Ellen Trane Nørby

Vi læste med stor interesse Bent Jensens kronik ’Europas ødelæggere’ d. 15. juni. kroniken er et mesterstykke i selv-modstrid. Det er ret fantastisk at læse en dr. phil, professor i historie fnyse ad ’eliten’ på folkets vegne.

Bent Jensen hylder nationernes Europa, men udstiller dens svaghed som et overnationalt problem. Stabilitetspagten kunne ikke brydes omkostningsfrit for Tyskland og Frankrig, hvis det stod til EU-Kommissionen. Kommissionen har bare ingen sanktionsmuligheder. Det er netop nationalstaterne, der er magtens omdrejningspunkt i Unionen. Som Bent Jensen selv skriver, mangler der ret i stedet for magt, men det er nationalstaternes magt, vi taler om.

Bent Jensen skriver videre, at arrogance er en farlig cocktail. Det er helt rigtigt. Magtens arrogance skaber afstand, men det gør Bent Jensens gøren sig klog i sin historiske osteklokke også. Det er elitær arrogance, når det er mest ansvarsfrit. Elitær nedadsnobberi kan man også kalde det. For det er så let at pege fingre. Men Bent Jensen glemmer at når man peger en finger af andre, så peger de sidste fire mod en selv.

Bent Jensen argumentation minder i uhyggelig høj grad om 68’erne og den stil, som Socialdemokratiet, De Radikale og venstrefløjen i årevis anvendte mod VK-regeringens udlændinge- og integrationspolitik. Der er masser af højstemte anklager. Masser af moralsk belæren andre om den rette lære. Men desværre ikke noget bud på et reelt alternativ.

Og det er netop manglen på ideer hos Bent Jensen, som vi er overraskede over. Vi sætter stor pris på Bent Jensens modige afsløringer af venstrefløjen og alle dens gudebilleder under den kolde krig. Vi er fulde af beundring for hans forfatterskab. Senest om Stalin. Og vi havde ærlig talt ventet noget mere af Bent Jensen, når han blander sig i debatten om Danmark i EU. Hvad vil Bent Jensen sætte i stedet?

Der er ikke nogen, der kan tage patent på Europa. Europa er alle europæeres. Ikke elitens. Ikke embedsmændenes. Ikke partiernes. Men alles. Og derfor er kritik – selvfølgelig – også i orden. Derfor kritiserer vi begge af og til EU, men gør det ved at stille forslag til hvordan tingene kan laves om og gøres bedre. Her knækker tråden for Bent Jensen. Hvilket alternativ til et stærkt og effektivt EU ønsker Bent Jensen?

Tror Bent Jensen virkelig, at Danmark ville klare sig bedre uden EU? Er Danmarkshistorien ikke netop rig på eksempler på, at Danmark uden for EU var helt i de store landes vold? Er EU ikke netop stedet, hvor de små lande har langt større indflydelse pr. indbygger end de store lande?

Mener Bent Jensen virkelig, at Danmark – i stedet for at have stået last og brast med de nye demokratier i Østeuropa – skulle have blokeret for deres optagelse i EU (og NATO)?

Er det ikke i Europas – og Danmarks – interesse, at EU-landene gennem et tæt udenrigspolitisk samarbejde tager ansvar og præger den globale verdensorden?
For os står det som både et held og et skræmmebillede, at Sovjetunionen og USA under Den Kolde Krig mødtes i Europa for at forhandle om Europas sikkerhed – uden at europæerne selv var med ved forhandlingsbordet. Vi kan vel næppe vente, at USA for evigt skulle engagere sig i at vores sikkerhed?
Og er Europa ikke i længden bedst til selv at udstikke europæiske ønsker i udenrigspolitikken?

Vi synes, Bent Jensen skylder os nogle svar. Og vi tror egentligt at en mindre bedrevidende Bent Jensen ved bedre.

No comments

D. 27. juni er Dorthe Eriksen under overskriften ”Skolen skal ikke være testmaskine” bekymret for udviklingen i elevevalueringer, fordi ”det er uforsvarligt og respektløst for det enkelte menneskes personlige, faglige og sociale udvikling”.

Hvis DE mener, en karakter har sin begrænsning, har hun helt ret. En karakter er begrænset til evalueringen af pensum i et givet fag. Hverken mere eller mindre. Evalueringer skal netop være evalueringer, ikke brandmærkning af elever. Det afgørende er derfor, hvad der sker efter en evaluering. Det er rigtigt, at hvis der ikke sker noget efterfølgende, er det blot at stikke et tal i panden på den enkelte elev. Det er ret ubrugeligt. Evalueringer skal bruges til at målrette undervisningen og lade elever være fagligt ambitiøse.

Lad mig starte med det sidste. Vi kender det vel alle. Triumfen når slid, sved og forbandelse over tysk grammatik munder ud i, at det mere middelmådige 8-tal skiftes ud med et eklatant 10-tal. Man skal kunne mærke arbejdets resultat for at det giver mening. Fordi vi har været bange for brandmærkningen af de andre elever, har vi forfulgt en strategi med så få evalueringer som overhovedet muligt. Dette er dog en forfejlet strategi, fordi det får stikmodsatte effekt. Når man næsten ingen evalueringer har, sidder man netop tilbage med en tom fornemmelse, når man sidder tilbage med nogle forskellige tal ved afslutningen af skolegangen.

Vi skal heller ikke være blinde for, at det i sig selv er en disciplin at gå til eksamen. Igen kender vi det vel alle. De fugtige hænder, klumpen i halsen og den berømte sorte klap har vi vel alle stiftet bekendtskab med. Derfor er det decideret at gøre vores børn en kæmpe bjørnetjeneste at holde dem fri for evalueringer indtil det allersidste øjeblik. At være mere rutineret i evalueringer, er ubetinget en fordel i det senere liv. Man behøver ikke stille op til Folketinget for at føle sig tilbage ved eksamensbordet, man skal bare dukke op til en jobsamtale.

Hvis vi derimod leger børn ind i evalueringer, hvor de på ingen måder er afgørende, bliver de en naturlig ting. Det bliver ikke mere en ”nu eller aldrig”, som blot hæmmer den enkeltes præstation. Er man blevet leget ind i evalueringer på et tidligt tidspunkt, er der ikke noget at være bange for. Det vil afspejle den enkeltes udvikling mere reelt, hvis evalueringen foregår over en længere tidsrække. Det vil give lærerne et bedre overblik over den enkeltes faglige udvikling til at sætte ind på de svage punkter. Evalueringer drejer sig ikke om at dunke elever i hovedet med karakterer, men at målrette undervisningen ud fra den enkeltes præmisser. Vi skal turde have faglige ambitioner.

No comments

”Det er faktisk sværere at finde sektorer, hvor beskæftigelsen ikke er steget, end det modsatte.” Den gode nyhed kunne man læse i Berlingske Tidende 7/6. Ordene kom fra chefanalytiker Steen Bocian fra Danske Bank. I samme artikel fremgik det, at regeringens Forårspakke og skattelettelser fra 2004 har været hovedårsagen til en fremgang i beskæftigelsen på 20.000 arbejdspladser.

I en tid, hvor vi ikke har kunnet ride med på bølgen fra et internationalt opsving, som det skete i 90’erne, er det alligevel lykkedes den danske regering at styre igennem de mindre gode tider. Det har gjort os i stand til nu at præsentere nogle meget lyse forventninger for fremtiden.

Af regeringens Økonomiske Redegørelse som blev offentliggjort i begyndelsen af juni fremgik det, at der forventes en samlet vækst på 2,4 % både sidste år og i år, en vækst, der blandt andet er båret frem af, at vi danskere bruger flere penge på privatforbruget.

Hertil kommer, at vi forventer ca. 17.000 flere mennesker i arbejde i løbet af 2005. Den meget glædelige udvikling betyder, at vi allerede næste år regner med at komme ned på en rekord lavt ledighed.

No comments

Efter det franske og hollandske nej er rådvildheden omfattende. Nej-siden siger, at med bare ét nej falder traktaten til jorden. Men EU har nu både en juridisk og politisk dimension. Juridisk skal alle 25 lande ratificere traktaten for at den træder i kraft, men politisk kan traktaten ikke uden videre falde til jorden, fordi der er et politisk behov for at reformere EU-samarbejdet.

EU sat på Pause. Traktaten er død. Ja, overskrifterne er mange men reformbehovet består. Argumenterne for et ja til forfatningstraktaten er stadig relevante, om ikke andet så som grund principper for en ny aftale i EU. Og netop derfor skal de nævnes igen:

Enklere spilleregler. I debatten har mange sagt, de ikke kan forstå, hvorfor traktaten er så vigtig, når det bare er en forenkling og sammenskrivning af de eksisterende traktater samt EF-Domstolens praksis. Men det er jo netop forenklingen af samarbejdet, som er så bydende nødvendigt. Det ændrer måske ikke manges dagligdag, at vi fx går fra næsten 30 beslutningsformer til seks, men det er en enorm forenkling af den europæiske lovmølle. Denne forenkling er nødvendig for et samarbejde med nu 25 lande og på den måde bliver det noget, man mærker i deres dagligdag.

Åbenhed og demokrati. Forfatningstraktaten betyder en mere åben beslutningsproces. Ministerrådsmøderne bliver åbne, så borgerne for et indblik i, hvordan landene stemmer og argumenterer. Borgernes repræsentanter i Europa-Parlamentet får indflydelse på flere politikområder, og borgernes repræsentanter i Folketinget inddrages i beslutningsprocessen. De kan sende ethvert forslag til tælling med et gult kort. En million borgere kan sætte dagsorden i EU-kommissionen.

Terror og kriminalitetsbekæmpelse. Bombeangrebet i Madrid viser, at terror ikke kender grænser. Og med de nye demokratier i Østeuropa vil EU kunne bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terror i hele Europa. Der er ingen grund til at vente til det rammer dansk jord inden vil solidarisk står sammen om indsatsen.

En stemme i verden. Europa får endelig det telefonnummer, Henry Kissinger så berømt efterspurgte. EU får endelig en fælles udenrigspolitisk linje, så vi både i samspil og modvægt til USA og Kina kan tale demokrati, menneskerettigheder og frihed i verden.

Nationernes Europa. Den gamle målsætning om ”en stadig snævre Union” er skrevet ud. Det bliver slået fast, at EU er et samarbejde baseret på medlemsstaterne med et sæt værdier og målsætning.

Dette behov både for forenkling og styrkelse vil bestå, indtil de imødekommes, fx af forfatningstraktaten eller en anden aftale i EU som sikrer, at samarbejdet ikke bliver en endnu mere klodset elefant i en glasbutik.

No comments

Efter EU topmødets sorte skærm, tekniske sammenbrud, vi sender igen senere, eller hvad det nu var, blev der dømt tænkepause.

Og hvis svaret er tænkepause, så må spørgsmålet have været; hvad blev der er folkeligheden?

titusindekroners svaret i det game er at genetablere kontakten mellem EU og os helt almindelige indbyggere i samarbejdet.

Derfor er jagtsæsonen på EU’s folkelighed er gået ind og geværet er ladet med mulige såvel som umulige ideer.

Men måske nøglen er begravet et helt andet sted?

Margot Wallström, EU-kommissæren for kommunikation, har lanceret ”plan D”. D skulle stå for alt muligt som demokrati, dialog, deltagerdemokrati, ja endda ’digestion’ som i nu skal vi tygge på tingene. Indtil videre har hun mest talt om, at vi skal tale om det på europæiske folkehøjskoler og rundbordssamtaler. Ærligtalt lyder den opskrift lidt for meget som plan D for dødssejler

SFs Villy Søvndal har lanceret sin franskinspirerede ide om en social pagt i EU. Når jeg hører Villy Søvndal, kommer jeg ufrivilligt til at tænke på Saddam Husseins sidste informationsminister, som uden at fortrække en mine kunne præsentere et virkelighedsbillede, som lå milevidt fra realiteter.

Endnu en socialpagt og mere integration som SF og franskmændene ønsker det, er for mig som pianisten på Titanic – sød musik på katastrofekurs.

Plan D – for dødssejler

Jeg har også svært at se, at Margot Wallströms ’D’ kan stå for meget andet end dødssejler, fordi det netop ikke tager udgangspunkt i sagens kerne, men fortsætter på samme katastrofekurs.

Den del af Plan D, der handler om deltagelse og demokrati er meget sød. Det ville da være super skønt, hvis vi alle tog del i vores europæiske demokrati og følte ligeså meget for det som for sønnens og datterens lilleputhold eller bevarelsen af den lokale skole.

Dialog, oplysning og deltagelse er vigtigt. Ingen tvivl om det. Jeg har intet imod at tale sammen. Tale sammen, selvfølgelig skal vi det. Tale sammen på højskoler. Jamen det kan vi da også godt. Det vil da være hyggeligt.

Men ændrer det fundamentalt på det problem som EU står overfor? Nej, desværre ikke. Så ville det jo egentligt være meget enkelt.

Problemet er jo, at EU virker overflødig på almindelige mennesker, fordi det virker irrelevant på almindelige menneskers dagligdag. Det ændrer en håndfuld højskoler ikke på.

EU er i manges bevidsthed desværre et gråt, monster nede i Europa, der på tvært modstanderdansk hedder Bryssel. Et monster, der benytter sig af direktiver og forordninger. Mange glemmer desværre, at vi selv er en del af EU, og at det faktisk netop er EU, der har været med til at skabe den økonomiske vækst som Europa har oplevet. Alene 2 mio. jobs kan føres direkte tilbage til oprettelsen af det indre marked. Men selv det trækker mange bare på skulderne af. Folkeligt er det ikke.

At EU mangler bred folkelig relevans, det er der såmænd intet nyt i, det har vi alle sagt længe. Vi har også forsøgt at imødekomme denne manglende relevans ved at hælde mere i bøtten.

Vi er bare gået galt i byen, når vi tror, kan købe social legitimitet gennem støtteordninger eller ved regulering af dyrevelfærd og fødevarer. Den folkelige opbakning kan ikke påtaget komme kunstigt oppefra.

Hvis EU er et praktisk, økonomisk og politisk samarbejde, skal den folkelig opbakning nok komme af sig selv.

Dyrevelfærd, fødevaresikkerhed, terrorbekæmpelse, kriminalitetsbekæmpelse, forskning er relevante områder at samarbejde om, men uden et stærkt EU, der er beslutningsdygtigt og har den handlekraft der skal til for at skabe resultater på områderne, så går det galt.

Derfor er det en misforståelse, at vi bare skal blive ved med at hælde rundbordssamtaler og sociale pagter ned i bøtten og tro, at det gør projektet mere folkeligt. Vi skal tværtom eksaminere bøtten og hive de ting ud af den, som distancerer sig fra praktiske løsninger på konkrete problemer. Hive de ting ud, der slører fokus. Og så tilsætte handlekraft.

Fundamentets relevans

Relevansen af EU i borgernes bevidsthed hænger uløseligt sammen med dens konstruktion. Vi har et fundament støbt i landbrugsstøtte og strukturfonde. Der findes en masse gode initiativer og oprydningsarbejde i især i Østeuropa, som absolut er meningsfyldt. Og hvis vi så bare var enige om, at det var en prioritet, så ville det jo være meget fornuftigt. Men vi er ikke enige. For hvis de skal have strukturstøtte i Polen, så vil franskmændene og grækerne have mere i landbrugsstøtte. Og så fortsætter business as usual.

Konstruktionen er som en pyramide, der balancerer på spidsen, ikke holdbart i længden. Vi er blevet ved med at bygge ovenpå, bygge til, invitere flere lande indenfor, udvide, integrere, men vi har aldrig taget fat om roden om lagt et nyt fundament. Derfor vokser problemerne sig kun større.

Et sådant fundament var forfatningstraktaten. Den afløste alle de tidligere traktater, protokoller og tilbygninger og skabte et nyt beslutnignsdygtigt og mere demokratisk fundament for EU. Nuvel, den var ikke perfekt. Kunne vi selv bestemme hver især, så havde den været anderledes. Men netop derfor var forfatningstraktaten det muliges kompromis. Et nyt fundament med en krank skæbne, der nu har efterladt os tilbage i balanceøvelsen med pyramiden på spidsen.

Paradoksalt er udgangspunktet for et bedre og mere demokratisk, beslutningsdygtigt og folkeligt EU desværre tilbage på base zero.

New Europe: Viljen til vækst

Jeg mener, man kan tale om ’New Europe’ og ’Old Europe’. New Europe er landene, der har viljen til vækst og arbejdspladser. I EU drejer det sig i første række om Storbritannien, Irland, Holland, Skandinavien og Østeuropa. Old Europe er med undtagelse af Holland de gamle kernelande i EU. De er med Frankrig i spidsen de lande, som forskræmt forsøger at stemme sig ud af virkeligheden. Arketyperne er franskmænd, der ikke kan forstå, man ikke bæredygtigt kan stemme sig til en 20-timers arbejdsuge.

Jeg siger dette, fordi Old Europe er den linje, EU’s kernelande har stået for. Vi har hele tiden kigget på EU’s kernelande, især det tysk-franske lokomotiv, som svaret på EU’s problemer. New Europe med Storbritannien og Danmark i spidsen er altid blevet betragtet som de bagstræberiske. Her finder man ingen svar på EU’s problemer. Eller gør man?

Er det ikke lige præcis den franske-tyske motor, der har bragt os i suppedasen. Er vi ikke netop blevet betragtet som bagstræberiske, fordi vi er blevet målt ud fra Old Europe’s målestok?

Old Europe’s målestok er ubrugelig, fordi den måler ud fra protektionisme og angst for fremtiden. New Europe måler ud fra frihed, frihandel og det indre marked. Derfor er New Europe’s linje også svaret på den manglende folkelige opbakning: Vi skal tilbage til et praktisk, økonomisk og politisk samarbejde, som løser konkrete problemer. Det betyder, vi skal tilbage til det, som det egentlig drejede sig om. Dét, som mange på tværs af politiske skel har været enige om, var i landets interesse, nemlig det indre marked med sin frie bevægelighed. Vi skal med andre ord back to basics.

Back to basics

Det indre marked er langt fra gennemført. Det kan godt være, det indre marked har skabt over 2 mio. arbejdspladser alene i EU-15 landene, men det kan blive meget bedre. EU’s legitimitet skal findes i at rydde op i butikken, afskaffe støtteordninger, fuldføre det indre marked og gøre Europa til verdens førende vidensøkonomi gennem investeringer i uddannelse og forskning.

Så enkelt mener jeg faktisk, det kan siges. EU skal skabe resultater. Jeg tror, de fleste vil tilslutte sig, at det er en ambitiøs målsætning, men så er det også indirekte sagt, at EU i dag blander sig i for mange ting, og netop derfor ikke kan løfte opgaven.

Det er som regel bedre at lave én ting helt, end to ting halvt. Kun på den måde får EU også sin legitimitet og ’folkelighed’ tilbage.

Men dermed også sagt, at EU er en politisk kampplads, ikke et administrativt system. Og først når vi diskuterer europæisk politik og ikke EU’s vedtægter, så bliver EU relevant.

Jeg er Liberal og netop derfor er mit EU ikke flere sociale pagter. Det er et EU, som et praktisk, økonomisk og politisk samarbejde, der løfter sine opgaver, viser handlekraft og skaber resultater. Det er back to basics – tilbage til drømmen.

No comments

Fire Venstre-medlemmer af Folketingets energipolitiske udvalg forlanger nu, at Regeringen finder en løsning så biogasanlægget i Måbjerg kan etableres. De fire folketingsmedlemmer er, Formanden for Energipolitisk udvalg og miljøordfører Eyvind Vesselbo, Energiordfører Lars Chr. Lilleholt, landbrugsordfører Jens Kirk, og Ellen Trane Nørby.
 
“Det er vores opfattelse, at de problemer, som hidtil har blokeret for, at der har kunnet findes en løsning, nu må ryddes af vejen, Vi ser projektet i Måbjerg som enestående på energi- og miljøområdet. Det kan være med til at løse en række problemer, herunder  fastholdelse af husdyrbestanden, fastholdelse og udvikling af nye arbejdspladser, give plads til mere natur og endelig støtte udviklingen af et bæredygtigt landbrug” , siger de fire V- folketingsmedlemmer.

No comments