Ellen Trane Nørby

Archive for oktober, 2006

Hektisk uge med filmforhandlinger

Denne uge har været mega hektisk. Filmforhandlingerne har stået på fra morgen til sen aften – og det er ikke en overdrivelse. Eneste afbræk var hofballet onsdag aften. Her satte gallakjoler og opsat hår et lille break ind i forhandlingerne. En rigtig fin og fornøjelig aften, hvor Dronningen var vært for Regering, Folketing, Europaparlamentarikere og andre. I nat lykkedes det at indgå en meget flot og ambitiøs filmaftale som bringer dansk film ind i fremtiden. Alle partier fra DF til Enhedslisten bakker op om aftalen.

Share on Facebook No comments

Venstre: Bred aftale på filmområdet

Der er i dag indgået en ny aftale på filmområdet. Alle Folketingets partier står bag forliget, der blandt andet fremtidssikrer dansk film.

- Med dette brede forlig har vi, fra politisk hold, sikret balancen mellem kunst og publikum. Det har været meget vigtigt for Venstre, at det blev en aftale, der kommer alle parter af filmverdenen til gode, fastslår Venstres mediepolitiske ordfører Ellen Trane Nørby.

 I aftalen ligger der også en pæn sum penge til at sikre filmen regionalt, og det har Venstre det særdeles fint med.

- Vi har i fællesskab valgt at sende 7 mio. kr. ud til de regionale filmproduktioner, så man også på det punkt har sørget for fremtidssikring af filmen her i landet. Det er desuden meget vigtigt for Venstre, at vi har været i stand til at få en aftale, der rækker hele vejen fra højre til venstre i Folketinget, siger Ellen Trane Nørby.

Share on Facebook No comments

Radikal kort armslængde

Armslængdeprincippet er princippet om en arms længde mellem politikere og kulturen. Danmarks første kulturminister Julius Bomholt kaldte det “at støtte, men aldrig dirigere”. Princippet skal sikre en især partipolitisk uafhængighed af kulturlivet. Især nazismen i Tyskland og kommunismen i Sovjet spændte kulturlivet for en særlig politisk dagsorden. Det ville man for fremtiden undgå.

Den radikale kulturordfører Elsebeth Gerner Nielsen har som alle andre kulturpolitiske ordfører ytret støtte til dette princip. Elsebeth Gerner Nielsen er valgt i koldingkredsen, så da der dukkede en sag op, hvor Kolding kommune kom på kant med armslængdeprincippet,  var hun meget klar i mælet. Til Jyllands-Posten d. 10. marts 2005 udtalte hun: “Det, der er sket i Kolding, er flovt og slemt. Det er begyndelsen til enden, når politikere vil styre kulturen. Hvad skete i 1930′erne? Hvad skete i de totalitære regimer i Øst? Ytringsfrihed og kulturel frihed er ikke bare givet. Der er blevet kæmpet for den, og der skal stadig kæmpes for den”.

Man har et standpunkt…

Bravo! Elsebeth Gerner Nielsen holdt godt et år. I Berlingske Tidende d. 17. oktober 2006 vil hun omstøde Københavns Teaters seneste chefansættelser. Hun støtter ubetinget armslængdeprincippet, indtil hun selv er uenig. Bravo! Jeg har også selv været uenig med dispositioner i det danske kulturliv, men skal armslængdeprincippet have værdi, må vi politisk respektere det. Kulturpolitisk sætter vi rammerne, men må respekterer kulturlivets frihed til at leve indenfor rammerne. 

Er Elsebeth Gerner Nielsen virkelig så meget radikal, at hun kun har et standpunkt, til hun træffer et nyt?

Share on Facebook No comments

Transatlantisk frihandelszone

Under sit besøg i USA lancerede Anders Fogh Rasmussen ideen om en frihandelszone mellem USA og EU. Ideen har været på banen før, fordi det er en helt oplagt ide, men den er desværre løbet ud i sandet flere gange før. Nu lader Anders Fogh Rasmussens ord til at få luft under vingerne.

Tysklands kansler Angela Merkel kalder ideen meget fascinerende og har nedsat en arbejdsgruppe, som arbejder med arbejdstitlen TAFTA (TransAtlantic Free Trade Agreement). Ligesom Anders Fogh fastholder tyskerne, at der ikke skal være tale om en protektionistisk klub for de rige lande i verden, men en katalysator for øget vækst og velstand i hele verden.

Tyskland overtager EU-formandskabet efter Finland. I Danmark skal vi støtte den tyske indsats. EU’s succes bygger på den banale logik, at samhandel fremmer forståelse. Det er helt oplagt, at vi fra europæisk side skal være fremme i skoen med de erfaringer, vi har fra opbygningen af Det Indre Marked. Der er både negative og især positive erfaringer. Vi skal undgå den til tider protektionistiske side, Det Indre Marked har i forhold til den tredje verden, men Det Indre Marked har været en helt nødvendig aftale for at åbne de europæiske økonomier. Den logik skal vi styrke i samarbejde med USA.

Share on Facebook No comments

Thornings overbud

JK Hansen beder (6/10) om eksempler på Helle Thornings overbudspolitik. Jeg har slet ikke spalteplads nok til alle overbud fra Socialdemokraterne, så jeg vil give tre, som ikke har fået meget dækning i medierne og samtidig viser den økonomiske uansvarlighed, som Socialdemokraterne står for.

2010-planen. Nyrup-regeringen fremlagde i 2000 den såkaldte 2010-plan for at holde orden i dansk økonomi. Ifølge Nyrups plan skulle det offentlige forbrug vokse med 0,5 % i årene 2006 – 2010. Da Fogh regeringen kom til i 2001, adopterede vi 2010-planen og har siden fastholdt den. Socialdemokraterne har til gengæld forladt Nyrups økonomiske ansvarlighed og overbudt med en 2 % årlig vækst i det offentlige forbrug. Ikke engang advarslerne fra Socialdemokraternes egne økonomer i Arbejdernes Erhvervsråd lytter de til.

Fremtidens velfærd. Socialdemokraterne indgik en aftale med regeringen i velfærdsforliget. Aftalens ambition er at sikre penge til fremtidens velfærd, herunder uddannelse, forskning og livslanglæring. I sidste uge udtalte Henrik Sass Larsen så, at S var klar til at bruge forskningsmidler til forbrug i kommunerne. En udtalelse, som står i skarpt modlys til forårets dunder taler om, at regeringen bruger for lidt på forskning. 

Socialdemokraterne bruger  også penge, de ikke har, når de præsenterer et finanslovsudspil med et hul på 3,5 mia. kr. Fremtidens velfærd sættes over styr. Det er en ringe trøst, at Helle Thorning forsøger at lappe ved at bruge de penge, som skal afvikle statens gæld, som stadig er over 500 mia. kr. Men det er for usselt at smide regningen i børneværelset . Det er den sikre vej til at sætte Danmarks positive udvikling over styr.

Share on Facebook No comments

Fortsat behov for jyske motorveje

 jysktrafik.jpg

Rasmus Prehn (S) skriver (6/10) “Venstre vil ikke længere investere i jysk infrastruktur.” Han vrider en udtalelse fra Venstres trafikpolitiske ordfører Gitte Lillelund Bech om, at der er behov for at kigge på infrastrukturen i københavnsområdet, til ukendelighed. Det Gitte Lillelund Bech  har pointeret er, at de trafikale investeringer bør prioriteres efter behov. Det bør vi faktisk alle kunne blive enige om. Rasmus Prehn kalder det københavneri, jeg kalder det sund fornuft.

Fagbladet Ingeniøren har beregnet, at det koster hele det danske samfund ca. seks mia. kr.(et stigende tal) i tabt arbejdsfortjeneste, når danskere holder i kø på motorvejene især ved København. Derfor har vi faktisk alle – jyder som københavnere – en interesse i at få rettet op på de københavnske motorveje, men det betyder ikke, at der ikke også er behov for trafikale investeringer i Jylland.

I Alssund har vi brug for en motorvej mellem Sønderborg og Kliplev. I Herning, Holstebro og resten af det midtjyske arbejdes der ihærdigt på at få udbygget motorvej og infrastuktur til det vestdanske. Mellem Esbjerg og den tyske grænse arbejdes der på at styrke den vestdanske forbindelseslinje til tyskland og benelux-landene. Vi har som mange andre områder i Jylland stærkt brug for investeringer i togskinnerne. Gitte Lillelund Bechs udsagn skal ikke ses som et udtryk mod vores behov i Alssund eller Vestjylland, men at det netop er behovet, der ligger til grund for investeringerne.

Share on Facebook 1 comment

Venstre: Dansk film styrer mod succes

Dansk film skal op i gear. Derfor vil Venstre i den nye filmaftale øge talentudviklingen i dansk film, forpligte de danske tv-stationer yderligere i forhold til dansk film og samtidig løfte dokumentarfilmene. Det siger Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby.

- Når en Soap pludselig har ”star-quality” og bliver prisvinder i Berlin, når Idioterne på filmlærredet vinder priser i hobetal, og når Drømmen ikke længere blot er navnet på en film. Så har dansk film nået et succesniveau som for blot 10 år siden var science-fiction. Men vi skal endnu videre, siger Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby.

- Med forslaget styrker vi talentudviklingen, lægger mere ansvar ud til filmmiljøet og giver den regionale filmproduktion en håndsrækning. Vi tager også europæisk ansvar og gør Danmark til tovholder på den europæiske filmtænketank, som afholdt sit første møde i Danmark tidligere på året. Forslaget er en klar styrkelse af dansk film, mener Ellen Trane Nørby.

Forslaget lægger desuden op til et gevaldigt løft til dokumentarfilmene, hvor der blandt andet også udvikles en talentordning. Samtidig vil forslaget støtte udviklingen af computerspil til børn og unge samt gøre computerspilsuddannelsen permanent.

Share on Facebook No comments

V sætter rekord i offentlige ansatte

D. 6/10 mener Eva Hansen, at regeringen skærer ned for at føre amerikansk socialpolitik, og Knud Nicolai Møller mener, regeringen tvinger kommunerne til at fyre offentlige ansatte. Indlæggene er fuldstændig strippet for fakta.

Andelen af offentlige ansatte er i gennemsnit knap 17 % i EU. I Danmark er den 30 %! Vi har altså næsten beskæftiget dobbelt så mange offentlige ansatte som gennemsnittet i Europa. Vi ligger på andenpladsen i hele OECD. Faktum er, at der aldrig i danmarkshistorien er blevet brugt flere penge på den offentlige sektor, og der har aldrig været flere offentlige ansatte.

Det må da give stof til eftertanke, når man beskylder regeringen for nedskæringer og være den offentlige sektors fjende nummer ét. En stærk, dynamisk offentlig sektor indgår i regeringens planer om Danmark som verdens mest konkurrencedygtige vidensøkonomi.

Share on Facebook No comments

Støt Kronprinsen

Kronprins Frederik har meldt sig som kandidat til Den Internationale Olympiske Komite, IOC. Kronprins Frederik er kendt for sin seriøse tilgang til sport og store kærlighed til idræt. Sammen med Kronprinsessen er han et af Danmarks absolut største brands, og det vil tjene Danmarks interesser.

I de fleste medier har vi kunne læse, at Socialdemokraternes idrætsordfører Troels Ravn fra Vejen opponerer mod Kronprinsens kandidatur. Troels Ravn mener, at posten er for politisk for Kronprinsen, som kan blive blandet ind i beskyldninger om korruption og nepotisme. 

Kronprins Frederik er en højtuddannet, moderne mand, som ønsker at tjene Danmark. Kronprinsen har bl.a. gjort tjeneste på den danske FN-mission i New York og den danske ambassade i Paris. Arbejdet i IOC er ikke mere politisk end disse, og som Kronprinsen selv siger, så ser han den “olympiske ide” som hævet over politik. Kronprinsens hidtidige arbejde har været aldeles pletfrit, hvorfor hans kritikere som minimum skylder ham en chance.

For mig er det afgørende, at Kronprinsen selv ønsker at repræsentere Danmark. Den goodwill som Danmark kan oparbejde gennem Kronprinsens arbejde er ubetalelig. Vi kan ikke forestille os en bedre ambassadør for Danmark, så vi bør alle bakke Kronprisen op i hans ønske

Share on Facebook No comments

Støt Kronprinsen

Kronprins Frederik har meldt sig som kandidat til Den Internationale Olympiske Komite, IOC. Kronprins Frederik er kendt for sin seriøse tilgang til sport og store kærlighed til idræt. Sammen med Kronprinsessen er han et af Danmarks absolut største brands, og det vil tjene Danmarks interesser.

I de fleste medier har vi kunne læse, at Socialdemokraternes idrætsordfører Troels Ravn fra Vejen opponerer mod Kronprinsens kandidatur. Troels Ravn mener, at posten er for politisk for Kronprinsen, som kan blive blandet ind i beskyldninger om korruption og nepotisme. 

Kronprins Frederik er en højtuddannet, moderne mand, som ønsker at tjene Danmark. Kronprinsen har bl.a. gjort tjeneste på den danske FN-mission i New York og den danske ambassade i Paris. Arbejdet i IOC er ikke mere politisk end disse, og som Kronprinsen selv siger, så ser han den “olympiske ide” som hævet over politik. Kronprinsens hidtidige arbejde har været aldeles pletfrit, hvorfor hans kritikere som minimum skylder ham en chance.

For mig er det afgørende, at Kronprinsen selv ønsker at repræsentere Danmark. Den goodwill som Danmark kan oparbejde gennem Kronprinsens arbejde er ubetalelig. Vi kan ikke forestille os en bedre ambassadør for Danmark, så vi bør alle bakke Kronprisen op i hans ønske.

 

Share on Facebook No comments

Næste side »

 
Better Tag Cloud