I kronikken ”De hellige bøger” (19/9) tager formanden for Biblioteksforeningen, Finn Vester, et citat af mig ud af en sammenhæng. Han citerer mig for at sige, at ”…bibliotekerne nu betragter bogen som forældet.” Bag de tre ’… ’ gemmer sig, at bøgerne er og skal forblive bibliotekernes kerneydelse, og jeg derfor anser det for alarmerende, at bøgerne betragtes som forældede.

Finn Vester indleder sin kronik med at angribe Gyldendals direktør Johannes Riis og jeg, fordi vi begge beklager, at bogen har stadig lavere prioritet hos bibliotekerne. Det pudsige er, at Finn Vesters kronik på intet tidspunkt viser, at vi tager fejl. Tværtimod.

Finn Vester demonstrerer nemlig med al ønskelig tydelighed den uheldige sti, bibliotekerne har begivet sig ud på. Finn Vester fremstiller bibliotekerne som platformen ind i vidensamfundet. Bibliotekerne kan afgjort spille en betydningsfuld rolle, men Finn Vester tilbyder biblioteket som den institution, som skal sikre, at hele den danske befolkning følger med IT-udviklingen. Det er en voldsom stor opgave, som kræver indsatser fra mange sider. Bibliotekerne kan hjælpe mest ved at fokusere på det, de er gode til.

Problemet er nemlig, at hvis biblioteket favner så mange og brede opgaver, risikerer vi, at bibliotekerne ikke kan løfte noget som helst. Det er udmærket, at bibliotekarer uddannes til at være stadig mere hjemmevante under stadig flere medier, men for den enkelte biblioteksforbruger, er det stadig afgørende, at bibliotekaren ikke blot kan hjælpe med at udfylde indtastningsfelterne i den elektroniske søgemaskine, men fagligt kan servicere, altså finde frem til den rette skøn- og faglitteratur, uden forbrugeren vel at mærke sidder inde med en specifik titel eller forfatter. Det er måske ironisk, at Finn Vester korrekt pointerer, at bibliotekerne må følge med tiden for at være tidssvarende, relevante for den enkelte biblioteksforbruger, men hvis bibliotekerne ikke fastholder sine kernekompetencer og kerneydelser, så bliver de først irrelevante.

Der er fremgang i dansk økonomi. Thor Pedersen kan præsentere det største overskud på statsfinanserne nogen sinde, nemlig 40 mia. kr. Det store overskud skyldes bl.a. ekstraordinære store indtægter fra Nordsøen, men også den generelt kraftige vækst i Danmark. Med en vækst på 2,4 pct. placerer Danmark sig i den øvre del af Europa.

Reformer i gode tider

Det store overskud skal afdrage statsgælden hurtigere. Vil man se fornuften i det, skal man blot kigge syd for grænsen. Her overtog de tyske Socialdemokrater et Tyskland i vækst. Socialdemokraterne kom til i 1998, hvor hele Europa var i økonomisk fremmarch. Det var i disse gode tider, Socialdemokraterne skulle have sat gang i reformerne. Det gjorde de ikke. I dag kan alle se behovet for reformer i Tyskland, men nu er tiden skredet så meget frem, at det nu for alvor gør ondt. Så ondt at især østtyskere lader til at ville stemme de gamle kommunister til magten.

Derfor vil Venstre ikke ryste på hånden i forbindelse med at sikre et Danmark med historisk høj beskæftigelse og vækst. Det er derfor højst alarmerende, når Socialdemokraterne vil afskrive statsgælden med 20 mia. kr. mindre frem til 2010. Socialdemokraterne forfalder altså med andre ord til den samme historiske fejlbedømmelse som deres tyske kolleger. De venter med at samle benene, indtil bukserne er revnet midt over.

Finanslovsforslag

Regeringen ryster ikke på hånden. Vi har sat Velfærdskommissionen i gang med grundigt at kortlægge det økonomiske landskab og dets perspektiver. I Venstre er vi ikke til sociale eksperimenter. Vi ønsker at skabe bæredygtige rammer for velfærdsstaten. Derfor er det i vores optik useriøst at lægge sig fast på en ideologisk linje, før Velfærdskommissionen har haft mulighed for at præsentere sin redegørelse. Det er useriøst, når Socialdemokraterne først ikke vil røre ved efterlønnen, så kun garantere den for over 40-årige, for endeligt i deres finanslovsforslag kun at ville garantere efterlønnen for de over 50-årige. Det er voksne mennesker, som forsøger at planlægge deres fremtid. Socialdemokraternes slingrekurs er direkte skadelig for trygheden i samfundet.

Derfor er regeringens finanslovsudspil historisk uden at være prangende. Vi vil afskrive statsgælden, så det ikke er fremtidige generationer, der skal blive ved med at betale for fortidens synder. Derudover vil regeringen som lovet i valgkampen indlede fremtidige investeringer. Regeringen afsætter i 2006 yderligere 255 mio. kr. på folkeskoleområdet. Pengene er øremærket til bedre faglighed, samt efteruddannelse af lærere og skoleledere. Der afsættes 700 mio. kr. til at gennemføre regeringens kræfthandlingsplan samt give sygehussektoren et generelt løft. Regeringen afsætter yderligere 300 mio. kr. til forskning i 2006. Det indgår i en samlet strategi om 2,8 mia. kr. til forskning i perioden 2006-2009.

Mens Socialdemokraterne slingrer, ryster regeringen ikke på hånden. Lad os håbe de tyske vælgere sender Socialdemokraterne så tydeligt ud i mørket, at også de danske Socialdemokrater har forstået, at vælgerne ikke længere forfalder til uansvarlig opportunisme.

9/11, 11/3 og 7/7. New York, Madrid og London. Begivenheder, som har påvirket danskerne mere og mere, efterhånden som de er kommet tættere og tættere på. Det er først efterhånden som krigens front kommer nærmere, at vi reagerer og forstår realiteternes alvor.

Krigen mod terrorisme stiller os som demokrati overfor vores mest grundlæggende dilemma. Hvordan bekæmper vi demokratiets trusler? Hvordan bekæmper vi demokratisk udemokratiske kræfter? Det vil være en fejl at lade som ingenting. Så vinder terrorismen. Det vil være en fejl at gøre som terroristerne. Så vinder terrorismen. Hvordan bekæmper et demokrati terrorisme? Det er et af de helt store spørgsmål, der er på dagsordenen, når det Europæiske Råd ekstraordinært samles i midten af august til et ekstraordinært EU-topmøde.

Kampen mod terror er en af de få, der har tændt solidaritetens lanterner i EU-samarbejdet. Den 11. september var vi alle New Yorkere, den 11. marts sank vi en klump sammen med spanierne, den 7. juli var vi tyste med englænderne, ja selv nogen følte sig som brødre og søstre, da bomberne sprang i Istanbul, Casablanca og senest i Zham El Sheik. Og solidaritet vil der sikkert også være denne gang på trods af krisestemningen omkring forfatningstraktaten, budgetsammenbruddet og det dårlige samarbejdsklima. For i kampen mod terroristerne kan ingen være neutrale.

Selv Frankrig, der i almindelighed holder sig hævet over andre, kan ikke vide sig sikker. USA er måske nok terroristernes hovedfjende, men Frankrig er med sit tørklædeforbud lillebroderen. Terrorens ansigt er hæsligt, når det dukker frem, men hvordan skal EU bekæmpe terror uden at det bliver falsk tryghed eller kanonkugler mod gråspurve?

Lektien fra IRA
Det kan være værd at kigge på den måske historiske våbennedlæggelse, som IRA har proklameret. IRA’s 35 år lange historie er ikke uden interesse i kampen mod terrorisme i almindelighed og Al-Queda i særdeleshed. IRA har alle elementer til en bæredygtig terrororganisation. Det startede med en sag. En kamp som underdogs – frihedskæmpere mod et imperialistisk, undertryggende styre. Med penge og husly, man modtog fra solidariske brødre og søstre på den anden side af Atlanten, men først og fremmest med en sort/hvid følelse af at tjene folket – også ifølge store dele af folket selv. IRA begyndte at dø, da myterne for alvor begyndte at forsvinde. Bono synger i dag mere for Afrika end ”Sunday Bloody Sunday”. Han har i øvrigt aldrig sunget ”Friday Bloody Friday”. [”Bloody Sunday” – 30. januar 1972 – blev 13 ubevæbnede mænd og drenge skudt og 14 såret af britiske soldater, efter en borgerrettighedsmarch i Derry. ”Bloody Friday” – 21. juli samme år – udløste IRA 22 bomber i og omkring Belfast: 9 blev dræbt og 130 alvorligt såret. Red.]

IRA begyndte ikke at dø, da jernladyen Margaret Thatcher satte hårdt mod hårdt for at knuse IRA. Tværtimod optrappede det forståelsen for IRA og derved: selve IRA. Derimod er IRA skrumpet i takt med at den økonomiske udvikling har sat gang i hjulene i Irland – om end der stadig findes fanatikere og utilpassede personer, der lever i og af myter og ikke tør kaste sig ud i et nyt og andet livsprojekt.

EU mangler fokus
Behovet for at samarbejde i terrorbekæmpelse i Den Europæiske Union er åbenlyst. Unionen har da heller ikke ligget på den lade side. I de forløbne år har Unionen formuleret en handlingsplan mod terrorisme; en handlingsplan for frihed, retfærdighed og sikkerhed; om politi- og toldsamarbejde, om forhindring og bekæmpelse af terrorfinansiering; en handlingsplan for beskyttelse af borgerne mod kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare trusler; et nedrustningspapir og ikke-spredningsprojekter.

Problemet er ikke, at Unionen har lavet for lidt, måske tværtom har den lavet for meget. Terrorsikring af vores havne er relevant – men man kan berettiget spørge om mobile hegn, der kan rulles frem “når der sker noget” ikke er falsk tryghed frem for noget andet? Der er for lidt målsætning og prioritering. Det er ikke klart, hvad pejlemærkerne er, hvilke målsætninger vi efterstræber. Derfor er der behov for at rette fokus mod det væsentlige – herunder: Fælles kriminalitetsbekæmpelse, bedre udveksling af informationer, udveksling af mistænkte. Unionen har alle sine handlingsplaner. Nu drejer det sig om at få dem prioriteret og ført ud i livet. Fokus bør være på implementeringen og de konkrete resultater fremfor på uenigheden om processen.

For uenighed er der: som altid er Unionens medlemsstater delte i spørgsmålet om en overnational eller mellemstatslig indsats. Østrig er fortaler for en europæisk efterretningstjeneste, mens Storbritannien taler om en koordinering af mellemstatslige indsatser på europæisk plan. Den diskussion er spændende, men bør have en marginal placering bag indholdet og implementeringen, der alt andet er ens, hvad end det foregår over- eller mellemstatsligt.

En politik på to ben
Terrorisme hverken kan eller skal forklares eller forsvares, men vi kender alle sætningen “one mans terrorist is another man’s freedomfighter”. Så manglen på frihed, demokrati og udvikling i visse dele af verden er selvfølgelig med til at nære myterne, men det legitimerer aldrig den kujonagtige terrorisme.

En succesfuld bekæmpelse af terrorisme må nødvendigvis stå på to ben. Den må både øge sikkerheden i sit eget folk og fjerne grobunden for terroristerne. Som historien af IRA viser, svækkedes IRA ikke ved at sætte hårdt mod hårdt. Tværtom øgede det rekrutteringsgrundlaget og forståelsen hos sine egne for den hellige sag. Det drejer sig derfor mindst lige så meget om at bekæmpe den håbløshed, vi finder i Mellemøsten. At skabe demokrati, politisk frihed og åbenhed. Fanatikere i Europa vil formentlig altid eksistere – udenfor pædagogisk rækkevidde. For dem er Al-Queda skalkeskjulet for deres egen utilpassethed. De lever i, af og med myten om Bin Laden i jordgrotten – eller som Naser Khader sagde sidste år: De fanatikere, der taler mest om kampen mod demokratiet og Vesten, bor ofte i en ghetto i London og lignende steder. De tilbringer deres tid i moskeen, og det er ikke gået op for dem, at lande som Oman, Libanon, Syrien ikke længere ser ud som i den beskrivelse, de læser i støvede gamle bøger, men at folk i disse lande drømmer de samme drømme: om demokrati, økonomisk vækst, tv, udvikling og nye biler.

I forbindelse med Socialdemokraternes kongres denne weekend skriver hele tre DSU’ere i avisen fredag d. 9. september. Alle tre er utrolig glade for deres nye partiformand, Helle Thorning-Schmidt. Anders Kronborg fra Esbjerg skriver, at ”Det er næsten lykkedes Helle Thorning-Schmidt at ændre billedet af Socialdemokraterne som et parti, der er topstyret og betonagtigt.” Men altså kun næsten lykkedes, mener han selv. Under overskriften ”Socialdemokraterne er moderne” skriver Jesper Koch fra Sønderborg: ”Socialdemokraterne har efter en grundig og meget demokratisk debat fået klarhed”. Han suppleres af Martin Søgaard fra Esbjerg, der ligefrem er stolt over at være medlem af partiet, fordi ”Socialdemokraterne viser vejen”. Virkelig? Lad os kigge lidt nærmere på, hvilken vej og klarhed det er, de unge socialdemokraters store heltinde har vist.

Under formandsopgøret med Frank Jensen sagde Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten: ”Vi rører ikke ved efterlønnen, som vi har lovet i valgkampen”. Hun gentog samme holdning i Berlingske Tidende. En måned senere blev efterlønsgarantien modereret: ”Jeg vil gerne slå fast, at alle, der i dag er fyldt 40 år, kan tage det roligt, hvis jeg kommer i formandsstolen og til regeringsmagten”, sagde hun på et møde i Århus. I Socialdemokraternes finanslovsudspil kan man læse, at Helle Thorning-Schmidt vil reformere efterlønnen for alle under 50. Hvad er det for en vej, Helle Thorning-Schmidt viser på efterløn?

I 2004 da Helle Thorning-Schmidt stadig kun var folketingskandidat, lancerede hun behovet for en fattigdomsgrænse. Det var for ringe, at vi ingen fattigdomsgrænse har i Danmark som næsten det eneste land i Europa. Men da Villy Søvndal til et duelmøde i august foreslog selv samme ide, afviste hun forslaget på baggrund af tekniske vanskeligheder. Hvad er det for en vej, Helle Thorning-Schmidt viser på fattigdomsgrænsen?

Da Socialdemokraterne fremlagde sit finanslovsforslag var der især to ting, som forbløffede os i Venstre. For det første ville Socialdemokraterne finansiere deres overbudslotteri overfor førtidspensionisterne ved at fjerne satspuljen, som ellers går til psykisk syge, demente og misbrugere. Det er en af de meget få gange, at Enhedslisten og Venstre har lavet fælles front i Folketingssalen. Det andet der forbløffede Venstre var, at Socialdemokraterne ville slække på gældsafviklingen, som vi stadig kæmper med fra Anker Jørgensens tid som statsminister. Det er jo en politisk prioritering, at man vil lade vores børn betale gælden, det er bare ikke Venstres politik. Men i Urban sagde hun før finanslovsudspillet: ”Vi skal ikke fravige de grundlæggende løfter, vi har givet om at nedbringe den offentlige gæld”. Hvad er det for en vej, Helle Thorning-Schmidt viser på social ansvarlighed og gældsafvikling?

Martin, Anders og Jesper skal naturligvis stadig have lov til at glæde sig over deres partimedlemskab, men kan de ikke hjælpe Helle lidt med at finde vejen?