Homanns spøgelser

D. 5/4 påstår Morten Homann, at forfatningstraktaten betyder militær oprustning med et forsvarsagentur. Det europæiske forsvarsagentur blev oprettet af Det Europæiske Råds topmøde i Thessaloniki i juni 2003! Forsvarsagenturet eksisterer og består uafhængigt af forfatningstraktatens ratifikation.

EU’s krisestyringsopgaver omfatter de såkaldte Petersburg-opgaver, herunder humanitære opgaver. Det er ikke rigtigt, at det ikke involverer civile krisestyringskapacitet. Det er noget decideret vrøvl, at forfatningstraktaten betyder militær oprustning. Det er suverænt et nationalt anliggende. Derimod er der et ønske om at vi bliver bedre til at koordinere indkøb, så vi kan supplere hinanden i EU.

Men MH kan jo dybest set være ligeglad med forsvarsdimensionenen, for forsvarsforbeholdet holder Danmark udenfor. Vi kan ganske enkelt ikke deltage i fredsbevarende missioner under EU-flag. Det har givet talrige farceagtige scener. Fx var vi i Makedonien under NATO, men da NATO overdrog opgaven til EU i 2003, måtte danskerne pakke sammen. Et andet eksempel er da EU d. 5. juni 2003 besluttede på baggrund af en opfordring af FN at sende fredsbevarende styrker til DR Congo. Her måtte vi takke nej, selvom Kofi Annan specifikt havde bedt Danmark sikre stabilitet i det nordøstlige hjørne. I dag sidder Danmark i FN’s sikkerhedsråd. Det kan bringe os i den absurde situation, at vi gennem FN kan anmode EU om hjælp, men må takke nej til selv at leve op til egne ord. Morten Homann ser som sædvanlig spøgelser og fører på den baggrund et ideologisk korstog. Det klæder ham ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *