Der er arbejdspladser i skidtet

Biobrændsel fremstår som et stadigt stærkere alternativ til fossile brændstoffer som benzin. Langt det mest udbredte biobrændsel både i EU og på verdensplan er bioethanol og biodiesel. Bioethanol produceres på sukker- og stivelsesholdig afgrøder som sukkerrør, sukkerroer, majs og hvede. Biodisel produceres på olieholdig frø som raps- og solsikkefrø. Den åbenbare fordel er et bæredygtigt brændsel, som er CO2-neutralt.

Men hvilken relevans har det for det sydlige Danmark, kan man næsten høre, at du som avislæser tænker. Relevansen er klar. Der er arbejdspladser i skidtet. Mange.

Vedvarende Energi er ikke længere langhåret filantropi, det er cool business, arbejdspladsskabende og ren energi. Og så skal det bemærkes, at bioethanol er lige til at gå til. Problemet ved fx. brændselsceller er, at det kræver helt ekstraordinære lagrings- og distributionsenheder. Ved brug af bioethanol er alle processer velkendte. Ved en blanding af henholdsvis benzin og diesel på op til 15 % kan et hvilket som helst fartøj, med undtagelse af et par ældgamle biler, køre på den så næsten CO2-neutrale brændstof uden motortekniske indgreb. Så, hvad pokker venter vi på?

Biobrændsel er ikke umiddelbart konkurrencedygtigt med fossile brændstoffer som benzin. Jeg skriver bevidst ‘umiddelbart’, fordi en olieprisstigning fra Mellemøsten, prisstigning på EU’s CO2-kvoter eller et gennembrud i forskningen i biobrændsel vil vende op og ned på dette forhold. Jeg mener ikke, der er nogen grund til at vente på, at nogen af disse forhold indtræffer. I stedet for at købe CO2-kvoter af fx Polen, kan vi lige så godt “købe” dem af dansk bilisme i form af afgiftsnedsættelse.

I tilgift sikrer vi også, at vi alle bliver mindre afhængig af olie fra Mellemøsten, og vi skaber nye afsætningsmuligheder for landbruget, særligt, hvis man kombinerer produktionen af bioethanol med et biogas og/eller biomasseanlæg.

I regeringsprogrammet er der lagt op til, at der skal forskes mere i vedvarende energiformer og andre grønne og co2-neutrale teknologier. En god start på den målsætning kunne være at afsætte flere penge til afdelingen for Bioenergi ved Syddansk Universitet i Esbjerg.

Men bioenergi er generelt et område, hvor initiativet ikke har manglet blandt private personer og organisationer. I Guderup på Als har Nis Krogh sammen med Kent Skaaning og universitetet i Rostock udviklet en ny forbrændingstank, der kan sikre en bedre energiudnyttelse af biomasseprodukterne. I Løgumkloster har SLR med Peter B Nissen i front ihærdigt arbejdet for et bioethanolanlæg ved Tønder.

Der er også de danskere, som har valgt at køre på rapseolie og tage smutturen syd for grænsen for at tanke op. I Sønderjylland har vi det hele. Vi har den akademiske ekspertise, vi har det private initiativ, vi har private forbrugere. Hvad pokker venter vi på?

I Danmark har vi nogle kedelige “rekorder” på bioenthanolområdet. Sammen med Grækenland er vi det eneste land i EU, som ikke har nedsat afgifterne på biobrændsel. I EU’s biobrændselsdirektiv fra 2003 var målsætningen om biobrændsels andel på 2 % i 2005 og 5,75 % i 2010. Men referenceværdierne er ikke obligatoriske, men vejledende.

I Danmark har vi derfor meddelt Kommissionen, at vores ambition er 0%. Det lader vi lige stå et øjeblik. 0 %. Vi er simpelthen uambitiøse i Danmark. I mellemtiden er biobrændstof et varmt emne i Tyskland. Nis Krogh forventer derfor, at det første anlæg bliver sat i produktion i Tyskland. I Tønder står Peter B. Nissen klar med tyske investorer. Det er efterhånden klart for alle, at bioethanolanlægget bliver opført lige syd for grænsen, hvis den danske afgiftspolitik ikke ændres.

Brasilien er sammen med USA verdens største producent af bioethanol. I Canada har man set også set ihærdighed blandt private som i Danmark. Forskellen er blot, at staten er gået ind og har støttet aktivt. I december sidste år besluttede den canadiske regering, at alle statsrelaterede fartøjer skal overgå til biobrændsel. I Sverige er det besluttet at busser og taxier skal køre på bioethanol, og her kan man på de fleste tankstationer tanke brændstof med bioethanol.

Roger Godeau var en fransk cykelrytter, som altid kom sidst i Tour de France. Det var ham, der lagde navn til Samuel Becketts berømte teaterstykke “Mens vi venter på Godot”. Hvis vi ikke skal ende som Roger Godeau, er tiden inde til handling. Der er fremtid i biobrændsel. Det drejer sig ikke om idealisme af nogle “skæggede vegetarer i sandaler”, som The Economist så berømt udtrykte det. Det er cool business. Alene bioethanolanlægget i Tønder forventes at kunne tiltrække investeringer for op mod 700 millioner kr. og skabe mindst 250 arbejdspladser. Hvis vi ikke skal ende som Roger Godeau, skal vi have fjernet afgiften på biobrændsel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *