De herlige bøger

I kronikken ”De hellige bøger” (19/9) tager formanden for Biblioteksforeningen, Finn Vester, et citat af mig ud af en sammenhæng. Han citerer mig for at sige, at ”…bibliotekerne nu betragter bogen som forældet.” Bag de tre ’… ’ gemmer sig, at bøgerne er og skal forblive bibliotekernes kerneydelse, og jeg derfor anser det for alarmerende, at bøgerne betragtes som forældede.

Finn Vester indleder sin kronik med at angribe Gyldendals direktør Johannes Riis og jeg, fordi vi begge beklager, at bogen har stadig lavere prioritet hos bibliotekerne. Det pudsige er, at Finn Vesters kronik på intet tidspunkt viser, at vi tager fejl. Tværtimod.

Finn Vester demonstrerer nemlig med al ønskelig tydelighed den uheldige sti, bibliotekerne har begivet sig ud på. Finn Vester fremstiller bibliotekerne som platformen ind i vidensamfundet. Bibliotekerne kan afgjort spille en betydningsfuld rolle, men Finn Vester tilbyder biblioteket som den institution, som skal sikre, at hele den danske befolkning følger med IT-udviklingen. Det er en voldsom stor opgave, som kræver indsatser fra mange sider. Bibliotekerne kan hjælpe mest ved at fokusere på det, de er gode til.

Problemet er nemlig, at hvis biblioteket favner så mange og brede opgaver, risikerer vi, at bibliotekerne ikke kan løfte noget som helst. Det er udmærket, at bibliotekarer uddannes til at være stadig mere hjemmevante under stadig flere medier, men for den enkelte biblioteksforbruger, er det stadig afgørende, at bibliotekaren ikke blot kan hjælpe med at udfylde indtastningsfelterne i den elektroniske søgemaskine, men fagligt kan servicere, altså finde frem til den rette skøn- og faglitteratur, uden forbrugeren vel at mærke sidder inde med en specifik titel eller forfatter. Det er måske ironisk, at Finn Vester korrekt pointerer, at bibliotekerne må følge med tiden for at være tidssvarende, relevante for den enkelte biblioteksforbruger, men hvis bibliotekerne ikke fastholder sine kernekompetencer og kerneydelser, så bliver de først irrelevante.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *