Ellen Trane Nørby

I går aftes var et kulturstudie uden lige. Vi var taget ud til en Yankee baseball kamp, for når man nu er i USA, så skal det jo opleves. Målet var en NFL kamp, men efter søgen hjemmefra og ihærdig indsats for at få billetter herovre, tja, så måtte jeg erkende, at NFL billetter til New York holdene Giants, Jets og Buffalo Bills enten skal købes år i forvejen eller koster en bondegård.

Så det blev baseball – en anden del af den amerikanske folkesjæl og Yankees er jo legendariske såvel for deres fremragende spil, men også for at være det hold, hvor den kapitalistisk, kommercielle del af baseball for alvor blev synligt, da spillerne strejkede for at få mere i løn. En aktion, der næsten væltede læsset for de i forvejen meget tålmodige fans.

Det var bare at følge de blå trøjer fra metroen, så nåede vi hurtigt frem til Yankee Stadium i Bronx. Og efter at være blevet sendt fra Herodes til Pilatus, have afleveret en lille rygsæk i en fjernt liggende garderobe, lykkedes det endelig at nå frem til vores pladser. Der er ingen skilte, og vi blev vist først den ene vej så den anden vej.

Det var for en gang skyld en fordel, at der står betjente og spiser dounots på hvert hjørne. De fik os vist på plads, og vi kunne nu konstatere, at hvor rygsække vær forbudt, så var kæmpe fiskenet til gengæld tilladt. Lidt paradoksalt.

Nettene blev brugt til at fange basebolde, der røg op i publikumsområdet – og dem var der sindssygt mange af. Om det er sport er lidt vanskeligt at sige, vel lidt som når man ser curling. Langsomt, smålulende og aldrig sådan vildt spændende…

Det var det derimod at studere, hvor de 54.046 tilskuere brugte de først 7 af 9 spillerunder til at skovle mad, nachos, candy floss, øl, sodavand, hotdogs is, slik, chips, you name it! indenbords. Og vi taler altså ikke små portioner, men HUGE, BIG, Ernorme! Og alt blev det leveret direkte til pladsen af de mange madsælgere, men det var en oplevelse uden lige at studere, hvordan baseball i højere grad var en amerikansk råbe og spise konkurrence end en sportsbegivenhed.

I det hele taget er madkulturen herovre, hvad jeg vil betegne som ‘anderledes’, hvis jeg skal finde et pænt ord. Der er tilsat det ene, det andet og fedmeepidemien kommer ikke fra ingenting……

Det var en noget trættere delegation, der mødtes her til morgen. Middagen, mv. i går havde sat sig sine spor.

Programmet står i dag på briefing om valget af en ny generalsekretær for Kofi Annan stopper efter 10 år på posten ved udgangen af året. Mange taler om, at de to generalsekretærer, som har gjort mest for FN og hele verdens situationen gennem tiden. Annan i den seneste periode og Dag Hammerskjöld, der jo beklagelig endte sine dage over Congo, hvor hans fly blev skudt ned under en fredsmission.

Inden Kofi Annan sad Boutros Boutros Gahli, der ret hurtigt røg uklar med USA, og derfor ikke fik forlænget sit mandat. I det hele taget er valget af generalsekretær det punkt i FN, som har givet anledning til flest vetoer hos de permanente medlemmer af sikkerhedsrådet. Hvilket særligt under den kolde krig gav en del farveløse generalsekretærer.

Der er på nuværende tidspunkt syv kandidater til posten, og det ser ud til at der danner sig et flertal bag den sydkoreanske kandidat Ban Ki-moon, der i dag er udenrigs og handelsminister i Syd Korea.

Skulle jeg vælge, tror jeg, at den jordanske kandidat Zeid Ra’ad Zeid Al-Hussein ville være et godt bud. Han er 42 år og er en markant kandidat med klare holdninger, noget man godt kunne ønske sig hos den kommende generalsekretær, men også noget som ikke nødvendigvis er en fordel når man skal godkendes… Det var blandt andet ham, der stod for den yderst kontroversielle rapport om FN’s udsendte soldaters brug af prostituerede.

Men flertallet tegner sig om den mere farveløse sydkoreaner. Den 12. oktober afgøres det hele forhåbentligt, medmindre der ikke findes opbakning til en kandidat, og alternative bud skal på bordet. Kofi Annan var i sin tid et alternativt bud efter de første kandidater var blevet fejet af bordet.

”Sandsynligheden for, at et fortsat efterspørgselspres sætter varige spor i priser og lønninger i et omfang, der på længere sigt vil føre til en stigende arbejdsløshed, er nu så stor, at det er tilrådeligt, at der fra de offentlige finanser udgår en mærkbart afdæmpende effekt på den samlede økonomi.” 

Dette er klart tale fra Nationalbanken! Selvom Nationalbankens sidste kvartalsoversigt næppe bliver indstillet til en pris hos hverken Dansk Sprognævn eller Danmarks Pædagogiske Universitet, så er det alligevel, hvad nationaløkonomer vil kalde et meget klart sprog.

Overophedning. Når man har tygget sig igennem citatet et par gange, bør det være nogenlunde forståeligt, at Nationalbanken siger, at dansk økonomi løber af sporet, hvis ”efterspørgselspresset” fortsætter. Det er simpelthen et spørgsmål om, at produktionen ikke kan følge med efterspørgslen. Et stigende offentligt forbrug vil både trække på yderligere arbejdskraft og øge efterspørgselspresset, hvorfor det ifølge Nationalbanken vil skade dansk økonomi.

Som bekendt er det ikke kun Nationalbanken, der siger det. De Økonomiske Vismænd og alle økonomer i finanssektoren siger faktisk det samme.

Rød Cirkusøkonomi. Nationaløkonomi er bare en fantastisk utaknemmelig opgave at kommunikere ud til danskere, som faktisk har alt muligt andet at tænke på i deres dagligdag.

Det udnytter Socialdemokraterne. De vil gerne have regeringen til at fremstå som en nedskæringsregering. De peger på Thors pengekasse og Nicolai Wammens (S) store nedskæringer i Århus og siger, at det ikke hænger sammen. At Århus’s problemer i høj grad skyldes årtiers overforbrug og manglende investeringer på velfærdsområderne, alt sammen mens Socialdemokraterne har siddet ved roret i byen, det nævner de ikke. 

Socialdemokraterne vil også blæse på Nationalbanken og alle andre økonomer. Helle Thorning-Schmidt sagde direkte på Socialdemokraternes kongres: ”Så ved jeg at der stadig findes økonomer, som hævder, at vi burde være gået endnu længere med reformerne for at tage højde for enhver tænkelig udvikling – også i en meget fjern fremtid. Til dem vil jeg gerne sige: Nu er det tid til en ny form for ansvarlighed: Ansvarlighed for velfærden.”

Mine damer og herrer, Helle Thorning har forladt virkeligheden. Vi vil alle tage ansvar for danskernes velfærd, men når Socialdemokraternes formand stiller det op som en modsætning til økonomisk ansvarlighed, ja sågar taler om ”en ny form for ansvarlighed”, så ledes tankerne uomgængeligt tilbage til Anker Jørgensen, der også forsøgte sig med alternative tilgange til økonomi  og hvis gæld vi alle har betalt af på i årtier.

Socialdemokraternes røde cirkusøkonomi er fantastisk skadelig for dansk økonomi, og vi må aldrig glemme, at det er altså den stærke danske økonomi og erhvervslivet, der til sidst skal finansiere den velfærd, vi alle gerne vil tage hånd om. Den røde cirkusøkonomi vil smadre den danske velfærd, ikke sikre den.

Det er Al Quada dag! Den meget spændende morgen briefing handler om Danmarks formandsskab for CTC – anti-terror arbejdet og de mange debatter og initiativer, der har været i FN gennem de senere år. Der er ingen tvivl om, at Danmark gennem sin 2 årige periode i sikkerhedsrådet har opnået meget indflydelse, og at man netop gennem det danske formandsskab for CTC har haft mulighed for at bringe en lang række udviklings og menneskerettighedsspørgsmål på bordet.

I morgen skal den danske FN ambassadør som formandsland for CTC fremlægge konklusionerne fra arbejdet. Og briefingen i dag har derfor handlet om terrorlisten, som blev oprettet efter 11. september 2001, og hvor der siden har været en del situationer, hvor personer er endt på listen uden reelt at have begået eller intention til at begå terror, men blot havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Såvel Sverige som Schweiz har siden fået fjernet navne fra listen.

Eftermiddagen står på amerikansk byplanlægning. Irene fra generalsekretariatet tager os med ned til Lower Manhattan og ground zero, hvor hullet efter 9/11 og de syv bygninger som smeltede sammen og væltede i angrebet stadig står som et åbent sår i den amerikanske sjæl. Jo den dag var vi alle new yorkere, vi var alle demokrater, og vi stod alle sammen med den terrorisme som Al Quada og Osama Bin Laden kastede over verden.

Frygten sidder stadig i mange, og alle er enige om, at New York efter 9/11 er blevet et venligere sted, for her sætter man pris på enhver dag med glæde. De sidste fem år er der pågået diskussioner om, hvad der skal ske med ground zero området, og først i tirsdags blev der nået en aftale mellem de forskellige aktører, State og NY. Bloomberg, New Yorks borgmester har været meget ihærdig for at undgå, at ground zero skulle udvikle sig til et sørgested, for så havde terroristerne netop vundet. Aftalen er derfor at der bla. skal bygges en opera, biograf og koncertsal udover beboelse og kontorer, når området genopføres. For Lower Manhattan skal tilføres ny energi og livslyst. Manhattan en Wall Street er også gået fra en første til en femte plads, hvad angår prisen på kontorer. Frygten har sat sig i virksomhederne, og trenden er nu at sprede firmaers hovedkontorer, så man undgår at et firma mister alle medarbejder, hele direktionen og hele udviklingsafdelingen, som det var tilfældet med nogle af virksomhederne, som havde kontorer i WTC.

Briefingen handlede denne morgen om Kosovo og situationen i Libanon, men af uransalige årsager bredte emnet sig til en breddere debat om FNs muligheder for at agere i forskellige konflikter. En afstikker som blev en noget større debat var spørgsmålet om Taiwan.

FN såvel som størstedelen af medlemslandene praktiserer jo en ét-Kina politik og det betyder, at Taiwan ikke officielt er et emne som relaterer sig til FN. Der er dog ca 20 lande i verden som retsmæssigt anerkender Taiwan som repræsentant for Kina. Disse lande er et par afrikanske og nogle stillehavslande og enkelte sydamerikanske.

Men Taiwan får hvert år mere forståelse og opbakning netop fordi det pres som Kina ligger på det Taiwanesiske samfund. Men kineserne er gode til at købe sig til støtte. Et eksempel er et sydamerikansk land, hvor kineserne pludselig gik ind og opbyggede nye regeringsbygninger etc. for at sikre sig, at landet ikke blev for pro-Taiwanesisk.

Danmark har en meget udbygget økonomisk og mellemfolkelig forbindelse med Taiwan, men vi anerkender ikke Taiwan som den rigtige repræsentant for Kina.

I FN er der hvert år to sager som kommer op og her er der hvert eneste år 2 sager som – så sikkert som amen i kirken – kommer op. Det ene er at FNs generalforsamling skal diskutere repræsentationen af de 23 millioner mennesker på Taiwan. 14 gange er det blevet afvist inden det kom til afstemning og punktet har fortsat ikke været drøftet…. I geneve er det same procedure, her forsøger man hvert år at få en diskussion om Taiwan som medlem af WHO.

Kinas svar er hvert år, at de nok skal sørge for, at Taiwan bliver repræsenteret i FN. Hmmm, mon dog. Desværre har sagen vist lange perspektiver. Og desværre er støtten større til det yderst udemokratiske Kina end det er til den store demokratiske bevægelse på Taiwan.

Tålmodighed skal man besidde, hvis man arbejder med folkeret og menneskerettigheder i FN. De danske medarbejdere er heldigvis både kompetente og engagerede.
 
Efter morgen briefingen på FN missionen valgte Andreas, som er en af de danske ungdomsdelegater og udsendt af DUF, og jeg at gå over til et seminar som den amerikanske FN mission havde arrangeret. Emnet var empowerment af kvinder og pigers ret til uddannelse. Den amerikansk FN mission havde inviteret et stærkt panel af stærke kvinder fra en række udviklingslande – Afganistan, Indonesien, El Salvador, Palestina, Tanzania, Liberia, Indien og derudover Mary Wilson, den meget karismatiske sorte sanger fra The Supremes, som opIevede at rejse verden rundt med sin musik og vinde guld plader inden hun i 1964 reellt fik borgerrettigheder i sit hjemland USA. Hendes opvækst var i et hjem hvor generationerne inden havde været analfabet, for hvorfor skulle man uddanne sorte…

I mange lande er det ikke en selvfølge at piger skal have en uddannelse og der er klart forskellige kodeks for drenge og piger. Det var en meget spændende debat og det var inspirerende at se, hvordan stærke kvinder i Afganistan, Indien og Liberia har kæmpet for at styrke kvinder og pigers stilling i samfundet. I afganistan er mere end 90% af den kvindlige del af befolkningen analfabeter for under taleban-regimet gav det dødsstraf for kvinder at læse bøger eller uddanne sig. udfordringen er massiv for bare at skabe en form for balance i landet.

I Indien er man nået meget langt og mange piger har i dag næsten samme muligheder for at få en god uddannelses og udleve deres drømme som drengene har. Det var opløftende at se, at det heldigvis går fremad mange steder i verden, selv om perspektivet er langt. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at en af nøglerne til mere udvikling i mange lande netop er uddannelse til alle og en styrkelse af kvinders rettigheder.

Rambøll Management har netop offentliggjort en analyse, som viser, at den offentlige sektor er bedre end sit rygte. Dem som faktisk bruger de offentlige serviceydelser konsekvent er mere tilfredse end dem, som ikke bruger servicen..

På en skala fra 0 til 10 giver brugere af ældreplejen fx gennemsnitligt en karakter på 6,3, mens ikke-forbrugere giver en karakter på 5,5. På børnepasningsområdet er det hhv. 7,1 og 6,4.

Vil kan altid blive bedre

Rapporten viser, at vi stadig kan gøre det bedre. Vi kan altid gøre det bedre, men derfor arbejder regeringen også med en kvalitetsreform, som skal tage fat om et kvalitetsløft. I kvalitetsreformen vil især de offentlige ansatte komme til orde, fordi de bedre end de fleste ved, hvordan vi virkelig giver den offentlige sektor et løft.

Da Helle Thorning blev valgt som Socialdemokraternes formand, var det med stor selvtillid, hun erklærede: “Jeg kan slå Anders Fogh”.

Nu har piben fået lidt en anden lyd. Hun har erkendt, at hun ikke kan slå Anders Fogh, men nu lyder det: “Vi kan slå Anders Fogh”.

Deres personfiksering afslører et kedeligt mindreværdskompleks, men hvis Socialdemokraterne vil bruge alle kræfter på at slå Anders Fogh, glemmer de vidst hele partiet Venstre.

Venstre er med godt 70.000 medlemmer markant større end noget andet parti i Danmark. Vi står samlet om Anders Fogh Rasmussen, som ikke bare er den længst siddende Venstre-statsminister i danmarkshistorien, men har sat helt nye standarder for moderne politik i Danmark.

Vi vinder på politikken. Det kan være svært at huske, men op til sidste valg blev vi beskyldt for ikke at kunne skabe jobs. Nu har vi den historisk lave ledighed og historisk høje beskæftigelse.

Nu bliver vi beskyldt for at skære i den offentlige velfærd. Hvordan kan det hænge sammen, når alle er enige om, at regeringen har tilført den offentlige sektor yderligere 33 mia. kr., og der aldrig har været flere offentlige ansatte end nu?

I Venstre vil vi udbygge den offentlige velfærd, men modsat Socialdemokraternes både hovedløse og planløse politik, er vi meget opmærksomme på, at der ikke må ske en overophedning af dansk økonomi.

Statsministeren har allerede lanceret en kvalitetsreform, hvor vi vil styrke den offentlige sektor. I kvalitetsreformen er det væsentligt, at også offentligt ansatte kommer til orde, fordi det er netop dem, som ved, hvor skoen trykker.

Det nytter ikke noget at kaste penge hovedløst i budgetposter, fordi vi skal være sikre på, at pengene faktisk forbedrer omsorgen og plejen i Danmark og ikke drukner i papir og administration.

Det er den eneste måde, at den offentlige velfærd faktisk styrkes i Danmark, og det er vel det der er målet og det vi hver især ønsker.

Wow, udsigten fra Mariott-hotellet på Times Square ud over hele New York er fantastisk. Heroppe fra 50ende etage bliver afstandene pludselig mindre og man får blik for at Manhatten blot er en lille del af New york, en ø omgivet af vand og by.
 
New york er kæmpe, Manhatten er kæmpe. Det opfatter man hver morgen, når vi går de 20 minutter det tager at tilbagelægge 13 blocks op til FN bygningen og den dansk FN mission. Heroppefra virke det meget mindre. Nede ved havnen ligger et hangarskib og den nu pensionerede concorde. Heroppe fra er de som legetøjsstørrelse. tættere på er de massive og rummer et museum for søfart, hær, luft og rumfart.
 
Det er blevet fredag aften og weekend. En skøn afslappende lørdag i New york med besøg på Moma – museum of Modern Art og Spamlot (monty pyton som muscical) og mavekramper af grin på Broadway, en afslapppende søndag med Sushi, for også NYs køkken er som befolkningen global. 3 uger som FN delegeret i New York har også den fordel at weekenden er næsten fri til kulturelle oplevelser, når mails og arbejdsbunker hjemmefra er ekspederet og klaret.
 
Vejret er skønt, varmt, nærmest lummert og Central Park virker som kernehuset i the Big Apple, herfra kan man få et vú ud over skylinen og for en stund komme på afstand af den trafiksummen som ellers kendetegner NY dag og nat.
 
I Little Italy er der fest i gade og i Soho et mere distanceret forhold tl turisterne, meat packers district når vi aldrig ned til inden søvnen overvælder og metroen tilbagelægger byen på no time. Men der skal jo også være noget at opleve, når det om 5 arbejdsdage igen er weekend og tid til sightseeing i Willamsburg, Harlem, Brooklyn, Staten Island, Ground Zero og de mange andre steder som man kunne bruge timer på at fordybe og henfalde sig i stemningen i.
 
Men i morgen tidlig står den igen på møder i FN og globale diskussioner, dagsordner og problemstillinger.

Den 20. og 21. september blev de dage I deltagelsen I FNs generalforsamling jeg nok vil huske mest som despoternes dage.

Chavez der i sidste uge indgik en handelsaftale med det efter hans mening meget frie samfund Hviderusland og som i dag på talerstolen ved FNs generalforsamling valgte at bruge sin taletid til at gøre alle opmærksom på, at han mente, at Bush var en ”Devil” og at han stadig kunne lugte svovlen fra Bush, der dagen forinden havde stået på selv samme talerstol i FNs generalforsamling.

På et pressemøde havde han behov for at uddybe, at Bush ikke bare var en djævel, men også en ex-alkoholiker og syg mand.

Irans præsident Ahmahdinejad brugte sit pressemøde til at understrege, at hans land var bygget på kærlighed, respekt og sandhed. Og det burde da være klart for enhver, at Iran selvfølgelig ikke ville bruge atomkraft til noget krigerisk – for de kom jo med fred og kærlighed… Men atomprogrammet skulle derimod bruges til civile formål som elektricitet og lignende, lidt underligt taget i betragtning, at Iran er et af verdens største olieproducerende lande… well well.

Også Robert Mugabe, Zimbabwes mangeårige præsident havde valgt at lægge vejen forbi New York. Det bedste ord jeg kan finde er, at det var en syret oplevelse at lytte til. Et af hans kritikpunkter var, at en AIDS syg i Zimbabwe kan modtager 4US dollar pr år i støtte fra udlandet, mens mennesker i landene omkring modtager 172 US dollar. (ja, guess why!)

Jeg har rejst i, Sydafrika, Malawi, Mozambique, Zambia og Zimbabwe og nok trækker landene rundt på mange problemer som blev grundlagt under kolonialiseringen, men de støtte problemer skyldes ubetinget interne krige, politikernes korruption og deres mangeårige eksperimentering med marxisme og afrikansk socialisme under den kolde krig og senere. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at befolkningen i Zimbabwe ville være bedre stillet uden Mugabe.

Desto mere sørgeligt er det, at hans gammelmands tale og vrøvlende tale får Zambia og andre spredte afrikanske stater til at klappe af Mugabe løbende. Det virker totalt håbløst og man fatter ikke hvordan denne diktator, despot og årsag til menneskelig lidelse fortsat hyldes blandt de afrikanske stater.