Archive for december, 2006
Hvilket år…
Nogen siger, at man skal gøre status ved årets slutning. Jeg tror det er vigtigt løbende at gøre status og tage sig selv i nakken og ændre på dårlige vaner.
Og hvad er det også for noget, at man skal lave nytårsfortsætter som man så allerede den 1. januar kan få dårlig samvittighed over at man allerede slækker på fordi årets dag for de kollektive tømmermænd måske ikke lige er dagen, hvor man skal løbe 10 kilometer, spise super sundt og beslutte sig for at snoozz knappen er en uvane.
Men selvfølgeligt er det vigtigt at stoppe op nu og da og gøre status. tror bare at sommerperioden er den tid, hvor jeg kommer mest væk fra det politiske trummerum.
Men 2006 har været et godt år og plussiden er i overskud. jeg har fået en del af mine mål gennemført. Politisk er bogmarkedet blevet realiseret, kulturområdet styrket på en række punkter, beskyttelsesperioden for handlede kvinder udvidet fra 15 dage til 100 dage og en lang andre ting er under god udvikling.
2006 blev også året hvor jeg fik afviklet en del dårlige vaner, selv om man jo siger, at summen af dårlige vaner er det samme – kun et spørgsmål om hvordan de fordeler sig….
Når men 2007 kom bare an – jeg er kampklar
Godt Nytår
Share on Facebook No commentsDR på åbne standarder
PRESSEMEDDELELSE
23. december 2006
Venstres mediepolitiske ordfører Ellen Trane Nørby har sikret, at DR skal bruge åbne standarder på Internettet. Det sker i forbindelse med udmøntningen af medieforliget.
- Public service skal i sin natur være offentligt tilgængeligt. Derfor er det vigtigt, at DR ikke tvinger sine lyttere og seere til at bruge bestemte teknologier eller software. Åbne standarder giver forbrugerne valgfriheden, siger Ellen Trane Nørby.
Ellen Trane Nørby forventer, at DR vil udbygge deres internettjenester betragteligt.
- Medieudviklingen sker på nettet. Forbrugerne går fra broadcasting til podcasting, fordi de selv vil bestemme, hvornår de ser hvad. Det forventer jeg også vil afspejle sig i DR’s programudbud i fremtiden, hvorfor det har været så vigtigt at sikre åbne standarder med rettidig omhu, siger Ellen Trane Nørby.
Ellen Trane Nørby er også opmærksom på digitaliseringen af sendenettet.
- Når vi slukker for det analoge sendenet i 2009, vil det digitale sendenet åbne en helt ny medievirkelighed. Her vil vi også have åbne standarder, og jeg er åben for, at det ikke skal være broadcasting alt sammen, siger Ellen Trane Nørby.
Share on Facebook No commentsEgnsteatrene i vækst og udvikling
Regeringen har med Dansk Folkeparti tilført egnsteatrene et kvalitetsløft og ekstra bevillinger. I år 2000 modtog egnsteatrene 37,5 mio. kr. af staten, mens de i 2007 kan forvente et tilskud på 66,8 mio. kr. og 70 mio. kr. i 2008.
Jeg kan derfor berolige Kulturordfører Mogens Jensen (S), når han her i avisen (11/12) er bekymret for egnsteatrenes eksistens fremover. Der har simpelthen aldrig nogen sinde været flere penge til egnsteatrene i Danmark som i øjeblikket og heldigvis er der også flere egnsteatre end der nogensinde har været tidligere.og det er glædeligt, for det er endnu et bevis på, at kulturen og kulturlivet i Danmark blomstrer og udvikler sig.
Når Mogens Jensen igen og igen maner sine dommedags profetier frem er der altså tale om ren fiktion eller for at blive i teaterverdenen en tragikomisk forestilling. I Venstre glæder vi os over at kulturen i Danmark blomstrer og vi glæder os over alle de mange lokale initiativer som tages. For vi er ikke et sekund i tvivl om at et aktivt kulturliv og kulturelle tilbud over hele landet er med til at skabe stærke samfund og give os alle et spændende og kreativt input i livet og dagligdagen. For os i Venstre er kultur ikke en udgift, men en investering.
Vi giver ikke bare egnsteatrene flere penge, vi drøfter også et kvalitetsløft i form af en konsulentordning, som vi kender det fra filmverdenen. Det er et forslag som kompetente teaterfolk er fremkommet med efter at have arbejdet med hvordan vi styrker egnsteaterområdet yderligere. På dne måde kan det sikres, at udviklingen ikke alene findes i rammer og mursten, men også i scenekunsten.
Share on Facebook No commentsSocialdemokraterne kører på frihjul
Socialdemokraterne har travlt med at kritisere regeringens indsats på kræftområdet. Kritikken er hul, fordi Socialdemokraterne ikke selv har afsat så meget som en flad femogtyveøre i deres finanslovsforslag siden 2001 til kræftbehandling, mens regeringen med DF vel at mærke har afsat milliarder af kroner og haft fokus på området.
En del af problemet er manglende personale til at bruge al den udstyr, der er blevet investeret i. Men der er sket meget og antallet af strålebehandlinger er steget med ca. 60.000 behandlinger fra 2000 til 2006.
Selvfølgelig er der altid rum for forbedringer og det er dybt beklageligt, hver gang en patient ikke får den nødvendige behandling og omsorg. Det tager vi meget seriøst. Vi søger hele tiden at forbedre den offentlige service, men det er en malplaceret kritik, at regeringen ikke tager kræftbehandling alvorligt. Regeringen har fra dag 1 afsat ressourcer og politisk prioritering til området – modsat Socialdemokraterne!
Share on Facebook No commentsDet er en OM’er!
Dagens samråd i Kulturudvalget var en pinlig affære. En revisionsrapport fra KPMG blev fremført af oppositionen hånd i hånd med foreningen for danske sangskrivere og komponister (DJBFA). Rapporten var så fyldt med fejl, at selv en si havde været lettere at bære vand i. Jeg kan kun sige det er en OM’er!
Finanslovens abc..
Rapporten viste i modsætning til de tal, som fremgår af Finansloven, at der var 386 mio mindre til kulturen i Danmark. Tallene i Finansloven er 4.338 milliarder på kulturområdet. Det er lidt flere midler, end da regeringen tiltrådte i 2001. Måske var det det, som skar i S og RVs øjne. Det er jo heller ikke rart at måtte erkende, at kulturlivet i Danmark har det rigtigt godt og blomstrer på en række områder, lad mig bare nævne: Dansk film, musik, design, arkitektur, billedkunst.
KPMG havde anvendt et helt andet prisindeks for løn og prisudviklingen i samfundet, end det som statens finanslove har baseret sig på siden 1992. Mere end 220 mio. kr. var udsvinget på den bekostning. Derudover havde KPMG glemt en række andre poster på budgettet.
Æble + banan = pærevælling
Jeg diskuterer gerne, hvordan vi anvender vores kulturbudget bedst muligt, men det er jo et totalt cirkus, hvis der nu ikke længere er enighed om tallene på finansloven. Diskussionen bliver om pærer, æbler, grapefrugt – kort sagt en pærevællig, som hverken gavner debatniveauet, eller vores alles ønske om at styrke kulturområdet i Danmark
Hvis formålet var at få en debat om anvendelsen af ressourcer indefor kulturområdet, må man sige, at det slog totalt fejl. Jeg synes, det er helt relevant, hvis man kunne få en debat, om der er små genre indenfor kulturområdet, herunder musikken, som godt kunne bruge lidt mere fokus – Folkesangen, Verdensmusikken eller andet. Hvis det var DJBFAs ønske, så har de med dette stunt i den grad skudt sig selv i foden!
Share on Facebook No commentsAlle bør sige fra!
Vi er netop kommet gennem en stor forespørgsel om kvindehandel. Desværre synes jeg, at der var en kedelig tendens til at oppositionen, særligt Socialdemokraternes Kirsten Brosbøl, i højere grand havde fokus på folketingspolemik end på at sikre de bedste løsninger på området.
Personligt engagement
Jeg må sige, at mit personlige engagement i kampen mod kvindehandel ikke handler om stram partipolitik, men om et menneskeligt engagement i sagen for at sikre de piger og kvinder, som udsættes for vold, fornedring, ydmygelser og trusler, får de bedst mulige forhold, og vi som samfund holder massivt fokus på det ækle problemer som knytter sig til menneskehandlen.
Når jeg har kæmpet for mere fokus på området, for en bedre politiindsats og en reflesions- og beskyttelsesperiode på tre måneder, så er det, fordi mit fokus hele vejen igennem har været, hvordan vi sikrer de bedste forhold for kvinderne. Jeg synes, det værste, der kan ske, er, at dette område ender i en partipolitisk skyttegravskrig. Det håber jeg inderligt, at socialdemokraterne vil holde sig for gode til. Skal vi frmead, er det vigtigt, at vi løfter i flok.
Moderne slavehandel på gamle flasker
Menneskehandel er moderne slavehandel. Det eneste moderne ved det er, at det foregår i år 2006. Ellers er slavehandel stadig bare slavehandel. Det er helt uacceptabelt, at vi stadig i år 2006 kan sælge og købe mennesker, selvom ingen ved deres fulde fem vil mene, at det er i orden. Vi skal have et massivt politisk fokus på kvindehandel som problem.
Liberal politik
Som liberal mener jeg, at et hvert menneske har et værd og en integritet i sig selv. Derfor skærer det mig i hjertet, når jeg ser, hvordan unge kvinder sælges som en dåse flåede tomater i troen på en bedre fremtid.
Vi skal som det første slå hårdt ned på de bagmænd, de mænd og kvinder som lukrerer på andre menneskers dårligdomme. Vi skal have et effektivt politisamarbejde på kryds og tværs af alle grænser, og strafudmålingen skal kunne mærkes hurtigt og hårdt.
Men forbud og dæmonisering gør det ikke alene. Det graver dybere grøfter, som kan gøre det endnu sværere at hive kvinderne ud af deres elendighed.
Problemet har rod i et fravær af håb og drømme hos kvinderne. Den økonomiske og sociale elendighed, kvinderne lever i, er roden til ondskaben. Prostitution og kvindehandel er et socialt problem, som vi også er nødt til at sætte effektivt ind overfor. Derfor er samarbejdet mellem politi og sociale myndigheder afgørende.
Tæskene værd
Jeg var i foråret meget kritisk overfor handlingen på området. Jeg mente, at der skete alt for lidt. Det gav nogle tæsk, men jeg føler fortsat, at det var det rigtige. Siden har Lene Espersen styrket politiets indsats massivt. Der er nu en ansvarlig i hver politikreds, og det er blevet et særligt indsatsområde for politiet. Eva Kjer Hansen har i SATS puljen mere end fordoblet beviillingen til området fra 30 mio til 70 mio og seneste lykkedes det så at få Rikke Hvilshøj til at udvide beskyttelsesperioden fra 30 til 100 dage.
Løfte i flok
Jeg glæder mig over de mange fremskridt, der er, men det ærger mig, at Socialdemokraterne er mere fokuserede på oppositionspolitik, end på at vi sammen arbejder målrettet og fremadrettet på at bekæmpe den helt uacceptable menneskehandel. Der er altid rum for forbedringer, der er desværre stadig alt for mange handlede kvinder i landet, og der er desværre alt for mange bagmænd, som lukrerer på kvindernes dårligdom. Det er dem, vi skal rette skytset mod. Det er dem, vi skal bekæmpe, ikke hinanden. Så lad os da fokusere på sagen og gøre det sammen.
Afrika har en særlig plads i mit hjerte
Jeg er netop kommet hjem fra en fantastisk tur til Uganda og Tanzania. Det var en tur vi i Venstre havde arrangeret sammen med Folkekirkens Nødhjælp for at sætte fokus på det arbejde, som danske NGO’ere laver, og se hvordan den danske udviklingsbistand er med til at skabe håb blandt mange mennesker i den fattige del af verden.
Afrika i hjertet
Jeg har tidligere selv været med til at lave demokrati og børne-/ungdomsprojekter i Mozambique gennem tre år. Jeg har også tidligere opholdt mig i Zambia og skrevet om udviklingen i landet og de danske projekter.
Fra første gange jeg i 99 rejste til det sydlige Afrika, har regionen spillet en særlig rolle og haft en særlig plads i mit hjerte. Naturen er storslået, fattigdommen massiv og altomfavnende, men potentialet er stor som en kæmpe.
Menneskene er fattige på penge, men rige på varme. De er velkommende og gæstfrie, og jeg forundres ofte over, hvor stor gavmildhed og lyst til at dele med andre er, selv når man lever på en sted og knap nok selv har salt til et æg.
Danskstøttede projekter
De projekter, vi så i Uganda, var danskstøttede HIV/AIDS og civil samfundsopbyggende projekter, hvor Folkekirkens Nødhjælp sammen med deres partnerorganisationer er med til at hjælpe nogle af de allerfattigste i Uganda.
Danmark har siden 1995 særligt støttet Rakai-provinsen i det sydlige Uganda. Vi besøgte hjem, hvor den ene eller begge forældre er døde af AIDS, og hvor børnene nu står alene tilbage eller måske har en smittet, svag og syg eneforsøger, som har behov for hjælp udefra for at kunne klare opgaven.
Men trods nøden og elendigheden var der håb i øjnene for det netværk af værger, som organisationen har uddannet, er med til at hjælpe familierne med fødevarer, medicin, uddannelse og hjælp i det daglige.
Mere opmuntrende er det altid at se de mange fremadrettede uddannelsesprojekter og mikro-kredit programmer. Her kan kvinder og mænd låne penge til at købe en ko, høns eller andre ting. Det kan styrke deres position som selvstændige selvopretholdende personer, der så får basis for at skabe en indtægt.
Eller skolen med landbrugsskole og erhvervsskole, hvor forældrelæse børn kan få en fagliguddannelse, og et hverv der kan bringe dem videre i tilværelsen. Pigerne blev skrædrer eller landmænd, drengene tømrer eller landmænd, og de troede på en bedre fremtid.
Fantastisk tur
Som rejsleder på turen er jeg slet ikke i tvivl om, at de 20 deltagere har haft en fantastisk oplevelse og har fået en dyb forståelse af værdien og betydningen af den danske udviklingsbistand.
Afrika-tur: Kaffe
Te/kaffe + bad på TCDC (MS Traning Centre for Development Cooperation – www.ms.dk/sw9900.asp), Arusha. MS giver en briefing på den politiske situation i landet.
Besøg på små kaffefarm(e), der er ejet af tanzanianere.
Besøg på stor kaffefarm, hvor vi følger bearbejdningen af kaffe.
17.00: Danseforestilling med danse-truppen Ngoma. Herefter møde med en repræsentant fra Masaierne om det dilemma der er mellem beskyttelsen af oprindelige folk og kulturer og ønsket om mere udvikling og turisme i området. I dag får Masai-stammerne del i den økonomi fra turisme som skabes i området (som jo oprindeligt har været deres område)
MS gennemgår deres aktiviteter i Tanzania og udviklingsarbejde med MS’s landeprogramchef Flemming Winther Olsen.
Share on Facebook No commentsRegeringen i front i kampen mod kvindehandel
Regeringen har valgt at udvide opholdsperioden for handlede kvinder fra 30 til 100 dage. Det skal give kvinderne bedre mulighed for at komme på fode igen i en ny tilværelse i hjemlandet og hjælpe myndighederne med at bekæmpe den organiserede kriminalitet.
- Jeg er utrolig glad for, at vi har styrket indsatsen mod kvindehandel på dette område. Det giver kvinderne en markant bedre mulighed for at komme fødderne igen og hjælpe politiet med at fange og vidne mod bagmændene, siger Ellen Trane Nørby.
Ellen Trane Nørby mener, at det viser, at regeringen selvfølgelig tager problemet meget alvorligt og er parat til at tage de nødvendige midler i brug.
- Regeringen gør med bl.a. Lene Espersen, Eva Kjer Hansen og Rikke Hvilshøj en kæmpe indsats i kampen mod kvindehandel. Lene Espersen har fremlagt en storstilet politiplan, Eva Kjer Hansen har målrettet midler i Satspuljen, og nu har Rikke Hvilshøj senest styrket de udsatte kvinders position, siger Ellen Trane Nørby.
Regeringen forhandlede sig frem til 70 mio. kr. i Satspuljen til bekæmpelse af kvindehandel. Forligsparterne (alle minus Enhedslisten) skal nu forhandle fordelingen af disse penge.
- Oppositionen har haft travlt med at kritisere regeringen i denne sag, men sandheden er, at de ikke selv har afsat en eneste krone til bekæmpelse af kvindehandel i deres finanslovsforslag, men kun er gået i forlig på regeringens initiativ. Jeg forventer, at oppositionen nu tager en mere konstruktiv linje, så vi fælles kan bekæmpe kvindehandel, siger Ellen Trane Nørby.
Share on Facebook No commentsAfrika-tur: Kirkeråd, god regeringsførelse, korruption, fred og forsoning
Møde med Uganda Joint Christian Council (Kirkerådet) og Uganda Debt Network (Uganda Gældsnetværk – www.udn.or.ug).
Kirkerådet består af den anglikanske kirke, den katolske kirke og den ortodokse kirke, dvs. at de repræsenterer et stort flertal i befolkningen. De har to medarbejdere i parlamentet, der følger lovforslag, som de kommenterer. De arbejder især med god regeringsførelse og fred og forsoning.
Uganda Debt Network er meget aktive i forhold til god regeringsførelse og regeringens økonomiske politik.
Møde med MP’ere herunder oppositionspolitikere om den politiske situation i Uganda, korruption, problemer etc.
Share on Facebook No comments

