Archive for maj, 2005
Hanne Dahls elfenbenstårn
Hanne Dahl fra Junibevægelsen vil i JP (6/5) ikke gøre sig til fortaler for Nice-traktaten. Hun begiver sig i stedet ud på at diskutere føderalistiske forslag til en forfatning for Europa . Det er direkte komisk at læse HD spekulere i føderalistiske forslag. Der er vel ingen, som tror, at selvsamme HD vil gå forrest i kampen, hvis der rent faktisk kom en føderalistisk forfatning på bordet?
Så lad os da få det på det rene. Hvorfor erkender HD ikke bare, at forfatningstraktaten er bedre, end det vi har i dag?
Det vil HD og Junibevægelsen selvfølgelig ikke, fordi alle forstår, at det er for fjollet at stemme nej til noget, der er bedre, end det vi har.
Vi kan alle finde ting, vi mener, kan gøres bedre, men det er jo netop det, der ligger i et kompromis. Det er resultatet af forskellige interesser.
Hanne Dahl skal træde ned fra sit Elfenbenstårn og tage et ansvar. I stedet for pludselig at plædere for et føderalistisk Europa, skal hun forklare, hvorfor forfatningstraktaten ikke er bedre, end det vi har ? Og hvor ville det da være befriende, hvis HD samtidig var konsekvent i sin kritik fremfor pludselig at tale for en føderalistisk traktat.
Share on Facebook No commentsNordisk samarbejde – uden Danmark!
Forsvarsministrene i EU besluttede d. 22. november 2004 at danne 13 indsatsstyrker på hver 1.500 mand, som kan rykke ud med 14 dages varsel. Baggrunden er nødvendigheden af EU tager et sikkerhedspolitiskansvar for sit nærområde både i og umiddelbart udenfor Europa.
På det nordiske forsvarsministermøde 10. maj 2005 blev de nordiske forsvarsministre fra Sverige, Norge og Finland enige om at bygge den ene af de 13 indsatsstyrker kaldet Nordic Battle Group. Styrken skal kunne rykke ud per 1. januar 2008. Der åbnes også op for, at Estland efter eget ønske kan deltage.
Gruppen ledes af det ellers neutrale Sverige. Sverige bliver med 1100 mand den suverænt største bidragsyder. Men også Norge med sit EU-udenforskab bidrager med 150 mand. Den norske forsvarsminister anser ikke udenforskabet som et problem, men konstaterer at EU bliver en aktiv og vigtig forsvarspolitisk arena, hvorfor Norge selvfølgelig skal være med til at påvirke udviklingen.
Det er derfor nærmest tragikomisk, at forsvarsminister Søren Gades bidrag ved pressemødet var at konstatere, at forsvarsforbeholdet ikke gør det muligt for Danmark at bidrage. Det er pinligt, at det ældste EU-land i Norden, hvis soldater roses for deres internationale indsats verden over, ikke kan bidrage positivt, fordi vi er bange for at sige militær og EU i samme sætning. Sverige har om noget været det land, der har stillet sig skeptisk overfor en militarisering af EU, men selv Sverige har en grænse for absurd modstand når det kommer til at tage ansvar og løse humanitære konflikter og håndtere krisesituationer.
Det nordiske samarbejde er en positiv udvikling og det udstiller Danmarks forsvarsforbehold som usolidarisk. Det udstiller også Nej-sidens dæmonisering af forsvarssamarbejdet blandt EU-landene.
Især Morten Homann (SF) og Jens-Peter Bonde (J) forsøger løbende at dæmonisere forfatningstraktaten med øget militarisering og EU-hære. Indsatsstyrkerne er en realitet – forfatningstraktat eller ej. Der er ingen, der tvinger Norge, Sverige og Finland til at gå sammen. Det er et nationalt anliggende, hvor sund fornuft kombineres med en solidarisk indsats for at sikre også snævre sikkerhedspolitiske interesser.
Share on Facebook No commentsUd af skyttegraven
I sin kommentar ”Fingrene væk fra skattekisten” d. 20. april skriver Uwe Iwersen, lokalredakør for JV i Tønder, at der er stærke politiske kræfter i Sønderborg, som vil underminere et skattecenter til Tønder. Det fremgår af kommentaren, at jeg skulle være en af de stærke politiske kræfter, som vil underminere Tønder.
Jeg ønsker bestemt ikke at underminere Tønder. Jeg er meget opmærksom på Tønders situation og har siden dag 1 i Folketinget arbejdet for at skabe rammerne for et bioethanolanlæg, som gerne skulle kunne skabe 250 arbejdspladser i Tønder. I Sønderjylland er der alt for stor tilbøjelighed til skyttegravskrige mellem de gamle købstæder. Alt for ofte ser vi det som et ”nul-sumsspil”: Hvis det er til gavn for Sønderborg, kan det umuligt være godt for Tønder – og omvendt!
Hvis vi ikke snart kravler ud af skyttegravene, går det kun ud over os selv. Vi bliver nødt til at stå sammen i hele Sønderjylland, hvis vi vil skabe og tiltrække arbejdspladser. Et bioethanolanlæg i Tønder og et universitet i Sønderborg er til gavn for hele Sønderjylland.
I forbindelse med skattecenteret har jeg hørt til dem, som har pointeret, at der er stor afstand for mange sønderjyder til Tønder. Det er noget vrøvl at tale om halve løsninger. Med 357 årsværk bliver Tønder det 8. største skattecenter i Danmark. Vi skal passe på med, at vi ikke bliver for indsnævret i jagten på offentlige arbejdspladser, at det går ud over servicen i den offentlige sektor. Derfor har jeg arbejdet for at skulle der blive oprettet et 31. skattecenter, bliver det i Sønderborg.
I Uwe Iwersens optik er det at stjæle fra Tønder. Han anerkender ikke problemet, fordi han mener, det samme gør sig gældende på sygehusstrukturen, bare omvendt. Uwe Iwersen er med andre ord kravlet ned i skyttegraven igen. Hvis Uwe Iwersen mener, at sygehusstrukturen er utilfredsstillende, tangerer det barnlig opførsel at insistere på, at det utilfredsstillende bliver overført til skatteområdet. Man kan næsten høre Uwe Iwersen sige æv-bæv, mens han skrev det.
Vi skal sammen arbejde for flere arbejdspladser offentlige såvel som private til hele Sønderjylland. kun på den måde kan vi fortsat sikre en dynamisk region i vækst
Share on Facebook No comments


