Helle leder stadig efter vejen

I forbindelse med Socialdemokraternes kongres denne weekend skriver hele tre DSU’ere i avisen fredag d. 9. september. Alle tre er utrolig glade for deres nye partiformand, Helle Thorning-Schmidt. Anders Kronborg fra Esbjerg skriver, at ”Det er næsten lykkedes Helle Thorning-Schmidt at ændre billedet af Socialdemokraterne som et parti, der er topstyret og betonagtigt.” Men altså kun næsten lykkedes, mener han selv. Under overskriften ”Socialdemokraterne er moderne” skriver Jesper Koch fra Sønderborg: ”Socialdemokraterne har efter en grundig og meget demokratisk debat fået klarhed”. Han suppleres af Martin Søgaard fra Esbjerg, der ligefrem er stolt over at være medlem af partiet, fordi ”Socialdemokraterne viser vejen”. Virkelig? Lad os kigge lidt nærmere på, hvilken vej og klarhed det er, de unge socialdemokraters store heltinde har vist.

Under formandsopgøret med Frank Jensen sagde Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten: ”Vi rører ikke ved efterlønnen, som vi har lovet i valgkampen”. Hun gentog samme holdning i Berlingske Tidende. En måned senere blev efterlønsgarantien modereret: ”Jeg vil gerne slå fast, at alle, der i dag er fyldt 40 år, kan tage det roligt, hvis jeg kommer i formandsstolen og til regeringsmagten”, sagde hun på et møde i Århus. I Socialdemokraternes finanslovsudspil kan man læse, at Helle Thorning-Schmidt vil reformere efterlønnen for alle under 50. Hvad er det for en vej, Helle Thorning-Schmidt viser på efterløn?

I 2004 da Helle Thorning-Schmidt stadig kun var folketingskandidat, lancerede hun behovet for en fattigdomsgrænse. Det var for ringe, at vi ingen fattigdomsgrænse har i Danmark som næsten det eneste land i Europa. Men da Villy Søvndal til et duelmøde i august foreslog selv samme ide, afviste hun forslaget på baggrund af tekniske vanskeligheder. Hvad er det for en vej, Helle Thorning-Schmidt viser på fattigdomsgrænsen?

Da Socialdemokraterne fremlagde sit finanslovsforslag var der især to ting, som forbløffede os i Venstre. For det første ville Socialdemokraterne finansiere deres overbudslotteri overfor førtidspensionisterne ved at fjerne satspuljen, som ellers går til psykisk syge, demente og misbrugere. Det er en af de meget få gange, at Enhedslisten og Venstre har lavet fælles front i Folketingssalen. Det andet der forbløffede Venstre var, at Socialdemokraterne ville slække på gældsafviklingen, som vi stadig kæmper med fra Anker Jørgensens tid som statsminister. Det er jo en politisk prioritering, at man vil lade vores børn betale gælden, det er bare ikke Venstres politik. Men i Urban sagde hun før finanslovsudspillet: ”Vi skal ikke fravige de grundlæggende løfter, vi har givet om at nedbringe den offentlige gæld”. Hvad er det for en vej, Helle Thorning-Schmidt viser på social ansvarlighed og gældsafvikling?

Martin, Anders og Jesper skal naturligvis stadig have lov til at glæde sig over deres partimedlemskab, men kan de ikke hjælpe Helle lidt med at finde vejen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *