Mens vi venter på Godot

Cykel

EUs regeringschefer mødtes i påsken til EU topmøde. På dagsordenen var Europas udsigter til en haltende økonomi. Tiden var kommet til en midtvejsrapport af Lissabon-strategien.

At der ikke var lagt op til festfyrværkeri og skulderklap var klart for alle. Lissabon blev skudt i gang i den portugisiske hovedstad i marts 2000. Målsætningen var klar: Europa skulle være “den mest dynamiske og konkurrencedygtige vidensbaseret økonomi i verden med bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre jobs og større social sammenhængskraft og respekt for miljøet”. Men det er ikke lykkedes Europa at leve op til de flotte ord.

Det er der flere grunde til. Udefrakommende begivenheder har ikke været i Lissabons favør. IT-boblen braste, 11. september satte sine dybe spor og den glædelige og fremtidsorienterede Østudvidelse betød umiddelbart, at udbyttet per indbygger faldt, fordi BNP kun voksede 5 %, mens befolkningstallet voksede 20 %.

Alt sammen noget, der har gjort processen vanskeligere. Men det grundlæggende problem har mest været den manglende vilje til forandring i Europa. Kommissionen har som sådan ingen kompetence på Lissabon, men kan komme med supplerende tiltag. En af de vigtigste bestræbelser i den hensigt har været at fuldbringe det indre marked.

Det såkaldte servicedirektiv er møntet på at skulle tilvejebringe en af EU’s bærende ideer, nemlig tjenesteydelserne frie bevægelighed. Det skønnes, at det alene vil kunne skabe 600.000 nye arbejdspladser. Angsten for østeuropæisk arbejdskraft har dog vist sig helt ind i kontorgangene hos den nye Kommission.

Den franske præsident Jacques Chirac kæmper med en folkeafstemning, som lader til at komme til at handle om alt mulig andet end forfatningstraktaten, ikke mindst Jacques Chiracs egen person. Derfor har Chirac trukket i håndbremsen på udvikling i Europa. Intet må antyde nødvendigheden af velfærdsreformer i Frankrig, som er åbenbare for enhver udenfor Frankrig.

Gerhard Schröder har præsenteret en skattereform, men har heller ikke vist vilje til grundlæggende velfærdsreformer, som også er så bydende nødvendig for Tyskland.

Begge lande sakker derfor bagud som var de en anden Roger Godeau. Roger Godeau var en fransk cykelrytter, som altid kom sidst i Tour de France. Det var også ham, der lagde navn til Samuel Becketts berømte teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”.

Hvis Europa ikke skal udvikle sig til en Roger Godeau, må politikerne over hele Europa til at tænke længere end til næste folkeafstemning eller parlamentsvalg. Det er kun på den måde, vi kan sikre den sociale velfærdsmodel, der kendetegner Europa i almindelighed og Skandinavien i særdeleshed. Viljen til forandring er vejen til tryghed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *