Aukens sammensværgelsestankegang

Svend Auken har fået en ny fritidssyssel. En gang om ugen afdækker han i JP nedrige sammensværgelser. Afsløringerne har – hvad enten de drejer sig om miljø eller Irakkrig – én ting til fælles: Aksen Fogh-Bush står bag anslagene. Auken lufter med andre ord en sammensværgelsestankegang, som gennem tiderne har besjælet rigtigt mange mennesker. Tankegangen forudsætter, at alle onder, det være sig krig, arbejdsløshed eller fattigdom, skyldes en gedulgt plan hos en bestemt gruppe personer. Det er en forestilling, der ofte har haft yderst uheldige konsekvenser. Under indtryk af 1930ernes og Anden Verdenskrigs vanvid gik den østrigske filosof Karl Popper i bogen Det åbne samfund og dets fjender i rette med tankegangen. Poppers fornuft tilsagde ham, at rænkesmederi næsten altid er dømt til at slå fejl. Det første skridt i en fordækt plan vil have en række utilsigtede virkninger, der tilsammen gør det umuligt at føre den ud i livet. Men Popper påpegede samtidig, at sammensværgelsestankegangen er et produkt af overgangen fra lukkede samfund til det åbne samfund, til demokratiet. Det åbne samfunds fremkomst forudsætter et opgør med tabuerne. Det frisætter det personlige ansvar og forkynder med Poppers ord, at “Fremtiden afhænger af os selv, og vi er ikke afhængige af nogen historisk nødvendighed”. Det åbne samfund er mulighedernes samfund, men det er ligeledes utryghedens samfund. For bagsiden af medaljen er, at det enkelte menneske står til ansvar for egne handlinger, også de fejlagtige af slagsen. Popper kalder bevidstheden om, at vi er herrer over egen skæbne for civilisationens byrde. Og hermed er vi fremme ved sammensværgelsestankegangens tiltrækningskraft. Sammensværgelsestankegangen udgør et halmstrå, i en tid hvor det åbne samfund afliver de beskyttende tabuer, og hvor samfundsomvæltninger ryster den forudsigelige tilværelses grundvold. Med Poppers ord: “Troen på de homeriske guder, hvis sammensværgelser forklarer historien om den trojanske krig, er forsvundet…Men deres plads er blevet taget af magtfulde mennesker eller grupper – dystre pressionsgrupper, hvis ondskab er ansvarlig for alle de onder vi lever under – såsom Zions Viise [Zions Viises protokol] eller monopolisterne eller kapitalisterne eller imperialisterne”. Forestillingen om fordægtige rænkesmede er tiltrækkende, fordi den fritager menneskene for deres ansvarsbyrde. “For hvis du ved, at tingene må ske, uanset hvad du gør, så vil du måske føle, at du har ret til at opgive kampen mod dem”, som Popper bemærker. Netop fordi den besjæler mennesket med afmagt, er livsløgnen om skjulte bagmænd yderst skadelig. Den hindrer det åbne samfund i at slå rod, og den udgør et muligt brohoved for fremtidige reaktionære bevægelser. Men en tilbagevenden til det lukkede samfund kan aldrig genskabe trygheden. For det er nu en gang sådan, at “For dem, der har spist af kundskabens træ, er paradiset gået tabt. Jo mere vi prøver at vende tilbage til stammelivets heroiske tidsalder, jo mere sikre kan vi være på at ende med inkvisition, hemmeligt politi og romantiseret gangstervælde…Der findes ingen tilbagevenden til en harmonisk naturtilstand. Hvis vi vender tilbage, så må vi gå hele vejen – vi må vende tilbage til dyrene”. Det ønsker Svend Auken selvfølgelig ikke. Men hans gentagne påstande om Foghs og Bush’ fornemmelser for sammensværgelser skaber et debatklima, der ikke just gavner den demokratiske diskussion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *