En fælles barselsfond – en prioritering for fagbevægelsen eller….?

Jeg er efterhånden træt af at lytte til brok over ventelister, forargelse over prisstigninger og beklagelser over lønniveauet. Ikke at jeg ikke har forståelse for irritationen, men når krævementaliteten så samtidigt stiller krav om aftenbørnehaver, mere rengøringshjælp, gratis goder og mindre i skat, så knækker kæden. Det er åbenlyst, at man ikke kan få i både pose og sæk. En prioriteringsdebat er derfor ofte velkommen her i vores smørhul af et land. Også på arbejdsmarkedet og i overenskomstforhandlingerne ville en prioritetsdebat være gavnlig. Skal det være løn, fritid eller barselsfond, som skal stå øverst på listen? I sidste uge viste en meningsmåling i gratisavisen Urban, at hovedparten af danskerne går ind for en fælles barselsfond uafhængigt af køn og partifarve. Ikke at det er en hemmelighed, at en fælles barselsfond kan være en del af løsningen for at sikre, at ligestillingen på arbejdsmarkedet ikke bliver noget man omtaler i skåltaler, men noget, som reelt fungerer i praksis. Nogle faggruppers udgifter til barsel er i dag minimale. Hos autoforhandlerne oplever man endog år, hvor der forekommer tilbagebetalinger til arbejdsgiverne. Grunden er ikke, at lærlinge, svende og andre i mekanikerbranchen er dårligere familiemennesker eller har færre børn. Men da mænd ikke føder børn, og autobranchen er et typisk mandefag, så er det oftest begrænset hvor meget barsel der afholdes. Det er der så andre fag, som mærkes af. Små virksomheder må lukke, andre fyrer en medarbejder, som ”ser ud til” snart at ville blive gravid. Ikke af ond mening, men fordi en barselsorlov kan sende firmaet til tælling. Man går og bliver helt misundelig på de medstuderede, der har fået børn under uddannelsen. Af en eller anden grund blinker ”snart på barsel-skiltet” mindre hos dem, end hos os, hvor det står udbøjet i neon. For kvinderne i den ”fødedygtige alder” ville en fælles barselsfond betyde at placeringen i jobkøen ikke nødvendigvis blev bagerst. Jobsamtalen ville også blive lettere hvis man ikke skulle lade blikket flakke, når det ved lov forbudte spørgsmål om familieforøgelse og barselsplaner alligevel stilles direkte eller indirekte til knap en tredjedel af jobsamtalerne. Der skal fra min side ikke lyde tvivl om, at jeg tror, at en fælles barselsfond ville være en gevinst for rumligheden på det danske arbejdsmarked og for den enkelte lønmodtager. I flg. Urban er de fleste lønmodtagere enige, flere er endda villige til at give afkald på en lønstigning. Fagbevægelsens hovedopgave er, at lytte til sine medlemmer. Om det altid sker, kan man sætte spørgsmålstegn ved. I denne sammenhæng skulle det betyde, at fagbevægelsen gik til overenskomstforhandlinger med et andet krav end mere i lønningsposen og mere ferie. Hovedkravet skulle være en fælles barselsfond. Fagbevægelse såvel som arbejdsgivere står generelt stærkt på deres ret til frie forhandlinger. Et politisk indgreb for at sikre en fælles barselsfond ville derfor ikke bare være et brud med traditionen på det danske arbejdsmarked, det ville også være med til at skævvride fordelingen af spillebrikker i overenskomstforhandlingerne. Det er altid let at fralægge sig ansvaret og ville blæse og have mel i munden på samme tid. Men hvis fagbevægelsen mener, at den lytter til sine medlemmer, så burde en fælles barselsfond stå øverst på prioriteringslisten, ikke være noget som man regner med at politikerne vil tage sige af, hvis der går tid nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *