Nordisk samarbejde – uden Danmark!

Forsvarsministrene i EU besluttede d. 22. november 2004 at danne 13 indsatsstyrker på hver 1.500 mand, som kan rykke ud med 14 dages varsel. Baggrunden er nødvendigheden af EU tager et sikkerhedspolitiskansvar for sit nærområde både i og umiddelbart udenfor Europa.

På det nordiske forsvarsministermøde 10. maj 2005 blev de nordiske forsvarsministre fra Sverige, Norge og Finland enige om at bygge den ene af de 13 indsatsstyrker kaldet Nordic Battle Group. Styrken skal kunne rykke ud per 1. januar 2008. Der åbnes også op for, at Estland efter eget ønske kan deltage.

Gruppen ledes af det ellers neutrale Sverige. Sverige bliver med 1100 mand den suverænt største bidragsyder. Men også Norge med sit EU-udenforskab bidrager med 150 mand. Den norske forsvarsminister anser ikke udenforskabet som et problem, men konstaterer at EU bliver en aktiv og vigtig forsvarspolitisk arena, hvorfor Norge selvfølgelig skal være med til at påvirke udviklingen.

Det er derfor nærmest tragikomisk, at forsvarsminister Søren Gades bidrag ved pressemødet var at konstatere, at forsvarsforbeholdet ikke gør det muligt for Danmark at bidrage. Det er pinligt, at det ældste EU-land i Norden, hvis soldater roses for deres internationale indsats verden over, ikke kan bidrage positivt, fordi vi er bange for at sige militær og EU i samme sætning. Sverige har om noget været det land, der har stillet sig skeptisk overfor en militarisering af EU, men selv Sverige har en grænse for absurd modstand når det kommer til at tage ansvar og løse humanitære konflikter og håndtere krisesituationer.

Det nordiske samarbejde er en positiv udvikling og det udstiller Danmarks forsvarsforbehold som usolidarisk. Det udstiller også Nej-sidens dæmonisering af forsvarssamarbejdet blandt EU-landene.

Især Morten Homann (SF) og Jens-Peter Bonde (J) forsøger løbende at dæmonisere forfatningstraktaten med øget militarisering og EU-hære. Indsatsstyrkerne er en realitet – forfatningstraktat eller ej. Der er ingen, der tvinger Norge, Sverige og Finland til at gå sammen. Det er et nationalt anliggende, hvor sund fornuft kombineres med en solidarisk indsats for at sikre også snævre sikkerhedspolitiske interesser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *