Ædekultur på Yankee Stadium

I går aftes var et kulturstudie uden lige. Vi var taget ud til en Yankee baseball kamp, for når man nu er i USA, så skal det jo opleves. Målet var en NFL kamp, men efter søgen hjemmefra og ihærdig indsats for at få billetter herovre, tja, så måtte jeg erkende, at NFL billetter til New York holdene Giants, Jets og Buffalo Bills enten skal købes år i forvejen eller koster en bondegård.

Så det blev baseball – en anden del af den amerikanske folkesjæl og Yankees er jo legendariske såvel for deres fremragende spil, men også for at være det hold, hvor den kapitalistisk, kommercielle del af baseball for alvor blev synligt, da spillerne strejkede for at få mere i løn. En aktion, der næsten væltede læsset for de i forvejen meget tålmodige fans.

Det var bare at følge de blå trøjer fra metroen, så nåede vi hurtigt frem til Yankee Stadium i Bronx. Og efter at være blevet sendt fra Herodes til Pilatus, have afleveret en lille rygsæk i en fjernt liggende garderobe, lykkedes det endelig at nå frem til vores pladser. Der er ingen skilte, og vi blev vist først den ene vej så den anden vej.

Det var for en gang skyld en fordel, at der står betjente og spiser dounots på hvert hjørne. De fik os vist på plads, og vi kunne nu konstatere, at hvor rygsække vær forbudt, så var kæmpe fiskenet til gengæld tilladt. Lidt paradoksalt.

Nettene blev brugt til at fange basebolde, der røg op i publikumsområdet – og dem var der sindssygt mange af. Om det er sport er lidt vanskeligt at sige, vel lidt som når man ser curling. Langsomt, smålulende og aldrig sådan vildt spændende…

Det var det derimod at studere, hvor de 54.046 tilskuere brugte de først 7 af 9 spillerunder til at skovle mad, nachos, candy floss, øl, sodavand, hotdogs is, slik, chips, you name it! indenbords. Og vi taler altså ikke små portioner, men HUGE, BIG, Ernorme! Og alt blev det leveret direkte til pladsen af de mange madsælgere, men det var en oplevelse uden lige at studere, hvordan baseball i højere grad var en amerikansk råbe og spise konkurrence end en sportsbegivenhed.

I det hele taget er madkulturen herovre, hvad jeg vil betegne som ‘anderledes’, hvis jeg skal finde et pænt ord. Der er tilsat det ene, det andet og fedmeepidemien kommer ikke fra ingenting……

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *