Ellen Trane Nørby klar til forfatningskamp

Så ligger datoen fast. I dag meddelte statsminister Anders Fogh Rasmussen, at danskerne skal stemme om den europæiske forfatningstraktat tirsdag d. 27. september.

Ellen Trane Nørby har som formand for Venstres Europapolitiske udvalg fulgt arbejdet med forfatningstraktaten helt fra begyndelsen med arbejdet i Konventet. Internt i Venstre har forfatningstraktaten været til aktiv debat i mere end et halvt år.

– Jeg er glad for, at vi har fået datoen for folkeafstemningen. Der har længe været spekulationer om, hvorvidt vi ville få en kort eller lang debat op til folkeafstemningen. Det glæder mig, at statsministeren har givet os en lang debat. Det er en utrolig vigtig afstemning for Danmark og Europa, og der ligger et stort informationsarbejde forude, fortæller Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby ser først og fremmest forfatningstraktaten som et oprydningsarbejde i forhold til Østudvidelsen og det ansvar, EU skal påtage sig i verden.

– Forfatningstraktaten er et nyt sæt vedtægter for EU. Efter EU-familien er blevet større, er det nødvendigt, med nye mere demokratiske og forståelige regler, der skaber åbenhed og beslutningseffektivitet. Det drejer sig dybest set om, at EU tilpasser sig den virkelighed, vi lever i.

I Venstres har Ellen Trane Nørby stået i spidsen for EU-tovholder-seminarerne, seminarer om forfatningstraktaten. De henvender sig til græsrødderne i Venstre. De skal forberede medlemmerne på paneldebatter, arrangere begivenheder og andet.

Venstre udgav i december oplysningsbogen ”Flere med nye regler” der gennemgår forfatningstraktaten i et tilgængeligt sprog. Det første oplag af bogen, der kan rekvireres gratis hos Venstre er blevet revet væk. De første 10.000 eksemplarer følges op af en 2. udgave. Venstre har ligeledes udgivet en række temapjecer om forfatningstraktaten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *