Ellen Trane Nørby

De overskredne danske mælkekvoter og den enorme bøde, som nu ligger og venter på de danske mælkeproducenter, bør få enhver til at overveje, hvorfor vi i EU fastholder en planøkonomisk landbrugspolitik. Produktionen styreres i dag gennem noget, som giver mindelser til de rullende 5 års planer i den kommunistiske verden. Den Europæiske landbrugspolitik trænger til en hovedrengøring. Hverken erhvervet eller forbrugerne kan være tjent med, at den forældede og dybt problematiske landbrugspolitik fastholdes. Tag nu for eksempel den danske overproduktion af mælk. Lige nu står landmændene overfor et valg. De kan enten slagte en del af besætningen, hælde store mænger mælk væk eller fortsætte produktionen vel vidende at regningen, som venter landmændene på den måde vil vokse dag for dag. Det er da omsonst, men desværre konsekvenserne af et overreguleret politisk område. Næsten halvdelen af EU’s budget anvendes til den fælles landbrugspolitik. Det er en politik, hvor høje toldbarrierer, tilskud til produktionen, eksport støtte og andre elementer har store konsekvenser på prisdannelsen, såvel som for den del af verden, hvor vi sælger vores restproduktion til priser under markedsprisen. En anden følgevirkning er den store mænge af overregulering, indberetningsskemaer, regnskaber, blanketter osv., som betyder, at landmænd i dag tilbringer mindst lige så meget tid ved skrivebordet som i stalden og på marken. Fremtidens landbrugspolitik bør forholde sig til markedsøkonomiske principper. Støtteordningerne bør udfases, overreguleringen og papirbureaukratiet skal skæres ned og en reel frihandel, hvor udbuddet reguleres af efterspørgslen er målet. I et sådant system ville den danske mælkeproduktion ikke længere skulle forholde sig til elementer som ”kvoteår”, bøder, nedslagtning af den mælkegivende besætning. Producenterne ville da skulle forholde sig til efterspørgslen på markedet.

Mens amerikanerne gravede Saddam Hussein op af et hul i Irak, så gravede de europæiske statsledere sig ned i et hul i Bruxelles. Så firkantet kan man betegne sammenbruddet i forbindelse med EU-topmødet i december. Fra ruinerne af konventet og den forliste forfatningstraktat mindes vi nu om, at vi igen skal opbygge et EU(ropa) på baggrund af et sammenstyrtet fundament. Denne gang er det relevant at sikre at værdigrundlaget, såvel som det politiske og økonomiske fundament har en udløbsdato, som ligger langt fremme i tiden. Men hvordan graver vi så samarbejdet frem fra ruinerne og sætter en fremadrettet dagsorden i forbindelse med det kommende Europaparlamentsvalg? Det gør vi ved at komme med et troværdigt og liberalt bud på fremtiden. EU som det ser ud i dag, er ikke et endegyldigt svar. Det er utroværdigt at fremstille EU som en løsning på alt. Det er det ikke. Der er også klare grænser for hvilken retning jeg kunne tænke mig at se EU udvikle sig i. Og der er stadig meget, som skal ændres for at gøre EU reelt demokratisk. Men det er kortsigtet at fralægge sig troen på, at nogle opgaver løftes bedre i samarbejde. Og det er halvhjertet at fralægge sig begejstring og den historiske bevidsthed om, at EU de sidste 50 år har været med til at udvide demokratiet, løfte levestandarden, sætte gang i økonomien og udvide omfanget af vores personlige frihedsrettigheder. Det europæiske samarbejde er en del af vores fremtid – af udfordringen såvel som af løsningen. Men der er altid grænser for politik. Ikke mindst for en liberal. Hvor de flest nok havde forventet, at vi gennem foråret skulle have en debat om forfatnings-traktaten, så er virkeligheden nu en helt anden. Debatemner som EU flag afløser Dannebrog ligger ikke længere ligefor. Så nu bliver der forhåbentligt plads til politik og konstruktive bidrag. Når man har draget den konklusion, så er det samtidigt omsonst, hvis vi i valgkampen forfalder til en overfladisk og populistisk kampagne med det ene mål for øje at sikre sig selv en taburet. Det giver udelukkende mening at føre kampagne, hvis man gør det med en forståelse af, at valget er et delmål. Demokrati og et effektivt EU til gavn for os alle er målet. Det er her arbejdsindsatsen skal lægges. Vores bud på fremtiden skal løfte sig over det nuværende debatniveau og manglen på initiativ og ideer, som efterhånden minder om afspiste skeletter på en elefant kirkegård. Vores dagsorden skal stille krav til de institutioner, der betyder noget for, hvordan fremtiden kommer til at se ud. EU skal gøres friere, slankere og stærkere. Demokratiet i EU skal styrkes, parlamentet skal have budgetkompetence, og vi skal som liberale ikke spare på stemmebåndet. Fremtidens EU skal bygges på innovation, handel, forskning og uddannelse ikke på støtteordninger. Det er dog naivt at tro, at de mange negative sager, der klæber som en burre til EU ikke vil blive bragt op i valgkampens hede. Det vil de uden tvivl. Jeg vil arbejde for, at EU får vedtaget en forvaltningslov, hvor folk kan stilles til ansvar, det har vi ikke i dag. Der er talt meget om svindel i EU. Ingen tvivl om at det er uacceptabelt. Jeg vil hellere bidrage til løsningen end bære mere brænde til bålet. Det handler om at bryde tabuer. Så som et led af min valgkamp, har jeg taget et initiativ sammen med Trine P Mach, der er nr. 4 på Junibevægelsens liste. Vi er begge for unge til at huske ”det har modstanderne/tilhængerne sagt lige siden 1972”. Og vi er for gamle til at gide overtage de frugtesløse argumenter. Vi vil diskutere politik med indhold. EU en politisk kampplads. Hvis kamppladsen forbliver en skyttegravskrig mellem ja og nej, så kommer vi aldrig videre end til den næste omsonste folkeafstemning, hvor vi igen bygger vores EU politik på fortidens indenrigspolitik frem for fremtidens udfordringer. I den bedste udgave af EU-samarbejdet står der ikke nødvendigvis EU foran al lovgivning. Love og regler skal være forståelige og jævnligt saneres. Og så skal de overholdes. Som liberal bør der være fokus på kerneområder som forbrugerpolitik, miljø, frihandel, kriminalitetsbekæmpelse, forskning og udenrigspolitik, ikke på inferiøre områder, hvor det giver langt mere mening at individ, kommune, amt eller stat selv tager sig af beslutningerne og sikrer en nærhed i processen. Kan vi sætte en kritisk, men positiv dagsorden for det kommende Europaparlamentsvalg, så vinder vi på kort og lang sigt.

Diskussion om Tyrkiets medlemsskab af EU fik ny næring idag, da den tyske kansler støttede op om sin Tyrkiske kollega Erdogan. Hvis Tyrkiet opfylder EU’s optagelseskriterier – de såkaldte København kriterier – hvilket blandt andet vil sige, at demokratiet og retsstaten er sikret, at menneskerettigheder overholdes og at mindretallene beskyttes – så bør optagelsesforhandlingerne med landet gå i gang. Det er et punkt jeg kan erklære mig fuldkomment enig i. Og det var dejligt at se, at Tysklands Kansler Gerhard Schröder i går tog bladet fra munden og ikke længere pakkede diskussionen om Tyrkiet ind i uld og almen mumlen og frygt for reaktionerne. Tyrkiet har siden 60erne ligget i forhandlinger med EU om optagelse og løbende har svaret været; vent I blot lidt længere, så skal vi nok tage stilling til jeres ansøgning. På EU-topmødet i København forrige år fik tyrkerne så et løfte om, at de på EU-topmødet i december 2004 ville få svar på, om og i givet fald hvornår der vil blive indledt optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Svaret fra EU ville afhænge af den status rapport som EU-Kommissionen fremlægger sidst på efteråret. Jeg håber, at Statusrapporten tegner et klart billede af de positive reformer som Tyrkiet har gennemgået. Hvis konklusionen er, at Tyrkiet lever op til kriterierne, så bør EU ligeledes stå ved sin del af aftale og gennem en reel forhandlingsproces være med at skubbe endnu mere på reformerne i Tyrkiet. Er statusrapporten negativ, så bør EU tilskynde og støtte yderligere reformer, men det vil være uklogt at smække døren i. De fleste tyrkere og specielt den yngre generation har deres forkus rettet mod vesten, demokratiet og udviklingen. Hvad vil det ikke signalere overfor dem, hvis vi pludselig siger: Duer ikke, vi har mistet interessen! Det Tyrkiet, som eventuelt vil træde ind som medlem i EU om en lang række år vil uden tvivl være et andet Tyrkiet end det vi kender i dag. Sådan er det også med Polen og de andre lande, som bliver medlemmer af EU den 1. maj i år. De har alle gennemgået en overvældende og positiv demokratisk udvikling. Det vil Tyrkiet også. Det er ikke kun uklogt, det er direkte amoralsk og farligt, hvis vi nu smækker døren i hovedet på Tyrkiet. Hvad er det vi ønsker? At de i stedet skal orientere sig mod Afganihstan og Mellemøstens islamiske fundamentalisme?

Mens amerikanerne gravede Saddam Hussein op af et hul i Irak, så gravede de europæiske statsledere sig ned i et hul i Bruxelles. Så firkantet kan man betegne sammenbruddet i forbindelse med EU-topmødet i december. Fra ruinerne af konventet og den forliste forfatningstraktat mindes vi nu om, at vi igen skal opbygge et EU(ropa) på baggrund af et sammenstyrtet fundament. Denne gang er det relevant at sikre at værdigrundlaget, såvel som det politiske og økonomiske fundament har en udløbsdato, som ligger langt fremme i tiden. Men hvordan graver vi så samarbejdet frem fra ruinerne og sætter en fremadrettet dagsorden i forbindelse med det kommende Europaparlamentsvalg? Det gør vi ved at komme med et troværdigt og liberalt bud på fremtiden. EU som det ser ud i dag, er ikke et endegyldigt svar. Det er utroværdigt at fremstille EU som en løsning på alt. Det er det ikke. Der er også klare grænser for hvilken retning jeg kunne tænke mig at se EU udvikle sig i. Og der er stadig meget, som skal ændres for at gøre EU reelt demokratisk. Men det er kortsigtet at fralægge sig troen på, at nogle opgaver løftes bedre i samarbejde. Og det er halvhjertet at fralægge sig begejstring og den historiske bevidsthed om, at EU de sidste 50 år har været med til at udvide demokratiet, løfte levestandarden, sætte gang i økonomien og udvide omfanget af vores personlige frihedsrettigheder. Det europæiske samarbejde er en del af vores fremtid – af udfordringen såvel som af løsningen. Men der er altid grænser for politik. Ikke mindst for en liberal. Hvor de flest nok havde forventet, at vi gennem foråret skulle have en debat om forfatnings-traktaten, så er virkeligheden nu en helt anden. Debatemner som EU flag afløser Dannebrog ligger ikke længere ligefor. Så nu bliver der forhåbentligt plads til politik og konstruktive bidrag. Når man har draget den konklusion, så er det samtidigt omsonst, hvis vi i valgkampen forfalder til en overfladisk og populistisk kampagne med det ene mål for øje at sikre sig selv en taburet. Det giver udelukkende mening at føre kampagne, hvis man gør det med en forståelse af, at valget er et delmål. Demokrati og et effektivt EU til gavn for os alle er målet. Det er her arbejdsindsatsen skal lægges. Vores bud på fremtiden skal løfte sig over det nuværende debatniveau og manglen på initiativ og ideer, som efterhånden minder om afspiste skeletter på en elefant kirkegård. Vores dagsorden skal stille krav til de institutioner, der betyder noget for, hvordan fremtiden kommer til at se ud. EU skal gøres friere, slankere og stærkere. Demokratiet i EU skal styrkes, parlamentet skal have budgetkompetence, og vi skal som liberale ikke spare på stemmebåndet. Fremtidens EU skal bygges på innovation, handel, forskning og uddannelse ikke på støtteordninger. Det er dog naivt at tro, at de mange negative sager, der klæber som en burre til EU ikke vil blive bragt op i valgkampens hede. Det vil de uden tvivl. Jeg vil arbejde for, at EU får vedtaget en forvaltningslov, hvor folk kan stilles til ansvar, det har vi ikke i dag. Der er talt meget om svindel i EU. Ingen tvivl om at det er uacceptabelt. Jeg vil hellere bidrage til løsningen end bære mere brænde til bålet. Det handler om at bryde tabuer. Så som et led af min valgkamp, har jeg taget et initiativ sammen med Trine P Mach, der er nr. 4 på Junibevægelsens liste. Vi er begge for unge til at huske ”det har modstanderne/tilhængerne sagt lige siden 1972”. Og vi er for gamle til at gide overtage de frugtesløse argumenter. Vi vil diskutere politik med indhold. EU en politisk kampplads. Hvis kamppladsen forbliver en skyttegravskrig mellem ja og nej, så kommer vi aldrig videre end til den næste omsonste folkeafstemning, hvor vi igen bygger vores EU politik på fortidens indenrigspolitik frem for fremtidens udfordringer. I den bedste udgave af EU-samarbejdet står der ikke nødvendigvis EU foran al lovgivning. Love og regler skal være forståelige og jævnligt saneres. Og så skal de overholdes. Som liberal bør der være fokus på kerneområder som forbrugerpolitik, miljø, frihandel, kriminalitetsbekæmpelse, forskning og udenrigspolitik, ikke på inferiøre områder, hvor det giver langt mere mening at individ, kommune, amt eller stat selv tager sig af beslutningerne og sikrer en nærhed i processen. Kan vi sætte en kritisk, men positiv dagsorden for det kommende Europaparlamentsvalg, så vinder vi på kort og lang sigt.