Ellen Trane Nørby

I dag rejser medlemmerne af Europaparlamentet mellem Bruxelles og Strasbourg. Det er en ekstrem dårlig anvendelse af vores budgetter og økonomiske ressourcer. Derfor vil jeg foreslå, at parlamentsbygningen i Strasbourg laves om til et europæisk superuniversitet, hvor studerende fra alle lande kan tage en uddannelse. Et andet superuniversitet kunne vi oprette her i Øresundsregionen. Fremtiden ligger i at opbygge et vidensbaseret marked i EU. Vi skal Uddanne flere mennesker, forske i højteknologiske områder som nano, bio, hydrogen og miljøteknologi. Fordi disse områder kan være med til at kurere kræftpatienter, forebygge miljøproblemer og reducere udledningen af eks. gasser og giftige dieselpartikler, der hvert år dræber flere mennesker i byområderne end farten. Gennem en investering i fremtiden kan vi være skabe resultater og løsninger for os som europæiske indbyggere. Og vi kan sikre en vækst i EU. I USA knytter de fleste kvantespring indenfor forskning og innovation til de forskningsmiljøer som er knyttet til universiteterne, til rumforskningen og til militærindustrien. Det bør vi lære af i EU. I den seneste internationale undersøgelse af verdens universiteter sætter USA sig tungt på de 4 bedste placeringer. Ud af verdens 50 bedste universiteter ligger de 35 i USA. Derfor oplever vi i dag, at højtuddannet arbejdskraft sørger mod USA for at få forsker job derovre i stedet for at blive i Europa og bidrage til væksten og udviklingen her. Skal vi modgå den tendens, så skal vi gøre det attraktivt at blive. EU’s forskningsbudget bør sættes op med 33% til 23,5 millioner Euro, der skal skabes en europæisk grundforskningsfond, oprettes en europæisk forskningspris, opbygges europæiske superuniversiteter og Erasmus-programmerne om udveksling af studerende skal udvides. Og vi skal gøre det i fællesskab. Situationen i dag viser, at vi ikke kan løfte opgaven hver for sig. I dag konkurrerer vi indbyrdes og svækkes i forhold til resten af verden. Det skal vi ændre på. Groft sagt kan man tage det fælles europæiske projekt om mars-missionen som et udtryk for, at vi når vi samarbejder i EU kan nå helt til Mars, hvorimod vi hver for sig end ikke kan nå til månen.

Jeg er efterhånden træt af at lytte til brok over ventelister, forargelse over prisstigninger og beklagelser over lønniveauet. Ikke at jeg ikke har forståelse for irritationen, men når krævementaliteten så samtidigt stiller krav om aftenbørnehaver, mere rengøringshjælp, gratis goder og mindre i skat, så knækker kæden. Det er åbenlyst, at man ikke kan få i både pose og sæk. En prioriteringsdebat er derfor ofte velkommen her i vores smørhul af et land. Også på arbejdsmarkedet og i overenskomstforhandlingerne ville en prioritetsdebat være gavnlig. Skal det være løn, fritid eller barselsfond, som skal stå øverst på listen? I sidste uge viste en meningsmåling i gratisavisen Urban, at hovedparten af danskerne går ind for en fælles barselsfond uafhængigt af køn og partifarve. Ikke at det er en hemmelighed, at en fælles barselsfond kan være en del af løsningen for at sikre, at ligestillingen på arbejdsmarkedet ikke bliver noget man omtaler i skåltaler, men noget, som reelt fungerer i praksis. Nogle faggruppers udgifter til barsel er i dag minimale. Hos autoforhandlerne oplever man endog år, hvor der forekommer tilbagebetalinger til arbejdsgiverne. Grunden er ikke, at lærlinge, svende og andre i mekanikerbranchen er dårligere familiemennesker eller har færre børn. Men da mænd ikke føder børn, og autobranchen er et typisk mandefag, så er det oftest begrænset hvor meget barsel der afholdes. Det er der så andre fag, som mærkes af. Små virksomheder må lukke, andre fyrer en medarbejder, som ”ser ud til” snart at ville blive gravid. Ikke af ond mening, men fordi en barselsorlov kan sende firmaet til tælling. Man går og bliver helt misundelig på de medstuderede, der har fået børn under uddannelsen. Af en eller anden grund blinker ”snart på barsel-skiltet” mindre hos dem, end hos os, hvor det står udbøjet i neon. For kvinderne i den ”fødedygtige alder” ville en fælles barselsfond betyde at placeringen i jobkøen ikke nødvendigvis blev bagerst. Jobsamtalen ville også blive lettere hvis man ikke skulle lade blikket flakke, når det ved lov forbudte spørgsmål om familieforøgelse og barselsplaner alligevel stilles direkte eller indirekte til knap en tredjedel af jobsamtalerne. Der skal fra min side ikke lyde tvivl om, at jeg tror, at en fælles barselsfond ville være en gevinst for rumligheden på det danske arbejdsmarked og for den enkelte lønmodtager. I flg. Urban er de fleste lønmodtagere enige, flere er endda villige til at give afkald på en lønstigning. Fagbevægelsens hovedopgave er, at lytte til sine medlemmer. Om det altid sker, kan man sætte spørgsmålstegn ved. I denne sammenhæng skulle det betyde, at fagbevægelsen gik til overenskomstforhandlinger med et andet krav end mere i lønningsposen og mere ferie. Hovedkravet skulle være en fælles barselsfond. Fagbevægelse såvel som arbejdsgivere står generelt stærkt på deres ret til frie forhandlinger. Et politisk indgreb for at sikre en fælles barselsfond ville derfor ikke bare være et brud med traditionen på det danske arbejdsmarked, det ville også være med til at skævvride fordelingen af spillebrikker i overenskomstforhandlingerne. Det er altid let at fralægge sig ansvaret og ville blæse og have mel i munden på samme tid. Men hvis fagbevægelsen mener, at den lytter til sine medlemmer, så burde en fælles barselsfond stå øverst på prioriteringslisten, ikke være noget som man regner med at politikerne vil tage sige af, hvis der går tid nok.

Kommentar – Debatpanel – LOs Ugebrev A4. Jeg er efterhånden træt af at lytte til brok over ventelister, forargelse over prisstigninger og beklagelser over lønniveauet. Ikke at jeg ikke har forståelse for irritationen, men når krævementaliteten så samtidigt stiller krav om aftenbørnehaver, mere rengøringshjælp, gratis goder og mindre i skat, så knækker kæden. Det er åbenlyst, at man ikke kan få i både pose og sæk. En prioriteringsdebat er derfor ofte velkommen her i vores smørhul af et land. Også på arbejdsmarkedet og i overenskomstforhandlingerne ville en prioritetsdebat være gavnlig. Skal det være løn, fritid eller barselsfond, som skal stå øverst på listen? I sidste uge viste en meningsmåling i gratisavisen Urban, at hovedparten af danskerne går ind for en fælles barselsfond uafhængigt af køn og partifarve. Ikke at det er en hemmelighed, at en fælles barselsfond kan være en del af løsningen for at sikre, at ligestillingen på arbejdsmarkedet ikke bliver noget man omtaler i skåltaler, men noget, som reelt fungerer i praksis. Nogle faggruppers udgifter til barsel er i dag minimale. Hos autoforhandlerne oplever man endog år, hvor der forekommer tilbagebetalinger til arbejdsgiverne. Grunden er ikke, at lærlinge, svende og andre i mekanikerbranchen er dårligere familiemennesker eller har færre børn. Men da mænd ikke føder børn, og autobranchen er et typisk mandefag, så er det oftest begrænset hvor meget barsel der afholdes. Det er der så andre fag, som mærkes af. Små virksomheder må lukke, andre fyrer en medarbejder, som ”ser ud til” snart at ville blive gravid. Ikke af ond mening, men fordi en barselsorlov kan sende firmaet til tælling. Man går og bliver helt misundelig på de medstuderede, der har fået børn under uddannelsen. Af en eller anden grund blinker ”snart på barsel-skiltet” mindre hos dem, end hos os, hvor det står udbøjet i neon. For kvinderne i den ”fødedygtige alder” ville en fælles barselsfond betyde at placeringen i jobkøen ikke nødvendigvis blev bagerst. Jobsamtalen ville også blive lettere hvis man ikke skulle lade blikket flakke, når det ved lov forbudte spørgsmål om familieforøgelse og barselsplaner alligevel stilles direkte eller indirekte til knap en tredjedel af jobsamtalerne. Der skal fra min side ikke lyde tvivl om, at jeg tror, at en fælles barselsfond ville være en gevinst for rumligheden på det danske arbejdsmarked og for den enkelte lønmodtager. I flg. Urban er de fleste lønmodtagere enige, flere er endda villige til at give afkald på en lønstigning. Fagbevægelsens hovedopgave er, at lytte til sine medlemmer. Om det altid sker, kan man sætte spørgsmålstegn ved. I denne sammenhæng skulle det betyde, at fagbevægelsen gik til overenskomstforhandlinger med et andet krav end mere i lønningsposen og mere ferie. Hovedkravet skulle være en fælles barselsfond. Fagbevægelse såvel som arbejdsgivere står generelt stærkt på deres ret til frie forhandlinger. Et politisk indgreb for at sikre en fælles barselsfond ville derfor ikke bare være et brud med traditionen på det danske arbejdsmarked, det ville også være med til at skævvride fordelingen af spillebrikker i overenskomstforhandlingerne. Det er altid let at fralægge sig ansvaret og ville blæse og have mel i munden på samme tid. Men hvis fagbevægelsen mener, at den lytter til sine medlemmer, så burde en fælles barselsfond stå øverst på prioriteringslisten, ikke være noget som man regner med at politikerne vil tage sige af, hvis der går tid nok.