Vi kan slå Socialdemokraterne!

Da Helle Thorning blev valgt som Socialdemokraternes formand, var det med stor selvtillid, hun erklærede: “Jeg kan slå Anders Fogh”.

Nu har piben fået lidt en anden lyd. Hun har erkendt, at hun ikke kan slå Anders Fogh, men nu lyder det: “Vi kan slå Anders Fogh”.

Deres personfiksering afslører et kedeligt mindreværdskompleks, men hvis Socialdemokraterne vil bruge alle kræfter på at slå Anders Fogh, glemmer de vidst hele partiet Venstre.

Venstre er med godt 70.000 medlemmer markant større end noget andet parti i Danmark. Vi står samlet om Anders Fogh Rasmussen, som ikke bare er den længst siddende Venstre-statsminister i danmarkshistorien, men har sat helt nye standarder for moderne politik i Danmark.

Vi vinder på politikken. Det kan være svært at huske, men op til sidste valg blev vi beskyldt for ikke at kunne skabe jobs. Nu har vi den historisk lave ledighed og historisk høje beskæftigelse.

Nu bliver vi beskyldt for at skære i den offentlige velfærd. Hvordan kan det hænge sammen, når alle er enige om, at regeringen har tilført den offentlige sektor yderligere 33 mia. kr., og der aldrig har været flere offentlige ansatte end nu?

I Venstre vil vi udbygge den offentlige velfærd, men modsat Socialdemokraternes både hovedløse og planløse politik, er vi meget opmærksomme på, at der ikke må ske en overophedning af dansk økonomi.

Statsministeren har allerede lanceret en kvalitetsreform, hvor vi vil styrke den offentlige sektor. I kvalitetsreformen er det væsentligt, at også offentligt ansatte kommer til orde, fordi det er netop dem, som ved, hvor skoen trykker.

Det nytter ikke noget at kaste penge hovedløst i budgetposter, fordi vi skal være sikre på, at pengene faktisk forbedrer omsorgen og plejen i Danmark og ikke drukner i papir og administration.

Det er den eneste måde, at den offentlige velfærd faktisk styrkes i Danmark, og det er vel det der er målet og det vi hver især ønsker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *