Ellen Trane Nørby

Under overskriften “Bibliotekernes karenstid på CD’ere har ingen effekt” (20/4) græder Bibliotekar forbundet sin klagesang i en pressemeddelelse. Bibliotekarerne ser det som deres kald at dæmme op for musikpiratkopiering. I pressemeddelelsen kan man således læse, at danskernes musikvaner har ændret sig drastisk de sidste fem år, hvorfor karenstiden på et år er et problem.Det er helt rigtigt, at danskernes musikvaner har ændret sig. De ændrer sig løbende, især som teknologiske landvindinger ændrer medielandskabet. Det vedkommer bare ikke de danske biblioteker. Det er ikke bæredygtigt, at offentlige kulturinstitutioner underminerer de kommercielle interesser, som faktisk skal underholde musikbranchen økonomisk.

Dansk Industri har beregnet, at staten vil opnå et provenu på ca. 800 mio. kr. ved at bortauktionere ca. 10 % af CO2-kvoterne.

Staten bør bruge provenuet på at få nedbragt CO2-udslippet, så vi i fremtiden kan sælge kvoterne til udlandet. Vi skal altså fastholde det miljømæssige sigte.

Det er derfor oplagt, at bruge de 800 mio. kr. på at fjerne den biobrændselsafgift, finansministeriet har vurderet kan finansieres med ca. 500 mio. kr.

Erhvervsmiljøvenlig

Fordelene ved at afskaffe biobrændselsafgiften er oplagte.

Vi har den miljømæssige fordel, som kommer os alle til gode.

Den miljømæssige fordel hænger også sammen med energiforsyningssikkerheden. Vi har en strategisk interesse i at frigøre os fra afhængigheden af olien fra Mellemøsten.

Endelig skaber det nye afsætningsmuligheder for bl.a. landbruget. De miljømæssige fordele hænger naturligvis også sammen med, at vi kan bruge landbrugets spildprodukter i vores energiforsyning.

Det haster

Vi er sjovt nok ikke de eneste, der kan se fidusen. I Tyskland, USA, Kina, Indien og Pakistan flyver der for alvor nye vinde.

Vi har den umiddelbare fordel, at vi har en know-how hos private entreprenører samt specialviden og patenter hos forskere fra bl.a. Novo Nordisk og DTU. Det giver os en forkant, men jo længere vi venter, desto længere kommer vores konkurrenter, og desto mere umuligt bliver det for de danske aktører at blive i Danmark.

Thomas Holt Christensen kritiserer (19/4) mit forslag om kulturinstitutioner i Mellemøsten. Kulturinstitutionerne skal arrangere teatre, koncerter, udstillinger og meget andet med danske deltagere i regionen.

Thomas Holt Christensen mener, at det er en pæn indpakning, men problemet er ikke indpakningen, men Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag for regeringen.

Jeg tror, det er rimeligt at antage, at Christensen ikke stemmer på DF. Det er han naturligvis i hans gode ret til, men det er om noget dæmoniseringen af Dansk Folkeparti, som har skadet Danmarks ry. Christensen gør derfor ondt værre, hvis Danmarks omdømme virkelig ligger ham på sinde.

Behandlingen af Danmarks navn i Mellemøsten har hverken været forsvarlig eller forståelig. Sagen drejer sig ikke kun om, at vi skal være bedre til at forstå Mellemøsten, den drejer sig lige så meget om, at Mellemøsten skal forstå os. Gensidig forståelse må i sagens natur bygge på, at begge sider gør en oprigtig indsats på at forstå hinanden.

Kulturinstitutionerne er derfor et dansk bidrag til processen for gensidig forståelse.

I Påsken foreslog jeg, at vi skulle udvide antallet af danske kulturinstitutter, så vi skaber flere forposter for Danmark og dansk kultur i udlandet. I lyset af Muhammedtegninge krisen forslog jeg, at man passende kunne starte med en ekstra indsats i mellemøsten, hvor der i høj grad er behov for at skabe en dialog og vise et mere nuanceret billede af Danmark, så viden kan afløse fordomme og uvidenhed som er og bliver en grobund for manipulation.

Ideen har efterfølgende fået bred politisk opbakning, Det danske kulturinstitut (DKI) har fremlagt et forslag til køreplan og positive tilkendegivelser er strømmet ind massivt og flertalligt. Tak til Grete Rostbøll for din konstruktive opbakning i Berlingske 20/4. En enkelt person har dog set sig sur på ideen, nemlig Berlingske Jakob Høyer og det er da også prisværdigt, at Høyer hver fredag påtager sig rollen som Rasmus modsat og krøller sin pen og hjerne på bagsiden af Københavner Tanten. Men kritikken i Jakob Høyers kommentar “kulturen på spidsen” i Berlingske 21/4 har mindre holdbarhed end Titanic havde!

Jakob Høyer sammenligner mit forslag med den danske film Festen, hvor man med kage og kaffe forsøger at skjule realiteterne og problemerne. Men Høyer gør sig nærmere til en statist i Idioterne som ikke vil forholde sig til den virkelige verden og istedet fortrænger til en Liebhavervilla i Søllerød. Vi lever i en verden hvor der i høj grad er behov for en dialog, en dialog som er vedvarende og skaber bånd mellem mennesker og viden om hinanden. En dialog som ikke kun foregår mellem sorte jakkesæt på politisk og diplomatisk niveau, men som inddrager almindelige mennesker. Og her er kunst og kultur et relevant samtaleemne, fordi det i høj grad er et internationalt sprog. Penslen maler ikke nationale grænser, men udvider perspektivet: Ballet, opera, litteratur, film, teater, satire, installationer, computerspil etc. alle er de globalt forankrede retninger og traditioner som til tider har et nationalt krydderi. Og kunst og kultur har mange facetter. De rører ved vores følelser og kan forundre, behage, provokere, iscenesætte, italesætte, skabe debat, rum for refleksion eller slet og ret binde sammen og bibringe os viden og kendskab om hinanden.

Høyers intellektualisering over at kunst og kultur ikke kan skabe dialog men kun har sin berrettigelse i provokationen er som violinisten på Titanic, som blev ved med at spille, da skibet var ved at gå ned. Det er sød musik på katastrofekurs. At reducere kunsten og kulturen til det som provokerer er netop udtryk for et mærkværdigt kultursyn. Et kultursyn som jeg må sige, at jeg ikke deler. Kunst og kultur er meget mere og meget andet end det og entydigt er proppe det ind i en boks er at begrænse den frihed og vildskab som ligger i det kunstnerisk udtryk.

Vores erfaringer med de eksisterende danske kulturinstitutter er meget positive. I Kina blev HC Andersen året en sand succes bla. takket være DKI. I de Baltiske lande har institutterne været med til at binde bånd mellem Danmark og de tre land som Danmark diplomatisk var de første til at anerkende som selvstændige nationer. Kulturinstitutterne har skabt en kontakt til helt almindelige mennekser i disse lande. Det er sket gennem teaterstykker, litteratur fremstød, oversættelser, musikarrangementer, udstillinger, foredrag, udvekslingsprojekter og meget andet. Alt sammen projekter som er bredt forankret og som bygger på ildsjæles ihærdige indsats og lysten til at være med. Danske kunstnerorganisationer har også draget nytte af de danske kulturelle forposter i andre lande og den videnskompetence de kan trække på, når en ny scene skal betrædes.

At Jakob Høyer sammenligner DKI med de kulturfremstød som er blevet lavet i New York og Paris viser jo netop, at Høyer intet begreb har om hvad de DKI laver. Der er stor interesse for Danmark. Noget som understøtter interessen for dansk kultur og for oprettelsen af flere danske kulturinstitutter er 2 projekter som netop er ved at blive realiseret. Det første er Casa Danese i Venedig, hvor bystyret har stillet en gammel klosterfløj i San Michele til rådighed i 30 år for at sikre dansk tilstedeværelse. Et andet eksempel er i Rio, hvor den Brasilianske regering gennem sin kunstfond FUNARTES har stillet et af de gamle pakhuse til rådighed for det Danske Kulturinstitut. DKI er kultur i bred forstand og de henvender sig ikke til udenlandsdanskere som Høyer insinuerer men har en stor opbakning og forankring i de lande, hvor de er placeres. Derfor ser jeg frem til at vi forhåbentligt kan udvide det danske engagement, ikke mindst i en region som den mellemøstlige, for viden om hinanden og en daglig kontakt og dialog er nu den bedste forudsætning for at sikre at vores billede af hinanden bygger på viden frem for fordomme.

Engang var markedet en by i Rusland på kunstakademiske uddannelser. I dag har Kunstakademiet i København intensive kurser i pressehåndtering, fordi det kommercielle marked er en del af de vortende kunstneres virkelighed. Det er simpelthen deres levebrød.Danske kunstnere er dygtige. Selv unge kunstneres værker går som varmt brød. Derfor oplever vi, at både gallerier og private er på jagt på kunstakademierne for de unge talenter. Det er en forbandet velsignelse, som kunstakademierne forsøger at håndtere.

Regeringen har fremsat en ambitiøs, men realistisk plan for fremtidens finansiering og investering i Danmark. Vi skal være længere tid på arbejdsmarkedet, vi skal have langt flere indvandrere på arbejde, for at investere i uddannelse og forskning.

Anders Fogh Rasmussen har præsenteret et af de mest velforberedt politiske projekter i den nyere danmarkshistorie. For to år siden blev Velfærdskommissionen nedsat, for et år siden blev Globaliseringsrådet nedsat, for et år siden blev der nedsat en arbejdsgruppe for at undersøge voksen- og efteruddannelse. Samtidigt har alle politiske partier og almindelige danskere diskuteret fremtidens velfærdssamfund.Regeringens udspil bygger på en kraftig investering i fremtiden, hvis finansiering står på to ben, nemlig længere tid på arbejdsmarkedet for alle, og langt flere indvandrere i arbejde.Finansiering