Archive for december, 2003
Hinderups hallucinationer
Information. Bent Hinderup Andersen fra Junibevægelsen forsøger i Information den 17/12 at overbevise os om, at Polen var helt uden skyld i sammenbruddet i EU forhandlingerne i sidste weekend. Derimod var EU den store skurk. Alle som har fulgt bare lidt med i forberedelserne til EU topmødet ved dog, at Polen satte sig til forhandlingsbordet med et fasttømret og stædigt udgangspunkt. Udgangspunktet rokkede de sig ikke fra. Ingen kompromisser kunne diskuteres. Alligevel mener BHA, at det var EU’s skyld. De øvrige EU-lande forsøgte at snyde Polen ved at ændre på nogle af elementerne i Nice-traktaten. BHA mener, at Polakkerne blev narret ind i EU på et forkert grundlag. Men er det ikke lige lovligt hallucinerende? Det har ikke været nogen hemmelighed, at Konventet om fremtidens Europa i halvandet år har arbejdet med at udforme en ny forfatningstraktat for EU. Intentionen har været at sikre sig, at et udvidet EU stadig vil kunne træffe beslutninger frem for at ende som en handlingslammet skare på 25+. Konventet fremlagde i sommer sig forslag til en forfatningstraktat, og det har hele tiden været åbenlyst, at der var sket ændringer i forhold til Nice-traktaten. Ændringen af Polens stemmevægt i rådet var bare et lille forslag. Det handlende overhovedet ikke om at ”snyde” polen, men om at sikre et effektivt og demokratisk EU. Og selv BHA må vel indrømme, at det ikke er specielt demokratisk, at lande som Polen og Spanien, som tilsammen har en befolkning på Størrelse med Tyskland, skulle have dobbelt så mange stemmer. Selvfølgelig forsøgte EU-landene at nå til en fælles aftale på dette punkt. EU handler ikke om ét lands interesser, men om i fællesskab at sikre de mest optimale løsninger for alle. Polen blokerede for dette, tænkte udelukkende på egne interesser, og var dermed en af årsagerne til at forhandlingerne brød sammen. BHA er som udgangspunkt imod den nye forfatningstraktat. Dermed synes BHA og Polens udgangspunkt at være det samme. Stædigt og uden tanke på, at det i EU ikke handler om Danmarks eller Polens isolerede interesser, men om vores fælles interesser til gavn for os alle, ikke mindst danskere og polakkerne.
Share on Facebook No commentsI juletiden kan man tro på meget, men ikke på Dansk Folkeparti
Klumme på bagsiden af LOs Ugebrev A4. En af de helt centrale hjørnesten i EU’s Indre Marked er den fri bevægelighed af arbejdskraft. Vi har som EU-borgere ret til at søge arbejde i andre EU-lande, såvel som at tage del i de sociale ydelser, som knytter sig til arbejdsmarkedsaktivitet i det pågældende land. Dette system har fungeret uden store problemer, og har været med til at sikre en arbejdsmarkedsmobilitet og innovation indenfor EU. Dansk Folkepart forsøger imidlertid at stable en skræmmekampagne på benene. I bedste børnebogs stil råber de ”ulven kommer” og forudsiger, at der i forbindelse med EU’s udvidelse til næste år vil vælte mængder af billig østeuropæisk arbejdskraft ind over de danske grænser. Denne billige arbejdskraft vil, udover at tage vores arbejde, tømme vores sociale kasser også stille den danske lønmodtager i en håbløs situation. Dansk Folkeparti har derfor krævet, at Danmark indfører en 7-års overgangsordning for arbejdskraftens frie bevægelighed for borgere fra de nye EU-lande. Skal vi nu erstatte jerntæppet med et arbejdsmarkedstæppe? Skal vi dele EU op i et A og B hold? Og hvem er det som DF forsøger at narre? Det er godt nok snart jul. Og julen er en tid, hvor folk begynder at tro. Ja nogen tror endda på en mand med hvidt skæg, rødt tøj og en nissehue. Gad egentligt vide, om julemanden har arbejdstilladelse til at dele gaver ud i Danmark? Men hvor meget jeg så end forsøger at tro, så tror jeg simpelthen ikke på DFs forudsigelser og skræmmebilleder. DF taler om flere millioner polakker og andre østeuropæere, som vil søge job i EU-15. Men det er mig en gåde, hvordan DF kan tro, at store dele af den polske befolkning, som hverken taler dansk eller har en arbejdstilladelse i Danmark, vil pakke deres dagligdag sammen og søge mod nord. Hvorfor skulle vi pludselig opleve et sandt mobilitetsboom? Til sammenligning valgte én promille i 2000 at skifte adresse fra et EU land til andet. Det tal inkluderer vel og mærke unge, som i forbindelse med studieophold flyttede fra et land til et andet. I USA, hvor alle taler samme sprog, er mobiliteten højere. Her sniger mobiliteten sig op på hele 5,9% (1999), hvilket stadig er mindre end det antal, som DF forudsiger efter EU-udvidelsen. Inden udvidelsen med Spanien og Portugal i 1986 slog mørkemænd med et pessimistisk syn på fremtiden ligeledes på jungletrommerne og råbte; Masseindvandring, massefyringer og løntrykkere. Ingen af delene skete som bekendt. Indvandringen var minimal. 1000 spaniere og 6000 portugisere fik i gennemsnit arbejdstilladelse i et af de øvrige EU lande den første årrække efter udvidelsen. Allerede i 90’erne gik Portugal fra et være ”nettoyder” til at være ”nettonyder” af arbejdsmarkeds emigranter. Et punkt, som tilbageviser Dansk Folkepartis tese om, at arbejdssøgningen hovedsagligt er en ensrettet bevægelse. DFs bekymring gælder ikke den danske arbejdskraft, som hvert år søger mod udlandet. Den danske murer i Polen og tømreren i Estland er ifølge DF et udtryk for nye markeder. For mig at se, er det snarere et udtryk for DFs dobbeltmoral. I forrige uge indgik regeringen og et bredt flertal af folketingets partier en aftale om vilkårene for de nye EU-borgeres adgang til det danske arbejdsmarked efter udvidelsen af EU 1. maj 2004. Aftalen blev indgået for at sikre sig mod socialturisme og kassetænkning i de danske velfærdsordninger. Danmark er nu – med livrem og seler – klar til udvidelsen. Det blev understreget at få tror på DFs forudsigelser. Til de som stadig måtte tro DFs teser om masseindvandring, kan jeg forslå, at man i stedet begynder at tro på julemanden, det er mindst lige så realistisk.
Share on Facebook No comments


