Ellen Trane Nørby

Endelig. Nu skulle der ikke være flere sten på vejen mod en motorvej mellem Sønderborg og Kliplev. MF for Venstre Ellen Trane Nørby glæder sig over udmeldingen fra Miljøminister Connie Hedegaard (C) , som har omgjort sin forgænger Hans Christian Schmidts (V) indsigelse mod motorvejsforslaget mellem Sønderborg og Kliplev.

- Sønderjyllands Amt med Carl Holst i spidsen har ydet en imponerende indsats for at imødekomme Connie Hedegaard. Miljøministeriets fagfolk siger nu, at motorvejsforslaget måske ligefrem vil forbedre natur og miljø – så er det bare om at komme i gang!, siger Ellen Trane Nørby.

Allerede umiddelbart efter folketingsvalget i februar fik Ellen Trane Nørby Finansminister Thor Pedersen til at bekræfte, at der er styr på den økonomiske side af sagen. Den gang var svaret, at staten laver vejen som et OPP projekt i det øjeblik amtet afleverer de opsparede midler og naturklagesagen er afsluttet.

Ellen Trane Nørby mener, motorvejen er en forudsætning for fortsat vækst i Sønderborg.

- Flere virksomheder i Sønderborg har sagt, at de har lagt investeringer og udbygninger på is, indtil der kom en afklaring på motorvejsproblematikken. Nu kan de godt finde pengepungen frem. Sønderborg har som en Venstre-ledet kommune oplevet imponerende vækst, udvikling og udbygning. Motorvejen er en vigtig brik i at det arbejde kan fortsætte i den nye storkommune til gavn for hele området, siger Ellen Trane Nørby.

Informations leder den 16. juli kalder mit forslag om at udfase støtten til danske spillefilm, og i stedet give en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til dansk musik og design, for en bombe.

En bombe, som Information ønsker forbliver en sommerballon. Jeg tror sådan set, at dansk musik og design, der længe har stået i skyggen af, at det vi satser massivt økonomisk på er dansk film, har et andet ønske. For dem ville 150 mio over fire år være en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. For dansk film er 150 mio ud af 1775 mio på fire år næppe noget der vil slå dansk film ihjel som Information hævder.

At Information fordrejer forslaget bliver mere end tydeligt, da 150 mio. i forbindelse med den næste filmaftale pludselig bliver til halvdelen af den støtte som dansk film får. Jeg finder det dybt beklageligt, at Information ikke ønsker at diskutere substansen, men i stedet griber til manipulerende retorik.

Sjældent har man i disse tider, hvor vi taler om innovation og omstillingsparathed, set så mange systembevarende slag i luften.
Bare det at stille spørgsmål ved, om støtteordninger i dansk kultur skal være eviggyldige og spørge, om det ikke er på tide at pille støttehjulene af dansk spillefilm, kan få en hær af opråb om bål og brand til at bredde sig.

Så lad os derfor tage den igen. Forfra. Dansk film er en succes. Det er endda en så stor succes, at man med rette kan spørge, om interessen, fokuset og efterspørgslen ikke ville køre videre hvis man pillede støttehjulene af. Succesen er for mange films vedkommende så stor, at filmene økonomisk kan bære sig selv. Mange film er publikumssucceser og flere er decideret kommercielle. Kort sagt, mange danske spillefilm kan klare sig uden støtte.
Jeg har klart understreget, at jeg ikke mener, at talentpleje, eksperimenterende-, børne-, dokumentar- eller kortfilm kan klare sig selv, og at de derfor fortsat skal støttes. Men kommercielle spillefilm, der kan bære sig selv, de skal bære sig selv.

Om halvanden år udløber filmaftalen. Da omlægninger og reformer ikke skal komme som en tyv om natten, men have tid til debat, har jeg startet debatten i forbindelse med et nyt kulturoplæg. Forslaget står selvfølgelig ikke alene, men følges også af forslag, som kan give flere private midler i dansk kultur, herunder film.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg mener, at samfundet har en forpligtigelse til at støtte kunst og kultur, da vores fælles kultur, vores kulturarv og den forståelse og de møder, der sker i kulturen ofte er med til at styrke sammenhængskraften i samfundet. Jeg har også ofte understreget, at kunst og kultur ofte har et større behov for støtte end andre brancher, da de ikke ligger først for i vores forbrugsmønster. Men jeg nægter, at den erkendelse forudsætter, at man til evig tid er systembevarende i sin tankegang.

Jeg må i den grad undres over, hvordan man kan læne sig tilbage og sige, at på kulturområdet ønsker vi at alt forbliver som det altid har været. Nej, sommeren har ikke givet mig filmisk flimmer eller solstik. Jeg ønsker, at kulturen skal være omstillingsparat og nytænkende, ellers bliver den en støvet sovepude, som er relevant for de få og distanceret fra de mange.

Berlingskes leder den 16. juli kalder mit forslag om at udfase støtten til danske spillefilm for teoretisk ideologi. Besynderligt, når det kommer fra en avis, som ellers sætter reformbehov og -krav højt på deres journalistiske dagsorden.

Sjældent har man i disse tider, hvor vi taler om innovation og omstillingsparathed, set så mange systembevarende slag i luften.

Bare det at stille spørgsmål ved, om støtteordninger i dansk kultur skal være eviggyldige og spørge, om det ikke er på tide at pille støttehjulene af dansk spillefilm, kan få en hær af opråb om bål og brand til at bredde sig.

Branchen tordner, at der så kun vil blive produceret en tredjedel af de film, vi ser i dag. Det er 3 film færre end i 1982, hvor dansk spillefilm med 8 film oplevede det største lavpunkt i tiden 1970 til i dag. Og det var endda uden den 1.775 mio store støtte som dansk film har fået fra 2003-2006. At en omprioritering på 150 mio over fire år vil sætte alt i stå virker mildt sagt som en overdrivelse.

Så lad os derfor tage den igen. Forfra. Dansk film er en succes. Det er endda en så stor succes, at man med rette kan spørge, om interessen, fokuset og efterspørgelsen ikke ville køre videre hvis man pillede støttehjulene af. Successen er for mange films vedkommende så stor, at filmene økonomisk kan bære sig selv. Mange film er publikumssuccesser og flere er decideret komercielle. Kort sagt, mange danske spillefilm kan klare sig uden støtte.

Jeg har klart understreget, at jeg ikke mener, at børnefilm, talentpleje, eksperimenterende film, dokumentarfilm og kortfilm kan klare sig selv og, at de derfor fortsat skal støttes. Men komercielle spillefilm, der kan bære sig selv, de skal bære sig selv. Hvis Berligske Tidende mener det er teoretisk ideologi, så er det vist et label jeg kan leve med.

Om halvanden år udløber filmaftalen. Da omlægninger og reformer ikke skal komme som en tyv om natten, men have tid til debat, har jeg i forbindelse med et nyt kulturoplæg foreslået, at omprioritere midler fra spillefilm til eksempelvis dansk musik eller design, der længe har tørstet efter en saltvandsindsprøjtning, der kan løfte området. Forslaget står selvfølgelig ikke alene, men følges også af forslag, som forhåbentligt kan sikre flere private midler i dansk kultur, herunder film.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg mener, at samfundet har en forpligtigelse til at støtte kunst og kultur, da vores fælles kultur, vores kulturarv og den forståelse og de møder, der sker i kulturen ofte er med til at styrke sammenhængskraften i samfundet. Jeg har også ofte understreget, at kunst og kultur ofte har et større behov for støtte end andre brancher, da de ikke ligger først for i vores forbrugsmønster. Men jeg nægter, at den erkendelse forudsætter, at man til evig tid er systembevarende i sin tankegang.

Jeg må i den grad undres over, hvordan man kan læne sig tilbage og sige, at på kulturområdet ønsker vi at alt forbliver som det altid har været. Her skal der ikke stilles krav. Har skal der ikke tænkes nyt.
Hvis vi ikke stiller krav. hvis vi ikke tænker nyt. Hvis vi ikke TØR tænke nyt og anderledes, så får vi en støvet kultur som er relevant for de få og distanceret for de mange. Nej, sommeren har ikke givet mig filmisk flimmer eller solstik. Jeg ønsker, at kulturen skal være omstillingsparat og nytænkende, ellers bliver den en støvet sovepude.

I sin kronik d. 30. juni modsætter billedhuggeren Erik Thommesen sig museer, der bevæger sig ind på perifere indtjeningsmuligheder. Thommesen skildrer personlige oplevelser, hvor hans egen træskulptur ’Kvinde’ er blevet fundet tilsølet i rødvin. Det er selvfølgelig dybt beklageligt, men som Thommesens egen skildring også viser, kan kunstværker også beskadiges, uden det nødvendigvis har noget med rødvin at gøre. Men manglende respekt for et kunstværk er altid uacceptabel.

Erik Thommesen rejser den generelle problemstilling, om museer skal bevæge sig ind på markedspladsen. De har en kernefunktion i formidling og bevaring af kulturarven, men kan de troværdigt udvide deres økonomiske grundlag? Erik Thommesen mener nej. Han skriver direkte, at det er modsætningsfuldt at tale om respekt for kulturarven og lade fx Statens Museum for Kunst leje lokaler ud til private receptioner.

Det er jeg uenig i. At SMK som så mange andre museer har en café og boghandel, antager jeg har bred opbakning. Det tjener både de besøgenes og museets interesse uden på nogen måde at skade den kunstneriske integritet. Det er en legitim diskussion løbende at spørge, hvor grænsen går. Erik Thommesen mener, grænsen er overskredet ved private receptioner. Det mener jeg ikke nødvendigvis er kompromitterende for kunsten. Hvis museet bliver et tilfældigt forsamlingshus, så ja. Men hvis der stilles krav om at kunsten samtidig præsenteres og formidles, så nej.

Tværtom kan udviklingen være en nødvendig revitalisering af danske museer. Når partier eksempelvis lover gratis entre, er det museerne, der skal samle regningen op. Vi har et armslængdeprincip, men det er stadig den, der betaler, der bestemmer musikken. Kan danske museer øge deres indtjening ved at udvide kilderne, er det i museernes egeninteresse.

Erik Thommesen påpeger, at private virksomheder nok har deres eget image in mente, når de støtter en museumsudstilling. Det har de oftest. Men der, hvor Erik Thommesen for alvor går galt i byen, er, når han opstiller det som enten-eller. Det er både-og. De brede publikumsmagneter kan bidrage til at finansiere de smalle udstillinger. Der er jo ingen, der taler om at skære i museernes offentlige bevillinger, men kan udstillinger selvfinansieres, vil der under alle omstændigheder frigøres midler til den mere smalle og eksperimenterende udstillinger eller en bedre formidling. Det burde også glæde Erik Thommesen.

Op til og under G8 topmødet i Skotland har der været talrige demonstrationer. Det er jo herligt at leve i den frie verden, hvor alle har den ret. Men demonstranterne har også ret til at få et svar på nogle af de tåbeligheder, som de og deres bannere siger. Og demonstranterne må også forvente, at deres optræden giver anledning til en lang række spørgsmål.

Op til G8-mødet var en af de første demonstrationer mod kapitalisme. Vores første spørgsmål til demonstranterne er: Nævn os et rigt land, der ikke er kapitalistisk, baseret på markedsøkonomi og ikke statslig styring af økonomien?

Problemet i verden er ikke kapitalisme. Problemet er for lidt kapitalisme. Kun den kapitalistiske økonomiske model kan skabe vækst, velstand og dermed velfærd. Historien er bevis nok for det udsagn.

Næste spørgsmål til demonstranterne ved G8-mødet: Hvordan har demonstranterne egentlig råd til at rejse verden rundt for at demonstrere – hvem sponsere disse rejser? Er det penge, som demonstranterne selv har tjent i et kapitalistisk samfund, eller er det mon ligefrem penge, som kommer fra de kapitalistiske samfund i form af velfærdsydelser? Uden kapitalisme ville demonstranterne slet ikke have mulighed for at ytre deres utilfredshed. Det er da et paradoks enhver demonstrant må ligge søvnløs om natten over. Hvor mange penge koster disse mange rejser i øvrigt, og hvad kunne de egentlig have gjort at gavn for verdens fattigste, kunne man fristes til at spørge. Men det ville vel ikke være fair at bede nogen om frivilligt at afstå fra en hyggelig rejse i verdenssolidaritetens navn.

Et andet punkt, som optager demonstranterne meget er miljøet. Er det særlig økologisk at rejse verden rundt for at demonstrere sin utilfredshed mod klimaforandringer og de rige landes overforbrug? At rejserne nu er blevet så billige, skyldes jo ikke en liberalisering af luftfarten og et forbud mod statsstøtte til gamle ineffektive nationale flyselskaber, eller hvad? Uden kapitalisme og konkurrence ville demonstranterne slet ikke have råd til at ytre deres utilfredshed ved forskellige topmøder.

Demonstranterne kæmper for, at de rige skal give mere til de fattige. Det lyder jo sympatisk. Men hvilke lande har i øvrigt den mest ulige indkomstfordeling? Tja, når man ser magteliterne i Afrika ser de i hvert fald ikke ud til at lide nogen nød. Ekstrem rigdom lige ved siden af ekstrem fattigdom. Men hvorfor fokuserer demonstranterne ikke på det? Nå nej, så er det jo svært at give kapitalisterne skylden. Uligheden mellem lande i denne verden er vand ved siden af den ulighed, der gælder i mange afrikanske lande. Interne forhold har afgørende betydning for, at millioner af mennesker fastholdes undertrykte i ekstrem fattigdom. Hvorfor demonstrerer G8-demonstranterne ikke foran paladserne i Afrika? Det er der nok to grunde til. For det første er der ikke demokrati, og for det andet er luftfarten ikke liberaliseret, så det er alt for dyrt at rejse dertil. Men mon ikke fokus burde være foran paladserne hos afrikanske despoter og tyranner?

Journalisten Andrew Mwenda, Uganda har gjort sig til talsmand mod bevidstløst brug af mere ulandsbistand og betingelsesløs gældseftergivelse. Det sender jo heller ikke ligefrem det bedste signal til de lande, som faktisk afbetaler deres gæld uden samtidig at stille håndfaste krav. Korruption og nepotisme i Afrika er nogle af de helt grundlæggende problemer for Afrikas udviklingsmuligheder. Det er der ikke fokus på overhovedet fra demonstranternes side. En pointe har demonstranterne dog forstået. Frihandel skaber vækst. De vil gerne have mere frihandel. Nu er frihandel vel nærmest per definition kapitalistisk samhandel. Måske er der håb forude for demonstranterne alligevel, når de nu lader til at indse, at kapitalisme er vejen frem.

Vi tør dog ikke håbe på, at der ved næste topmøde står der tusindvis af demonstranter med bannere med krav om mere kapitalisme. Det ville ellers være opløftende. For det er netop den medicin verden trænger til. Men så kan man selvfølgelig ikke kritisere USA, så sandsynligheden for at det sker, er vel den samme som Adam Smiths ansigt pryder demonstranternes t-shirts i stedet for Che Guevara.

Venstres kulturpolitiske ordfører Ellen Trane Nørby beklager, at Pia Kjærsgaard har banket Mogens Camre og Morten Messerschmidt på plads i den interne debat i DF om nødvendigheden af velfærdsreformer.

- Man blev så positivt overrasket, da man læste kronikken fra Camre og Messerschmidt her til morgen, og jeg begyndte at se frem til den debat, Camre og Messerschmidt havde startet om nødvendigheden af velfærdsreformer, udtaler Ellen Trane Nørby.

Hun beklager, at både Camre og Messerschmidt tilsyneladende er blevet banket på plads. Det diskvalificerer DF i forbindelse med de forestående velfærdsreformer.

- Jeg synes, det er utroligt, at når selv Søren Krarup kommer på banen og åbent erkender, at her er noget, vi bliver nødt til at diskutere i forhold til velfærdsreformer i Danmark, så forvrøvler Pia Kjærsgaard udtalelserne til noget, der måske kan ske om 100 år. Dansk Folkeparti forfølger med Pia Kjærsgaard i spidsen en meget populistisk linje, hvor man bilder folk ind, at velfærdsreformer ikke er nødvendige. Det er en kynisk taktik, som skal trække nervøse efterlønnere og pensionister over i DF’s lejr. Taktikken er dog ikke mere langsigtet, end det svarer til at tisse i bukserne i frostvejr. Først bliver det dejlig varmt, men så bliver det altså rigtig koldt . 

- Dansk Folkeparti karakteriseres ofte som Socialdemokratiet i 50’erne plus udlændingepolitikken. Det har tidligere fået skatteminister Kristian Jensen  til at påpege, at regeringen ikke kan bruge Dansk Folkeparti som støtteparti i forbindelse med globaliseringens udfordringer. Nu har DF så valgt også at diskvalificere sig selv forud for velfærdsdebatten.

- Det er altid beklageligt, når loftet i et parti tilsyneladende ligger i ankelhøjde og fornuftige synspunkter bliver tromlet ned i det øjeblik de bliver tænkt. Behovet for velfærdsreformer forsvinder dog ikke, fordi Pia Kjærsgaard lugter stemmer i at sige det modsatte, slutter  Ellen Trane Nørby.

Der mangler kvinder i forskning. Ni ud af ti professorer er mænd. Selv på universitetsstudier med en markant overvægt af kvindelige studerende, er der en overvægt af mænd blandt undervisere og forskere. Hvis mænd bare var bedre forskere, måtte det nu engang være på den måde. Så måtte pigerne bare stramme balderne. Men selvom det stadig virker skævt, er antallet af adjunkter og lektorer meget mere ligelig fordelt mellem kønnene. Der er et strukturproblem, som kræver politisk bevågenhed. Det drejer sig både om at løse strukturproblemer og sikre det bredeste talentmasse. Vi skal have kvinderne i forskning for at sikre den optimale forskerhøjde.

Jeg tror, der primært er to problemstillinger. For det første bliver det selvforstærkende. Totalt mandsdominerede fag tiltrækker ikke kvinder. På samme måde er kvinder heller ikke tiltrukket af en mandsdomineret forskerverden, selvom de måske har bidt tænderne sammen i studietiden. Derfor kan vi politisk være tvunget til at gøre forskermiljøer mere attraktivt.

For det andet er der klart en problemstilling i forhold til forskerjobopslagene. Når der kun er én mandlig ansøger til jobopslag for 38 % af adjunkterne, 37 % af lektorerne og 22 % af professorerne, er der noget galt. Forskerverdenen er anderledes, fordi rekrutteringsgrundlaget er markant mindre, og den personlige anerkendelse og omdømme for den enkelte forsker er på samme tid altafgørende og utrolig svært at måle. Derfor oplever vi så ofte, at opslagene er skrevet med en bestemt person in mente. Det gør det alt sammen utrolig svært for kvinder at bryde igennem i forskerverdenen. Man kan kun forstå, at der ikke skal komme mange tilbud fra det private erhvervsliv, hvor lønningerne og arbejdsforholdene generelt er bedre, før kvinderne lokkes ud af kapløbet.

Der er ingen enkle løsninger, og hvis målet er at sikre den optimale forskerhøjde, duer kvindekvoter ikke, fordi man ikke kan forudse den optimale andel af kvinder. Niels Bohr Instituttet har valgt at praktisere en meget interessant model, nemlig at ansætte både nummer et og to til en stilling, hvis nummer to er en kvinde. Det holder både det faglige niveau og øger kvindeandelen hurtigere. Jeg håber, NBI kan inspirere andre forskningsinstitutioner, når regeringen øger forskningsbevillingerne. Strukturproblemet skal løses.

Anette Wolgenhagen Godt og Marion Tirsgaard skitserer under overskriften ”Børnene efterspørger gaming” folkebibliotekernes dilemma i dag. Børnene fanges måske af Harry Potter, men ellers er det kun et spørgsmål om X-box eller Playstation. Bibliotekerne drives ud fra ideen om gratis adgang til viden og information for at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Viden og information er således ikke bundet af mediet bogen, selvom det klart er bogen, vi forstår som bibliotekets hjertebarn. Derfor har musik CD’ere, bredbånd og multimedia fundet vej ind på bibliotekerne. Desværre er det sket på bekostning at bogindkøbet.

AWG og MT spørger, hvorfor bibliotekerne ikke må efterkomme efterspørgslen. Allerede sprogbruget afslører en markedsmentalitet, jeg hilser velkommen så længe den ikke er konkurrenceforvridende. ”Børnene efterspørger gaming”. Jovist, men den efterspørgsel imødekommes bl.a. på netcafeer. Der kan tiltider være politiske kriterier, som gør, at vi vælger at gøre noget til en statsfinansieret opgave. Jeg har endog meget svært ved at se, hvad disse politiske kriterier skulle være , når det drejer sig om feks. gaming.

Bibliotekerne finansieres offentligt først og fremmest for fordybelsen og for at understøtte vores litteratur i et relativt lille sprogområde. Det er således ikke pga. tiltrækningskraften i populære børnebøger, at vi offentligt finansiere bl.a. forfatterne, men for at give danskerne et lettilgængeligt og bredt udbud af litteraturen. Vi tror på, at det styrker og danner den enkelte til gavn for både den enkelte og samfundet som helhed.

Jeg har meget svært ved at se denne dannelse i computerspil og musik cd’ere. Jeg er personligt stor fan af dem begge, men kan ikke se, hvorfor mit forbrug skal finansieres af alle andre. Bibliotekerne bør i stedet gå den anden vej, tilbage til deres kerneområde som er bøgerne. I stedet for at lokke børn med gaming og musik, burde de fokusere på initiativer, som skaber mere opmærksomhed om bøgerne, storytelling, fantasifastivaller, rollespil debataftener med forfattere eller hvad dert nu kunne være.

Populære kulturtilbud som i forvejen udbydes i rigt omfang på det komercielle marked, skal offentlig finansieret kulturinstitutioner holde sig fra . Bibliotekernes manglende bogindkøb og stigende fokus på gaming etc. er direkte konkurrenceforvridende.