Ellen Trane Nørby

Archive for oktober, 2005

Passagerafgift skal væk

Den konservative finansordfører Christian Wedell-Neergaard såede i Dagbladet Børsen tvivl om, hvorvidt de Konservative ønskede at fjerne passagerafgiften på 75 kr. per rejse. Det har naturligvis været uacceptabelt for Venstre, som har lagt op til, at passagerafgiften fjernes i forbindelse med finansloven. Det er derfor meget positivt, at den konservative partileder Bendt Bendtsen skærer igennem og bakker op om Venstres politik.

Passagerafgiften hæmmer og skævvrider væksten og udviklingen i Danmark. Det koster jobs i servicesektoren, og gør det i praksis umuligt at tiltrække lavprisflyselskaberne. Især for de jyske områder som Syd- og Sønderjylland er passagerafgiften stærk problematisk. Jeg ser derfor frem til, at passagerafgiften fjernes så snart som muligt.

Share on Facebook No comments

Rekordlav ledighed

Danmarks Statistik har lige præsenteret de seneste ledighedstal, som viser et markant knæk i ledigheden i september måned. 5300 personer mere kom i beskæftigelse i september måned. Udviklingen viser, at regeringens politik virker. Vi er 3.000 ledige fra at sætte rekord i den laveste ledighed siden Danmarks Statistik begyndte sine målinger, statsgælden afvikles planmæssigt, Danmark er kåret som det land med det bedste innovationsklima, danskerne er blevet målt som det mest lykkelige folk i verden, vi har verdensrekorden i efteruddannelse og alt sammen under Venstres skattestop. Regeringen har vist, at den forstår at udbygge velfærdssamfundet med en forsvarlig økonomisk politik uden socialdemokratiske skatteskruer. Politisk må man næsten knibe sig i armen. For kan det virkelig passe. Ja, det kan det.

Der er grund til at gå fremtiden i møde med optimisme, men vi må ikke hvile på laurbærrene. Regeringens faste økonomiske linje må og skal fortsætte. Socialdemokraternes finanslovsforslag har et ufinansieret hul på 11 mia. kr., selvom de dertil endda vil afvikle statsgælden med 20 mia. kr. mindre end regeringen. Det er en økonomisk uansvarlig politik, som vil øge usikkerheden om Danmarks fremtid. Med Venstres politik ligger vores problemer i den modsatte ende, nemlig at vi står overfor en mangel på kvalificeret arbejdskraft, og vi bliver færre arbejdsdygtige til at finansiere flere en værdig alderdom.

Vi er verdensmestre i at efteruddanne os, men vi skal blive endnu bedre til især at lavtuddannede både kan udvide deres kompetencer, men især kan erhverve sig helt nye kompetencer. Ellers får vi et stadig stigende behov for udenlandsk, kvalificeret arbejdskraft.

Velfærdskommissionen præsenterer sine resultater d. 7. december. Venstre er parat til at tage fat om de strukturproblemer og flaskehalse, som vi står overfor med rekord lav ledighed og høj beskæftigelse. Venstre er ikke til eksperimenter med velfærdssamfundet. Det er væsentligt for Venstre, at vi diskuterer de nødvendige reformer over en længere tid, så alle er klar på de forandringer, der skal til, for at fremtidssikre den danske velfærd. Vi håber, at Folketingets øvrige partier vil gå aktivt ind i velfærdsreformerne og ikke bygger et skalkeskjul af dårlige undskyldninger og interne problemer.

Share on Facebook No comments

Verdensmestre i efteruddannelse

Nye tal fra OECD viser, at danskerne er verdensmestre i efteruddannelse. Vi danskere er verdensmestre, uanset om vi taler om kortere kurser eller videregående universitetsuddannelse om aftenen. Hele 46 % af arbejdskraften var i 2003 på skolebænken. Det er bedre end vores kroniske hovedkonkurrent Finland , der oftest overhaler Danmark når det handler om uddannelse.

Det er meget positivt, fordi viljen til forandring er vejen til tryghed. Vi er et lille folk. Derfor skal vi have en åben økonomi med forandringsvillige borgere, så vi kan sikre en fortsat stærk dansk konkurrenceevne til at betale den offentlige velfærd.

De højtuddannede vil alt andet lige klare sig i fremtiden, fordi de netop har erhvervet de kompetencer, der gør dem forandringsdygtige. Det er derfor vi politisk generelt tilskynder videreuddannelse. Udfordringen er de lavtuddannede, som let sidder fast med få kompetencer. OECD-undersøgelsen viser da også, at det er de i forvejen højtuddannede, som fylder i statistikkerne.

Politisk skal vi sikre så brede og markedsorienterede efteruddannelsestilbud som muligt, men jeg må opfordre arbejdsmarkedets parter til at give efteruddannelse en højere prioritet. Det må ikke blive kortsigtede økonomiske prioriteringer, der stiller sig i vejen for langsigtede, nødvendige investeringer.

Share on Facebook No comments

Kvinder i kommunen

Det står sløjt til med kvinder på kommunalt niveau. Kun ca. hver fjerde kommunalvalgskandidat er kvinde, mens kvinder udgør ca. en tredjedel af Folketinget. Det kan undre, fordi kommunalpolitik drejer sig ikke mindst om folkeskole, ældrepleje og børnepasning, som normalt optager kvinder. Det er ikke en kvalifikation i sig selv at være kvinde, men fraværet af kvinder afføder en Rip, Rap, Rup effekt, hvis det er de samme typer, der sidder sammen om beslutningerne, uanset om det er kvinder, mænd, unge eller gamle.

Også på kommunernes direktionsgange ser det sløjt ud. I Haderslev er fx der ikke blevet plads til en eneste kvinde. Det er både et problem for det repræsentative demokrati og bæredygtige politiske beslutninger. Derfor har både de politiske partier, byrådene en interesse i målrettet at rekruttere kvinder.

Share on Facebook No comments

Det kreative Sønderborg

Lige siden den amerikanske sociolog Richard Florida i 2001 opfandt begrebet den kreative klasse, er der blevet talt meget varm luft om denne særlig kreative gruppe. Mark Lorenzen fra Handelshøjskolen i København er ingen undtagelse, men satte mandag (10/10) tal på ordene, da resultaterne af hans forskningshold blev offentliggjort. Forskningsholdet har gransket statistik fra Danmarks Statistik og forsøgt at kortlægge det kreative Danmark, altså hvor bor de kreative hoveder i Danmark.Richard Florida har bestemt den kreative klasse til at udgøre ca. 33 % af den amerikanske befolkning. En både voksende og ikke ubetydelig gruppe i det amerikanske samfund. Seniorforsker Trine Bille fra Amternes og Kommunernes forskningsenhed har anslået den danske kreative klasse til også at udgøre ca. 33 % i Danmark. Mark Lorenzen fra Handelshøjskolen i København er til gengæld nået frem til, at den udgør ca. 40 %. Det betyder ikke, at danskerne er mere kreative end amerikanerne, men at flere danskere arbejder i kreative fag. Forskellen på Trine Bille og Mark Lorenzens tal skal findes i den fininddeling af kreative og ikke-kreative erhverv. Der er mange subjektive vurderinger involveret. Det er dog rimeligt at antage, at den kreative klasse i Danmark udgør over en tredjedel af befolkningen.

Det er plausibelt, at storbyerne samler de kreative og akademikerne. Derfor overrasker det heller ikke, at København og Århus har de to største andele af kreative hoveder i landet, men tredjepladsen indtages suverænt af Sønderborg. Længe har vi fået tudet ørerne fulde om provinsielt yderkantsområde, men nu har vi det stort på hvidt. Sønderborg er i dansk toppen af kreative mennesker.

Det er også interessant, at rapporten placerer Horsens i bunden. Andelen af kreative mennesker i Horsens er altså meget lav. Det betyder, at det ikke er nok bare at opføre et superligafodboldhold og populærmusik, men byens rygte skal hænge sammen med det kulturelle udbyd.

Sønderborg har vist, at man ikke nødvendigvis er hæmmet af sin geografi og høster nu fortjent frugterne af flere års både kulturpolitisk og erhvervspolitisk vilje. Tillykke, Sønderborg.

Share on Facebook No comments

Dansk designpolitik, der batter!

Da resultaterne af det kreative topmøde View Summit (28/9) blev offentliggjort hos Dansk Design Center sagde DI’s direktør Hans Skov Christensen ifølge Dagbladet Børsen, at ”Regeringen bør formulere en decideret designpolitik, hvor uddannelse, virksomheder, vidensinstitutioner og designere er forbundet tæt.” Jeg kunne ikke være mere enig. Det er positivt, at DI nu går i front. Design er nemlig ikke blot en del af dansk kunst og kulturhistorie, men en også aktiv del af en fremadrettet og innovativ erhvervspolitik.

Venstres kulturoplæg, ”Det kulturelle potentiale”, behandler netop det enorme kreative potentiale i Danmark, som kan skabe vækst og arbejdspladser under de rette betingelser. Vores størrelse til trods har Danmark produceret nogle af verdens bedste designere, og der ligger et enormt vækstlag af dygtige designere i Danmark. Designbegrebet har udviklet sig enormt gennem de senere år og handler i dag også om konkurrencefordele, virksomheders strategi, signaler og brand. INDEX2005 er et glimrende eksempel på dette og INDEX2005 har skabt et fokus og momentum som vi skal bygge videre på.

Venstre har formuleret flere politiske tiltag, der nu også følges op fra regeringsside, hvor kulturministeriet og erhvervsministeriet i samarbejde har samlet en række nøglepersoner indenfor design og erhverv, som allerede til december skal komme med klare anbefalinger til hvordan vi i Danmark kan skabe en kraftfuld og sammenhængende designpolitik.

Vi ser også gerne en etablering af et Center for Oplevelsesøkonomi. Oplevelsesindustrien omfatter bl.a. turisme, kulturoplevelser og design. Oplevelsesindustrien omsætter for ca. 175 mia. kr. (7 % af den private omsætning), fuldtidsbeskæftiger ca. 170.000 mennesker (12 % af fuldtidsbeskæftigede) og eksporterer for 68 mia. kr. (16 % af dansk eksport). I Venstre mener vi, at et Center for Oplevelsesøkonomi ført og fremmest bør tage initiativer til at kortlægge vækstdynamikken i oplevelsesindustrien. Det skal bruges til at formulere behov indenfor forskning i oplevelsesøkonomi samt beskrive et relevant uddannelsesforløb. Et af de væsentligste problemer er det manglende sammenspil mellem kreative kulturfagpersoner og dygtige erhvervsfolk. Vi har brug for brobyggere mellem disse to verdener og vi har brug for at få konkretiseret området, så der ikke blot bliver tale om en modedille, en bobbel af varm luft, hvor alle taler i koder og buzzwords.

I Venstre bakker vi meget op om initiativer som View Summit, og jeg kan erklære mig helt enig med Hans Skov Christensen, både hvad angår behovet for en dansk design politik, men også tankerne om et stærkt Dansk Design Center i centrum for videreudviklingen af det kulturelle potentiale. Danmark have en designpolitik, der batter!

Share on Facebook No comments

 
Better Tag Cloud