Ellen Trane Nørby

Efter uger med mange og lange forhandlinger om den fremtidige læreruddannelses lykkedes det i denne uge at lave en bred aftale. knap 90% af Folketingets partier står bag. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og de Radikale. Nok har vi været uenige undervejs i forløbet, men jeg er ikke i tvivl om at de mange forhandlinger har været det værd. Kun ved en bred fælles aftale kan vi forhåbentlig genskabe respekten omkring lærerrollen og dermed være med til at løfte folkeskolen. Med det pres som globaliseringen og behovet for mere og bedre uddannelse stiller Folkeskolen i, er der behov for en fremtidssikring. Reformen af læreruddannelsen er hårdt tiltrængt og det er glædeligt, at den nu er hævet over partipolitisk fnidder.

De væsentligste punkter i aftalen er en styrket faglighed ved færre linjefag, styrket pædagogik og didaktik, styrket praktikforløb og en aldersspecialisering. Derudover er partierne bag aftalen enig om at arbejde for at ingen lærere fremover underviser i fag som de ikke har linjefag eller tilsvarende kompetencer i. Det er en kæmpe opgave som vi håber og forventer, at de nye storkommuner vil være med til at løfte.

Reformen

Der er forskel på at undervise 2. klasse og 9. klasse. Der er forskel på at undervise dansk og matematik. Der er forskel på lærere, der vil undervise på forskellige klassetrin og i forskellige fag. Derfor skal læreruddannelsen tilpasses lærernes og børnenes behov. Vi indfører aldersspecialisering og øger det faglige indhold på linjefagene.

Den enkelte lærer bliver specialiseret i klassetrinene 1.-6. og 4.-9. i fagene dansk og matematik. En lærerstuderende har mulighed for at vælge hele forløbet fra 1.-9., men vil så være specialiseret i det pågældende fag. Fremover skal den lærerstuderende vælge to til tre linjefag. Det sikrer en markant styrkelse af hvert linjefag. Det giver mere tid til faglig fordybelse, pædagogisk overblik og didaktisk forankring i hvert fag.

I dag kan man kun vælge dansk eller matematik, men fremover vil man også kun specialisere sig som naturfagslærer. Man vil nemlig også have mulighed for at vælge natur/teknik eller fysik/kemi. Det gør vi fordi vi ønske at styrke hele den naturvidenskablige dimension.

Derudover er praktikforløbet særdeles vigtigt. Man kan sagtens vide meget, uden man er dygtig til at undervise. Praktikforløbet er derfor på mange måder skærsilden for den enkelte lærerstuderende. Fremover skal det være praktikstedet, der afgør, hvordan en lærerstuderende har klaret sig i praktikken. Ikke seminaret.

Det er en stor reform, men jeg er ikke i tvivl om, at det er en reform, som vil styrke folkeskolen. Skulle det dog vise sig, at der opstår udforudsete problemer, så har vi fra dag ét nedsat en følgegruppe som skal komme med forslag til justeringer. Dermed sikrer vi en dynamisk uddannelse ikke en, som er støbt i beton.

Danmarks Lærerforening kritiserer, at der kan komme flere lærere ud af seminarerne med kun to linjefag. Hele sigtet med læreruddannelsesreformen er at opprioritere fagligheden i folkeskolen. Jo færre linjefag den enkelte lærer skal bestride, desto mere i dybden kan læreren gå med det enkelte fag. Det styrker fagligheden. Desuden sikrer aftalen om den nye læreruddannelse, at pædagogikken, såvel som didaktikken styrkes i alle fag.

Som professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet siger, så vil der kommer flere dygtige lærere, som er bedre til at begå sig blandt elever. Per Fibæk Laursen hæfter sig især ved, at linjefagene styrkes, praktikken opprioriteres og adgangskravene skærpes til seminarerne.

Det er efter min mening også den væsentlige pointe, Per Fibæk Laursen rammer. Vi sigter mod at styrke fagligheden og praktikken. Praktikken vil på mange måder være skærsilden for den enkelte lærerstuderende. Man kan sagtens være dygtig til at suge faglig viden til sig, uden at man nødvendigvis er dygtig til at lære fra sig. Derfor er praktikken et meget væsentligt element i en læreruddannelse. Det skal derfor ikke være seminarerne, der afgør, hvordan den lærerstuderende klarede sig i praktikforløbet. Det skal praktikstedet gøre fremover.

Jeg er ked af, at Danmarks Lærerforening altid er imod. Det er dog væsentligt at hæfte sig ved, at det er Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og de Radikale, som står bag forliget. Det er næsten 90 % af Folketinget. Danmarks Lærerforening vil per definition have flere penge til folkeskolen og færre krav og betingelser. I Venstre ønsker vi brede forlig og styrke fagligheden i folkeskolen. Derfor behøver vi ikke altid at være enige med Danmarks Lærerforening.

Stig Brostrøm fra Danmarks Pædagogiske Universitet er under overskriften “Folkeskolen: Væsentlige ord forsvinder” bekymret for folkeskolens nye formålsparagraf. Undervisning på elevernes præmisser forsvinder, fordi “Det lugter for meget af ‘rundkreds’” ifølge SB.

SB fremfører bl.a., at “»folkeskolen skal fremme elevernes tilegnelse af kundskaber og færdigheder«” bliver til “»give eleverne kundskaber og færdigheder«”. SB hæfter sig ved, at tilegne sig er skåret ud. SB burde i stedet hæfte sig ved, at fremme er blevet til give. Regeringen har som erklæret målsætning, at fagkundskaberne i folkeskolen skal øges. Derfor skal faglighed ikke bare fremmes, den skal gives.

SB har ret i at ord betyder noget. Derfor vil regeringen gerne understrege, at det drejer sig om at øge fagligheden. At give faglighed, i stedet for at fremme faglighed, betyder dog ikke, at undervisningen ikke skal foregå på den enkeltes præmis. Undervisning må nødvendigvis altid foregå på den enkelte elevs præmisser, fordi det nu engang kun er den enkelte elev, der kan tilegne sig selv ny viden.

Jeg håber naturligvis, at alle folkeskolelærere læser formålsparagraffen med samme ildhu som Stig Brostrøm. Målsætningen skulle meget gerne skinne klart igennem, men det er nu engang den enkelte lærer, som må tilrettelægge undervisningen på den enkelte elevs præmis – det kan formålsparagraffen trods alt ikke gøre.

Enhedslisten: Vælgerne har ikke altid ret! Jeg måtte læse sætningen et par gange for at være sikker på, at jeg ikke så syner. Man kan ikke andet end undre sig over Enhedslistens Margit Kjeldgaards debatindlæg her i Politiken (3/3). Her kritiserer hun en intern diskussion i SF om den manglende sammenhæng mellem antallet af personlige stemmer og de personer, der blev valgt til Folketinget pga. SFs partilisteopstilling. Det er ikke Enhedslistens trang til at blande sig i SF’s interne anliggender, der undrer. Det er udmeldingen “vælgerne har ikke altid ret”, der totalt strider mod hele grundlaget for det repræsentative demokrati som vi normalt er stolte af i Danmark. Enhedslisten mener ikke, at den danske befolkning er i stand til at gennemskue det politiske spil og træffe et ordentligt valg om, hvilke politikere, de gerne vil have til at repræsentere sig i Folketinget. Der skal tilsyneladende et partipolitisk medlemskab til, før ens stemme har værdi og skal tælle med. Set i lyset af, at Enhedslisten gang på gang fremfører en kritik af EU som et udemokratisk samarbejde netop på grund af en påstået mangel på borgerindflydelse. Så undrer udtalelsen; vælgerene har ikke altid ret. Hvis man skal følge logikken i Margit Kjeldgaards debatindlæg så bør det ikke være den kritik som Enhedslisten længere fremfører. Kritikken af EU hænger simpelthen ikke sammen med, at man på samme tid kritiserer danskerne for ikke altid at have ret i deres personlige, grundlovssikrede stemmeafgivelse og samtidigt kritiserer EU for ikke at inkludere befolkningen nok i de politiske beslutninger. Den eneste logiske konklusion må være, at Enhedslisten taler med to tunger: én når det drejer sig om Danmark og én, når det drejer sig om EU. Det behøver vi ikke i Venstre, for her bakker vi helt op om at valget er vælgernes hvad enten det gælder valget til Folketinget, eller den forfatningstraktat vi skal stemme om den 27. september.

Socialdemokraterne beskylder regeringen for flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet.I efteråret 2005 forhandlede regeringen med Socialdemokraterne om reformen “Flere i arbejde”. Reformen drejer sig netop om at løsne de flaskehalsproblemer, som regeringen forudså i efteråret. Det er helt håbløst, at Socialdemokraterne beskylder regeringen for at svigte på uddannelsesområdet, når efteruddannelse netop var ét af de områder, regeringen ville styrke med “Flere i arbejde”.

Kultur, oplevelser og erhvervsliv skal tænkes sammen. Oplevelsesøkonomien skal højt på den politiske dagsorden, fordi kultur og oplevelser i fremtiden vil udgøre et væsentligt bidrag til vores samfundsøkonomi.

Derfor er det rigtigt, når Helge Sanders tænketank er nået frem til, at vi skal have et Center for Oplevelsesøkonomi.

Jeg synes, det er en meget spændende konklusion, og det glæder mig, at idéen har spredt sig. Det betyder, at vi skal tænke kreativitet og skæve ideer ind i og på tværs af uddannelser.

Vi skal øge samspillet mellem kultur og erhvervsliv for at støtte erhvervseksporten. Dansk musik, film og mode har gennem flere år vist, at de klarer sig flot på verdensscenen, og derfor giver det god mening at styrke oplevelsesøkonomien.

Der en række uddannelser i Danmark, hvor man uddanner mennesker indenfor oplevelsesøkonomi. De skal styrkes og udbygges, og et Center for Oplevelsesøkonomi er derfor et helt rigtigt skridt.

Vi har masser af kreative talenter i Danmark inden for eksempelvis musik-, film- og modeverdenen, som har svært ved at brænde igennem. Vi skal derfor allerede nu øge forståelsen og mulighederne blandt investorer for oplevelsesøkonomi.

Under overskriften “EU-afstemning” lykkes det d. 11/3 med den særlige DF-logik Søren E. Christensen (SEC) at finde mening i et nej til forfatningstrakaten. SEC mener, at EU skulle have besluttet at lade bestemte medlemslande stemme først for at presse mere skeptiske lande. Det er noget vrøvl. Folkeafstemninger er suverænt et nationalt anliggende. Danmark har selv valgt at vi i Danmark skal stemme den 27. september. Derefter postulerer SEC, at forfatningstraktaten erstatter Grundloven. Forfatningstraktatens art. I-5 behandler specifikt dette punkt. Artiklen har fået navnet Christophersen-klausulen, fordi den er forfattet af den tidligere Venstre-formand og danske kommissær Henning Christophersen. Christophersen-klausulen beskriver, at forfatningstraktaten skal respektere de nationale grundlove. Forfatningstraktaten forbyder ganske enkelt EU at lovgive imod nationale grundlove. Til sidst slår SEC et slag for et funktionsdygtigt Folketing, i stedet for et EU som ikke engang kan samles om stormbølger og krig. Det er jo klart for enhver, at det danske Folketing ikke selv kan løse de problemer, SEC selv opstiller. Det er netop ved en øget koordinering på udenrigspolitikken, at forfatningstraktaten giver EU værktøjer til at leve op til sit ansvar for fred og naturkatastrofer i verden. Forfatningstrakaten styrker også de nationale parlamenter i EU-beslutningsprocessen. De nationale parlamenter får ansvaret for at kontrollere, at nærhedsprincippet overholdes. Det betyder bl.a., at lovforslag sendes direkte til de nationale parlamenter, når de sendes til regeringerne og EU’s egne institutioner, og de nationale parlamenter får mulighed for selv at komme med indsigelser. SEC må derfor have læst forfatningstraktaten på hovedet. Det er i allerhøjeste grad i Danmarks interesse, at vi stemmer ja til forfatningstraktaten.

OL til København er en målsætning, som det kulturradikale hoforgan Politiken ikke burde kunne modsætte sig. I sin leder tirsdag var Politiken da også nødt til at medgive, at ambitionen er “sund” og “på mange måder tillokkende”.
Alligevel stiller Politiken sig op som en gammel, sur og tvær mand. Vi kommer kun i den globale 2. division sammen med Montreal og Milano. Der er 400 andre steder i verden, som er større end hovedstadsregionen. Og vi skal ikke have noget discount-OL. Hvis vi ikke bygger en helt ny, pompøs OL-by, men derimod en infrastruktur som kan anvendes til andet efterfølgende, jamen så kan det være fuldstændig lige meget.
Politiken har ikke bare solgt ud af visionerne, det er ganske enkelt både søgte og forvrøvlede argumenter.

Helhedsbetragtning
Hvis man kigger på Legene for en værtsby isoleret, så er det selvfølgelig en dårlig forretning. Massive investeringer for en relativ kortvarig sportsbegivenhed.
Økonomisk er det en uinteressant opgørelse.
Hvis vi kigger på de tidligere OL-byer ikke bare frem til selve Legene, men også 2-3 år efter, så kan OL blive en fantastisk økonomisk gevinst. Hvis jeg skal nævne et enkelt eksempel er Salt Lake City værd at fremhæve. Her har OL løftet byen økonomisk såvel som væk fra sit mormom-image.

Danmark på verdenskortet
For det første kommer København og Danmark på verdenskortet. Politiken kan vrøvle løs om global 2. division, men det er vel under alle omstændigheder bedre, end der hvor vi er nu?
Det er den slags markedsføring, som tiltrækker investeringer til Danmark, som ikke har det mindste med sport at gøre.

Løftestang
For det andet får hele idrætslivet et gevaldigt løft på infrastrukturen. Danmark vil også kunne være vært ved mange andre begivenheder, og de danske sportsudøvere – amatører såvel som professionelle – får et gevaldigt løft.
Det er klart, at investeringerne i infrastruktur skal være bæredygtige. Politiken kan vrøvle løs om discount-OL, men ligesom KB-hallen eksempelvis kan bruges til alverdens arrangementer, så drejer det sig om at undgå en OL-spøgelsesby efter Legene.
Det drejer sig simpelthen om at tænke fremad. Det plejer Politiken at bryste sig af, men det er åbenbart ikke længere tilfældet. Sådan en gang “afdanket hippie-vrøvl” er simpelthen ikke 370 kr hver for 2 måneder!

- Drømmen om OL i Danmark og et målrettet arbejde frem mod 2020 vil være en gevaldig løftestang for såvel idrætten i Danmark, som turismen til landet og for Danmarks internationale brand. Det fastslår Venstres kulturpolitiske ordfører Ellen Trane Nørby, kulturpolitisk ordfører for Venstre.

Rambøll fremlægger i dag mandag en rapport, der gennemgår perspektiverne for at få OL til København i 2020. En gennemgang af de eksisterende faciliteter og perspektiverne for at afholde et OL2020 viser, at det kan lade sig gøre uden at økonomien løber løbsk. Konklusionen er klar: Danmark vil realistisk set kunne løfte opgaven, hvis planlægningen er langsigtet. Derfor bør Danmark også satse på at blive vært for andre større begivenheder som bl.a. VM i Bordtennis 2010, EM i fodbold 2016 sammen med Sverige.

- Venstre ser positivt på muligheden for at få et OL til Danmark i 2020 og ser frem til en konstruktiv dialog om alle muligheder. Den egentlige beslutning om at søge skal ikke træffes før 2010, men det er vigtigt at vi allerede nu arbejder fremadrettet og langsigtet for at nå målet, siger Ellen Trane Nørby.

- Erfaringerne fra de byer, som tidligere har været vært for OL er positive. Byer som Barcelona, Salt Lake City, Sydney og Atlanta har alle oplevet et boom som følge af OL. I dag lyder det enstemmigt fra byerne, at OL har været en løftestang og at man ville gøre det igen, hvis muligheden bød sig. Det skal vi arbejde for, også bliver tilfældet i København. Det glædeligt, at Danmark netop har fået IOCs komitémøde i København i 2009 fordi det viser, at Danmark er på det idrætspolitiske verdenskort. Begivenheden vil også give et signal om København kan løfte OL i 2020, siger Venstres kulturpolitiske ordfører, Ellen Trane Nørby.