Ellen Trane Nørby

Lederen i Berlingske mandag d. 18. april “Fogh skal ikke være chef i Danmark A/S” har en rigtig pointe, nemlig at hvis man vælger at satse, kan man satse forkert. Konkret har regeringen udpeget bio-, nano- og IT-teknologi som de tre hjørnesten i Danmark som verdens mest konkurrencedygtige vidensøkonomi.

Berlingske kritiserer med andre ord “pick the winner”-strategien. Man skal i stedet lade markedet finde vinderen. Det er en god pointe, som statsministeren allerede selv har udtrykt, men kæden hopper af, når Berlingske siger, at man heller ikke taber, hvis man ikke satser. Det er simpelthen forkert. Hvis vi ikke tør satse, taber vi, fordi de andre satser. Hvis vi ikke tør satse, vil vi falde bagud selv på områder, hvor vi i dag har en førerposition, fordi vi vil blive overhalet af de andre.

Hverken statsministeren, regeringen eller Venstre har ambitioner om at dirigere bestyrelserne i private virksomheder. Det er forfejlet at antyde, at Danmarks liberale statsminister går i retning af at nationalisere erhvervslivet. Erkendelsen som statsministeren også præsenterede på Venstres landsmøde er, at vi bliver nødt til at fokusere på et samspil mellem det offentlige og det private.

Dansk konkurrenceevne bunder i mere end marginalskat. Vi har et meget fleksibelt arbejdsmarked, bl.a. fordi vi har et stærkt, socialt sikkerhedsnet. Forskning og uddannelse er i høj grad offentlig finansieret. Det er bare eksempler på elementer, som spiller en måske større rolle i dansk konkurrenceevne end marginalskatten. Derfor er Danmarks statsminister også nødt til at sætte sig i spidsen for en samlet satsning. Der skal ganske enkelt være en rød tråd i indsatsen om at gøre Danmark til verdens mest konkurrencedygtige vidensøkonomi, og her spiller den offentlig sektor altså også en betydelig rolle.

Men derfor er det ikke ensidigt enten-eller. Højteknologifonden er koncentreret om de tre hjørnesten bio-, nano- og IT-teknologi, men som formanden for fonden, Danfoss Direktør Jørgen Mads Clausen også har udtalt, så er alle gode ideer og projekter velkomne. Som kulturordfører for Venstre arbejder jeg på, hvordan vi kan sikre at vi i Danmark satser mere på oplevelsesøkonomien og på at sikre, at den danske kulturpolitik breddes ud, geografisk, såvel som folkeligt breddemæssigt. Højteknologi og kultur er ikke modsætningsfyldt, men kan netop underbygge og supplere hinanden. En af Richard Floridas pointer i “The Rise of the Creative Class” er, at det mere drejer sig om at skabe et “menneske-klima”, da kreative og innovative mennesker er forudsætningen for at der skabes resultater og dermed et “erhvervsklima”. Det er en vigtig pointe, at det er mennesker, der skaber teknologi, og derfor skal vi også holde “menneske-klima” for øje. Oplevelsesøkonomi er fundamentet for “menneske-klima”, og derfor er oplevelsesøkonomi ikke en modsætning til højteknologi, men forstærker indsatsen i at gøre Danmark til verdens mest konkurrencedygtig vidensøkonomi.

Jeg har længe efterspurgt, hvad Junibevægelsen vil med et dansk nej til forfatningstraktaten. Det forsøger Hanne Dahl i JP den 25/4 at rede bod på. Dahl kommer med gode forslag til reformer af EU. Hun foreslår, komitemedlemmer under Kommissionen offentliggøres. Det støtter jeg varmt, men det er ikke traktatbundet. Der er intet i vejen for, at Kommissionen offentliggør disse medlemmer hverken med eller uden forfatningstraktaten. Hanne Dahl fremsætter også Jens-Peter Bondes forslag om at kommissærerne skal vælges nationalt, fordi Kommissionen ikke skal være et embedsmandsapparat. Det er en gammel misforståelse, at kommissærer er embedsmænd. De er politikere. Og det er netop meningen, at kommissærerne skal varetage fællesskabets interesser i stedet for snævre nationale interesser. Hvis kommissionen skal folkevælges, skal hele EU være deres valgkreds, ikke bare et enkelt land, som de så vil stå til ansvar for fremfor fællesskabets interesser. Men det vil være i strid med det proportionalitetsprincip, man har for at særligt hensyn til de små lande, herunder Danmark. Hvis man derfor stadig ønsker garanti for en dansk kommissær, må han/hun nødvendigvis udpeges. At kalde det udemokratisk som JuniBevægelsen gør, får mig til at spørge om vi så også skal erstatte statsministerens ret til at udpege sine ministre med et direkte valg? Junibevægelsens argumentation er inkonsistent. Jeg hilser bestemt Junibevægelsens kritik velkommen, men det fremstår stadig uklart, hvad Junibevægelsen vil med et nej. Hanne Dahl mangler stadig at fremføre, hvad det præcist er ved Nicetraktaten i dag, som er bedre end et EU med forfatningstraktaten. Er det, at Ministerrådsmøderne ikke er åbne? Er det, at en million borgere med en underskriftsindsamling ikke kan sætte dagsordenen i Kommissionen? Er det, at vi har næsten 30 beslutningsformer i stedet for seks? Er det, at vi med nicetraktaten ikke har et kompetencekatalog, hvor det fremgår klart, hvad EU skal tage sig af? Hvad er det, som gør Nice bedre end forfatningstraktaten, Hanne Dahl?

De sidste par uger har det genlydt fra TDC, at de er tilbageholdende for IP-telefoni, at de ikke ønsker konkurrence på bredbåndsmarkedet og at de modsætter sig elselskabernes indtog på bredbåndsmarkedet.

De er håbløst bange for konkurrence. Det manglende fremsyn er svært at læse som andet end arven som statsmonopol stadig sidder i benene. TDC kan ikke se kundernes behov for mere båndbredde. Havde vi spurgt for 10 år siden, kunne TDC sikkert ikke se behovet for mere end et 28.8 modem.

Allerede i dag minder det danske bredbåndsmarked mere om et smalbåndsmarkedet . Tiden er inde til at skifte i et højere gear.

Hønen og ægget
Med de nuværende smalbåndsløsninger er vi fanget i et spil om hønen og ægget. Skal indholdsudbyderne levere indhold, som det nuværende net ikke kan bære, eller skal vi have øget kapaciteten, før indholdet er til det? Svaret forekommer mig indlysende. Det er selvfølgelig absurd for en privat indholdsudbyder at levere en service, ingen kan benytte. Vi skal have øget kapaciteten først. Og vi skal turde satse fremadrettet. “Bredbånd til folket” er ikke en utopi men noget, vi skal gå målrettet efter, så Danmark kan forblive i den vidensbasserede superliga.

Jeg har længe efterspurgt, hvad Junibevægelsen vil med et dansk nej til forfatningstraktaten. Det forsøger Hanne Dahl i JP den 25/4 at rede bod på.

Dahl kommer med gode forslag til reformer af EU. Hun foreslår, komitemedlemmer under Kommissionen offentliggøres. Det støtter jeg varmt, men det er ikke traktatbundet. Der er intet i vejen for, at Kommissionen offentliggør disse medlemmer hverken med eller uden forfatningstraktaten.

Hanne Dahl fremsætter også Jens-Peter Bondes forslag om at kommissærerne skal vælges nationalt, fordi Kommissionen ikke skal være et embedsmandsapparat. Det er en gammel misforståelse, at kommissærer er embedsmænd. De er politikere. Og det er netop meningen, at kommissærerne skal varetage fællesskabets interesser i stedet for snævre nationale interesser.

Hvis kommissionen skal folkevælges, skal hele EU være deres valgkreds, ikke bare et enkelt land, som de så vil stå til ansvar for fremfor fællesskabets interesser. Men det vil være i strid med det proportionalitetsprincip, man har for at særligt hensyn til de små lande, herunder Danmark. Hvis man derfor stadig ønsker garanti for en dansk kommissær, må han/hun nødvendigvis udpeges. At kalde det udemokratisk som JuniBevægelsen gør, får mig til at spørge om vi så også skal erstatte statsministerens ret til at udpege sine ministre med et direkte valg?

Junibevægelsens argumentation er inkonsistent. Jeg hilser bestemt Junibevægelsens kritik velkommen, men det fremstår stadig uklart, hvad Junibevægelsen vil med et nej. Hanne Dahl mangler stadig at fremføre, hvad det præcist er ved Nicetraktaten i dag, som er bedre end et EU med forfatningstraktaten. Er det, at Ministerrådsmøderne ikke er åbne? Er det, at en million borgere med en underskriftsindsamling ikke kan sætte dagsordenen i Kommissionen? Er det, at vi har næsten 30 beslutningsformer i stedet for seks? Er det, at vi med nicetraktaten ikke har et kompetencekatalog, hvor det fremgår klart, hvad EU skal tage sig af? Hvad er det, som gør Nice bedre end forfatningstraktaten, Hanne Dahl?

Ib Christensen har altid manglet fantasi til konstruktivt at finde løsninger på problemer. Til gengæld har han som kompensation altid udmærket sig ved at påtage sig rollen som den sure, gamle mand der forvrøvler debatten. I Information den 14. april forsøger IC at forvrøvle EU-debatten med en EU-hær i forfatningstraktaten. Der står ikke et eneste ord om nogen EU-hær.

Militærkapacitet er suverænt et nationalt anliggende, men det er vel for pokker i vores egen interesse, at indsatsen koordineres med de andre lande, hvis man da ønsker, at vi ikke skal spilde ressourcerne og samtidig skal påtage os et ansvar for de konflikter, der er i verden.

Hvis vi skal påtage os vores ansvar, kræver det også nogen fælles investeringer. Fx mangler vi kapacitet, når det gælder transportfly. Det gælder hele Europa.

Vi plejer i Europa at leje transportfly af Ukraine. Det forsøgte vi også under flodbølgen. Til vores store fortrydelse havde amerikanerne allerede lejet de ukrainske transportfly på det tidspunkt, hvilket gik stærkt ud over responstiden for vores udrykning. Hvor ansvarligt er det at være så afhængig af ukrainske transportfly?

“Nordic Battle Group” er en såkaldt multinational indsatsstyrke. Den koordineres i EU-regi, ledes af neutrale Sverige og tæller derudover Estland, Finland og Norge. Hvor ansvarligt er det, at et land som Danmark, hvis soldater roses over hele verden, ikke påtager sig sit ansvar?

IC vil ikke overlade verdensscenen til USA, men vil heller ikke påtage sig et ansvar. IC må bestemme sig for, om han vil blæse eller have mel i munden. Og hvad med at komme på banen med konstruktive forslag til, hvordan vi løser konflikter i verden frem for bare at kritisere de forslag der er fremsat.

Biobrændsel fremstår som et stadigt stærkere alternativ til fossile brændstoffer som benzin. Langt det mest udbredte biobrændsel både i EU og på verdensplan er bioethanol og biodiesel. Bioethanol produceres på sukker- og stivelsesholdig afgrøder som sukkerrør, sukkerroer, majs og hvede. Biodisel produceres på olieholdig frø som raps- og solsikkefrø. Den åbenbare fordel er et bæredygtigt brændsel, som er CO2-neutralt.

Men hvilken relevans har det for det sydlige Danmark, kan man næsten høre, at du som avislæser tænker. Relevansen er klar. Der er arbejdspladser i skidtet. Mange.

Vedvarende Energi er ikke længere langhåret filantropi, det er cool business, arbejdspladsskabende og ren energi. Og så skal det bemærkes, at bioethanol er lige til at gå til. Problemet ved fx. brændselsceller er, at det kræver helt ekstraordinære lagrings- og distributionsenheder. Ved brug af bioethanol er alle processer velkendte. Ved en blanding af henholdsvis benzin og diesel på op til 15 % kan et hvilket som helst fartøj, med undtagelse af et par ældgamle biler, køre på den så næsten CO2-neutrale brændstof uden motortekniske indgreb. Så, hvad pokker venter vi på?

Biobrændsel er ikke umiddelbart konkurrencedygtigt med fossile brændstoffer som benzin. Jeg skriver bevidst ‘umiddelbart’, fordi en olieprisstigning fra Mellemøsten, prisstigning på EU’s CO2-kvoter eller et gennembrud i forskningen i biobrændsel vil vende op og ned på dette forhold. Jeg mener ikke, der er nogen grund til at vente på, at nogen af disse forhold indtræffer. I stedet for at købe CO2-kvoter af fx Polen, kan vi lige så godt “købe” dem af dansk bilisme i form af afgiftsnedsættelse.

I tilgift sikrer vi også, at vi alle bliver mindre afhængig af olie fra Mellemøsten, og vi skaber nye afsætningsmuligheder for landbruget, særligt, hvis man kombinerer produktionen af bioethanol med et biogas og/eller biomasseanlæg.

I regeringsprogrammet er der lagt op til, at der skal forskes mere i vedvarende energiformer og andre grønne og co2-neutrale teknologier. En god start på den målsætning kunne være at afsætte flere penge til afdelingen for Bioenergi ved Syddansk Universitet i Esbjerg.

Men bioenergi er generelt et område, hvor initiativet ikke har manglet blandt private personer og organisationer. I Guderup på Als har Nis Krogh sammen med Kent Skaaning og universitetet i Rostock udviklet en ny forbrændingstank, der kan sikre en bedre energiudnyttelse af biomasseprodukterne. I Løgumkloster har SLR med Peter B Nissen i front ihærdigt arbejdet for et bioethanolanlæg ved Tønder.

Der er også de danskere, som har valgt at køre på rapseolie og tage smutturen syd for grænsen for at tanke op. I Sønderjylland har vi det hele. Vi har den akademiske ekspertise, vi har det private initiativ, vi har private forbrugere. Hvad pokker venter vi på?

I Danmark har vi nogle kedelige “rekorder” på bioenthanolområdet. Sammen med Grækenland er vi det eneste land i EU, som ikke har nedsat afgifterne på biobrændsel. I EU’s biobrændselsdirektiv fra 2003 var målsætningen om biobrændsels andel på 2 % i 2005 og 5,75 % i 2010. Men referenceværdierne er ikke obligatoriske, men vejledende.

I Danmark har vi derfor meddelt Kommissionen, at vores ambition er 0%. Det lader vi lige stå et øjeblik. 0 %. Vi er simpelthen uambitiøse i Danmark. I mellemtiden er biobrændstof et varmt emne i Tyskland. Nis Krogh forventer derfor, at det første anlæg bliver sat i produktion i Tyskland. I Tønder står Peter B. Nissen klar med tyske investorer. Det er efterhånden klart for alle, at bioethanolanlægget bliver opført lige syd for grænsen, hvis den danske afgiftspolitik ikke ændres.

Brasilien er sammen med USA verdens største producent af bioethanol. I Canada har man set også set ihærdighed blandt private som i Danmark. Forskellen er blot, at staten er gået ind og har støttet aktivt. I december sidste år besluttede den canadiske regering, at alle statsrelaterede fartøjer skal overgå til biobrændsel. I Sverige er det besluttet at busser og taxier skal køre på bioethanol, og her kan man på de fleste tankstationer tanke brændstof med bioethanol.

Roger Godeau var en fransk cykelrytter, som altid kom sidst i Tour de France. Det var ham, der lagde navn til Samuel Becketts berømte teaterstykke “Mens vi venter på Godot”. Hvis vi ikke skal ende som Roger Godeau, er tiden inde til handling. Der er fremtid i biobrændsel. Det drejer sig ikke om idealisme af nogle “skæggede vegetarer i sandaler”, som The Economist så berømt udtrykte det. Det er cool business. Alene bioethanolanlægget i Tønder forventes at kunne tiltrække investeringer for op mod 700 millioner kr. og skabe mindst 250 arbejdspladser. Hvis vi ikke skal ende som Roger Godeau, skal vi have fjernet afgiften på biobrændsel.

I sin kommentar d. 12. april giver Lars Qvortrup en udmærket beskrivelse af Richard Floridas “The Rise of the Creative Class”. Mange henviser til den som en bibel uden at have læst den, for slet ikke at tale om at have forstået den. Alle hæfter sig ved Floridas bøsse- og boheme-indeks, og det er afgjort en del af salgsvaren, men står langt fra alene i pointen med den kreative klasse og det tolerante samfund. David Gress har ikke overraskende skudt med skarpt efter Richard Florida. Gress insisterer på, at Florida ikke har “noget på”. Det drejer sig ikke om at gøre byerne mere attraktive ved tolerance og rigt kulturliv, men lav skat. Mere overraskende er Karrie Jacobs. Karrie Jacobs er chefredaktør på design og arkitektur magasinet Dwell og redaktør på Metropolis Magazine. Hun beskæftiger sig derfor naturligt med byplanlægning. De amerikanske byplanlæggere hører til blandt Richard Floridas mest trofaste disciple. Derfor kom det som lidt af en overraskelse, da Karrie Jacobs lavede et frontalangreb på Richard Florida i artiklen “Why I don’t love Richard Florida”. Pointen i Jacobs’ kritik er, at selvom hun er grundlæggende enig i Floridas pointer, modsætter hun sig, at alle æder hans ord råt. Længere tid er det ikke siden, vi alle løb efter Peter Druckers ord om videnssamfund og vidensarbejdere, det gør vi vel egentlig stadig? Sandt er det, at hvis man læser Florida som Fanden læser Biblen, når man nogle pudsige konklusioner. Det er også konkret her, Karrie Jacobs løber sit ærinde. Amerikanske byplanlæggere skal ikke udelukkende tænke i baner af bøsse- og boheme-venlige storbyer. Det er vigtigt at holde sig for øje, at Richard Florida forsøger at kvantificere det ikke-kvantificerbare. Derfor vil det få det skær af varm luft, som især David Gress væmmes ved. Florida opdagede tilfældigt, at der var en pudsig sammenhæng mellem hi-tech vækstcentre og byer med mange bøsser og bohemer. Af det konkluderer Richard Florida sin hovedpointe, at kreative mennesker er, som bøsser og bohemer er det, tiltrukket af den samme ting, nemlig det tolerante samfund. Det er en plausibel konklusion, men i teorien kunne det lige så godt være bøsser og bohemer, der er tiltrukket af at være steder, hvor der er kreative mennesker, og kreative mennesker er tiltrukket af et helt andet fænomen, fx jordbærplantager. Vi skal passe på, at vi ikke gejler hinanden så højt op, at vi mister jordforbindelsen. Hvis vi konkret vender tilbage til Karrie Jacobs og hendes byplanlæggere, er der ikke noget nyt i de tolerante storbyer, som kan læses ud af Richard Floridas bog. Det kaldes Soho-fænomenet og har efterhånden mange år på bagen. I Danmark har vi Vesterbro som et godt eksempel på, hvordan det autentiske arbejderkvarter ligger i harmoni med den moderne cafe-metropol mentalitet. Lars Qvortrup afslutter sin kommentar med, at det parti der forstår signalerne i Richard Floridas analyse og modvirker en social opslitning, er et godt bud på et moderne velfærdsparti. Den pointe er jeg meget enig i, men det der er endnu vigtigere er, at man som parti ikke gro fast i én forestilling af hvordan verden ser ud. Verden er omskiftelig, og det er vel også netop grunden til at Floridas opfølgning på “The Rise of the Creative Class” hedder “The Flight of The Creative Class”. Det drejer sig nemlig mere om at fange Richard Floridas ide, end at nærlæse hans bøsseindeks. Det er en udfordring at sikre en social sammenhængskraft, hvis der i bysamfundets tolerance er indbygget en tiltrækningskraft, fordi det i sagens natur skal trækkes et sted fra. Lidt enkelt kan man sige, at udfordringen bliver at kombinere Floridas kreative klasse med regional udvikling. Det behøver ikke være en en selvmodsigelse, men netop en forudsætning for at der også kan tiltrækkes højtuddannet arbejdskraft og kreative arbejdere til de mere tyndtbefolkede områder. Der ligger intet i Richard Floridas kriterier, som bare antyder, at kreative kun trives i storbyer. San Francisco og Austin, Texas fremhæves igen og igen i bogen, og begge byer er med sine ca. 700.000 indbyggere ikke overvældende i størrelse set i amerikanske forhold. Det er derfor min påstand, at når den kreative klasse bliver læst som et storbysfænomen, hænger sammen med, at vi forbinder et rigt kulturliv med storbyerne. Sådan behøver det ikke at være. Derfor er det også fantatisk vigtigt, at kultur ikke bliver sådan noget fisefint, man gør i København, men udvikles regionalt. Et aspekt overses ofte i denne diskussion. Vi siger forenklet, at et rigt kulurliv er et vigtigt bidrag til at tiltrække de kreative hoveder til egnen. På den måde betragter vi det kreative samfund som et nulsumsspil, hvor “tolerance” er et konkurrenceparameter. Men et rigt kulturliv skal selvfølgelig være til for alle og forhåbenltig være kreativ stimulans også for dem, som ikke klassificeres som kreative arbejdere i dag. Kreative miljøer skulle også gerne bidrage til kreativ tankegang hos alle. Tværfaglighed, innovativ tænkning og skæve ideer er netop nøgler til omstillingsvilje og villighed. På den måde bliver det kreative samfund et plussumsspil. Igen en vægtig grund til regional kulturudvikling, og til at de nye storkommuner i Danmark i højere grad satser på kulturel udvikling og oplevelser som en del af deres strategi for at sikre slagkraftige og dynamiske områder. Der er også andre aspekter af A- og B-hold i denne kontekst. Richard Florida er fokuseret på “hard core kreative” og “kreative professionelle”, som er en lidt kunstig inddeling af kreative erhverv, sådan som Florida ser dem. Som liberal mener jeg, at den diskussion skal vendes på hovedet. Ethvert menneske har sine evner, talenter og kreativitet. Der vil altid være nogen, som er bedre end andre. En social sammenhængskraft må ikke munde ud i et socialdemokratisk lighedstyranni, så dræbes initiativet. I lige samfund er mennesker aldrig helt frie, og i frie samfund er mennesker er aldrig helt lige. Der vil altid være en Helena Christensen som er smukkere end alle andre, en Bill Gates som har et større forretningstalent end alle andre, og der vil altid være nogen, som er mere kreativ end andre. At kæle for eliten og sikre social sammenhængskraft er ikke en modsætning. Vi skal sikre et højt bundniveau, som det hedder på fodbold-dansk. Det betyder, at når vi siger, vi skal leve af uddannelse og forskning, er uddannelse ikke kun videregående uddannelser, men også livslang læring. Forskning er ikke kun hvide kitler, men også blå kedeldragter. På fremtidens arbejdsplads bliver viljen til omstilling og forandring netop vejen til tryghed og velfærd. Og netop derfor er det moderne velfærdsparti som Lars Qvortrup definerer det ikke det parti, som blot forstår at appellere til caffe latte segmentetet, men det parti, som bredt forstår at skabe sammenhæng i samfundet.

TDC modsætter sig elselskabernes indtog på bredbåndsmarkedet. De er håbløst bange for konkurrence. Det manglende fremsyn er svært at læse som andet end arven som statsmonopol stadig sidder i benene. TDC kan ikke se kundernes behov for mere båndbredde. Havde vi spurgt for 10 år siden, kunne TDC sikkert ikke se behovet for mere end et 28.8 modem. Allerede i dag minder det danske bredbåndsmarked mere om et smalbåndsmarkedet . Tiden er inde til at skifte i et højere gear. *Hønen og ægget* Med de nuværende smalbåndsløsninger er vi fanget i et spil om hønen og ægget. Skal indholdsudbyderne levere indhold, som det nuværende net ikke kan bære, eller skal vi have øget kapaciteten, før indholdet er til det? Svaret forekommer mig indlysende. Det er selvfølgelig absurd for en privat indholdsudbyder at levere en service, ingen kan benytte. Vi skal have øget kapaciteten først. Og vi skal turde satse fremadrettet. “Bredbånd til folket” er ikke en utopi men noget, vi skal gå målrettet efter, så Danmark kan forblive i den vidensbasserede superliga.

I Urban og andre aviser kunne man d. 13. april under overskriften ”Unge gider ikke rugbrødsarbejde” læse arbejdsgivernes klagesang over de respektløse unge. Udviklingschef Jacob M. Lund fra Dansk Handel & Service siger bl.a., at primadonna-frekvensen er høj, unge er egocentriske projektbørn, der er knalddygtige og ambitiøse og vil udfordres hele tiden. Samstemmende siger forskningschef Charlotte Rønhof, Dansk Industri, at der er perioder med rugbrødsarbejde for alle, og det er universiteternes skyld, unge ikke er forberedt på dette, fordi de ikke har forberedt unge på den virkelige verden. Det er en misforståelse at sige, at det er universiteternes skyld, at unge ikke er vant til rugbrødsarbejde. Der findes ikke bare perioder, men hele semestre på ethvert universitetsstudium, hvor man tænker, hvad laver jeg her. Men det som holder universitetsstuderende på bænken selv i sådanne perioder, er en mening med galskaben. Det er en misforståelse, at de ambitiøse unge kun gider at lave, hvad de har lyst til, men de vil se en mening med galskaben. Arbejdet skal være på vej et sted hen eller bidrage til en større sammenhæng. Og det er arbejdsgiverens ansvar! På fremtidens arbejdsmarked er både omstillingsevne og omstillingsvilje nøglen til at sikre vækst og velfærd. Det har arbejdsgivere med Dansk Industri i spidsen hele tiden bakket op. Men der er to sider af den medalje. Det betyder ikke kun, at alle medarbejdere skal være klar på efter- og voksenuddannelse, og slagterimedarbejdere skal være klar på en tilværelse i sundheds- og socialvæsnet. Det betyder netop også omvendt, at arbejdsgivere skal tilpasse sig de kreative hoveder. For arbejdsgiveren betyder det bl.a. medarbejderindflydelse på arbejdspladsen, visioner for fremtiden og ansvar for lokalsamfundet. Tiden med 10-års jubilæer på den samme arbejdsplads er slut. Gennemsnitsansættelsestiden i IT-branchen er 18 måneder. Den kreative medarbejdere opererer på det horisontale arbejdsmarked. Det betyder, at de avancerer på arbejdspladsen ved at skifte jobs, ikke ved at blive på samme arbejdsplads og stige i graderne ved anciennitet. Tiden er inde til, at også arbejdsgiverne viser omstillingsevne og omstillingsvilje.

I Urban og andre aviser kunne man d. 13. april under overskriften ”Unge gider ikke rugbrødsarbejde” læse arbejdsgivernes klagesang over de respektløse unge. Udviklingschef Jacob M. Lund fra Dansk Handel & Service siger bl.a., at primadonna-frekvensen er høj, unge er egocentriske projektbørn, der er knalddygtige og ambitiøse og vil udfordres hele tiden. Samstemmende siger forskningschef Charlotte Rønhof, Dansk Industri, at der er perioder med rugbrødsarbejde for alle, og det er universiteternes skyld, unge ikke er forberedt på dette, fordi de ikke har forberedt unge på den virkelige verden.

Det er en misforståelse at sige, at det er universiteternes skyld, at unge ikke er vant til rugbrødsarbejde. Der findes ikke bare perioder, men hele semestre på ethvert universitetsstudium, hvor man tænker, hvad laver jeg her. Men det som holder universitetsstuderende på bænken selv i sådanne perioder, er en mening med galskaben. Det er en misforståelse, at de ambitiøse unge kun gider at lave, hvad de har lyst til, men de vil se en mening med galskaben. Arbejdet skal være på vej et sted hen eller bidrage til en større sammenhæng. Og det er arbejdsgiverens ansvar!

På fremtidens arbejdsmarked er både omstillingsevne og omstillingsvilje nøglen til at sikre vækst og velfærd. Det har arbejdsgivere med Dansk Industri i spidsen hele tiden bakket op. Men der er to sider af den medalje. Det betyder ikke kun, at alle medarbejdere skal være klar på efter- og voksenuddannelse, og slagterimedarbejdere skal være klar på en tilværelse i sundheds- og socialvæsnet. Det betyder netop også omvendt, at arbejdsgivere skal tilpasse sig de kreative hoveder. For arbejdsgiveren betyder det bl.a. medarbejderindflydelse på arbejdspladsen, visioner for fremtiden og ansvar for lokalsamfundet. Tiden med 10-års jubilæer på den samme arbejdsplads er slut. Gennemsnitsansættelsestiden i IT-branchen er 18 måneder.

Den kreative medarbejdere opererer på det horisontale arbejdsmarked. Det betyder, at de avancerer på arbejdspladsen ved at skifte jobs, ikke ved at blive på samme arbejdsplads og stige i graderne ved anciennitet. Tiden er inde til, at også arbejdsgiverne viser omstillingsevne og omstillingsvilje.