Ellen Trane Nørby

Ingeniørforbundets formand Lars Bytoft Olsen (LBO) beskriver d. 22. november under overskriften ”Dygtige kinsere spiser os bagfra” sin oplevelse af konkurrencen fra Kina. Kineserne er ikke kun billige på arbejdskraft, kinesiske ingeniørstuderende læser rask væk 200 sider om dagen. LBO foreslår derfor, at vi udvælger vores spidskompetencer og satser på dem, fordi vi ikke kan være verdensmestre på alle områder. Regeringens Højteknologifond er et udtryk for samme overvejelser. Det betyder ikke en udsultning af andre områder, men regeringen vil satse på udvalgte forskningsområder.

Jeg tror, problemstillingen beskrevet af LBO skal vendes endnu mere på hovedet. Vi kan ikke terpe 200 siders pensum dagligt bedre end to milliarder kinesere og indere. Når LBO foreslår bl.a. strategiske innovationsråd til strategisk at holde os foran, forekommer det mig mere som lappeløsninger end langsigtede, strategiske løsninger.

Vi er nødt til at gøre Kina og Indien til en del af vores fødekæde. Vi forstår alle, at vi ikke kan konkurrere med Kina og Indien på løn og arbejdsforhold. Det er et kapløb mod bunden, hvor vi kun bliver fattigere. På samme måde kan vi ikke konkurrere med Kina og Indien på at terpe fagkundskab. Selvfølgelig skal fagligheden i Danmark være i orden, men som konkurrenceparameter skal vi se andre veje.

Tekstilindustrien kunne være en analogi. Alle forstår, at det er en dødssejler for Danmark at direkte konkurrere med Kina og Indien på tekstilproduktion. Vi kan til gengæld konkurrere på design og videreforædle eksisterende produkter – at gøre Kina og Indien til en del af vores fødekæde. Det samme gælder vidensproduktion. Vi er nødt til at gøre Kina og Indien til en del af vores fødekæde.

Så mens LBO taler om et strategisk horisontalt konkurrenceforhold, mener jeg, vi skal efterstræbe et vertikalt konkurrenceforhold.

Socialdemokraten Jens Madsen forvrøvler sig i sit indlæg ”Passagerafgiften igen, igen” (23/11). Han kan ikke forstå, hvordan jeg kan fremhæve Venstres borgmester i gamle Sønderborg kommune A.P. Hansen for sin hjælp til at få afskaffet passagerafgiften, når Venstre ikke vandt borgmesterposten i ny Sønderborg.

Jeg kan konstatere, at hverken formanden for skatteudvalget Frode Sørensen (S) eller Socialdemokraternes skatteordfører Rene Skau Björnsson vil have passagerafgiften afskaffet, fordi det ikke er Socialdemokraternes politik. I Venstre har det været en mærkesag, fordi vi ikke ønsker provinsen og yderkantsområderne afviklet, men videreudviklet. Derfor er det en V-sejr, som er aldeles uafhængigt af kommunalvalget.

Kulturministeriet har bevilget 1,475 mio. kr. til Provinspuljen som tilskud til seks projekter i Sønderjyllands Amt:
-         225.000 kr. til Cathrinesminde Teglværk i Broager.
-         50.000 kr. til ”Vadehavets Kulturelle Triangel” (Ribe, Tønder og Løgumkloster).
-         250.000 kr. til formidlingsprojektet Duo Modus – ”Mobil Musik”.
-         500.000 kr. til opera-events i region Sønderjylland-Schleswig.
-         300.000 kr. til formidlingsprojektet Midtsønderjyllands Museum i Gram.
-         150.000 kr. til Sønderjyllands Symforniorkester.

Venstres kulturpolitiske ordfører Ellen Trane Nørby glæder sig over bevillingen.

- Det er altid rart, når det anerkendes, at kultur er meget mere og andet end København. Jeg glæder mig over bevillingen siger Ellen Trane Nørby. 

De Konservatives finansordfører Christian Wedell-Neergaard har slået til lyd for, at Anders Fogh Rasmussen bør udskrive et valg på muligvis utilstrækkelige velfærdsreformer. Vi har i over to år ventet på Velfærdskommissionens beslutningsgrundlag. Jeg anser det derfor for yderst useriøst at begynde at tale om et velfærdsvalg her få dage før, vi bliver præsenteret for kommissionens arbejde.

Baggrunden for det Konservative forslag er, at Socialdemokraterne har gødet jorden til, at de ikke vil tage ansvar for velfærdsreformerne. Hvem husker ikke Helle Thorning-Schmidt, der kunne slå Anders Fogh og ville arbejde Venstre ud af regeringskontorerne. Piben har nu fået en anden lyd. S-ledelsen har lagt en strategi, hvor de forsøger at udstille regeringen som en blokpolitik-regering. De vil ofre socialdemokratiske interesser og indflydelse for at fremstille regeringen som blokpolitisk. Derfor ofrede de et skattecenter i Sønderborg under kommunalreformen, derfor lavede de aftalebrud efter integrationsforliget, derfor vil de ikke være med i finansloven og derfor gøder de nu jorden til at stå udenfor velfærdsreformer. Det er lettere at skyde på regeringen, når man ikke tager ansvar for noget. Man kan kalde det benhård oppositionspolitik, eller at ofre socialdemokratiske vælgeres interesser på Christiansborg-taktik.

Venstre har fra starten taget vores velfærdssamfunds fremtidige udfordringer meget seriøse. Vi lever i øjeblikket i historiske tider, hvor vi sætter den ene økonomiske rekord efter den anden. Det er fair at sige, at dansk økonomi er i topform i øjeblikket. Andelen af arbejdsdygtige bliver mindre over tid, og det stiller os naturligvis overfor et finansieringsproblem af velfærdsstaten, faktisk indenfor en relativ kort årrække. Dansk økonomi er i topform, og derfor er tiden helt rigtig til langsomt at justere finansieringen. Venstre har derfor ladet en ekspert-kommission angriber forskellige problemstillinger, så vi har et gennemarbejdet, sagligt beslutningsgrundlag til at tage de nødvendige politiske prioriteringer. For Venstre har det været afgørende, at beslutningerne ikke træffes hen over hovedet på alle almindelige mennesker, men at det sker i et tempo, hvor alle har mulighed for at forstå problemstillingen og løsningsmodellen.

Velfærdskommissionen kommer med sine endelige papirer d. 7. december. Og derfor er det useriøst at diskutere et velfærdsvalg her få dage før velfærdskommissionen præsenterer sine papirer, når vi har ventet i over to år på det. Lad os se beslutningsgrundlaget før vi maler os op i et uforsonligt hjørne. Det skylder vi både os selv og de fremtidige generationer i velfærdssamfundet.

MTV Europe har valgt at lægge deres årlige prisuddeling d. 9. november 2006 i København. Det betyder, at Copenhagen bliver gentaget igen og igen for op mod 1 milliard seere.

Begivenheden bør ses som et led i den langsigtede markedsføring af København og dermed hele Danmark. MTV begivenheden vil generere umiddelbar omsætning og sikkert fortjeneste i byen, men det er den mere langsigtede effekt, som er eftertragtet. Skal Danmark, dansk erhvervsliv, og dermed vores fremtidige vækst og udviklign sikre, så er det væsentligt, at vi arbejder målrettet på at sikre et godt brand for Danmark og hele tiden tiltrækker store begivenheden, ikke mindst indenfor oplevelseøkonomien, så Danmark sættes på verdenskortet som det innovative land vi er.

Højtkvalificeret arbejdskraft kan vælge og vrage blandt internationale jobs og forskningsbevillinger. De gider dog ikke bo i en kulturel udørk, de bosætter sig der hvor udviklingen sker, og der hvor man er først med det nyeste. Et rigt kulturliv og kreativt miljø er derfor et globalt konkurrenceparameter på linje med skatte- og erhvervsbetingelser.

Der er ingen universelle løsninger til at skabe “the place” som er hipt og tiltrækker den højtkvalificerede arbejdskraft og de kreative hjerner. Lette løsninger holder sjældent i længden. Kun det hårde, kontinuerlige arbejde på at markedsføre København blandt yngre og velkvalificerede mennesker over hele verden er en sikker vej. MTVs valg af København til deres prisuddeling er endnu et eksempel i række, som i år også har talt INDEX2005.

Jeg vil under alle omstændigheder se frem til, at forhåbentlig Nelly, Ramstein, Xzibit og alle de andre superstjerner kommer til byen, men jeg håber samtidigt, at vi alle kan gøre vores til, at det bliver en succesrig festuge i København og endnu et skridt på vejen mod at skabe et stærkt globalt brand af Danmark som et innovativt vækst samfund.

Regionsvalget er vel overstået og det er nu tid til at sikre, at det nye vækstforum og sygehussamarbejdet i regionen kommer til at fungere. I spidsen står Carl Holst, som opnåede et meget flot personligt stemmetal, og som jeg er sikker på vil være klar til at løfte udfordringen. Men skal vi skabe vækst, så skal vi alle kæmpe i samme retning.

Dagbladet Børsen præsenterede hovedstadsregionen som den mest vækstrige region, men Syddanmark er dog godt med. Hovedstaden har 324 vækstvirksomheder i 2005, en BNP-vækst på 2,7 %, en ledighed på 5,0 % og et folketal på 1,0 mio. mennesker. I Syddanmark har vi 274 vækstvirksomheder, BNP-vækst på 2,1 %, ledighed på 5,2 % og et folketal på 1,3 mio. mennesker. Det bringer Syddanmark ind på en flot andenplads i landet, hvor Nordjylland bunder med 126 vækstvirksomheder, BNP-vækst på 1,7 %, 6,7 % ledighed og folketal på 0,5 mio. mennesker.

Der er ingen grund til at misunde hovedstaden, som naturligt koncentrerer meget erhvervsliv og universitetsmiljø. Vi skal i stedet glæde os over at overgå bl.a. Midtjylland med landets andenstørste by og universitetsmiljø. Men tallene forpligter. Vi skal sikre, at vi i regionen skaber optimale rammer for vores vækstvirksomheder, det gælder skatteforhold, opbakning til klyngesamarbejder, forskning og attraktive miljøer. Generelt handler det om at skabe et spændende område, som er attraktivt at bosætte sig i og dermed den bedste ramme for at kunne tiltrække den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft, som vi har brug for.

Udfordringen for Syddanmark bliver også at sikre et højt vidensniveau og især at udbygge Syddansk Universitet i Odense, Esbjerg, Kolding og Sønderborg. Decentraliseringen af vidensinstitutionerne er vigtig for at sikre et højt uddannelsesniveau over hele linjen med successen er også betinget af, at man tør specialisere sig og skabe stærke profiler på hvert enkelt af universiteterne. Det er helt åbenlyst, at man ikke kan det hele alle fire steder og derfor bør fagene og mulighederne på hver enkelt af universiteterne afspejle de kompetencer, som findes i nærheden. Udviklingen er godt på vej, men ambitionerne skal være højere.

Vi skal også udnytte trekantsområdets vækstcenter og koble hele regionen sammen med en tæt infrastruktur. Esbjerg og Odense er i sig selv vækstdynamoer, men skal vi sikre, at hele region Syd udvikles skal vi skabe endnu et trekantsområde omrking Grænsen med Aabenraa, Flensborg og Sønderborg. Kun ved at stå sammen kan vi sikre vækst og udvikling. Kæmper vi indbyrdes, så taber vi pusten og kampløbet til de andre regioner i landet.

Syddanmark ligger flot i svinget. Det er en position, som hverken kommer eller fastholdes af ingenting. Vi skal fortsat forbedre vores position, så Syddanmark forstærker sin position og bliver bedre til at fastholde, udbygge og tiltrække højtuddannede til regionen. Vi skal over hele Syddanmark trække på samme hammel for at sikre vækst og udvikling i regionen.

Fortidsminder er væsentlige vidnesbyrder på vores fælles kulturhistorie og kulturarv som danskere. De er væsentlige for at forstå, hvem vi er som folk. Mange globalister er bange for at vedkende sig deres fortid, fordi de ikke vil stemples som nationalister. Nationalister må aldrig tage patent på vores fælles nationale bevidsthed. Uden sin fortid bliver man rodløs, og netop i en stadig mere globaliseret verden er det væsentligt at forstå, hvor og hvad man kommer af. Her spiller fortidsminderne en væsentlig rolle i forståelsen af vores identitet og selvforståelse.

Den geografiske fordeling af vores fortidsminder har dog ikke været helt lige. I det syd- og sønderjyske har især områder som Ribe, Rødekro og Aabenraa båret vidnesbyrder af vores fortid. Det betyder på godt dansk, at man har ikke kunne sætte en spade i jorden uden at skovle sig ind i fortiden. Man kan sige, at disse kommuner også alene høster turistattraktionerne, jovist, men det hæmmer videreudviklingen af kommunen. Konkret har man i Aabenraa og Rødekro været nødt til at opgive et boligbyggeri pga. fortidsminder. I dag er det bygherren, fx kommunen, der skal afholde omkostningerne i forbindelse med forundersøgelse, arkæologisk udrykningshold og stilstand i byggeriet. For flere små kommuner har det været helt umuligt at afholde sådanne omkostninger. Kulturpolitisk må vi heller ikke være blinde for, at det ikke ligefrem tilskynder bygherren at sætte det helt store arkæologiske apparat i gang, at bygherren selv skal afholde alle udgifter. Fra statens side har man omvendt været bange for, at hvis man centralt skulle afholde samtlige udgifter, kunne det betyde, at man partout ville bygge på alle fortidsminder, også selvom der fandtes rimelige alternative.Jeg har haft forståelse for begge standpunkter, men fundet det aldeles urimeligt, at især små kommuner tvinges i knæ af en fortid, de ikke selv er herre over. Jeg har derfor foreslået og arbejdet for en løsning, der hedder, at der etableres en central pulje med midler fra kommunernes bloktilskud af staten. På den måde holdes staten skadefri, mens kommunerne hæfter solidarisk så at sige. Det er en løsning, som Kommunernes Landsforening har bakket op om, og der samler sig allerede et bredt flertal hos regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, mens andre partier stadig kan komme til. Det er nu op til regeringen og KL at udmønte løsningsforslaget i de kommende forhandlinger i foråret, men da alle parter har støttet modellen, bør det være muligt at nå til enighed.

En million brugere har i 2005 skiftet den grå PC’er ud med Apples Mac. Tager man kompatibilitetsproblemerne med bl.a. Microsofts beslutning om at udfase Office til Mac, er det en meget interessant udvikling. Det er ikke mange år siden, at selv samme Microsoft var nødt til at give selv samme Apple kunstigt åndedræt for at holde konkurrencemyndighederne for døren.

Det skyldes især hjemkomsten af den fortabte søn Steve Jobs, at Apple har vendt skuden. Steve Jobs har med både IPod’en og Pixar Animation Studios vist, at han tør tænke stort og i oplevelser. IPod’en går med sine 30 millioner solgte eksemplarer sin sejrsgang på verdensscenen. Det er tankevækkende, at IPod’en ikke teknologisk er overlegen, men alligevel er det lykkedes Apple at sætte kvalitetsfabrikanter som Sony og Creative Labs til vægs, fordi IPod’en ikke bare er en håndholdt mp3-afspiller, men en hel oplevelse i sig selv. Når BMW begynder at tilpasse sine biler til IPod’en, ved man, at man har fat i den lange ende. Det særligt bemærkelsesværdige er, at IPod’en ikke bare har været en solid forretning i sig selv, den har også åbnet døren for, at computeren selvfølgelig skal være en Apple. Den tendens, at oplevelser både sælger i sig selv og åbner døren for mere traditionelle produkter, lader til at være tiltagende.

Efterhånden som forbrugernes behovspyramide tilpasses deres overflod af materielle goder, bliver det i højere grad oplevelser og den story, der ligger bag produktet, som fremhæves. Kvalitet bliver noget, der simpelthen bare skal være i orden, men efterhånden, som flere kan lave kvalitetsprodukter, rykkes konkurrenceparametrene over til oplevelser.

Vi skal i Danmark i stigende grad leve af kreativitet og innovation. Vi skal gøre lande som Kina og Indien til en del af vores fødekæde, hvor vi videreforædler eksisterende ideer og produkter. De kreative hoveder, vi skal leve af i fremtiden, skal derfor løbende stimuleres. Kreativitet er ikke noget, der kan terpes i skolen, men skal stimuleres i dagligdagen. Derfor er et rigt kulturudbud i dagligdagen ikke luksusgoder, men nødvendige investeringer i fremtiden. Kreative hoveder skal løbende stimuleres og inspireres for at frembringe morgendagens produkter og udvikling.

Henrik Sass Larsen mener i sit indlæg ”Vi er ikke et gummistempel” (10/11), at vi i Venstre har en anden opfattelse af et forlig end Socialdemokraterne. Det er ingenlunde tilfældet. Jeg kan i hvert fald fint genkende den opskrift, Henrik Sass Larsen har penslet ud. Problemet er derimod, at den nye S-ledelse åbenbart ikke har forstået, at en aftale er en aftale, for ellers falder hele aftalesystemet i Folketinget jo fra hinanden.

Der er foregået en del mudderkastning frem og tilbage om, hvad der præcist skete i forbindelse med forligsbruddet ovenpå integrationsaftalen. Henrik Sass Larsen mangler dog stadig at forklare, hvordan det kan være, at det er Anne Marie Meldgaard, der har trukket sig som S-integrationsordfører, hvis det var regeringen, som ikke holdt ord. Sandheden er jo, at S løb fra en klokkeklar aftale og på den måde snigløb Anne Marie Meldgaard. Det er selvfølgelig fuldstændig uholdbart at blive snigløbet af sine egne, hvorfor Anne Marie Meldgaard trak sig.

S-ledelsen har fulgt en kynisk og kalkulerende strategi, hvor de er fuldstændig forhippet på at fremstille regeringen som en blokpolitik-regering. Derfor stod Socialdemokraterne af flere dele af kommunalreformen i sidste øjeblik, derfor sprang de fra integrationsaftalen, derfor står de udenfor finansloven og derfor gøder Henrik Sass Larsen nu jorden til, at de springer fra velfærdsreformerne.

Det kan man kalde benhård oppositionspolitik. Man kan også kalde det dumdristig idioti, at Danmarks andenstørste parti konsekvent vælger at lade deres vælgeres interesser og tillid hænge til tørre som stanglakrids i stedet for at søge den politiske indflydelse, de er blevet valgt til af deres vælgere.

Der er flere kommuner, som er nationalhistoriske skattekister. Vikingebyen Roskilde og hærvejen langs Rødekro har meget at være stolte af, men det er svært at være en attraktiv, erhvervsvenlig by i udvikling, når man ikke kan stikke en spade i jorden uden at skovle ind i fortidsminderne.

Som det er i dag, skal bygherren holde omkostninger, når der skal forundersøges, et arkæologisk tærskehold rykker ud og byggeriet i øvrigt bare står stille. Det er helt urimeligt. Baggrunden har været, at man centralt har frygtet, at alle arkæologisk udfordrede kommuner konsekvent vil bygge oven i fortidsminder, selvom der måske var andre egnede byggegrunde.

Den nuværende situation er dog lige så uholdbar, da man langt fra kan vide sig sikker, om der ryger et guldaldersmykke her og vikingevåben der, fordi svedperlerne samler sig i panden bare ved tanken om at kontakte et arkæologisk udrykningshold. Jeg har derfor foreslået, at Kulturministeriet i første omgang samler nogle midler i en pulje. På den måde kan vi se, om alle kommuner virkelig går i gang med at bygge ovenpå fortidsminderne. Midlerne skal komme fra kommunernes bloktilskud og således forhandles mellem regeringen og kommunerne i foråret. KL har dog tidligere udtrykt sig positivt om denne model, hvor kommunerne i realiteten hæfter solidarisk, hvorfor man må forvente, at regeringen bliver mødt imødekommende på dette punkt.