Fogh er ambitiøs

Tidligere statsminister Poul Schlüter (K) kritiserer i Politiken (22/12) Anders Fogh Rasmussen for at være uambitiøs. Schlüter henviser selv til sin egen tid som statsminister, hvor det ikke blev lettere at være dansker, og det ene halvhjertede indgreb afløste det andet. Schlüter advarer Fogh mod ikke at tage hele pakken af Velfærdskommissionen og opfordrer ”reformivrige” ministre til at lægge maksimalt pres på Fogh.

Faktum er, at Velfærdskommissionens samlede udspil betyder, at statsfinanserne balancerer omkring nul. Følger man Foghs linje, vil statsfinanserne med Velfærdskommissionens egne tal balancerer over 1 % af BNP! Der er altså ikke noget uambitiøst i Foghs tale overhovedet, men mest af alt tale om, at Velfærdskommissionen har præsenterede en lang række politiske prioriteringer, hvor Venstre med Anders Fogh Rasmussen i spidsen simpelthen bare er uenig. Brugerbetaling på sygehuse er fx bare ikke Venstres politik.

Derudover kommer Globaliseringsrådet med sit udspil i foråret, hvor uddannelse og forskning vil blive omdrejningspunkter. Man kan i princippet sagtens forestille sig, at flere af Velfærdskommissionens udspil vil komme i spil til den tid, men indtil Globaliseringsrådet præsenterer sine resultater, vil de nyde samme respekt, som Velfærdskommissionen gjorde, indtil de præsenterede deres resultater.

Når en eks-statsminister hopper op som en trold af en æske, kommer der sjældent noget godt ud af det. Dette er ingen undtagelse. Schlüters kritik er direkte malplaceret. Denne regering har med skattestoppet som flagskib skabt flere borgerlige, liberale resultater, end Schlüter nogen sinde var i nærheden af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *