nærområdet. Folk søger hen til de biblioteker, der har det største udvalg og den bedste service. Lukninger af biblioteksfilialer kan derfor i mange tilfælde betyde ekstra ressourcer til de store biblioteksfilialer og en styrkelse af den service, borgerne efter-spørger.

Det er således ikke rimeligt at konkludere, at kommunalreformen alene har presset kommunerne ud i besparelser. Kommunalreformen har i høj grad fungeret som en kærkommen lejlighed til at få ryd-det ud i mindre hensigtsmæssige organiseringer og optimere en række serviceydelser. Eksempelvis har Brønderslev-Dronninglund Kommune besluttet at lukke seks små landsbybiblioteker og i stedet indføre en bogbus, da man betragter det som en bedre service. Et andet eksempel på at nå ud til alle borgere er at koordinere kommunens biblioteksservice med madordning, således at der sammen med mad tages bøger med ud til de ældre. I Fredericia bruges besparelserne ved bibliotekslukninger på en ”Idébutik”, et nyt bibliotek i Fredericia Idrætscenter, hvor folk i forvejen kommer. Og i Ny Slagelse Kommune fastholdes alle de fysiske betjeningssteder og en bogbus. Samtidig samles administration, udvikling og en række driftsopgaver, hvilket giver stordriftsfordele og besparelser samt flere ressourcer til den direkte serviceydelse.

Og de gode eksempler er mange flere. Det handler om at tænke kreativt og fremadrettet – og gerne tage ved lære af nabokommunernes erfaringer. Kommunalreformen har givet 98 stærke kommuner, hvor de fleste får en selvstændig kulturforvaltning med et stærkt fagligt miljø, i stedet for som tidli-gere, hvor kulturen ofte blot har været vedhæftet en børn- og ungeforvaltning. Derudover betyder de større kommuner også en udvidelse og styrkelse af samarbejdet mellem arkiv, bibliotek og museer (ABM-samarbejdet). Borgerne kan selvfølgelig også selv engagere sig aktivt; ildsjæle og udnyttelse af nærdemokratiet er ofte den bedste vej til de gode idéer og løsninger.

Torsdag den 11. januar er ”situationen for landets biblioteker” på dagsordenen i Folketinget. Vi ser frem til debatten og at få alle de gode argumenter og fakta frem i lyset.

Selvfølgelig ville det være meget lettere at være politiker, hvis der på bunden af statskassen stod en seddelpresse, der bare fortsatte og fortsatte og fortsatte…..

Så skulle vi ikke prioritere mellem sundhed, uddannelse, miljø, kultur m.m. Nej, hvor ville det være let. 

Sådan er virkeligheden ikke og statsgælden er forsat næsten 500 milliarder kroner. Men når man her i Tinget lytter til Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, så er rækken af udgiftskrævende forslag uendelig. Ikke engangsinvesteringer, men 10 mia. mig her og der i øget forbrug.

Men måske er det fordi der i det socialdemokratiske univers ikke er bund i statskassen. Eller fordi bunden af danskernes lommer endnu ikke er nået, hvad gælder skatteprocenten i socialdemokratiske øjne?

Den tidligere SR regering forskrev med 2010-planen en moderat økonomisk vækst. Den gang var Lykketoft finansminister. Nu sidder han og Helle i opposition om nu er det helt okay at sætte den danske økonomi over styr og overophede hele fundamentet for den danske velfærd.

Jeg håber ikke, at vælgertække er proportionalt med alle de milliarder som S ønsker at bruge, for regningen den skal betales af den næste generation. Af de børn som i dag ligger uvidende i børneværelserne.

Bare det seneste forslag fra Lykketoft vil iflg beregninger betyde en stigning i kommuneskatten på 3,5% Socialdemokraterne gambler med den velfærdsgaranterende økonomiske politik og det pakket ind i løfter om velfærd. S politiken er syrlige drops pakket ind i glitter!

Husker du Nyrups ventelister i sygehusvæsnet? Det kan være svært at huske, for vi har faktisk ikke talt om de ventelister i lang tid. Det har vi ikke, fordi det er lykkedes VK-regeringen at høvle ventelisterne ned. Men selv hvor der er sket enorme forbedringer er der altid rum for flere.

I Venstre keerer vi os om hver enkelt patient i det danske sundhedssystem og derfor rører det dybt at høre de historier om uorganiserede behandlingsforløb, som desværre fortsat forekommer. Men de kaotiske forløb og meget bedrøvlige historier er heldigvis undtagelsen som bekræfter reglen. Danske regioners formand socialdemokraten Bent Hansen, som har ansvaret for sygehusdriften i Danmark påtager sig en del af ansvaret, men siger også klart, at amterne og ny regionerne ikke sylter kræftbehandlingen og lader patienter dø på ventelisterne. Alle arbejder på højtryk for at sikre, at der kommer styr på de sidste problemer. Sygehusvæsnet i bl.a. Århus stod i går offentligt frem og sagde klart, at de lever op til behandlingsgarantien og ikke forstår kritikken. I dag fortæller ledelsen på Rigshospitalet ligeledes, at de med opsætningen af 6 nye strålekanoner på Sjælland til næste år også kan garantere at alle patienter kan behandles inden for få uger.I Nordjylland er der en overkapacitet. Aalborg Sygehus kan som det eneste danske sygehus behandle de meget syge patienter på rekordtid. De kan oven i købet behandle 5.500 kræftpatienter fra andre dele af landet udover de 16.000 patienter fra Nordjylland.

På Helsingør Sygehus har de vist, at diagnosticeringen af kræftpatienter kan udføres mere effektivt og gennem en sådan kvalitetsreform har de reduceret tiden for den samlede scanningsproces fra 7-9 uger til én uge. I 2005 var der ca. 210.000 kræftoperationer og –undersøgelser. Det er en stigning på ca. 16.000 operationer og undersøgelser hvert eneste år siden 2001. I 2005 var der 191.000 strålebehandlinger. Det er en stigning på ca. 10.000 behandlinger hvert eneste år siden 2001. I 2005 var der ca. 160.000 kemobehandlinger. Det er en stigning på ca. 26.000 behandlinger hvert eneste år siden 2001. Regeringen har høvlet ventelisterne ned ved både politisk tydeligt at prioritere området fra dag 1 og sammen med Dansk Folkeparti at afsætte yderligere midler til kræftbehandling i næsten hvert eneste år af regeringens levetid. Der er altid rum til forbedringer, men regeringen har altid og tager forsat kræftbehandlinger meget alvorligt i Danmark.

Er det ikke vildt at tænke på: Blogosfæren – som vi som bloggere hver i sær er en del af er KÆMPE stor. Med internettet er kommunikationen blevet global, tilgængelig og demokratisk.

Den samlede mændge af aktive blogs i verden var i begyndelsen af 2006 på 27,2 millioner weblogs over hele verden og universet udvider sig hele tiden. Og vildt at tænke hvor stor den ikke er i dag i begyndelsen af 2007, når man ved, at tommelfingerreglen er, at antallet af blogs fordobles hver sjette måned…..

Blogosfæren er på 3 år blevet 60 gange større! Og fænomentet har grebet om sig i en sådan grad, at vi alle hver især kan være redigerede “avis-udgiverere”. Hvor er det da fedt, at man ikke længere er i Politikens læserbrevsredaktørs hule hånd, hvis man ønsker sine meninger bragt. Det kan ske lige her i blogosfæren og man er ikke begrænset af 200 ord.

Som kultur- og medieordfører er det fascinerede at se, at medierne hverdag bliver mere alsidige og vidtforgrende fordi kommunikationen i dag er global og der er globale platforme, hvor vi alle kan komme til orde uden censur og begrænsninger.

Vi taler i dag om online communities som dagsordenssættende og internettet er en fri legeplads for alle som ønsker at dele deres tanker og meninger. FEDT.

2,6 milllioner brugere opdaterer deres blog mindst en gang om ugen. Hvis jeg skulle have et nytårsfortsæt burde det være, at finde lidt mere tid til løbende at opdatere min blog!