Ellen Trane Nørby

I dagene op til påske mødtes EU’s regeringschefer til topmøde i Luxembourg . Europas økonomi var på dagsorden. Første dag blev overskygget af ændringerne i vækst- og stabilitetspagten, mens anden dagen stod i servicedirektivets navn. Det er usædvanlig kedeligt, fordi topmødets egentlig dagsorden var regeringschefernes evaluering af den såkaldte Lissabon-strategi. Lissabon-strategien er overskriften på en serie af reformer, som regeringscheferne gav hinanden håndslag på for fem år siden, i marts 2000. Det er tid til en midtvejsevaluering – på godt og ondt. * Baggrunden * I år 2000 gik det godt i Europa. Vi oplevede de største vækstrater i et årti. Men der lurede også visse udfordringer. De umiddelbare udfordringer var de fremadstormende økonomier i Kina og Indien. I Kina ser vi lønninger, der gør konkurrence på manuelt arbejde umuligt. Vi kan ikke konkurrere på løn med Kina, det bliver vi kun fattigere af. I Indien ser vi en klasse af universitetsuddannede med gode engelskkundskaber rejse sig. Det har gjort Indien til et slaraffenland for “outsourcing” og “off-shoring”. Det betyder, at Indien er en global spiller, når det kommer til serviceydelser. I Europa er 70 % af befolkningen beskæftiget i servicesektoren, så det hverken var eller er en ubetydelig ufordring. Dertil lagde man, at Europas ’baby-boom’ nærmede sig pensionsalderen med hastige skridt. Projektioner fra Kommissionen viser, at mens andelen af ældre i forhold til arbejdsdygtige i dag ligger på omkring 24 %, vil den alt andet lige nå 50 % i 2050. I Europa har vi udviklet en særlig, social velfærdsmodel, som vi ønsker at bevare. Det overordnede spørgsmål er derfor, hvordan bevarer vi vores sociale model og europæiske livsstil i en global konkurrence? Derfor satte de europæiske stats- og regeringschefer hinanden stævne i marts 2000 i den portugisiske hovedstad Lissabon. Optimismen var stor på det tidspunkt til trods for udfordringerne. I overvejelserne til en løsningsmodel faldt øjnene hurtigt mod USA. Europa skulle i år 2010 blive “den mest dynamiske og konkurrencedygtige vidensøkonomi i verden”. Europa skulle med andre ord fravriste USA den gule førertrøje, som USA afgjort havde med bl.a. 74 % af alle top 300 IT-virksomheder i verden og 46 % af alle top 300 private forskningsvirksomheder. Europa ville dog ikke bare overhale USA, men overhale med egne spilleregler. Europa skulle ikke bare blive verdens førende vidensøkonomi, men samtidig gøre det med bæredygtig økonomisk vækst, flere og bedre jobs og en større sammenhængskraft i samfundet og respekt for miljøet. At udviklingen skulle ske bæredygtigt, har fået mange kritikere. I Danmark har bl.a. Dansk Industri kritiseret den brede målsætning. DI mener, at målsætningerne er modsatrettede, og miljøhensyn kun kan efterleves ved økonomisk vækst. Derfor var DI’s Hans Skov Christensen også meget bekymret, da dagsordenen for topmødet blev bekendtgjort. Miljø fyldte ganske enkelt for meget på dagsordenen for DI. Vækst betyder noget. For mange er det blevet et abstrakt begreb, men økonomisk vækst er en forudsætning for alene det at kunne sikre den velstand og hensyn til miljø og social sammenhængskraft i samfundet, vi har vænnet os til i Europa. Det er ganske enkelt en forudsætning for den europæiske livsstil. Men da hele målsætningen med Lissabon-processen netop er at bevare den europæiske livsstil, nytter det ikke noget at stirre sig blind på USA-modellen, som bestemt også har sine svagheder. Det har bl.a. de anerkendte økonomer John Kay og Olivier Blanchard fremført. Kay er bl.a. fast skribent på Financial Times, og Branchard professor ved MIT i USA. De fremfører, at USA oplever højere produktion per indbygger, simpelthen fordi amerikanerne arbejder flere timer og oplever højere immigrationsrater. Der skulle altså ikke være noget grundlæggende overlegent i USA’s økonomiske model. Den såkaldte Wim Kok-gruppe, som Kommissionen nedsatte i marts 2004 som optakt til midtvejsevalueringen, konkluderede også, at Lissabon-kriterierne er både rigtige og mulige, men også bydende nødvendige. * Halvvejs midtvejs? * Den anerkendte engelske tænketank Centre for European Reform (CER) har siden Lissabon-strategien blev lagt i 2000 årligt lavet et “score-card”, hvor de giver landene karakter for deres præstationer. Lissabon er ikke et forpligtende samarbejde, men et håndslag mellem medlemslandene. Derfor retter CER fokus både på medlemslandenes hidtige præstation og vilje til at leve op til målsætningerne. Der er i alt 17 kvantificerbare mål. Overordnet flotter “the Nordic 3″ sig. Sverige indtager førstepladsen med hele 12 mål nået her halvvejs, Danmark indtager andenpladsen med 9 mål, og Finland sidder på femtepladsen med syv mål. Danmark tager endda førstepladsen, når det kommer til “informationssamfundet”, som netop er et af omdrejningspunkterne i Lissabon-strategien. Danmark er langt fremme, når det kommer til udbredelse af bredbånd, IT i husstandene, digital forvaltning og meget andet. Samlet giver CER medlemslandene et 7-tal for deres hidtidige præstationer. Dette er dog udtryk for et enormt udsving mellem landene. De nordiske lande ligger i toppen, mens især Italien halter bagefter sammen med Østeuropa. * Handlingsplan * Den sidste måling fra Eurobarometer (efterår 2004) viser, at kun 38 % af europæerne tror, det kan lade sig gøre for Europa at overhale USA som verdens førende vidensøkonomi indenfor de næste fem år. Kun 33 % blandt danskerne tror, det kan lade sig gøre. Lissabon-strategien er ambitiøs, men både rigtig og nødvendig. Det er dog tydeligt, at når vi er mere midtvejs end halvvejs, skal handlingsplanen konkretiseres. / Forpligtelse / Wim Kok rapporten pointerer rigtigt, at hovedproblemet i Lissabon-processen er medlemslandenes manglende forpligtelse til egne ord. Lissabon-strategien ligger som sådan udenfor Unionens kompetencer, hvorfor det hele står og falder med medlemslandenes vilje til forandring. Derfor bør Kommissionen indføre et princip om “name, fame, and shame”. CER’s årlige rapporteringer er respekterede, men der er behov for at Kommissionen løbende navngiver “skurkerne” og roser “heltene”. Nøgletallene spænder over et enormt sving i præstationer . Landenes præstation skal offentligt måles og vejes løbende. Gennem benchmarking vil vi kunne lære af hinandens fejl og adoptere best practices. Det indre marked. Kommissionen anslår, at det indre marked i sin nuværende form har skabt 2,5 millioner ekstra arbejdspladser. Alligevel er der stadig nationale hindringer. Særligt to direktivforslag bør vedtages hurtigst muligt , men dog ikke i et tempo, så sjuskefejl dominerer. Hastværk er lastværk om end vedtagelsen er vigtigt. Patent- og servicedirektivet. Et fælles europæisk patent, som bygger på et sprog – engelsk – vil kunne lette meget arbejde for innovative virksomheder i Europa. Desværre er der fra blandandet fransk side en enorm tilbageholdenhed overfor et-sprogsmodellen selv om alle anerkender, at det er vejen frem. Softwarepatentdirektivet har også sine svagheder. Som det ligger nu er det formuleret så katastrofalt ringe, at det direkte kan dræbe innovation, selv om intentionen var det modsatte. Servicedirektivet er ligeledes formuleret ualmindeligt klodset. Der er i den grad behov for en præcisering, så direktiverne kan få de tilsigtede virkninger. 3 % til forskning. I 2002 kom efternøleren i den 17-kriteria store Lissabon-familie til verden. Det er det meget omtalte 3 % af BNP til forskning princip. En ofte overset detalje i dette kriterium er dog, at tre fjerdele af pengene skal komme fra den private sektor. Grundforskning er som navnet antyder en forudsætning for forskning, men der er et akut behov for at sætte skub i den strategiske forskning, fordi det skaber arbejdspladser her og nu. De innovative virksomheder er med enkelte store undtagelser små selskaber. Derfor kan det være svært for den enkelte private virksomhed at løfte opgaven om strategisk forskning. Men vi har fortsat i Danmark et for stift billede af
forskning som noget med hvide kitler og hornbriller. Regeringen har taget forskellige initiativer under overskriften fra forskning til faktura. Det drejer sig her i høj grad om at øge samspillet mellem det private erhvervsliv og den offentlige sektor, ikke mindst de offentlige forskningsinstitutioner. Det føromtalte europæiske patentdirektiv er også tænkt til at kunne tiltrække udenlandske investeringer i innovative virksomheder. Iværksætteri. Eurobarometer fra efteråret 2004 viser, at kun 45 % af europæerne overvejer at starte deres eget, mod 61 % i USA. Relativt dobbelt så mange europæere som amerikanere erklærer, at de ikke vil starte for sig selv, men foretrækker tilværelsen som lønmodtager. Vi har behov for iværksættere i Europa. I Danmark har vi arbejdet målrettet mod at gøre det lettere at etablere egen virksomhed. Det har vi gjort så godt, at ifølge Verdensbanken er vi det land i verden, hvor det er lettest at etablere virksomhed. I Danmark tager det ifølge Global Entrepreneurship Monitor (GEM) fire dage og er omkostningsfrit. I Portugal tager det 71 dage, og i Grækenland koster det flere tusinde euro. I Danmark kæmper vi dog ikke desto mindre alligevel med en manglende iværksætterkultur. Jeg mener derfor, vi må gå videre i vores bestræbelser. Det er netop ikke etableringen af virksomheden, der volder problemer. Forskellige undersøgelser viser, at det er de to til tre første leveår, som er afgørende. Overlever en virksomhed de første tre år er sandsynligheden for videre overlevelse overvejende. Derfor bør vi indføre offentlig medfinansieret revisor- og advokathjælp til innovative virksomheder indenfor de første tre år, eller til virksomheden giver det fornødne overskud. Kommissionen har netop tilpasset reglerne for statssubstitution for at gøre sådanne initiativer muligt. Regeringsgrundlagets foslag om bedre beskatningsmodeller for vækstiværksættere er velkoment. Regelbyrde. Kommissionen har beregnet, at administrationsbyrden – red tape – koster det europæiske erhvervsliv over 50 milliarder euro om året. Det er sikkert også administrationsbyrden, der ligger til grund for, at danske iværksættere er meget længe om deres første medarbejderansættelse. Det påtvinger simpelthen den enkelte iværksætter en uoverskuelig byrde. Lovjunglen skal forenkles. Kommissionen har selv taget initiativ til at trække 100 lovforslag tilbage. I øjeblikket gennemlæser Kommissionen 900 muligvis forældede love for at få ryddet op i junglen. Medlemslandene burde tage samme initiativ. * Konklusion * Verdens førende vidensøkonomi og en beskæftigelse på 70 % i 2010 er klart udenfor rækkevidde. Der er simpelthen for mange medlemslande, der er gået for uambitiøst til værks. Desværre! Derfor bør fokus også rettes på blot at “lukke hullet” til USA. Hvis Europa opnåede en vækstrate på ca. 3 % som USA, ville det betyde 20 millioner jobs i 2010. Med en vækstrate på lidt over 2 % er det ikke umuligt at indhente USA, blot ikke på fem år. En overset detalje er europæernes og amerikanernes produktivitet. Kay og Blanchard påpeger rigtigt, at amerikanerne arbejder flere timer, men de overser tilsyneladende, at amerikanernes produktivitet per time også er højere, og det går den forkerte vej. I 1995 producerede amerikanerne gennemsnitligt 3 % mere end europæerne per time. I 2005 anslåes tallet at være 12 %. Der er dog stadig grund til at være optimist. Europa bevæger sig ikke i det tempo, som er nødvendigt for at blive verdens førende vidensøkonomi, men der er sket store fremskridt i løbet af de første fem år. Europa har liberaliseret markederne for energi, telekommunikation og finansielle serviceydelser. Barosso-kommissionen har gjort Lissabon-strategien til sin første prioritet. Den har hidtil ikke ville name-shame-fame medlemslandene, men har dog opfordret regeringerne til at udpege en Lissabon-ansvarlig i regeringen. Det er tydeligt, at Danmarks statsminister har påtaget sig opgaven og går seriøs til opgaven. Danmark er kommet langt. Vi er på mange måder et forbillede for Europa, men vi mangler stadige nogle skridt, før vi er i mål.

Det falder Claes Kastholm for brystet her i avisen (15/3), at jeg pointerer nogle problemstillinger ved at indskærpe reglerne for plagiat, fordi jeg er bekymret for, at der i virkeligheden er tale om en udvidelse mere end en indskærpelse. Kastholm lader dog til ikke bare til at misforstå pointen, han underbygger også den grundlæggende bekymring og vælger bevidst eller ubevidst at fordreje hele diskussionen. Desuden mener Kastholm, at alle andre skal blande sig uden om hvad der er op og ned i Esmann sagen, for det ved Kastholm bedst. Mener han da selv. Men lad os tage den en gang til.

Det er modsætningsfyldt, at Kastholm fastholder, at sagen om Frank Esmanns Kissinger biografi er firkantet og lige til. Det stemmer simpelthen dårligt overens med, at Syddansk Universitet og Københavns Universitet, som Kastholm selv har bedt uvildigt dømme Esmann, har frabedt sig opgaven, fordi den ikke er så enkel. Her er det vigtigt at fastholde, at universiteternes begrundelse ikke skyldes, at reglerne skulle være upræcise. Reglerne er præcise, fordi plagiat er et klart brud på den private ejendomsret, nemlig ophavsretten. En ophavsret som alle støtter og som slet ikke er til diskussion. Syddansk og Københavns Universitet har begge frabedt sig opgaven, fordi det nu engang altid må og skal hvile på en subjektiv vurdering. Det mener de to universiteter ganske enkelt ikke, de har ressourcerne til. Vi ville jo netop ikke stå i denne situation, hvis sagen var så enkel, som Kastholm gerne vil gøre den til. Kastholm kunne jo i givet fald anskaffe sig et computer-understøttet værktøj til at afsløre plagiat og så ville den sag være ude af verden. Det er en uskik at lovgive på baggrund af enkelte sager. Derfor bekymrer det mig, at Esmann-sagen er det eneste brænde på Kastholms bål.

Kastholm afslutter med at tale om “at forsvare den åndelige ejendomsret, så godt vi kan”. Og her er vi netop ved kernen af min bekymring for, hvad det er for en præcisering, Kastholm har gjort sig til bannerfører for. “Åndelig ejendomsret” lugter langt væk af et litteraturpatent, og her bør selv Claes Kastholm træde varsomt. Der er en grund til, at “kunstneriske frembringelser” er undtaget for patentloven. Allerede i § 1, stk. 2. Claes Kastholm kan med fordel genlæse mit H.C. Andersen eksempel, hvis han ikke forstår hvorfor.

Morten Messerschmidt fra DF hopper i et læserbrev den 16/3 på Junibevægelsens lille ordleg for begyndere. Den om hvad skal barnet hedde. Men lad os se, om vi kan få rundet farcen af. I det eksisterende traktatgrundlag for EU står der eksempelvis ikke ordet “Nicetraktaten” nogen steder. Til gengæld står Traktat om den Europæiske Union flere steder. Men derfor kalder vi nu alle inkl. Messerschmidt det stadig for Nicetraktaten. Traktaterne i EU er altid i talesprog blevet navngivet efter den by, hvor de er vedtaget eller ved en sammensætning af ord. Nyskabelsen i denne omgang er, at i stedet for et alt andet lige intetsigende stednavn, sætter man nu ‘traktat’ sammen med ‘forfatning’. Det er mere sigende på fuldstændig samme måde, som “Den Europæiske Union-traktaten” er mere sigende end fx Nicetraktaten. Der er ingen hokuspokus, det er stadig en traktat. “Madbog” findes heller ikke i retskrivningsordbogen, men derfor er det stadig en bog om mad, ikke en mad om bog. Forfatningstraktaten er en traktat om en forfatning, ikke en forfatning om en traktat. Derfor er det kort og godt noget vrøvl at kalde “TRAKTATEN om en forfatning for Europa” for en EU-forfatning. Det er en forfatningstraktat eller en EU-forfatningstraktat. *Statsdannelse* Messerschmidt forsøger herefter at tegne billedet af EU som en stat. Ligesom OL, UEFA , Brøndby Boldklub har et flag, præsident, hymne, så har EU det også. EU er ikke en stat af flere grunde. For det første er alle indbyggere i EU ikke lige. De små landes stemme er overrepræsenteret og tæller mere i såvel Europaparlamentet som i rådet. Allerede i den første artikel I-1 fremgår det, at EU kun har de kompetencer, medlemsstaterne tildeler den. Hvis EU var en stat, ville det være omvendt; at EU tildelte delstaterne kompetencer. Afsnit III “Unionens beføjelser” (art. I-11 til I-18) beskriver i øvrigt klart, hvilke kompetencer EU er blevet tildelt. Dette kan betragtes som et kompetencekatalog for EU. Art. I-60 indeholder en klart beskrivelse af udtræden af Unionen. Hvis EU var en stat, ville en sådan artikel ikke være til stede. Det vil svare til, at den danske grundlov beskriver, hvordan et amt træder ud af Danmark. I det hele taget taler forfatningstraktatens 448 artikler, 36 protokoller og 50 erklæringer deres eget tydelige sprog. Hvis der var tale om en stat, ville det være meget enklere at forklare, og så ville forfatningstraktaten kunne bæres i inderlommen ligesom fx den amerikanske forfatning.

Enhedslisten: Vælgerne har ikke altid ret! Jeg måtte læse sætningen et par gange for at være sikker på, at jeg ikke så syner. Man kan ikke andet end undre sig over Enhedslistens Margit Kjeldgaards debatindlæg her i Politiken (3/3). Her kritiserer hun en intern diskussion i SF om den manglende sammenhæng mellem antallet af personlige stemmer og de personer, der blev valgt til Folketinget pga. SFs partilisteopstilling. Det er ikke Enhedslistens trang til at blande sig i SF’s interne anliggender, der undrer. Det er udmeldingen “vælgerne har ikke altid ret”, der totalt strider mod hele grundlaget for det repræsentative demokrati som vi normalt er stolte af i Danmark. Enhedslisten mener ikke, at den danske befolkning er i stand til at gennemskue det politiske spil og træffe et ordentligt valg om, hvilke politikere, de gerne vil have til at repræsentere sig i Folketinget. Der skal tilsyneladende et partipolitisk medlemskab til, før ens stemme har værdi og skal tælle med. Set i lyset af, at Enhedslisten gang på gang fremfører en kritik af EU som et udemokratisk samarbejde netop på grund af en påstået mangel på borgerindflydelse. Så undrer udtalelsen; vælgerene har ikke altid ret. Hvis man skal følge logikken i Margit Kjeldgaards debatindlæg så bør det ikke være den kritik som Enhedslisten længere fremfører. Kritikken af EU hænger simpelthen ikke sammen med, at man på samme tid kritiserer danskerne for ikke altid at have ret i deres personlige, grundlovssikrede stemmeafgivelse og samtidigt kritiserer EU for ikke at inkludere befolkningen nok i de politiske beslutninger. Den eneste logiske konklusion må være, at Enhedslisten taler med to tunger: én når det drejer sig om Danmark og én, når det drejer sig om EU. Det behøver vi ikke i Venstre, for her bakker vi helt op om at valget er vælgernes hvad enten det gælder valget til Folketinget, eller den forfatningstraktat vi skal stemme om den 27. september.

På Kvindernes Internationale Kampdag, d. 8. marts 2005, foreslog EU’s ligestillingskommisær Vladimir Spidla et europæisk institut for ligestilling. Det er meningen, at instituttet skal spille en afgørende rolle i give den nødvendige ekspertise for at udvikle ligestillingspolitik i EU-landene. Instituttet forventes etableret i 2007 med et budget på over 50 millioner Euro årligt. Forslaget kommer i forlængelse af EU’s mangeårlige indsats for ligestilling i Europa. Den direkte baggrund for forslaget skal findes i det europæiske charter for menneskerettigheder, som blev vedtaget i år 2000 som en politisk hensigtserklæring. Det er glædeligt at se, at EU arbejder målrettet også med politiske hensigtserklæringer. Med forfatningstraktaten bliver ligestilling juridisk en fast del af EU’s værdier og målsætnng, uanset hvilke personer der forvalter i EU’s institutioner. Manglende ligestilling i Europa drejer sig ikke kun om for hårdhændede politifolk i Tyrkiet eller løndiskrimination i Syd- og Østeuropa. Faktisk er lønforskellen mellem kønnene mindre i lande som Portugal og Italien end i Danmark. Andelen af kvinder blandt erhvervstopledere i Danmark er 4% og under 1/3 af kommunalpolitikerne i Danmark er kvinder. I universitetsverdenen er ca. 20% af forskerne kvinder, mens kun ca. 10% af professorerne er kvinder. Det er tal, som signalerer, at der er en strukturel skævvridning. I Danmark ynder vi at bryste os af at være et foregangsland på ligestillingsområdet. Men desværre er andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer i erhvervslivet tilbagegående og lønforskellen har ikke udlignet sig. At hvile sig på laurbærene er uholdbart. Socialforskningsinstituttets rapport “Velfærdspolitik i et nyt Europa” slår fast, at “Siden Danmark indtrådte i EF i 1973 er alle love, der har styrket kvinders ligestilling kommet fra EU”. EU spiller altså en afgørende rolle for ligestillingen, også i Danmark. Et ja til forfatningstraktaten vil være en styrkelse af ligestillingen i hele Europa, herunder Danmark. Men et ja er bare ét skridt og det bør lede til flere og mere ansvar og opmærksomhed fra såvel mænd som kvinder.

D. 11. marts gør Junibevægelsens Hanne Dahl sig til talskvinde for at husstandsomdele forfatningstraktaten. Vi husstandsomdeler hverken valgloven, finansloven, grundloven eller så meget som regeringsgrundlaget. Derimod kan alle til enhver tid ringe til Folketinget, gå på biblioteket eller kommunen, hvis de ønsker at få et eksemplar. Det samme gælder forfatningstraktaten. Forfatningstraktaten er en juridisk tekst, der er meget mere kompliceret end de ovennævnte eksempler. Det er derfor de allerfærreste, der har interesse i at tygge sig igennem en sådan juridisk samling. Men selvfølgelig skal alle vælgere kunne slå op i forfatningstraktaten. Og derfor er den offentlig tilgængelig. Hvis man ringer 3337 3337 til Folketingets EU-Oplysning kan man få den tilsendt gratis. Hanne Dahl forsøger herefter at mistænkeliggøre EU-rettens forrang, og EU som juridisk person. I dag er EF, men ikke EU, en juridisk person. Skelnen mellem EF og EU er roden til megen misforståelse både indenfor og udenfor EU. Det rejser også komplicerede spørgsmål, når aftaler indgåes med fx tredjeverdens lande eller WTO. Derfor er der behov for en forenkling. Det er netop hvad vi får med forfatningstraktaten. En forenkling af det eksisterende. I forbindelse med EU-rettens forrang, skriver Hanne Dahl: “Det vil sige, at hvis der er uoverenstemmelse mellem en dansk lov og en EU-lov, så må den danske lov vige”. Ja, selvfølgelig har EU-retten forrang. Det har den haft siden EF-Domstolens Costa-dom af 1964. Længe før Danmark blev medlem af EU. Hvordan forestiller Hanne Dahl sig ellers, at et forpligtende samarbejde skal hænge sammen? Hvor ender vi, hvis et medlem kan lave love, der går imod noget, som landet måske selv har været med til at beslutte i EU-regi. Uden forrang giver samarbejdet ikke mening. Det er dog værd at bemærke, at EU-retten i praksis ikke kan gå imod Grundloven af to grunde. For det første pga. den såkaldte Henning Christophersen-klausul (art. I-5). Den henvender sig direkte til denne problemstilling og siger, at forfatningstraktaten skal respektere de nationale grundlove. EU må med andre ord ikke lovgive imod de nationale grundlove. For det andet pga. Grundlovens §20, stk. 1. I den hedder det: “Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder”. I denne sammenhæng skal man hæfte sig ved “Beføjelser, som [..] tilkommer rigets myndigheder”. Det betyder, at Danmark ikke kan afgive grundlovsstridig suverænitet. Hvis vi forestiller os scenariet, at EU lovgiver imod Grundloven, har vi ifølge Højesteretsdommen af 1992 ikke givet EU kompetence på det pågældende område. Spørgsmålet er, om Hanne Dahl nu også vil have husstandsomdelt Grundloven, så alle kan slå op og overbevise sig selv om det sandfærdige i mine udsagn? Eller om de ivrige bare kan bede om den, når de ringer 33373337 for at få tilsendt forfatningstraktaten…..

D. 11. marts gør Junibevægelsens Hanne Dahl sig til talskvinde for at husstandsomdele forfatningstraktaten. Vi husstandsomdeler hverken valgloven, finansloven, grundloven eller så meget som regeringsgrundlaget. Derimod kan alle til enhver tid ringe til Folketinget, gå på biblioteket eller kommunen, hvis de ønsker at få et eksemplar. Det samme gælder forfatningstraktaten. Forfatningstraktaten er en juridisk tekst, der er meget mere kompliceret end de ovennævnte eksempler. Det er derfor de allerfærreste, der har interesse i at tygge sig igennem en sådan juridisk samling. Men selvfølgelig skal alle vælgere kunne slå op i forfatningstraktaten. Og derfor er den offentlig tilgængelig. Hvis man ringer 3337 3337 til Folketingets EU-Oplysning kan man få den tilsendt gratis. Hanne Dahl forsøger herefter at mistænkeliggøre EU-rettens forrang, og EU som juridisk person. I dag er EF, men ikke EU, en juridisk person. Skelnen mellem EF og EU er roden til megen misforståelse både indenfor og udenfor EU. Det rejser også komplicerede spørgsmål, når aftaler indgåes med fx tredjeverdens lande eller WTO. Derfor er der behov for en forenkling. Det er netop hvad vi får med forfatningstraktaten. En forenkling af det eksisterende. I forbindelse med EU-rettens forrang, skriver Hanne Dahl: “Det vil sige, at hvis der er uoverenstemmelse mellem en dansk lov og en EU-lov, så må den danske lov vige”. Ja, selvfølgelig har EU-retten forrang. Det har den haft siden EF-Domstolens Costa-dom af 1964. Længe før Danmark blev medlem af EU. Hvordan forestiller Hanne Dahl sig ellers, at et forpligtende samarbejde skal hænge sammen? Hvor ender vi, hvis et medlem kan lave love, der går imod noget, som landet måske selv har været med til at beslutte i EU-regi. Uden forrang giver samarbejdet ikke mening. Det er dog værd at bemærke, at EU-retten i praksis ikke kan gå imod Grundloven af to grunde. For det første pga. den såkaldte Henning Christophersen-klausul (art. I-5). Den henvender sig direkte til denne problemstilling og siger, at forfatningstraktaten skal respektere de nationale grundlove. EU må med andre ord ikke lovgive imod de nationale grundlove. For det andet pga. Grundlovens §20, stk. 1. I den hedder det: “Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder”. I denne sammenhæng skal man hæfte sig ved “Beføjelser, som [..] tilkommer rigets myndigheder”. Det betyder, at Danmark ikke kan afgive grundlovsstridig suverænitet. Hvis vi forestiller os scenariet, at EU lovgiver imod Grundloven, har vi ifølge Højesteretsdommen af 1992 ikke givet EU kompetence på det pågældende område. Spørgsmålet er, om Hanne Dahl nu også vil have husstandsomdelt Grundloven, så alle kan slå op og overbevise sig selv om det sandfærdige i mine udsagn? Eller om de ivrige bare kan bede om den, når de ringer 33373337 for at få tilsendt forfatningstraktaten…..

Jens-Peter Bondes (JPB) indlæg i avisen d. 5/3 under overskriften “Pas på regeringens sproglige spin” er som en paradoksal komedie. For det første er det altid sjovt at blive beskyldt for snyd og propaganda af JPB. Det føles som at blive kaldt grim af en frø. For det andet er det meget underholdende at læse JPB krølle tungen, når han redegører for, hvorfor forfatningstraktaten ikke er en forfatningstraktat. JPB’s krumspring har som målsætning at gøre forfatningstraktaten til noget andet, end en mellemstatslig traktat. Men JPB kommer ikke selv uden om at skrive, at forfatningstraktaten juridisk på ingen måde adskiller sig fra de tidligere europæiske traktater. Det er en traktat. Punktum. Når vi alligevel kalder det forfatningstraktaten, i stedet for at følge hidtidig kutyme med bynavnet for underskrivelsen, altså en ny Romtraktat. Den sidste hed som bekendt Nice og det forrige Amsterdam. Så skyldes det, at forfatningstraktaten har visse karakteristika af en forfatning. Den beskriver bl.a. hvilke værdier, EU arbejder for, og hvilke rettigheder, man som borger, er sikret i EU. Men den indeholder fx også en beskrivelse for udmeldelse af EU, hvilket ikke hører hjemme i en forfatning. Det er altså en traktat med karakteristika af en forfatning: en forfatningstraktat. EU-rettens forrang. Endelig mistænkeliggør JPB EU-rettens forrang. For det første har EU-retten haft forrang siden en EF-domsafsigelse i 1964, altså før Danmarks indmeldelse. Det er kun glædeligt, at denne domstolspræcedens er blevet skrevet klart ind i trakaten. Vi har nemlig takket være Henning Christophersen fået den såkaldte Christophersen-klausul (art. I-5), som fastslår, at EU altid skal respektere de nationale grundlove. EU må altså ikke lovgive imod den danske grundlov. JPB er simpelthen nød til at redegøre for, hvordan et forpligtende samarbejde skulle hænge sammen, hvis EU-retten ikke havde forrang. Hvis hvert medlemsland kunne vælge at se stort på de beslutninger, medlemslandene i fællesskab træffer i EU, ville samarbejdet ganske enkelt ikke hænge sammen og de fælles beslutninger ville aldrig blive håndhævet.

Hans Peter Toft(HPT) skriver mange læserbreve. Nogle gange så mange at man tænker har den mand ikke andre hobbyer. Det er således lykkes HPT at angribe mig 3 gange siden jeg blev valgt til folketinget, senest i JV den 7/3. Her kommenterer HPT at jeg i forbindelse med arrangementet på Kunstskolen har fortalt om hvad VK regeringen har på programmet på kulturområdet, herunder en styrkelse af den billedkunstneriske fødekæde. Her vil vi ligesom det har været tilfældet med satsningen på musikskoleområdet vil gå ind og sikre, at der skabes muligheder på grundniveau, gennem oprettelse af talentpladser, i musik verdenen MGKere, der forbereder eleverne til musikkonservatoriet og i billedkunstverdene BGKere (som svarer til Sønderjyllands Kunstskole) som forbereder til kunstakademierne, designskoler og lignende. Hvad angår HPTs kommentarer om Brian Mikkelsens ide om gratis entre på en række museer, så var jeg selv med til at skyde den ned. Det var for det første en ukonstruktiv indgriben i museernes selvstændige drift og en binding af den likviditet som museerne får gennem entreen. Og så var det et forslag, der favoriserede de store veletablerede museer, der for de flestes vedkommende ligger i hovedstadsområdet. Den løsning vi nu er kommet frem til er langt mere fornuftig. Vi sikrer gratis entre på de permanente udstiller på Statens Museum for Kunst og på Nationalmuseet. De øvrige midler forventes så at blive samlet i en pulje, som alle museer kan søge til nye initiativer. Det betyder bla., at museerne her på egnen vil kunne få del i midlerne, hvilket ikke var tilfældet ved Brian Mikkelsens første forslag, så jeg er såmen meget godt tilfreds med det tiltag. Det er direkte mod bedrevidende, når HPT går sig klog på hvordan Kulturbudgettet i Danmark ser ud. Jeg forundres også over hvordan HPT kan vide mere om hvad der foregår på de ugentlige møder der foregår mellem kulturminister Brian Mikkelsen og jeg som kulturordfører for Venstre end jeg selv ved, men lad nu det ligge. V og K sidder i regering sammen og derfor er det en fælles beslutning hvilke initiativer der tages, på det økonomiske område, på udenrig såvel som på kulturområdet.

Hans Peter Toft(HPT) skriver mange læserbreve. Nogle gange så mange at man tænker har den mand ikke andre hobbyer. Det er således lykkes HPT at angribe mig 3 gange siden jeg blev valgt til folketinget, senest i JV den 7/3. Her kommenterer HPT at jeg i forbindelse med arrangementet på Kunstskolen har fortalt om hvad VK regeringen har på programmet på kulturområdet, herunder en styrkelse af den billedkunstneriske fødekæde. Her vil vi ligesom det har været tilfældet med satsningen på musikskoleområdet vil gå ind og sikre, at der skabes muligheder på grundniveau, gennem oprettelse af talentpladser, i musik verdenen MGKere, der forbereder eleverne til musikkonservatoriet og i billedkunstverdene BGKere (som svarer til Sønderjyllands Kunstskole) som forbereder til kunstakademierne, designskoler og lignende. Hvad angår HPTs kommentarer om Brian Mikkelsens ide om gratis entre på en række museer, så var jeg selv med til at skyde den ned. Det var for det første en ukonstruktiv indgriben i museernes selvstændige drift og en binding af den likviditet som museerne får gennem entreen. Og så var det et forslag, der favoriserede de store veletablerede museer, der for de flestes vedkommende ligger i hovedstadsområdet. Den løsning vi nu er kommet frem til er langt mere fornuftig. Vi sikrer gratis entre på de permanente udstiller på Statens Museum for Kunst og på Nationalmuseet. De øvrige midler forventes så at blive samlet i en pulje, som alle museer kan søge til nye initiativer. Det betyder bla., at museerne her på egnen vil kunne få del i midlerne, hvilket ikke var tilfældet ved Brian Mikkelsens første forslag, så jeg er såmen meget godt tilfreds med det tiltag. Det er direkte mod bedrevidende, når HPT går sig klog på hvordan Kulturbudgettet i Danmark ser ud. Jeg forundres også over hvordan HPT kan vide mere om hvad der foregår på de ugentlige møder der foregår mellem kulturminister Brian Mikkelsen og jeg som kulturordfører for Venstre end jeg selv ved, men lad nu det ligge. V og K sidder i regering sammen og derfor er det en fælles beslutning hvilke initiativer der tages, på det økonomiske område, på udenrig såvel som på kulturområdet.