Ellen Trane Nørby

LO Storkøbenhavn brugte i forrige uge store summer på helsides annoncer i alle de danske aviser.

Kampagnens budskab var, at vi skal ha en ny regering. Budskabet var at med S og LO ved roret, så ville beskæftigelsen vokse og de stakkels mennesker som optrådte i annoncerne ville få deres job tilbage.

Nu har det så vist sig, at annoncepersonerne, som fortalte om hvordan de blev fyret på grund af regeringens politik, ikke eksisterer. Personerne er fiktive og kreeret til lejligheden af LOs reklamebureau.

LOs kampagne er dybt utroværdig. Og man fristes til at spørge, hvad der ellers er fiktivt? Er det mon det samme reklamebureau, som har kreeret LO og Socialdemokratiets ikke-finansierede jobplan, som skal få disse fiktive personer i job? Om ikke andet, så holder LO liv i reklamebranchen.

De seneste par ugers afdækning af de massive problemer med svindel, oprettelse af hemmelige konti, fiktive fakturarer i EU statistiske kontor EUROstat har bestem ikke haft en positiv indflydelse på mange menneskers opfattelse af EU. Og det er ærgeligt, ikke bare fordi meget er blevet forbedret væsentligt, men også fordi denne sag overskygger de positive tiltage en den massive oprydning, som også har fundet sted siden Santer Kommissionen tilbage i 1999 måtte tage sin afgang. Og når man læser revisionsrapporterne viser de også, at mange af problemerne er blevet løst, mens praksissen i EUROstat helt åbenlyst har fået lov til at fortsætte. Hvorfor kan man undrende spørge? Af to grunde vil mit svar lyde: Den parlamentariske kontrol i EU er for lille. Hverken embedsværk eller Kommissærene følger stor anledning til at frygt og følge de henstillinger der kommer fra parlamentet. Kommissionen referer i langt højere grad til ministerrådet, og her har meget få ministre set anledning til at kritisere, endsige blande sig i disse interne EU-sager, der jo alt andet lige ikke er det bedste at bringe med hjem. Der er også en udstrakt tendens til kollektiv kortslutning, da mange lande føler et særligt ansvar overfor netop deres kommissær. Forsøget på at placere et politisk ansvar i EU-Kommissionen bliver derfor hurtigt til en lukket debat, der kan forklares ud fra mantraet – hvis i går efter vores Kommissær, så går vi efter jeres! Dermed problemet i en nøddeskal. Den demokratiske kontrol som vi i Danmark er enige om er en forudsætning for en effektivt og gennemsigtig administration er ikke stærk nok i EU. Og vi går os selv en bjørnetjeneste ved ikke at påpege og ændre dette forhold. Personligt tror jeg, at mange af problemerne i Kommissionen aldrig havde fået lov til at udvikle sig, hvis Parlamentet havde mere magt over Kommissionen, hvis afskedigelsen af enkelte Kommissærer var en almindelig praksis og et instrument Europaparlamentet reelt set var i besiddelse af. EUROstat-skadalen er en skamplet for EU, men det er også et eksempel på hvor vi ender, når alle holder hånden over alle. Der skal rydtes op, det er den eneste måde vi sikrer at EU fungerer effektivt. De gentagne sager, med dårlig omtale som følge er kun med til at give befolkningen af et system hvor intet fungerer. Selv om det ikke er tilfældet, så er det vigtigt, at der placeres et politisk ansvar. Visse medier har hentydet, at kritikken af Kommissionen blot er et udtryk for skalpe-jagt fordi parlamentet skal markere sig her knap et år inden valget. Jeg er uenig, den dårlige omtale, hvad end den drejer sig om Kommissionen, Parlamentet, eller andre af EUs instituationer er kun med til at svække EUs handlekraft, såvel som demokratiske integritet. Hvis EU skal kunne fungerer med 25 medlemsland fra og med 1. maj næste år, så er det absolut nødvendigt, at politiske beslutninger følges af politisk ansvar. Jeg håber derfor at Kommissær Solbes selv drager de politiske konsekvenser af at han som politisk ansvarlig for EUROstat askediger de implicerede personer startende med sig selv og sluttende der hvor opfattelsen af EU som ansvarligt demokrati afløser opfattelsen af at det er en rugerede for svindel.

Debatindlæg i Berlingske. Mogens Lykketoft må forklare hvad han mener, når han til udenrigsmagasinet Ræson udtaler, at Socialdemokratiet er nået til en afklaring omkring værdien af det europæiske samarbejde hvilket vil kunne føre til, at partiet en dag i fremtiden skal forsvare EU imod ”superliberalister og gammelnationalister”. Hvem er disse superliberalister? Jeg synes det ville være på sin plads om Mogens Lykketoft forklarede vælgerne hvem superliberalisterne er, og hvorfor de er en trussel mod EU. Lykketoft fremsætter en beskyldning, der ikke svarer til virkeligheden. Er det Venstres klare politik om et afskaffe landbrugsordningerne? Er det Venstres klare politik om et slankere men stærkere EU, hvor man styrker EU på en række kerneområder? Eller er det Venstres politik for at sikre nærhedsprincippet, så beslutninger træffes så tæt på os borgere som muligt? Hvad er det, der er en trussel mod EU Lykketoft? I samme interview angrer Lykketoft Socialdemokratiets fodnotepolitiske nej til EF-pakken i 1986. Det er ærlig snak, men hvorfor ikke fortsætte ærligheden Lykketoft? Hvis Lykketoft mener at Venstres politik er en trussel mod EU, så ville det vel være på sin plads at han samtidigt fortalte vælgerne hvad det er for et EU som socialdemokratiet kæmper for. Er det et nyt socialistisk eksperiment a la sovjetunionen, som Lykketoft stræber efter? Personligt tror jeg ikke at Socialdemokratiets forsøg på at udvide EU kompetencen på flere områder som arbejdsmarked, social, velfærd, sundhed, beskæftigelse og lignende vil gøre EU mere handlekraftigt og demokratisk. Det vil snarer blive en sump af regulering. EU skal styrkes på kerneområderne og skal i langt højere grad end i dag afholde sig fra at lovgive på mere perifere områder. Det er op til vælgerne at vurdere om EU med socialdemokratiet ved roret skal gå i retning af et samarbejde, der lider af livstilssygdomme fordi konstruktionen er ved at bukke under for vægten af alle de områder, fra cigaretmærkning til beskæftigelse, som S ønsker at proppe i samarbejdet. Eller om vi skal gå i en liberal retning, hvor samarbejdet slankes og styrkes på kerneområderne. For mig at se er glidebanen mod socialdemokratisk centralisme en større trussel mod EU samarbejdet end jeg selv er. Men Lykketoft vil du ikke gøre os alle den tjeneste at forklare os hvorfor superliberalisterne – sådan en som mig og mange andre Venstrefolk – er en trussel mod EU.

Man kunne i Politiken (24/8) læse et interview med Dan Jørgensen, kandidat til Europaparlamentet for Socialdemokratiet. I interviewet udtaler DJ at man ”overlader mere kompetence til EU, men det betyder blot, at EU bliver mere socialdemokratisk”. Men sikke noget vrøvl at udtale! EU bliver hverken mere eller mindre socialdemokratisk af at man definerer kompetenceniveauerne i EU. De fælles politikker kan udelukkende blive mere socialdemokratiske hvis vælgere modsat situationen i dag ønsker at styrke S ved EP valget. Som det er i dag har socialdemokratiet ikke flertal i Parlamentet. Den Konservative-Kristdemokratiske gruppe er den største. Formandsposten i Parlamentet varetages af den liberale irer Pat Cox. Når vi diskuterer demokrati i EU, så støtter jeg fuldstændig DJ i at det kommende forfatningsudkast er en klar styrkelse og præcisering af demokratiet i EU. Noget, som er yderst vigtigt, når der 1. maj næste år træder 10 nye lande ind i samarbejdet. Modsat hvad DJ udtaler, så har det ikke været socialdemokratiet i Europa, der har været den drivende kraft i spørgsmålet om udvidelsen af EU med en række øst og centraleuropæiske lande, det har været den Liberale ELDR gruppe. DJ mudrer EU debatten til. Forfatningen skitserer rammerne og her er det tåbeligt at DJ forsøger at tage patent på udvidelsen af demokratiet som en socialdemokratisk opfindelse. Den slutning er i modstrid med virkeligheden. Og den er bestemt ikke gavnlig for debatten om EU. Det er enormt vigtigt at man skelner mellem rammerne og politikken. Hverken Kommunerne, Amterne, Folketinget eller EU er som system og demokratisk ramme socialdemokratisk, konservativt eller liberalt. Derimod er det op til det politiske flertal i befolkningen at vælge de personer, som de finder egnede til at fylde indhold, politik i rammerne. Personligt tror jeg ikke at Socialdemokratiets forsøg på at udvide EU kompetencen på flere områder som arbejdsmarked, velfærd, sundhed, beskæftigelse og lignende vil gøre EU mere handlekraftigt og demokratisk. EU skal styrkes på kerneområderne og skal i langt højere grad end i dag afholde sig fra at lovgive på mere perifere områder. Det er op til vælgerne at vurdere om EU med socialdemokratiet ved roret skal gå i retning af et samarbejde, der lider af livstilssygdomme fordi konstruktionen er ved at bukke under for vægten af alle de områder, fra cigaretmærkning til beskæftigelse, som S ønsker at proppe i samarbejdet. Eller om vi skal gå i en liberal retning, hvor samarbejdet slankes og styrkes på kerneområderne.

Paven og den katolske kirke har i et 12 sider langt dokument kaldt til globalt korstog mod anerkendelsen af homoseksuelles rettigheder. Homoseksualitet er amoralsk og harmfuld mod det almene vel. Ja, det er endog en trussel mod vores humanistiske kulturgrundlag. Man tror, at det er citater fra middelalderens katolske skrifter – eller noget man kan finde i Umberto Ecos ”I Rosens Navn”. Men ikke noget man forventer at støde på i en sommerdebat anno 2003. Dokumentet fra paven opfordrer ikke bare den katolske kirkes præster og biskopper, men også katolske politikere til offentligt at gå ud og tale mod lovgivning, der anerkender homoseksuelles rettigheder. Ikke katolske politikere får også et ord med på vejen, da det understreges at de bør støtte op, for at beskytte vores kulturelle og humanistiske baggrund. Hvad det så end betyder i denne sammenhæng. “Legal recognition of homosexual unions or placing them on the same level as marriage would mean not only the approval of deviant behaviour, but would also obscure basic values which belong to the common inheritance of humanity.” Er en del af udspillet fra en kirke, der normalt forsøger at fremstille sig selv som moderne og fremadrettet. Men moderne og fremadrettet er efter min opfattelse antonymer til den kampagne Vatikanet har iværksat. I mine ører lyder det mere som om den katolske kirke har glemt en vigtig del af den europæiske historie. Nemlig den del af historien, hvor sekulariseringen af samfundet har været med til at skabe udvikling og vækst. Noget andet, den katolske kirke synes at glemme, er alle de rædsler og rækken af dødsfald, der er fulgt i kølvandet på religiøse konflikter og udrensninger fortaget i etniciteten eller religionens navn. Eksemplerne trænger sig på hver gang man tænder for TV-avisen og kan se reportager fra Mellemøsten eller fra krigsforbryderdomstolen i Haag, hvor man forsøger at placere et ansvar, og hvor ligene fra konflikterne på Balkan grav for grav kortlægges og navngives. I den danske debat har man kunnet høre Dansk Folkepartis ”kardinal” Langballe kalde homoseksuelle for handicappede, der skal hjælpes på vej. Jeg er dybt uenig. Men efterhånden forventer man jo lidt af hvert fra den side. Det chokerer mig mere, at den katolske kirke – en hel trosretning – ikke ét enkelt partimedlem, i et så hårdt sprog kalder til korstog mod homoseksuelle. George Bush var desværre en af de første politikere til at følge pavens opfordring, da han i en stor offentlig tale i Minnesota i slutningen af juli fremførte de samme argumenter – om end i en blødere sproglig formulering. USA placerer sig dermed i en sørgelig, men absolut forfront, når det drejer sig om den politiske kamp mod liberaliseringer på en række etiske områder som abort, prævention og homoseksuelles rettigheder. Desværre må jeg sige. Blandt andet fordi det samtidigt begynder at klinge hult, når samme stormagt taler om manglen på respekt for menneskerettighederne og den personlige frihed i en række muslimske lande. Som altid, når der er tale om etiske problemstillinger, så skiller vandene sig. Og det er absolut naturligt, at der er forskellige opfattelser af rigtigt og forkert. Men der er en væsensforskel fra ikke at bryde sig om abort, prævention og homoseksuelle, til at kalde til et reelt korstog mod en minoritet i samfundet. Udtalelserne om adoption i Vatikanets dokument er ikke bedre. ”Allowing children to be adopted by persons living in such unions would actually mean doing violence to these children… placing them in an environment that is not conducive to their full human development.” Nogen vil nok sige, at VUs skolestartskampagne ”Ja til homoseksuel adoption” er at gå for langt i den anden retning. Jeg er uenig. Modsat pavens kampagne, så anskuer VUs materialer alle mennesker som ligeværdige og drager på det grundlag den slutning, at alle par skal have mulighed for at gennemgå den strenge og individuelle analyse, som kræves for at blive anerkendt eller forkastet som adoptivfamilie i Danmark. Vatikanets dokument har som udgangspunkt opdelt menneskene i høj og lav, moralsk og amoralsk. Konklusionerne er derfor forudsigelige.

Mugabes Zimbabwe tegner sig stadig som en sort plet på landkortet. Selv om vi i længere tid ikke har hørt meget til landet i den danske presse, så er problemerne ikke forsvundet. Snarere tværtimod. Situation i Zimbabwe forværres dag for dag.

Indbyggerne mangler alt. Børn fratages deres muligheder for at udvikle sig, uddanne sig og vokse op. Folk sulter og nægtes udrejse fra landet. Landmænd fordrives fra deres ejendomme.

Oppositionens politikere lever i en daglig frygt for deres liv, og deres familiers ve og vel. I sidste uge forsvandt fire parlamentsmedlemmer fra oppositionen sporløst. Om få uger afsiges der med stor sandsynlighed dødsdom over oppositionens leder Morgan Tswangirai.

Den 22. – 26. oktober var jeg udsendt som Venstres delegerede til Liberal Internationals kongres i Dakar i Senegal. Liberal International er den verdensomspændende liberale organisation som Venstre er medlem af.

I forbindelse med kongressen tog jeg initiativ til et møde med David Coltart fra Zimbabwe. David er menneskerettighedssagfører og har siden parlamentsvalget i 2002 siddet i parlamentet for Morgan Tswangirais demokratiske parti MDC.

MDC vandt valget, men gennem svindel sikrede Mugabe sig endnu en periode på posten. MDC har derfor udnævnt en skyggeregering, bestående af sorte såvel som hvide demokrater og menneskerettighedsforkæmper.

David Coltart er skygge justitsminister. Jeg tog initiativ til mødet fordi jeg gerne ville opdateres på situation i Zimbabwe, men også fordi det har forarget mig, at den franske og italienske regering de sidste par måneder har forsøgt at legitimere Mugabes diktatur og har overtrådt EU beslutningen om at nægte Mugabe eller hans ministre deltagelse i europæiske konferencer såvel som indrejse i EU.

Det er ikke bare en underkendelse af en EU beslutning, når Frankrig og Italien beslutter at give Mugabe en statsvelkomst, det er en klar mangel på respekt for menneskerettigheder, demokrati og alle de som har mistet livet i kampen mod Mugabe og kampen for demokrati i Zimbabwe.

Inflationen i Zimbabwe er for øjeblikket 465 %. Produktionen i landet er gået i stå. Store dele af produktionsapparatet ødelagt. I 2004 forventes en omfattende hungersnød. Noget som ikke burde være muligt, når man ved, at Zimbabwe er et frodigt land, som tidligere bar navnet; Afrikas kornkammer.

Zimbabwe har de seneste 6 år haft en negativ vækst. Til sammenligning har nabolandet Mozambique trods enorme og ødelæggende oversvømmelser og sin position blandt verdens 20 fattigste lande, haft en vækst på 14 %.

Men hvorfor er det så interessant hvad der sker så langt borte som Zimbabwe? Ikke mindst er det frygteligt at se, alle de forfærdeligheder én mands diktatur har påført en hel befolkning.

Men det som er mere bekymrende er, at blandt andet Frankrig og Italiens legitimering af Mugabe har sat gang i en bølge hvor en lang række andre afrikanske lande ikke længere kan se hvorfor man skal respektere menneskerettighederne – der sker jo alligevel ikke noget!

Det er en farlig tendens og noget, som kan være med til at underminere reformer og udvikling i Afrika.

Som Liberale og som demokrater er vi nødt til at sige skarpt fra overfor Mugabes diktatur, men vi er også nødt til at sige fra overfor de lande som forværrer situationen ikke bare for Zimbabwes befolkning, men også underminerer respekten for universelle menneskerettigheder og aftaler.

Om få uger afsiges der med al sandsynlighed dødsdom over MDCs leder Morgan Tswangirai fordi han har turdet tale mod Mugabes diktatur. Han har ikke fået en retfærdig retssag, og han har de sidste par år været nægtet udrejse fra Zimbabwe, og har fået frataget sit pas.

Internationalt pres og støtte til oppostionens kamp mod Mugabe er en lille hjælp sammenlignet med den store indsats som MDC har lagt for dagen.

Listen af dræbte og forsvundne, herunder et håndfuld danskere, bliver længere dag for dag. Vores indsats er lille men den har stor betydning. Hvis vi som Liberale ønsker at være med til at sikre en fremtid i Zimbabwe – og resten af afrika – så er vi nødt til at sige fra nu!

De seneste par ugers afdækning af de massive problemer med svindel, oprettelse af hemmelige konti, fiktive fakturarer i EU statistiske kontor EUROstat har bestem ikke haft en positiv indflydelse på mange menneskers opfattelse af EU. Og det er ærgeligt, ikke bare fordi meget er blevet forbedret væsentligt, men også fordi denne sag overskygger de positive tiltage en den massive oprydning, som også har fundet sted siden Santer Kommissionen tilbage i 1999 måtte tage sin afgang. Og når man læser revisionsrapporterne viser de også, at mange af problemerne er blevet løst, mens praksissen i EUROstat helt åbenlyst har fået lov til at fortsætte. Hvorfor kan man undrende spørge? Af to grunde vil mit svar lyde: Den parlamentariske kontrol i EU er for lille. Hverken embedsværk eller Kommissærene følger stor anledning til at frygt og følge de henstillinger der kommer fra parlamentet. Kommissionen referer i langt højere grad til ministerrådet, og her har meget få ministre set anledning til at kritisere, endsige blande sig i disse interne EU-sager, der jo alt andet lige ikke er det bedste at bringe med hjem. Der er også en udstrakt tendens til kollektiv kortslutning, da mange lande føler et særligt ansvar overfor netop deres kommissær. Forsøget på at placere et politisk ansvar i EU-Kommissionen bliver derfor hurtigt til en lukket debat, der kan forklares ud fra mantraet – hvis i går efter vores Kommissær, så går vi efter jeres! Dermed problemet i en nøddeskal. Den demokratiske kontrol som vi i Danmark er enige om er en forudsætning for en effektivt og gennemsigtig administration er ikke stærk nok i EU. Og vi går os selv en bjørnetjeneste ved ikke at påpege og ændre dette forhold. Personligt tror jeg, at mange af problemerne i Kommissionen aldrig havde fået lov til at udvikle sig, hvis Parlamentet havde mere magt over Kommissionen, hvis afskedigelsen af enkelte Kommissærer var en almindelig praksis og et instrument Europaparlamentet reelt set var i besiddelse af. EUROstat-skadalen er en skamplet for EU, men det er også et eksempel på hvor vi ender, når alle holder hånden over alle. Der skal rydtes op, det er den eneste måde vi sikrer at EU fungerer effektivt. De gentagne sager, med dårlig omtale som følge er kun med til at give befolkningen af et system hvor intet fungerer. Selv om det ikke er tilfældet, så er det vigtigt, at der placeres et politisk ansvar. Visse medier har hentydet, at kritikken af Kommissionen blot er et udtryk for skalpe-jagt fordi parlamentet skal markere sig her knap et år inden valget. Jeg er uenig, den dårlige omtale, hvad end den drejer sig om Kommissionen, Parlamentet, eller andre af EUs instituationer er kun med til at svække EUs handlekraft, såvel som demokratiske integritet. Hvis EU skal kunne fungerer med 25 medlemsland fra og med 1. maj næste år, så er det absolut nødvendigt, at politiske beslutninger følges af politisk ansvar. Jeg håber derfor at Kommissær Solbes selv drager de politiske konsekvenser af at han som politisk ansvarlig for EUROstat askediger de implicerede personer startende med sig selv og sluttende der hvor opfattelsen af EU som ansvarligt demokrati afløser opfattelsen af at det er en rugerede for svindel.

EUs regeringschefer mødtes i påsken til EU topmøde. På dagsordenen var Europas udsigter til en haltende økonomi. Tiden var kommet til en midtvejsrapport af Lissabon-strategien.

At der ikke var lagt op til festfyrværkeri og skulderklap var klart for alle. Lissabon blev skudt i gang i den portugisiske hovedstad i marts 2000. Målsætningen var klar: Europa skulle være “den mest dynamiske og konkurrencedygtige vidensbaseret økonomi i verden med bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre jobs og større social sammenhængskraft og respekt for miljøet”. Men det er ikke lykkedes Europa at leve op til de flotte ord.

Det er der flere grunde til. Udefrakommende begivenheder har ikke været i Lissabons favør. IT-boblen braste, 11. september satte sine dybe spor og den glædelige og fremtidsorienterede Østudvidelse betød umiddelbart, at udbyttet per indbygger faldt, fordi BNP kun voksede 5 %, mens befolkningstallet voksede 20 %.

Alt sammen noget, der har gjort processen vanskeligere. Men det grundlæggende problem har mest været den manglende vilje til forandring i Europa. Kommissionen har som sådan ingen kompetence på Lissabon, men kan komme med supplerende tiltag. En af de vigtigste bestræbelser i den hensigt har været at fuldbringe det indre marked.

Det såkaldte servicedirektiv er møntet på at skulle tilvejebringe en af EU’s bærende ideer, nemlig tjenesteydelserne frie bevægelighed. Det skønnes, at det alene vil kunne skabe 600.000 nye arbejdspladser. Angsten for østeuropæisk arbejdskraft har dog vist sig helt ind i kontorgangene hos den nye Kommission.

Den franske præsident Jacques Chirac kæmper med en folkeafstemning, som lader til at komme til at handle om alt mulig andet end forfatningstraktaten, ikke mindst Jacques Chiracs egen person. Derfor har Chirac trukket i håndbremsen på udvikling i Europa. Intet må antyde nødvendigheden af velfærdsreformer i Frankrig, som er åbenbare for enhver udenfor Frankrig.

Gerhard Schröder har præsenteret en skattereform, men har heller ikke vist vilje til grundlæggende velfærdsreformer, som også er så bydende nødvendig for Tyskland.

Begge lande sakker derfor bagud som var de en anden Roger Godeau. Roger Godeau var en fransk cykelrytter, som altid kom sidst i Tour de France. Det var også ham, der lagde navn til Samuel Becketts berømte teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”.

Hvis Europa ikke skal udvikle sig til en Roger Godeau, må politikerne over hele Europa til at tænke længere end til næste folkeafstemning eller parlamentsvalg. Det er kun på den måde, vi kan sikre den sociale velfærdsmodel, der kendetegner Europa i almindelighed og Skandinavien i særdeleshed. Viljen til forandring er vejen til tryghed.